Flotte opspil, kynisme og en enkelt dødboldskasse sikrede Fremad en flot 0-4 sejr over Søllerød-Vedbæk i sæsonens næstsidste kamp.
Med sæsonens 16. clean sheet kunne Aarhus Fremad i dag fejre en flot sejr på udebane over Søllerød-Vedbæk. Selvom kampen var uden den store betydning, var det alligevel to spillelystne mandskaber, der tørnede ud mod i hinanden.
Efter en lige åbning var det Mathias Valentin, der efter flot opspil sikrede Aarhus Fremad føringen efter 27 minutter. Lennart Kruse udbyggede føringen i det 42. minut, inden Rune Friis og Brian Johansen cementerede en flot 0-4 sejr i anden halvleg.
Efter kampen var assistenttræner, Christian Byskov, både stolt og tilfreds over holdets præstation.
”Jeg synes vi viser rigtig god moral i dag. Efter skuffelsen ved at misse oprykningen sidste uge rejser vi os virkeligt i dag med godt spil og nogle flotte mål,” siger Christian Byskov.
De sidste kampe har stadig betydning
Christian Byskov understreger, at de sidste to kampe stadigt er vigtige for Aarhus Fremad. Især mener han det er vigtigt, at efterlade et godt indtryk hos spillerne inden de går på sommerferie.
”På en måde er de sidste to kampe allerede en frisk start for os, de skal være en markering for det nye Aarhus Fremad, der skal forsøge at gøre det godt næste sæson. Vi håber derfor at efterlade et positivt indtryk, og derfor er sejren i dag desto vigtigere,” siger Christian Byskov.
Inden dagens kamp mod Søllerød-Vedbøk havde Aarhus Fremad skiftet taktik til noget, der minder om en 3-4-3 formation. Ideen med den nye formation var at sikre yderlige motivation hos spillerne med en ny, aggressiv og offensiv taktik. Det gav i den grad pote, og Christian Byskov er derfor åben for, at bruge samme formation i sæsonens sidste kamp hjemme mod Thisted FC den 22. juni.