Fysioterapeut Jakob Bro har valgt at skifte tilværelsen på Riisvangen ud med en fuldtidskontrakt i Nørreskoven. Aarhus Fremad har hermed endnu en gang bevist, at de er et fremragende sted at udvikle sig som sportsfysioterapeut.
Af Mathias Dueholm og Mathias Thomsen
I Aarhus Fremad er det efterhånden gået hen og er blevet lidt af en tradition at have unge talentfulde fysioterapeuter i stalden. Det har de store klubber også fået øjnene op for, hvilket holdlæge Søren Jensen Rahbek både er stolt og trist over. Denne gang er det 27-årige Jakob Bro, som har valgt at skifte klub:
”Det, at jeg er kommet til Vejle Boldklub, er jo helt sikkert en drøm. Det er der ikke nogen tvivl om, da målet hele tiden har været at komme på en fuldtidskontrakt”, siger Jakob Bro, som selv er overrasket over, hvor hurtigt processen er gået.
”Jeg sendte jo bare en ansøgning, og blev derefter indkaldt til en samtale. De kunne jo lide, hvad de hørte åbenbart, og jeg kunne lide det, de fortalte mig. Og så er det gået ret hurtigt derefter. Det hele er nok sket på et par uger”.
Jakob Bro har været i Fremad i lidt mere end et halvt år, hvor han har været tilknyttet klubben en gang om ugen, og været med til en- eller to kampe om måneden. Inden han kom til Aarhus Fremad, havde han i sin uddannelsesperiode været i praktik i Silkeborg IF, og har samtidig arbejdet i AGF’s ungdomsafdeling. Fodboldverdenen var derfor ikke ny for fysioterapeuten. Alligevel har det halve år på Vangen haft betydning.
”Jeg har jo fået noget god viden om, hvordan et samarbejde mellem trænerstab og sundhedsstab fungerer, hvor der har været stor indbyrdes respekt og forståelse. Derudover har jeg fået mere ansvar, i forhold til at håndtere nogle forskellige skadesituationer, både den akutte del, men også rehabiliteringen”, siger Jakob Bro.
Fra vikar til vigtig mand
Den 27-årige fysioterapeut startede lidt tilfældigt i Fremad, som vikar til de sidste kampe i forrige forårssæson. Holdlæge Søren Jensen Rahbek, så dog et stort potentiale i Jakob Bro, hvorefter han blev tilknyttet fast til klubben fra i sommers. Ifølge Søren Jensen Rahbek er det også ærgerligt, at Jakob har valgt at skifte, men har samtidig stor forståelse for beslutningen.
”Jakob er for det første en utrolig flink fyr. Let til grin og godt humør. Han er ekstremt dygtig fagligt. Ikke kun indenfor fysioterapi, men er også meget inde i personlig træning. Så han har været et kæmpestort aktiv. Altså han er utrolig kompetent og utrolig behagelig at være sammen med. Han er også rigtig god til at snakke med drengene, og indgiver sådan en stor ro og respekt omkring sig. Det har virkelig været en force, synes jeg”, siger Søren Jensen Rahbek, og fortsætter med de rosende ord:
”Han har udfyldt sin rolle rigtig flot, og vi ville selvfølgelig gerne have beholdt ham. Men jeg forstår ham også godt i forhold til at ville videre og komme på fuldtid, fordi han har også en ærgerrighed til at udvikle sig selv”.
Nye ansigter
Foruden Jakob Bro, har fysioterapeut Isaac Rafn også valgt at stoppe samarbejdet med klubben. Det har samtidig givet plads til to helt nye ansigter på Vangen. Trym Larssen og Victor Munksdorf på henholdsvis 25- og 22 år, er begge fysioterapeutstuderende på VIA, og starter per dagsdato i klubben. Søren Jensen Rahbek udtaler:
”Vi har valgt Trym og Victor på deres karakter, deres ihærdighed, og deres entusiasme. Altså de vil det virkelig meget, og det synes jeg er utrolig dejligt. Derudover er de begge nye på tredjesemester (Fysioterapeutstudiet er på 7 semestre i alt), så de kan forhåbentlig blive hos os længe og blive enormt dygtige. Det er målet”.
Aarhus Fremad ønsker al held og lykke med fremtiden til Jakob Bro og Isaac Rafn, og opfordrer samtidig alle til at tage godt imod de to nye fysioterapeuter Trym Larssen og Victor Munksdorf.