Et godt efterår skal sluttes godt af – Optakt med Magnus Kirchheiner

Magnus Kirchheiner melder om en selvtillidsfuld trup frem mod lørdagens opgør mod HIK. Det er samtidig den sidste kamp, inden holdet går på en velfortjent vinterpause.

Af Mathias Thomsen

Solen skinner i den grad på Vangen for tiden, hvilket også afspejler sig på selvtilliden i truppen. Med de resultater som holdet lægger for dagen, er det da også svært ikke at have selvtillid. Tæller man skrivebordssejren mod Jammerbugt FC med, er det blevet til hele 7 sejre i træk. Midtbanedynamoen, Magnus Kirchheiner, lægger heller ikke skjul på, at det er en fryd at være Fremad-mand i øjeblikket:

”Vi har selvfølgelig meget selvtillid i truppen lige nu, fordi vi har vundet 7 kampe i streg. Vi ridder på en god bølge, der er højt humør i truppen og vi præsterer godt. Så det er sku fedt”, Siger Magnus Kirchheiner, og peger samtidig på holdets kynisme i begge felter, som hovedårsagen til den fremragende stime.

Det skal de solgule fra Vangen forsøge at gentage på lørdag, hvor HIK er sidste modstander inden årsskiftet. Holdet, der holder til i Hellerup på Sjælland, ligger på en øjeblikkelig 10. plads. Der var dog ikke stor forskel på de to hold, da de sidst krydsede klinger for lidt over en måned siden. Her blev det til en snæver 2-1 til Fremad efter et sent mål fra Mathias Damgaard.

Magnus Kirchheiner mener heller ikke, at HIK’s nuværende position afspejler deres spil. Derudover skal kampen ikke spilles på græs, hvilket kan blive en udfordring.

”Kampen bliver spillet på kunst, så det skal vi lige omstille os på, nu hvor vi ikke har spillet kamp på det længe. Men det er en kamp, hvor vi skal over og gøre vores ting, så vi kan slutte halvåret godt af”.

Kirchheiner lægger ikke skjul på, at det kræver en sejr, hvis han skal gå tilfreds på vinterpause. Nøglen til det er:

”Vi skal bare gøre det, som vi har gjort foreløbigt i sæsonen – Følge vores gameplan, og så tro på egne evner. Så er jeg sku sikker på, at vi hiver tre point med hjem”

Da det er sidste kamp inden vinterpausen, blev Magnus Kirchheiner ligeledes sat til at gøre status på holdets præstationer i efteråret.

”Jeg synes, at det har været et rigtig godt efterår. Vi starter godt ud med at vinde de første tre kampe. Derefter er præstationerne stadig gode, men vi fik ikke helt de point i de kampe, som vi måske havde fortjent. Men det rejste vi os godt fra. Og siden Brøndby har vi jo ikke tabt. Det vidner også bare om kvalitet i truppen, og at vi har tro på de ting som vi gør. Så det har overordnet set været et godt efterår”.

Kampen starter kl. 13 på lørdag. Som altid vil drengene sætte stor pris på, at så mange som muligt tager turen til Hellerup og bakker op. Er det ikke muligt kan drengene ligeledes støttes fra sofaen, da kampen streames på 2. Divisions hjemmeside.

#DSNG

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Fremad Amager

Seneste kamp

0 - 0

Frem vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP