Vi har over den seneste tid lavet aftaler med en håndfuld af vores spillere. Nogle har fået forlænget deres kontrakt, andre er kommet på kontrakt for første gang. Det er dog en endnu vigtig aktør i Fremad, der har gjort sig fortjent til en forlængelse, og det er vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, der forlænger kontrakten frem til sommeren 2023. Morten kom til i vinterpausen i 19/20-sæsonen, og siden da har han ikke kigget sig tilbage. En masse spillere er kommet til og fra klubben. Der er kommet et hav af stabsmedlemmer til, og så har udviklingen over de seneste halvandet år været positiv og til at mærke. Morten selv er naturligvis glad for at have bundet sig et år yderligere, end hvad hans oprindelige aftale rakte til.
”Forlængelsen betyder rigtig meget. Jeg er rigtig glad og stolt over at være træner for Aarhus Fremad. Jeg nyder min hverdag og synes, det er spændende. Jeg selv og klubben er inde i en god udvikling, og det er sgu en fornøjelse. Jeg føler mig privilegeret over at stå i mit første cheftrænerjob i Aarhus Fremad. Der er flere faktorer, der gør sig gældende. Hele klubbens kultur og stemning sætter et aftryk i os alle sammen. Naturligvis i mig, men selvfølgelig også i de mennesker, som jeg har arbejdet sammen med, og dem der stadig er her. I forhold til den nærmeste ledelse med blandt andet Lars Kruse har vi ramt en enighed, og der er mange ting, vi ser ens, som måden at gøre det på. Der er en ordentlighed i tingene og den måde, vi har skullet bygget det op på. Der har vi bare ramt hinanden rigtig godt både personligt, men også på et strategisk plan, og det har været rigtig vigtigt. Det er selvfølgelig også sammen med Andreas Damgaard, trænerteamet og folk omkring, som bare har vokset i den tid, jeg har været her.”
Morten er ikke den eneste i klubben, der glæder sig over forlængelsen. Vores direktør, Lars Kruse, er såvel glad, og beslutningen om at forlænge med Morten har ligget lige til højrebenet, fortæller han. Her er det blandt andet også den gensidige tillid og enighed i tingene, Lars som Morten understreger som værende en afgørende faktor i beslutningen om at holde Morten minimum et år mere på Vangen.
”Vi har flyttet os og virkelig gjort Fremad til en spændende udviklingscase. Vi har taget nogle fodboldspillere og gjort dem meget dygtigere, og det er Morten rigtig god til. Så har vi fået opbygget en kemi og tillid til hinanden, der gør, vi kan drive den her klub ud fra samme principper. Det tager lang tid at tune sig ind på hinanden, så vi ønsker egentlig bare at fortsætte det arbejde, der har været i gang, og vi er godt tilfredse med det arbejde, der allerede er blevet lavet – det er det her selvfølgelig også et tegn på. Så vi holder snuderne i sporet, og så tænker jeg, vi skal trække det her så langt, vi kan,” fortæller Lars.
Udover at både Morten og Lars byder Mortens forlængelse til med åbne arme, så er det også, hvad vores anfører, Emil Hauge, fortæller.
”Jeg synes, det er rigtig fedt, Morten har forlænget, fordi der er sket rigtig meget positivt oppe i klubben, siden jeg startede, og især også efter Morten er kommet til. Der er kommet et rigtig godt setup med nogle dygtige assistenttrænere, fysser på til alle vores træninger, og der er blandt andet også kommet læge indover. Morten er meget ambitiøs på klubbens vegne, så jeg tror, han er med til at drive tilgangen om, at der hele tiden skal forbedres. Derudover har Morten sammen med de andre trænere skabt en god spillestil i klubben. Udover at jeg tænker, det er den bedste måde at spille fodbold på, fordi man bør vinde mest muligt på den måde, så er det også en attraktiv måde at spille på. Man er glad for at komme til træning og spille kampe, og det er med til at bidrage til, at jeg i hvert fald er utroligt glad for at være i klubben.”
Da Morten kom til gik han fra at være assistenttræner i FC Fredericia til selv at stå ved roret som cheftræner. Det har naturligvis betydet, at Morten har skullet lære en ny rolle at kende, og han fortæller, han er gennemgået en stor udvikling, siden han kom til i fjor.
”Jeg har virkelig lært meget omkring mig selv. Jeg var motiveret for at blive cheftræner og lære noget omkring netop mig selv i den rolle, og det har gjort, jeg er blevet bedre og dygtigere. Det er selvfølgelig alle dem omkring mig, der har været med til at løfte det. Jeg har lært om, hvad det vil sige at være en del af en klub og dens strategi og at udvikle både den, spillestil, koncept og være med til at bygge noget, som kan stå tilbage som et indhak i en klubs historie og være med til at flytte noget positivt. Jeg har nydt at være i klubben i snart to år, hvor vi har taget gode skridt sammen. Perioden har haft stor værdi for mig og givet mig stor motivation og inspiration af at overvære truppen og trænerteamets udvikling. Herunder Martin og Mathias jeg har arbejdet allertættest med. De er fantastisk dygtige, og de giver alt, hvad de har af sig selv. De har flyttet mig enormt. Vi har flyttet hinanden og klubben hver dag i samarbejde med både Lars og Andreas især. I alt det har jeg virkelig lært meget og fundet ud af, hvor meget det egentlig betyder, og hvor vigtigt et grundlag det er både for at blive dygtig, men også for at opretholde en god energi, motivation og at være inspireret i hverdagen, ” fortæller Morten.
”Jeg har virkelig oplevet måske for første gang i min trænerkarriere virkelig at finde mig tilrette. Det er både i rollen som cheftræner i sig selv, hvor jeg har været meget tydelig på, hvordan vi skal spille og udvikle staben. Vi har fået kompetente mennesker tilknyttet, der virkelig vil noget med deres karriere, og fået dem ind i et godt miljø. Vi har virkelig taget nogle gode skridt henad vejen, og det har jeg virkelig fundet en stor, stor glæde ved. Udviklingen har været fantastisk, bekræftende, og den har givet et indhold, som passer til den person, jeg er og gerne vil være. Jeg har fundet nogle ting i mig selv ved at være i Aarhus Fremad. Jeg har lært meget omkring det her med at have én trup og to hold i både 2. division og Danmarksserien, hvor vi virkelig har dannet et godt samarbejde med Eichner og Hjørne. Der har været mange helhedsting, som betyder meget for mig og har givet mig noget helt særligt i min fodboldtilværelse.”
Forlængelsen med Morten, fortæller Lars, hører med til en strategi om, at klubben gerne vil binde spillere og stab, så vi kan forsætte de takter og den udvikling, vi har set udfolde sig over de sidste par år.
”Bag beslutningen om forlængelsen ligger et overordnet ønske om at have en langstrakt plan for klubben og de folk, der står bag. Det har været en præmis i Fremad i mange år, at man er gået på sommer- og juleferie med ondt i maven, fordi man ikke har vidst, om spillerne kom tilbage igen, og om nogle var blevet snuppet. Vi har arbejdet meget på at få spillere på plads, og så er Morten naturligvis en meget stor og vigtig brik i det puslespil. Vi har en trup og et sportsligt setup, som vi ved er på plads den her og næste sæson, medmindre der kommer et vanvittigt bud udefra, som vi dog selv kan styre. Det giver noget ro. Og så kan vi jo slappe af i julen,” siger Lars
En af de ting, der har gjort, Morten har følt sig så tilpas i klubben, er, at han trives med kulturen og folkene omkring.
”Jeg trives i flere ting, der er faldet i hak her i klubben. Jeg trives i, der er en udvikling og en optimisme. Så kan man spørge sig selv, hvor optimismen ligger i ’det skal nok gå’. Den ligger i ukueligheden i sloganet. Der er hele tiden en optimisme, fremgang og noget, vi nok skal nå. Det ligger også i den måde, jeg tænker, vi skal spille på. Vi skal gå efter at begejstre vores tilskuere. Der er et positivt syn på, vi kan gøre det godt, og vi gør, hvad vi kan. Så vi passer godt sammen, når det kommer til optimismen og begejstringen i klubben i forhold til mit sindelag, og hvad jeg tror på vi kan opnå sammen,” fortæller Morten.
Men at kulturen passer Morten, er ikke nok i sig selv. Samarbejdet mellem ledende i klubben er en vigtig faktor for, at tingene spiller.
”Jeg passer godt med Lars og klubben, når det kommer til måden at gøre ting på. Vi skal gøre det ordentligt. Et eksempel på det er da vi fik kontrakter. Vi kunne starte med at få 10 kontrakter, hvor alle ville få 4000. Nu er vi oppe på 16-17 kontrakter, men alle får stadig 4000. Vi flytter klubben på en tålmodig måde, ligger et godt grundlag og arbejder benhårdt på, hvilke spillere vi skal have ind, hvilke vi skal fortsætte med, hvordan vi træner og udvikler spillestilen, hvordan vi får flere ressourcer ind i holdet, hvordan vi kan være bevidste og videreudvikle kulturen i klubben, og hvordan vi husker at få alle med. Vi prøver ikke at bruge alle pengene ét sted. Vi ved, at det, der skal bygges op, skal ske med kvalitet over tid, fordi så holder det. Hverken klubben eller jeg er interesseret i at lave et luftkastel, som skal blomstre op i to sæsoner og så forsvinde igen. Det er ikke interessant eller motiverende for klubben eller mig.”
Morten har ikke mindst ros til spillerne. Mentaliteten og træningskulturen er noget, vores cheftræner er stolt af.
”I forhold til den generelle kultur og træningskulturen har vi samlet en god gruppe af spillere, som træner rigtig godt. De kan både træne på et højt niveau og et fagligt, taktisk højt niveau og samtidigt indædt brænder de for at blive dygtige og vinde fodboldkampe. Men vi prøver også at udvide den fodboldfaglige horisont for spillerne. Vi vil gerne have reflekterende fodboldspillere, som er i stand til at ville kunne arbejde på den lange bane såvel som den korte, så vi er i stand til at udvikle os. Vi kan godt lide følelser. Dem skal vi bruge, være i, leve af, men vi vil gerne opnå en stor fornuft, hvilket taler ind i de stoiske principper. Vi vil gerne træffe mange valg ud fra vores fornuft og ikke lade følelser og øjeblikke styre os alene. Vi vil være i mange følelsesladet øjeblikke, men der skal vi sammen som gruppe i spillertruppen, ledelsesteamet eller trænerstaben kunne holde vores overordnede retning på et længere perspektiv, og så skal vi kunne kontrollere vores følelser og styre det hen mod det, at vi stadig kan blive bedre. Og der har vi altså en spændende, interessant gruppe af fodboldspillere, som virkelig kan træne godt og ikke vil lade deres træning og kampe blive styret af resultater. Det er noget, vi tror på, kan gøres os dygtigere på den lange bane som klub, hold, trænere og spillere. Det er den måde, vi gør det på med en stoisk tanke om at kunne styre følelserne så godt som muligt og så bruge fornuften, være rolige og holde retning. Det ligger i vejen, hvor vi skal hen, hvad vi kan løfte på, hvad vi skal opnå. Vi er positivt begejstret for, hvor gode vi kan blive. ”
Og hvad kan vi så vente de næste to år? Det eksemplificerer vores cheftræner med kampen mod Brabrand.
”Der var over 1000 tilskuere, en rigtig god stemning og to hold, der gjorde, hvad de kunne. Der kunne man se, et Aarhus Fremad-hold spille med et stort mod, modenhed og en måde at vise sig frem på og være i kampen på med en stor ro. Det gjorde, at publikum kunne se nogle spillere, der hele tiden forsøgte at være de bedste og opnå noget i kampen. Det, vi kan garantere, er, at vores fans vil opleve et hold, der vil forsøge at være de bedste, at lave mål, og som ikke bliver bange for at lave fejl. Selvom det kan være svært, og man kan være nervøs, og der kan være pres på, så vil vi gøre alt, hvad vi kan for at være en gruppe af spillere og stab, der arbejder på at vise os frem på en positiv måde, når vi spiller fodboldkampe. Det, synes jeg, vi så i den Brabrand-kamp, hvor vi kæmpede alt, hvad vi kunne i første halvleg, hvor Brabrand ellers var gode og gjorde det svært for os, men hvor vi holdt så godt fast og gav alt, hvad vi have. Vi insisterede og blev ved, og det, der så skete i anden halvleg, var, at vi igennem den tro turde tage fat i spillet. Så fik vi det overskud og overtag, der gav os en 3-0 føring, der afgjorde kampen. Den indsats af de spillere er noget af det, som vi som spillere, trænere, ledelse, tilskuere skal forvente, omfavne, tage imod og hylde. Noget af det fedeste er, når spiller ikke gemmer sig, men virkelig vil komme og vise, hvad de kan og ikke begrænser sig på kampdagen. Det er en udvikling, vi er på, og vi vil gerne blive endnu bedre og dygtigere til det. Og vi vil selvfølgelig også gerne blive ved med at møde endnu dygtigere hold, og den her 2. division er et rigtigt spændende sted lige nu, fordi der er så mange gode hold lige nu.”