Lørdag skulle vi forsøge at følge op på sejren mod Middelfart og det lykkedes da vi slog Kolding IF med 3-1 efter 1-0 ved pausen. Michael Sten Jensen og Khaled Paikar 2 scorede vores mål.
Kolding startede kampen bedst og sad på spillet, mens vi virkede lidt nervøse måske pga. vigtigheden af kampen. Men lige så stille fik vi bedre fat og kom også til nogle gode chancer. Nicklas Ullum hovedstød på overliggeren og riposten til Daniel Flyger var nogle af de store chancer vi kunne være kommet foran på. Men efter et frispark kunne Michael Sten bringe os foran 1-0 og det løsnede op for det hele. Vi sad nu på kampen og tillod ikke Kolding meget. Vi burde være kommet foran 2-0 i 1. halvleg, men manglede det sidste og Kolding kunne have udlignet lige før pausen, men de skød heldigvis over.
2. halvleg var Kolding meget på bolden, men de blev ikke farlige. Det blev vi til gengæld efter 70 min. da Morten Bundgaard slap godt fri og fandt Khaled som scorede til 2-0. Vi var nu helt i kontrol og Kolding begyndte at øse bolde i vores felt, men forsvaret stod godt og kunne let afvise det. Det blev dog til en resucering til 2-1 i overtiden, da et frispark sejlede i mål, men kun 1 min. senere gjorde Khaled det til 3-1 og de 3 point var hjemme.
Rigtig god sejr, da vi i tilfælde af nedrykningsspil, så får vi de 3 point med over i den nye tabel. P.t. røg vi dog op på 4. pladsen og vil selvfølgelig forsøge at holde fast i den. Vi har dog 2 svære kampe tilbage ude mod Skovbakken og hjemme mod Thisted, så vi skal være helt på dupperne, hvis det mål skal opfyldes.
Igen var det en god holdpræstation, men især Lasse Nørdam og forsvaret generelt gjorde det godt.
Næste kamp er på lørdag ude mod Skovbakken kl. 14, hvor vi håber, at mange vil komme og støtte op om os.