Bliv klogere på danskernes alkoholforbrug, Sundhedsstyrelsens anbefalinger og hvor mange henvendelser Alkohol og Samfund fik sidste år.
I forbindelse med lørdagens kamp mod Esbjerg, hvor vi sætter fokus på et nyt samarbejde med Alkohol og Samfund, fortæller spillerne om deres forhold til alkohol.
Fremad-spillerne går på banen i trøjer med Alkolinjens nummer – 80 200 500 – og et banner med budskabet om, at hjælp findes. For det gør den.
Man kan ringe anonymt, gratis og uden at skulle forklare sig. Og i Aarhus har vi Rusmiddelcenteret, hvor alle kan få støtte, hvis alkoholen er blevet en for stor del af livet.
Har du eller nogen du kender alkoholproblemer, kan du alle hverdage 9-17, gratis og anonymt, kontakte Alkolinjen 80 200 500 eller chat på alkolinjen.dk.
Hør om spillernes forhold til alkohol og hvordan de tager snakken i videoen herunder:
I forbindelse med lørdagens kamp mod Esbjerg, hvor vi sætter fokus på et nyt samarbejde med Alkohol og Samfund, fortæller spillerne om deres forhold til alkohol.
Fremad-spillerne går på banen i trøjer med Alkolinjens nummer – 80 200 500 – og et banner med budskabet om, at hjælp findes. For det gør den.
Man kan ringe anonymt, gratis og uden at skulle forklare sig. Og i Aarhus har vi Rusmiddelcenteret, hvor alle kan få støtte, hvis alkoholen er blevet en for stor del af livet.
Har du eller nogen du kender alkoholproblemer, kan du alle hverdage 9-17, gratis og anonymt, kontakte Alkolinjen 80 200 500 eller chat på alkolinjen.dk.
Hør om spillernes forhold til alkohol og hvordan de tager snakken i videoen herunder:
Magnus Kaastrup havde kaldt den inden, at søndagens kamp mod Lyngby i Lyngby godt kunne blive en kamp med mange mål.
Men Kastrup havde nok ikke forventet, at der ville stå hans navn på måltavlen efter knap to minutter med en drømmekasse mod et stærkt Lyngby-hold.
– I mange situationer føler vi os lidt presset, grundet at det er et godt fodboldhold, vi spiller imod. Og så er de jo også presset i løbet af kampen, fordi vi er også et godt fodboldhold, og vi får sat nogle gode ting sammen, sagde Magnus Kaastrup efter kampen.
– Men det var lidt specielt jo at komme tilbage på Lyngbys hjemmebane og så sætte den op i krogen efter to minutter. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Jeg er glad for, at jeg kunne have hjælpeholdet med en scoring der i starten af kampen.
– Og så synes jeg egentlig, at efterfølgende har vi rimelig godt fat i det, men der er jo også punkter, vi skal tage med videre og arbejde på.
Med 3-3 kampen i Lyngby sluttede Aarhus Fremad sig i skrivende stund på ottendepladsen i 1. division med 17 point efter 13. spillerunde.
I næste uge får vi besøg af Esbjerg fB på Riisvangen til en rigtig lørdagsbasker med tidlig kampstart kl. 14, der er stadig billetter til salg til denne kamp. Disse kan anskaffes ved at trykke her.
Du kan se det fulde interview med søndagens målscorer herunder:
Lyngby-opgøret startede med et brandmål og sluttede med et brandmål i søndagens 3-3, hvor cheftræner Morten Dahm Kjærgaard var stolt af truppens bestræbelser i Lyngby.
Der var ikke skyggen af gummiben i truppen ovenpå sådan en landsholdspause, da truppen søndag var rejst over storebælt til en svær udebane kamp på Lyngby Stadion.
For her skulle ikke gå mere end knap to minutter, før vi chokstartede oprykningsaspiranterne fra Lyngby i søndagens 3-3 resultat.
Herfra lagde hjemmebaneholdet et tungt pres, men alligevel var det os, der kæmpede os foran først 2, og så senere 3-1 – takket være flotte mål fra Agnarsson og Kubel, men ikke desto mindre også takket være målbenægtende fakter inde på stregen fra Kiilerich holdt hjemmebaneholdet fra fadet i lang tid.
Og trods det ikke blev til de tre point, så var cheftræner Morten Dahm Kjærgaard svært tilfreds med det, gutterne leverede.
– Jeg synes, at Lyngby var rigtig, rigtig dygtige. Vi hang efter i mange situationer og skulle virkelig stå på tæer igennem kampen. Men vi havde nogle gode forsvarsaktioner, og vi havde en god keeper-præstation.
– Og så formår vi også at være farlige. Det er jo den kvalitet, vi også har i holdet. Både individuelt og i nogle sekvenser klikker vi meget godt sammen, og der får vi scoret nogle rigtig flotte mål, som bringer os foran og giver os endnu større muligheder for at tage de her tre point med hjem fra Lyngby.
– Men det var svært, og vi kan ikke sige noget til, at de får scoret to mål, og den bliver 3-3,
Med det uafgjorte resultat i Lyngby befinder Aarhus Fremad sig i skrivende stund på ottendepladsen i 1. division med 17 point.
I næste uge kommer Esbjerg fB til Riisvangen til en lørdagsbasker med kampstart kl. 14, der er stadig billetter til salg til denne kamp. Disse kan købes ved at trykke her.
Vi vil gerne tage ansvar for alkoholkulturen på Riisvangen Stadion. Vi indgår derfor et samarbejde med Alkohol & Samfund om at promovere mulighederne for at få rådgivning ved den nationale alkoholrådgivning, Alkolinjen. – Vi har oplevet at miste en af vores mest loyale medfans på grund af alkohol, og det har berørt os alle sammen dybt, siger repræsentant for Aarhus Fremad-fans.
En af slagsangene på Riisvangen, Aarhus Fremads hjemmebane, er ’Alle skal dø – Nietzsche havde ret’, men det bør ikke være på grund af alkohol, mener Aarhus Fremads ledelse og fans. Bag kulisserne på stadion kæmper nogle fans med alkoholproblemer, som ofte er svære at tale om. Aarhus Fremad vil derfor gøre det lettere for fans at åbne en samtale om alkohol og alkoholproblemer og indgår et samarbejde med Alkohol & Samfund.
Som en del af indsatsen samarbejder klubben med Alkolinjen, der tilbyder anonym og gratis rådgivning til personer med alkoholproblemer og deres pårørende. Målet er at gøre det lettere at tage snakken – med sig selv, sin familie eller sin fodboldven.
– Vi vil gerne tage et ansvar i en fodboldkultur, hvor øl ofte er en naturlig del af fællesskabet. Alle skal kunne nyde en øl eller en sodavand og se god fodbold på Riisvangen, og vi er gået fra at være 300 tilskuere til en hjemmekamp på Riisvangen til nu op mod 3.000 tilskuere. Når fællesskabet vokser, har vi som klub et endnu større ansvar for at skabe rammer, hvor alle kan føle sig trygge og få støtte, hvis de har brug for det, siger Jesper Blicher Dahl, direktør i Aarhus Fremad.
Initiativet får et særligt udtryk ved hjemmekampen mod Esbjerg 25. oktober 2025 på Riisvangen Stadion. Spillerne bærer et stort banner ved indmarch på banen og er i spillertrøjer med Alkolinjens logo og telefonnummer 80 200 500. Stadions bander er prydet med reklamer, som også vil vise vejen til hjælp og rådgivning. Fra speakerboksen sættes der også fokus på mulighederne for støtte – både via Alkolinjen og Rusmiddelcenter Aarhus, der tilbyder gratis, anonym hjælp til alle aarhusianere med alkoholproblemer. Begge parter er også til stede på stadion denne kampdag.
Repræsentant for Aarhus Fremad-fans, Jon Thomsen, istemmer:
– Før i tiden kendte vi alle hinanden og vidste, hvad folk gik og bøvlede med. Sådan er det ikke længere. Vi har oplevet at miste en af vores mest loyale medfans på grund af alkohol, og det har berørt os alle sammen dybt. Derfor er det vigtigt at holde fast i fællesskab, samhørighed og støtte – det som Aarhus Fremad altid har stået for, siger Jon Thomsen.
Alkolinjens leder er glad for samarbejdet med Aarhus Fremad:
– Når Aarhus Fremad bruger deres stemme til at sætte fokus på et ellers svært emne har det stor betydning. Når fodboldverdenen – som samler tusindvis af danskere hver uge – tager dialogen, kan det rykke noget i kulturen. Vi håber, at det kan smitte andre klubber til at vise, at alkoholproblemer kan ramme alle – og at det er stærkt og modigt at tale om det, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.
Målet er klart for Aarhus Fremad, som sammen med Alkohol & Samfund vil være med til at skabe en mere bæredygtig alkoholkultur i dansk fodboldkultur, hvor færre tager skade – og flere tager snakken om alkohol.
Centerchef for Rusmiddelcenter Aarhus bakker op om det vigtige fokus på alkoholforbrug i fodboldkulturen:
– Vi ved, at det for den enkelte kan være svært at tage de første skridt til at række ud efter hjælp til et alkoholproblem. Derfor er det kun rigtig positivt, at den vigtige snak om alkoholforbrug nu også rykker ind på et af vores lokale stadioner. For os i Rusmiddelcenter Aarhus er det vigtigt, at flest mulige aarhusianere ved, at der er hjælp at hente – og at man kan få gratis og professionel alkoholbehandling, siger Helene Bygholm Risager, centerchef for Rusmiddelcenter Aarhus.
FAKTA: Gode råd til at tage snakken
Lad samtalen handle om din bekymring – ikke vrede.
Anerkend det, der fungerer, og det, du sætter pris på.
Brug jeg-sprog og tal ud fra dine egne følelser og behov.
Brug konkrete eksempler på, hvordan alkoholforbruget påvirker dig.
Eksempler på sætninger: “Jeg ser du gør… Det betyder for mig, at…” “Det gør mig bekymret for dig…” “Jeg savner sådan…”
Alkolinjen drives af Alkohol & Samfund med støtte fra Sundhedsstyrelsen og er landets professionelle, gratis og anonyme rådgivning til mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende.
Har du eller nogen du kender alkoholproblemer, kan du alle hverdage 9-17, gratis og anonymt, kontakte Alkolinjen 80 200 500 eller chat på alkolinjen.dk
KONTAKTPERSONER
Jesper Blicher Dahl, direktør, Aarhus Fremad
Tlf. 22264277
Bjarne Stenger Elholm, leder, Alkolinjen
Tlf. 60126784
Helene Bygholm Risager, centerchef, Rusmiddelcenter Aarhus
Søndag skulle vi en tur over Storebælt til Lyngby. Der med undtagelse af et pokalnederlag mod F.C. København var godt kørende uden et nederlag siden august-måned i 1. division, og vi skulle forsøge at rette op på det snævre 1-2 nederlag på Riisvangen til B.93, som vi led lige før landsholdspausen.
Og her skulle der ikke gå mange momenter på den svære udebane i Lyngby, før Magnus Kaastrup sørgede for en optimal start på 3-pointsjagten
Det gjorde han allerede, inden der var gået to minutter. Her satte Kubel hurtigt sin kant-kollega fri på et kort hjørnespark, der satte Kaastrup fri lige på indersiden af Lyngbys højremålfelt.
Der var ikke alverden med plads, men Kaastrup viste, at han ikke havde behov for det helt store råderum til at sparke Fremad foran. Med et hurtigt træk skråt tilbage i banen skabte han nok rum til at tage kort afsæt til et vaskeægte slangehug, der endte stolpe ind i Lyngbys Ægidius’ venstre målhjørne. Stolpe ud for Lyngby til en fremadsk 0-1 føring.
Et par minutter senere formår anfører Kirchheiner at stoppe et så godt som sikkert Lyngby-mål fra Frederik Gytkjærs fødder.
Efter en mistforståelse i vores højre forsvarsside havner bolden til en helt og aldeles fri Frederik Gytkjær, men her formår Kirchheiner på heorisk vis at komme glidende bagfra og på lovlig vis får prikket bolden væk fra Gytkjær. Som falder til jorden og markerer for et straffespark, som dommeren vurderer til at være en clean tackling.
Ti minutter senere kom Lyngby til en ret så stor chance ved eksil-aarhusianeren Oskar Buur, der har fortid i smilets by – dog hos vores naboer i Vejlby. Han brød fri inde bag vores bagkæde og forsøgte at lægge bolden på tværs i en aktion, der blot stoppet af Erik Nissen, som fik bolden clearet ud til indkast.
Lyngby fortsatte færden med at jagte en udligning og ved lige knap tyve minutter spillet, kom de kongeblå til noget af en trippelchance. Her forsøgte de med hæl, langskud og hovedstød at få bolden ind bag Kiilerich, men vor lejesvend fra Viborg havde sit forsvar helt rigtigt placeret og formåede også selv at parere et Lyngby-forsøg på kanten af feltet. Hele situationen blev afværget til en Lyngby-hjørnespark, som ikke blev til nogen stor målchance.
Desværre holdt Kaastrups flotte føringsmål ikke halvlegen ud, da Kasper Andersen på uheldig vis var løbet tilbage for at dække op i feltet og i forsøget på at få dirigeret bolden ud, kom han først på et Lyngby-indlæg, som desværre havnede i eget mål til pausestillingen 1-1.
Kort efter pausen var Lyngby ved at et-to’e sig igennem vores forsvar, men her manglede den sidste kvalitet, da Jeppe Cornelius forsøgte at flugte bolden på mål, og Kiilerich kunne let gribe angriberens forsøg.
Til gengæld havde vores færøske landsholdsspiller langt bedre held med flugtningen et øjeblik senere. Her befandt vores målscorer fra første halvleg, Magnus Kaastrup, sig helt fri til at lægge bolden ind i det bagerste rum i Lyngby-feltet.
Her kunne Agnarsson umarkeret få træf på bolden ved førstgivne mulighed, og færingens flugter fræsede ned lavt ned i fjerne målhjørne til en ny Fremad-føring på to flotte Fremad-scoringer
Med knap 30 minutter tilbage af kampen udbyggede Mathias Kubel de aarhusianske festligheder i Kongens Lyngby. Først spillede brandvarme Kaastrup bolden videre ind til Kasper Andersen, som ikke holdt på bolden i lang tid, før han sparkede bolden videre til en fremadstormende Mathias Kubel.
Kubel havde ikke mange sekunder til at beslutte sig, før der kom en Lyngby-forsvarer ned i en glidende for at forpurre Kubels forsøg mod mål. Men Kubel var køligheden selv og placerede bolden, trods han havde et par Lyngby-folk på nakken, oppe i det fjerne målhjørne.
Men helt nemt skulle det ikke være. Indskiftede Isak Thorvaldsson blev sendt i dybden og havde desværre et godt overblik med sig til at lægge bolden på tværs til Dani, der reducerede til stillingen 2-3.
Og herfra blev der lagt et tungt tryk på vores defensiv. Det vidste Morten D. Kjærgaard, som derfor foretog en række indskiftninger, der skulle få bedre styr på lyngbyanernes tryk.
Alligevel blev det først Fremad, som kom tæt på at score kampens sjette mål, da indskiftede Marcus de Claville sendte et hurtigt angreb i gang fra egen banehalvdel.
Med et hurtigt kombinationsspil havnede den for tæerne af Kasper Andersen, der ikke havde lang tid til at prikke bolden ind mod Lyngby-målet. Her kom Lyngby-målmand Jonathan Ægidius farende ud for at bremse det fornemme Fremad-fremstød. Chancen kom dog hurtigt til stop, da en Lyngby-forsvarer kom til skade i skudsituationen og tog sig til hovedet efter et sammenstød med en anden Lyngby-mand.
Stillingen så ud til at holde hele vejen til slut, men hatten af til Lyngbys Dani, som eksekverede et Lyngby-frispark til perfektion lige udenfor Fremad-feltet til slutstillingen 3-3.
Det uafgjorte resultat gjorde, at Aarhus Fremad i skrivende stund befinder sig på ottendepladsen i 1. division med 17 point.
I næste uge kommer Esbjerg fB til Riisvangen til en lørdagsbasker med kampstart kl. 14, der er stadig billetter til salg til denne kamp, og disse kan købes ved at trykke her.
Der kom flere fantommål fra både vores og Lyngbys fødder i 3-3 kampen på Lyngby Stadion. Se målene og andre højdepunkter fra kampen i videoen herunder:
I weekenden drager Fremad til Kongens Lyngby for at møde et af tabellens tophold.
Der venter en svær kamp søndag, når Aarhus Fremad indtager Lyngby Stadion, der huser et af 1. Divisions tophold.
Det bliver også et specielt opgør for Magnus Kaastrup, der har en fortid hos de kongeblå. Han glæder sig til for første gang siden sin egen tid i klubben at vende tilbage til Lyngby Stadion, hvor han vurderer, at et målrigt opgør vil udspille sig.
– Det bliver meget spændende. Det var meget sjovt at møde dem her på Riisvangen. Det var vores første hjemmekamp. Jeg glæder mig rigtig meget, for jeg havde en rigtig god tid der.
– Jeg tror, at det kan blive en målrig kamp. Det er vi lidt garante for, siger Magnus Kaastrup.
Kaastrup har også fulgt med i de ting, der er sket i Lyngby på det sidste, og der er ingen tvivl om, at det er et godt fodboldhold, Fremad skal møde.
Opgøret mellem Lyngby og Aarhus Fremad spilles søndag den 19. oktober kl. 15:00 på Lyngby Stadion.
Den ubesejrede stime i 1. division sluttede med nederlag til B.93 i lørdags, og det ærgrer Morten Dahm Kjærgaard, der savnede skarphed hos sit hold.
Efter seks ubesejrede kampe i 1. division i træk gik den ikke længere for Morten Dahm Kjærgaards mandskab, da B.93 lørdag vandt på Riisvangen Stadion med 2-1.
Det afgørende mål faldt kort før tid, efter Aarhus Fremad blot fem minutter forinden havde udlignet til 1-1, og det er en bitter skæbne, fortæller Morten DK.
– Vi spiller overordnet set en god kamp og har mange store chancer. Men vi scorer ikke på vores chancer og de mål, vi giver dem, er der nogle fejl i og måske også nogle lidt for store fejl.
– Vi kommer tilbage i kampen og presser også på for at forsøge at vinde den, men det var ekstra træls, irriterende og skuffende, at vi som minimum ikke tager ét point med fra Riisvangen i dag, siger cheftræneren.
Med nederlaget befinder Aarhus Fremad sig på ottendepladsen i landets næstbedste række med 16 point i 12 kamp.
Næste kamp for Aarhus Fremad er på udebane mod Lyngby Boldklub den 19. oktober.