På fem gyldne minutter vandt Aarhus Fremad på fornem vis over udeholdet fra Fyn, Middelfart.
Efter Marienlysts udesejr over FC Skanderborg fredag aften, var der maksimalt pres på Aarhus Fremad, hvis de skulle bevare håbet om oprykning til 1. division. På en stegende Riisvangen, hvor termometeret nærmede sig de 25 grader, tog århusianerne imod oprykkerne fra Middelfart. Fremad vandt sidst de mødtes på Fyn med 3-2, og holdet, hvor vidunderdrengen Christian Eriksen startede sin karriere, havde ikke vundet i 3 kampe i streg. Aarhus Fremad skulle derimod revanchere sidste uges uafgjorte resultat i Ringkøbing, så Aarhus-drengene var tændt fra start.
Det gav afkast allerede efter 25 minutter, hvor Rune Friis prøvede lykken og sendte et drilsk skud af sted mod mål. Den kunne Middelfarts målmand Mads Markfoged ikke holde på, og den tidligere Middelfart spiller Mads Winther taklede bolden væk fra keeperen og ind på stregen, hvor Fremad-angriberen Peter Rask på heroisk vis fik kastet sig ned og prikket bolden det sidste stykke i mål. Det var fremad-topscorens 20. mål i sæsonen, og der er nu tre mål ned til 2. pladsen på topscorerlisten.
Aarhus Fremad var ikke færdige endnu. Bare fem minutter efter 1-0 målet var den gal igen, da Middelfart begik frispark et stykke uden for feltet. Rune Friis tog sig af frisparket, og det skulle vise sig at være en god idé. Angriberen kanonerede bolden på smukkeste vis med venstrepoten over i fjerneste hjørne uden chance for keeperen. Et mindeværdigt mål der godt kunne kandidere til årets fuldtræffer.
Holdet gik til pause 2-0 efter fem gyldne minutter, og nu så det for alvor godt ud for hjemmeholdet.
Anden halvleg var der ikke meget at skrive hjem om. Varmen pressede tydeligt spillerne, og det gik ud over tempoet i spillet. Aarhus Fremad havde det resultat de skulle bruge, og Middelfart havde ikke midlerne til at for alvor true offensivt. Den vigtige udekamp mod lokalrivalerne fra Brabrand på onsdag lå muligvis i baghovedet på spillerne, og der skulle ikke bruges flere kræfter end nødvendigt. Dermed sluttede opgøret 2-0, og Fremad hænger på i toppen af 2. Division kun to point efter Marienlyst.
Forza Fremad