Det er lykkedes Aarhus Fremad at få tilgang af den atletiske angriber Frederik Høgh, der kommer til fra naboklubben VSK Aarhus. Den 22-årige angriber er dermed den første tilgang denne vinter og skal være med at skabe konkurrence på de forreste positioner.
Cheftræner Morten Mølkjær er glad for tilgangen af Frederik Høgh:
– Frederik er en rigtigt god forstærkning af vores trup. Han har et godt antrit, god teknik og så har han vist at han kan score mål i 2. division. Da Jeg første gang talte med Frederik, var det meget tydeligt at, det er en spiller med ild i øjnene og en tro og en ambition om at han kan føre tingene videre ud i livet og i fodboldverdenen. Det vil vi, i Aarhus Fremad, gerne hjælpe Frederik med at forløse.
Frederik Høgh sætter selv ord på hvorfor han har valgt at skifte til Aarhus Fremad og hvilken type angriber han er:
– Jeg er en fysisk, bevægelig og teknisk angriber, der nyder at deltage i det offensive spil og være med til at afgøre kampene ved at score mål eller lave assists” fortæller Frederik Høgh og fortsætter med grunden til skiftet:
– “Aarhus Fremad var min første klub som senior, så jeg kender en del til klubben. Meget vand er løbet gennem åen siden da, og da klubben henvendte sig blev jeg meget begejstret over ambitionsniveauet og de udviklingsmuligheder som Aarhus Fremad kan tilbyde. Disse var de primære overvejelser jeg gjorde mig. Det var vigtigt for mig på nuværende tidspunkt at finde det rigtige match, så jeg kan indfri mine ambitioner.”
Netop ambitionerne og drømmene er store hos den høje angriber:
– “Jeg drømmer om at kunne gøre fodbold til min levevej. I den kommende forårssæson vil jeg gerne kunne bidrage til holdet med at indfri holdets målsætninger, forhåbentligt gennem en masse mål. Personligt sigter jeg efter at blive holdets topscorer i forårssæsonen”.
– “Jeg nyder at deltage i spillet og gøre fodboldspillet underholdende, hvorfor jeg gerne tager udfordringer i mit spil. Derudover er jeg en teknisk, fysisk og hårdtarbejdende angriber med en målnæse” slutter Frederik Høgh, der ved siden af fodbolden læser Marketing and Management Communiaction på Aarhus BSS
Der er tale om en genforening mellem Frederik og Aarhus Fremad, da Frederik spillede i Fremad tilbage i 2014/15 sæsonen.
Fakta
Navn: Frederik Rask Høgh Jensen
Født: 5. maj 1995
Position: Angriber
Tidligere klubber: FC Skanderborg, Middelfart BK og VSK Aarhus
Velkommen Frederik