Bech: Vi har høje forventninger til os selv

Christian Bech er en de spillere, som er kommet på kontrakt i Aarhus Fremad. Den 21-årige venstrebenede stopper, som har været i klubben i nu 2 år, har været en fast bestanddel af start 11’eren den forhenværende sæson, og klubben var også hurtigt ude og tilbyde ham en kontrakt som en af de fem første. Bech sætter ord på, hvad det betyder for ham, at han er kommet på kontrakt:
– Det er jeg glad for. Det var et stort skulderklap at få. Jeg synes, jeg spillede en god sidste sæson. Jeg er jo stadig ung, men jeg lærte utroligt meget af de andre midterforsvarere de to seneste sæsoner, og det er dejligt at se, det har båret frugt, siger Bech om sin to årige aftale med Fremad.

Det, at der er kommet i kontrakter i Aarhus Fremad, er noget som virkelig har sat streg under ambitionsniveauet. Der er hård konkurrence i fodboldverdenen om de bedste spillere, og det er derfor en kæmpe sejr for klubben, at de nu kan gå ud og kontraktligt sikre sig spillere. Bech fortæller lidt om effekten af det:
– Det, at klubben har kontraktspillerne til rådighed de næste to år, skaber forhåbentligt kontinuitet. Det har lidt været problemet de seneste sæsoner, at vi har haft et sindssygt godt hold, og når folk spiller godt, så er der selvfølgelig andre klubber, der kigger efter dem. Det er forhåbentligt det kontrakterne kan gøre, at vi kan samle truppen. Ambitionsniveauet heroppe er, at folk vil mere end 2. division, og det skulle gerne være med Aarhus Fremad og ikke med en anden klub, siger Bech om vigtigheden af kontraktbold i klubben.

I lørdags spillede vi første kamp i sæsonen mod Frem, og det blev til et enkelt point efter to sene scoringer. Bech sætter ord på kampens forløb:
– Det var første kamp. Vi får en dårlig start, og de scorer efter 10 minutter på et langskud. Vi får sat os godt på det i løbet af sidste del af 1. halvleg, hvor vi kommer frem til et par chancer. De har også en, hvor de kunne score, men ellers sidder vi på det resten af 1. halvleg, men får ikke scoret. Vi snakker om tingene i pausen, og så er det meget af det samme billede i 2. halvleg, hvor vi har bolden meget, men hvor de så scorer på en omstilling. Så har vi en periode, hvor vi har svært ved at sætte spillet og skabe det helt store. Vi får heldigvis scoret to gange til sidst. I første halvleg var jeg ikke så bekymret over at skulle skabe chancer. Vi var fine på bolden. Det var mere i 2. halvleg, hvor jeg heller ikke selv rammer medspillere osv., men vi havde måske omkring 15 hjørnespark, så det siger lidt om det tryk vi lagde. Det var ikke så svært at skabe chancer, men de havde to gode stoppere, som var gode til at cleare den, og jeg tror mest det er der, problemet lå, fortæller vores nr. 3 om kampens forløb, og hvilke problemer holdet stod overfor i kampen.

På lørdag tager vi hul på første turneringskamp hjemme på Riisvangen, og det bliver en fest. Vi skal møde oprykkerholdet Holstebro, men det er ikke ensbetydende med tre sikre point:
– Det bliver en must win kamp på lørdag. Ikke fordi vi undervurderer Holstebro, men den skal vi simpelthen vinde. Det er første hjemmekamp, og vi glæder os allesammen helt sindssygt meget. Selvom Holstebro er oprykkere, så bliver det selvfølgelig svært. Det gør det mod alle hold. Men kampen på lørdag skal vi vinde. Det er ikke en katastrofe at spille 2-2 ude mod Frem, men vi har bare så høje forventninger til os selv, at vi regner med, at vi vinder hver kamp, vi spiller, siger Bech om lørdagens kamp og tilføjer om sæsonen som helhed:
– Vi har mistet en del spillere og fået en masse nye. Der er nogle relationer, der skal på plads, men det kommer. Der går ikke særlig lang tid, så går det rigtig godt. Det glæder vi os til.

Bech insisterer desuden på at få en forudsigelse med om kampen mod Holstebro, som ellers først kommer til optakten.
– Vi vinder 5-0 på lørdag, Søren Andreasen alle fem mål.

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Nykøbing FC

Seneste kamp

1 - 3

Ishøj IF vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP