nyheder:

Efter årets sidste hjemmekamp i 1. Division var Luka Callø ærgerlig over, at Fremad ikke snuppede alle tre point med fra mødet med HB Køge.

Samtidig var AGF-lejesvenden for første gang tilbage på sin oprindelige hjemmebane, Ceres Park Vejlby, hvor Fremad også har hjemmebane den næste tid.

En speciel oplevelse for Callø, som du kan høre mere om i interviewet herunder.

Aarhus Fremads første kamp på Ceres Park Vejlby blev indledt med en sand målfest, der var lige ved at munde ud i tre Fremad-point helt til sidst.

Det skete i et vigtigt 2-2-opgør mod HB Køge, der befinder sig i bunden af 1. Division, og derfor ikke skulle hente point på Fremad.

Samtidig lykkedes det Fremad at score to mål, hvilket havde været en mangelvare gennem de seneste kampe, der begge kom kort efter to føringsmål til gæstern.

Det hurtige modsvar

Da opgøret først var fløjtet i gang, gik det ikke stille for sig.

HB Køge skulle kun bruge ni minutter, før gæsterne bragte sig foran med 1-0 på et mål af Mike Jensen. Køge-anføren modtog bolden på kanten af feltet, hvor han klappede til den og dermed passerede Kasper Kiilerich til en føring

Heldigvis var Fremad hurtige til at svare igen. Et frispark slået af Martin Agnarsson landede for fødderne af en fremadstormende Mathias Kubel, der scorede fra en spids vinkel ved Køges bagerste stolpe til 1-1.

Kubel fløj videre ind i reklamebanden bagved, men kom heldigvis på benene igen efter at være hyldet af sine holdkammerater.

En hektisk afslutning

I anden halvleg fik Aarhus Fremad bedre fat, selvom måludbyttet ikke kom.

Da der var spillet 78. minut dukkede indskiftede Ifenna Dorgu op og omsatte et hjørnespark til en føring.

Endnu engang lykkedes det Fremad at komme hurtigt tilbage fra gæsternes scoring.

Et hjørnespark blev egentligt slået ud af feltet. Elias Egerton opsnappede bolden og gav den videre til Magnus Kirchheiner, der fra distancen sparkede Fremad tilbage i kampen.

I kampens døende minutter havde Jashar Beluli muligheden for at stjæle alle tre point til Fremad, da han helt fri foran mål skød direkte på Køge-keeperen, og på riposten afsluttede ved siden af mål.

Det ender dermed 2-2 mellem Aarhus Fremad og HB Køge. Derfor er mandskaberne stadig side om side i tabellen.

Næste kamp for Aarhus Fremad er også efterårets sidste. Her går turen til Kolding. Det opgør spilles søndag den 30. november kl. 15:00 på Autocentralen Park.

Se højdepunkter fra kampen her:

Med hjælp fra Salling Fondene, der donerer 10 millioner kroner, samt penge fra Aarhus Kommunes anlægspulje er Aarhus Fremad nu klar til en stor opgradering af Riisvangen Stadion.

Riisvangen Stadion står over for sin største forvandling i årtier. I et tæt samarbejde mellem blandt andet Salling Fondene og Aarhus Fremad påbegyndes næste år et omfattende projekt, der både indebærer etableringen af en helt ny kunstgræsbane, nye tribuner og betydeligt forbedrede faciliteter for både elite og bredde.

– Det her er kommet i hus, fordi vi har haft en rigtig god dialog med Salling Fondene, som støtter mange andre gode ting her i byen. Det var oplagt at tage fat i dem, og Karin Salling var her også, da vi rykkede op i Første Division. Det var fint, at vi dengang kunne vise Vangen frem, og det har været et rigtig fint samarbejde fra starten af, siger bestyrelsesformand i Aarhus Fremad Lars Kruse, som sammen med en række personer i og omkring Aarhus Fremad har arbejdet på det her i mange år.  

– For mig personligt er det opkald fra Salling Fondene det største, jeg har oplevet her i klubben, fortsætter Lars Kruse, der første gang involverede sig som direktør og investor i klubben i 2018.

Et stadion for både elite og bredde
Den nye kunstgræsbane har også fået bevilliget 10 millioner kroner fra Aarhus Kommunes anlægspulje og bliver kernen i projektet, der ikke kun forbedrer mulighederne for elitefodbold i Aarhus Fremad, men som også vil være til gavn for bredden og borgerne i området, der blandt andet kan løbe en tur på en mindre integreret løbebane.

Det nye stadion på Riisvangen
Visualisering: SLETH Arkitekter

– Det er nogle gode medspillere, vi har her i byen, og vi sikrer nu, at vi har en hjemmebane på Riisvangen mange år frem. Skulle vi rykke ned en dag, er det også et spørgsmål om, at vi ikke kan få dispensation næste gang vi rykker op. Vi tager nu hensyn til, at stadion også kan bruges af bredden. Det her stadion er et kæmpe løft til Nordbyen, uanset hvordan det lige går i vores kampe, og hvem vil ikke gerne have en løbebane, slutter han.

Modernisering med respekt for området
Opgraderingen af Riisvangen Stadion er udviklet i samarbejde med SLETH Arkitekter og vil udover den moderne kunstgræsbane også indbefatte markant forbedrede faciliteter udviklet med respekt for stadionets identitet og den særlige stemning på Vangen, som i generationer har været en del af Aarhus Fremads kultur.

”I Salling Fondene støtter vi projekter og initiativer, der gør hverdagen bedre og er til gavn og glæde. Med opgraderingen af Riisvangen Stadion får Aarhus et samlingspunkt, hvor både elite og bredde kan mødes om idrætten. Moderne tribuner, kunstgræsbane og de forbedrede faciliteter vil skabe rammer for fællesskab, sport og oplevelser for rigtig mange aarhusianere,” siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand for Købmand Herman Sallings Fond.

– Jeg er imponeret af de mange stærke kræfter i Aarhus Fremad, som står sammen om de sportslige resultater og et flot fællesskab. Det er derfor en glæde, at kommunen kan give klubben en håndsrækning på 10 millioner kroner til en ny kunstgræsbane til gavn for den lokale fodboldklubs mange børn og unge. Tak til Salling Fondene, som samtidig med sit bidrag gør det muligt at realisere drømmen om et moderniseret Riisvangen Stadion. Også en stor tak til de mange ildsjæle, som hver eneste dag gør en indsats i Aarhus Fremad. Det er et kæmpe aktiv for vores by, siger Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

Det samlede stadionprojekt på Riisvangen finansieres altså med 10 millioner kroner fra Salling Fondene, 10 millioner fra Aarhus kommunes anlægspulje, 9,2 millioner kroner via en kommunekredit som foreningen Aarhus Fremad optager samt 10 millioner kroner der findes af ejerkredsen i Aarhus Fremad Fodbold ApS. Indstillingerne fra Aarhus Kommune forventes godkendt på et af de næstkommende byrådsmøder.

Aarhus Fremad har hentet Lucas Riisgaard til klubben.

En ny spiller lander på Riisvangen i det nye år.

Aarhus Fremad har hentet den 21-årige kantspiller Lucas Riisgaard, der senest spillede for Næstved Boldklub i 2. division.

Riisgaard tiltræder i klubben den 1. januar 2026 og er blevet udstyret med en aftale frem til sommeren 2028.

Nu skal den unge kantspiller en tur til Aarhus, og Riisgaard glæder sig over skiftet til Aarhus Fremad:

– Aarhus Fremad er et step up i min karriere. Jeg kunne simpelthen ikke takke nej til tilbuddet, for Fremad spiller god fodbold, og jeg passer godt ind i spillestilen.

– Jeg synes også, at det er en spændende klub i en fed by, så der var meget, der talte for. Jeg glæder mig til at komme i gang og bidrage med mål og assists, siger Lucas Riisgaard.

Trods sin unge alder er Riisgaard ikke fattig på erfaring. For den lynhurtige målræv har været forbi flere forskellige klubber i de senere år – blandt andet en kort afstikker til Portugal – og det har lært ham meget.

– Ja, jeg har da prøvet meget i min karriere. Jeg var i Vejle og fik muligheden for at komme til Portugal, og det sagde jeg ja til. Desværre skete der nogle problemer nede i Portugal, der gjorde, at jeg vendte hjem igen.

– Første spillede jeg for FC Roskilde, inden jeg skiftede til Såby Fodbold. Her genfandt jeg spilleglæden efter en svær tid, for opholdet i Portugal var kort og blev ikke nogen succes, og det samme i Roskilde. Det har hjulpet på selvtilliden og givet mig noget erfaring, siger han.

– Et godt match

Cheftræner Morten Dahm Kjærgaard får i det nye år en ny kantspiller til rådighed, og Fremad-chefen er meget tilfreds med holdets nye signing.

– Det var vores rekrutteringschef Lauritz Hørby, der først gjorde os opmærksom på Lucas. Jeg og resten af trænerstaben så en masse video på ham og fik dannet os et godt indtryk.

– Vi er et godt match. Vi vil ham, og han vil os. Vi leder altid efter spillere med fart og kigger nogle gange efter de her unge spillere, der har taget en lidt anden vej fra deres ungdom til senior, og Lucas kan især biddrage med noget fart og direkte spil. Vi er meget glade for at få ham til klubben, siger MDK.

Lucas Riisgaard har scoret tre mål i 14 kampe for Næstved Boldklub i 2. division. Det var dog ikke denne statistik, der fik rekrutteringschefen på Vangen til at spærre øjnene op.

– Vi er meget klare over hvilken spillestil, vi har, og dermed også hvilken type spillere og spidskompetencer, der vil passe godt ind hos os. Det har vi så fået omsat til nogle datapunkter, som vi kan gå ind og søge efter.

– Lucas’ data fra Næstved passer rigtig godt ind i det, vi søger efter i en kantspiller. Han har gode data, så vi har brugt meget tid på at kigge nærmere på ham. Vi har set kampe og video af ham, og det, vi så i tallene, blev vi bekræftet i, siger Lauritz Hørby.

Søndag skal Aarhus Fremad i aktion igen for første gang efter landsholdspausen, når HB Køge kommer til Aarhus.

Kampen spilles på Ceres Park Vejlby, der tre gange over vinteren bliver vores midlertidige hjemmebane.

Cheftræner Morten Dahm Kjærgaard erkender, at modstanderne i 1. Division er begyndt at kende Aarhus Fremad nu. Det skal der findes modtræk til.

Det blev også tydeligt i mødet med Hobro.

Hør fra cheftræneren herunder:

For tredje gang i denne sæson skulle Fremad op mod Hobro IK. Denne gang på modstanderes hjemmebane, DS Arena.

Det blev dog en fredag aften med stolpe ud for Aarhus Fremad, da opgøret mod Hobro endte 2-0 til hjemmeholdet.

Målløs første halvleg med stolpeskud

Der skulle ikke gå mere end fire minutter, før Fremads topscorer, Kasper Andersen, var på spil nær Hobro-målet. En aflevering fra Elias Egerton fandt Andersen, hvis afslutning dog tog yderstolpen.

Nogle minutter senere var det Egerton, der headede mod mål, men desværre lige i favnen på Hobro-keeperen.

Efter en halv times spil forsøgte Mathias Kubel sig fra distancen, men igen var hjemmeholdets målmand i vejen. Dermed endte første halvleg uden scoringer.

Hurtigt Hobro-mål og offensiv chance

Knap var anden halvleg fløjtet i gang, før Hobro bragte sig i front. Et indlæg fandt vej til den tidligere Aarhus Fremad-spiller, Søren Andreasen, der på et hovedstød gjorde det til 1-0.

Kort efter var det igen stolpe ud for Fremad. På et frispark af Martin Agnarsson lå lige til Kasper Andersen, der desværre fik nikket bolden på den højre stolpe.

Kasper Kiilerich i Fremad-buret måtte flere gange diske op med redninger, men desværre fik Fremad ikke udnyttet mulighederne for at bringe sig op på siden af Hobro. Det til trods for, at trænerteamet forsøgte sig med flere offensive indskiftninger for at hente point.

Det kostede i den anden ende, hvor Hobros Marco Bruhn på en friløber kunne gøre det til 2-0, der også blev kampens resultat.

Fremad går ind til landskampspausen på en niendeplads i 1. Division. Når Fremad igen spiller, er det mod HB Køge. Det opgør spilles på Ceres Park Vejlby søndag den 23. november kl. 14:00.

Se højdepunkter fra Hobro – Aarhus Fremad her:

Det var ikke ligefrem noget festfyrværkeri, da Aarhus Fremad og Hvidovre IF lørdag eftermiddag spillede 0-0 på Riisvangen.

Aarhus Fremad styrede spillet, når det kom til boldbesiddelse, men store chancer var der ikke rigtig nogen af. Hvidovre kom nok frem til kampens største chance, men mål var der ingen da, da kampen efter 90 minutter plus det løse blev fløjtet af.

Til tider søvndyssende affære

Solen skinnede ikke på Vangen denne lørdag.

I stedet var det en kold affære med drypvis af regn, og inde på banen var spillet heller ikke just sindsoprivende.

Aarhus Fremad lykkes i første halvleg med at kontrollere spillet. Statistikkerne fortalte den samme historie, for Aarhus Fremad havde hele 70 % boldbesiddelse i første halvleg. Skud var der dog ikke mange af – ja, faktisk blev det kun til en enkelt Aarhus Fremad-afslutning i første halvleg.

Hvidovre var farligst på den sidste tredjedel, men Fremad holdt gæsterne fra fadet.

Uændret kampbillede – dog flere Fremad-afslutninger

I anden halvleg fortsatte kampbilledet i akkurat samme stil i forhold til boldbesiddelse, for igen var kuglen mest ved en Fremad-spillers fødder. I anden halvleg hed boldbesiddelsen igen 70/30 i Fremads favør.

Modsat i første halvleg kom værterne frem til flere skudmuligheder i løbet af de sidste 45 minutter, men Anders Ravn i Hvidovre-målet blev aldrig for alvor testet.

Kampen sluttede uden mål, 0-0, og med ét point til hvert mandskab.

Du kan se highlights fra kampen herunder:

Det endte 0-0 mod Hvidovre IF lørdag eftermiddag. Her er der highlights fra kampen:

I lørdagens møde med Esbjerg fB blev samarbejdet mellem Aarhus Fremad og Alkohol og Samfund synliggjort.

Alle skal dø – men ikke af alkohol.

Da Fremad for nylig mistede en loyal fan til alkohol, blev det drivkraften bag et samarbejde med Alkohol og Samfund. Læs mere om det her.

Aarhus Fremad vil gerne tage ansvar for den alkoholkultur, der hersker i fodboldmiljøet. Det gør vi først og fremmest ved at starte med os selv på vores hjemmebane,D Riisvangen Stadion.

Til opgøret i 1. Division mod Esbjerg fB gik spillerne på banen med et banner med telefonnummeret på Alkolinjen, der er Alkohol og Samfunds gratis telefonrådgivning, samt med tryk på de trøjerne, spillerne bar før kampen.

Samtidig var Alkohol og Samfund også til stede på stadion, hvor der var mulighed for at få en snak med teamet, ligesom der var tilbud på alkoholfrie øl.

Herunder kan du høre fra Bjarne, der er leder af Alkolinjen, der fortæller om samarbejdet:

Også cheftræner Morten Dahm Kjærgaard hylder samarbejdet:

Ovenpå nederlaget til Esbjerg følte Magnus Kirchheiner, at Fremad havde fortjent at få point.

Det var kun et enkelt mål, der blev sat ind på Riisvangen i lørdags. Desværre var det et Esbjerg-mål, og dermed tog gæsterne også alle tre point med sig hjem til vestkysten.

Set over hele kampen, så burde Fremad dog have fået mere ud af opgøret.

Hør Magnus Kirchheiners syn på kampen herunder:

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

15:00

B 93 vs Aarhus Fremad

Seneste kamp:

15:00

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP