FORTJENT SEJR TIL JAMMERBUGT

Efter en godkendt start på sæsonen med tre sejre og tre uafgjorte, inkasserede Aarhus Fremad lørdag sæsonens første nederlag, da holdet ude tabte 4-1 til Jammerbugt FC. Ifølge cheftræner, Morten Mølkjær, kom de stribede fra Riisvangen for sent ud af starthullet.

– Vi ser ikke for gode ud i første halvleg, hvor vi ikke lykkes med at spille os ud af Jammerbugts pres samtidigt med, at vores eget presspil ikke var ret godt, udtaler Morten Mølkjær.

Aarhus Fremad fik en meget uheldig start på opgøret, da man allerede efter to minutter af første halvleg måtte lade Martin Thomsen udskifte med en skade, hvis omfang endnu ikke står klart. Kort inden pausen bragte Jammerbugt sig foran 1-0 og cementerede derved Fremads på mange måder uheldige første halvleg. Til trods for at de sort/gule skulle inkassere yderligere tre mål, så cheftræneren dog lyspunkter i spillet efter pausen.

– Det blev bedre i anden halvleg. Vi spiller bedre og hurtigere og skaber flere chancer end i første halvleg.
Derfor er det også ærgerligt, at vi ender med at lukke de to sidste mål ind. Det er efter min mening to mål for meget, siger en skuffet Morten Mølkjær og uddyber:

– Det bliver lidt for meget på Jammerbugts præmisser, da vi lader dem være gode. Vi skulle have truet deres forsvar meget mere, men vi kommer for sent i gang, konkluderer Mølkjær, der synes, at Jammerbugt havde fortjent sejren.

– Vi må være ærlige og sige, at det er fortjent, at Jammerbugt vinder. De har mange dygtige spillere og spiller god og underholdende fodbold på den sidste 1/3 del af banen, afrunder Mølkjær.

Foruden Morten Mølkjær, snakkede vi efter kampen også med Martin Frandsen, der har i denne sæson har spillet samtlige kampe i midterforsvaret for Aarhus Fremad – et Fremad-forsvar der indtil lørdagens kamp har set meget stærkt ud. Det var derfor heller ikke underligt en utilfreds Martin Frandsen, der udtalte sig til hjemmesiden.

– Vi spiller vel nok den dårligste første halvleg længe, hvor vi mangler både gejst, mod og initiativ. Vi hænger langt fra i vores markeringer, er passive og formår ikke at spille os forbi et godt rustet Jammerbugt-hold. Vi kommer på bagkant i mange af de ting vi foretager os, hvilket de fleste af deres mål også tydeligt illustrerer, udtaler Frandsen, der også så et bedre Fremad-mandskab i anden halvleg.

– Spillemæssigt kommer vi bedre med efter pausen og får lagt et fint tryk med en lidt mere direkte spillestil, men vi bliver fanget i nogle dumme situationer defensivt. Med sort-gule briller lyver slutresultatet en smule, men vi kan ikke pille ved, at hjemmebanesejren var fortjent på dagen, siger midterforsvareren, der dog ikke har mistet modet ovenpå lørdagens nederlag.

– Jeg har stadig stor tro på tingene. Vi skal ikke lægge så meget i det udsving, vi havde i lørdags. Vi har et fremragende hold og et godt set-up omkring os. Vi er i gang med at implementere en ny spillestil, og selvfølgelig vil det tage tid, inden det sidder fuldstændig i skabet, siger Frandsen og uddyber:

– Vi lægger hele tiden lag på og arbejder dagligt med at finpudse de små detaljer. Det må vi vise på lørdag, når Ringkøbing gæster Riisvangen. Jeg er stadig overbevist om, at vi nok skal komme med i oprykningsspillet, som også er klubbens mål for efteråret, afslutter en optimistisk Martin Frandsen.

Hermed også en opfordring til at komme til kamp på Riisvangen på lørdag, hvor Aarhus Fremad vil gøre alt for at rejse sig fra weekendens nederlag. Weekendens enlige Fremad-kasse blev sat ind af Nicklas Ullum mod slutningen af kampen. Der tilfaldt advarsler til Fremads Mike Vestergård, Mathias Valentin og Lasse Nørdam. Om de sidste to udløser karantæner vides ikke endnu.

ALTID FREMAD – FORZA FREMAD

Flere nyheder

Næste kamp

13:00

Thisted FC vs Aarhus Fremad

Seneste kamp

1 - 0

Aarhus Fremad vs HIK

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP