Jacob Eichner forlænger halvandet år frem til 2023

Vi er ikke helt færdig med kontrakterne endnu. Jacob Eichner, cheftræner for vores Danmarksserie-hold, har nemlig forlænget sin nuværende aftale halvandet år, så den rækker frem til sommeren 2023.

”Jeg har det godt med forlængelsen. Jeg føler, jeg har gjort mig fortjent til det, men ser det også som et privilegium at være med på rejsen i Aarhus Fremad med et ambitiøst projekt og en masse gode mennesker både i og omkring klubben. Det gælder hele klubben, fra ledelse og stab til spillere, omkring både 2. division og DS. Der er god sammenhæng i det, vi laver, og der ambitiøse ledere samt spillere, som både har lyst til at give noget af sig selv som mennesker, samt udfolde sig som fodboldspillere. Og det fællesskab, vi har, er ret unikt. Den rejse vi er på med Aarhus Fremad, synes jeg, er så fed at være en del af og jeg glæder mig til at bidrage til udfoldelsen af vores potentiale yderligere. Men det handler ikke kun om mig. Alle i Fremad har en vigtig rolle i, at klubben fortsætter sin udvikling. Og så længe jeg kan bidrage til at fortsætte den udvikling, er jeg glad. Det havde dog ikke været muligt uden en meget forstående kæreste, som har accepteret, at jeg nogle dage er meget væk, fordi hun kan se, hvor glad jeg er for Aarhus Fremad.” 

Vores direktør, Lars Kruse, er som Eichner rigtig glad for at få en forlængelse i hus. Vores Danmarksseriehold spiller nemlig en ekstrem vigtig rolle i klubben, og positionen som træner er en rolle, Eichner passer som fod i hose i.

”Eichner er en af dem, som har en længere historik i klubben og har været en gennemgående person i det her skifte i forhold til vores trænermæssige opbygning og den organisation, vi har nu. Han befinder sig rigtig fint i den her rolle – det er lidt en speciel trænerposition, fordi Danmarksserien er på et niveau, der i sig selv godt kunne bære en klub. Jeg er ked af at bruge udtrykket første- og andethold, men at kunne drive et hold på et så højt niveau samtidigt med, at du er underlagt noget andet, er en udfordring i sig selv. Den opgave har Eichner formået at løfte. En bagvedlæggende præmis for den her forlængelse er, at han er en vigtig del af vores setup, og at han dedikerer sig til at køre det videre sammen med os andre. Det er super væsentligt. Det her Danmarksseriehold er et kæmpe aktiv for Aarhus Fremad, som mange ikke tænker på i forhold til blandt andet at tiltrække spillere, der kan få lov til at spille på et højt niveau, såfremt de ikke får så meget tid i 2. division. Det er dybest set Danmarks bedste andethold,” fortæller Lars.

Da Eichner overtog cheftrænerposten for 3 år siden, var 2. Divisions- og Danmarksserie-truppen som to klubber i én. Men sammen med den daværende cheftræner for 2. divisionsholdet Morten Mølkjær, etablerede Eichner et stærkere samarbejde mellem de to hold, så det var tættere på én trup med to hold, som spillede i hver deres række. Det har over tiden udviklet sig mere og mere.

”Selvfølgelig var og er der nogle naturlige opdelinger i truppen, men det var egentlig starten på, hvor vi er i dag, da vi rykkede tingene mere sammen. Så kom Morten Dahm Kjærgaard til. Naturligvis har Morten og jeg skulle lære hinanden at kende, og vi er nu et godt sted med stor respekt for hinanden på et personligt plan og samtidigt hinandens arbejde. Vi har et fælles syn på, hvordan vi driver tingene videre herfra. Det er et fedt sted, vi er nået til. Vi har holdt fast i klubbens kultur med hyggebold på topplan, men er også ambitiøse i forhold til at bygge lag på, så vi kan udfolde det potentiale, vi mener, der er i klubben. Siden jeg overtog cheftrænerposten for DS, er der egentlig bare blevet lagt lag på hele tiden. Da jeg overtog ansvaret, lå vi til nedrykning i DS, og nu har vi efter min bedste overbevisning et top 4-hold i Danmarksserien. Det er vores resultater de seneste år også bevis på. I år er DS endnu stærkere, og derfor skal vi også fortsat udvikle os for at bevare den position. Den udvikling har og er fed at være en del af. Men igen, det handler ikke kun om mig. Jeg har i Kasper Hjørngaard en dygtig assistent, som hver gang møder op med et enormt engagement og løfter et stort ansvar. Samtidig har vi et godt samarbejde i trænerteamet med Morten, Martin og Mathias omkring 2. div samt alle de øvrige mennesker i staben, som alle gør en forskel på rejsen mod at blive så gode så muligt. Og vi har i Fremad en flok spillere, som holder sig selv og hinanden op på, at vi ikke er tilfredse, men hele tiden søger at blive endnu bedre. Det har vi også set på vores 2. divisionshold, hvor vi har leveret nogle rigtig gode, ja nærmest uhørte, resultater, hvis vi måler på vores setup i forhold til de modstandere, vi møder,” siger Eichner.

For Lars er Eichners kvaliteter essentielle for forlængelsen, og derfor har vores direktør også en stor ros til vores DS-træner. Det er især den gode kemi og samarbejdet hele vejen igennem klubben, som Eichner i særdeleshed lever op til.

”Vi er sikret at have en træner, som vi ved har et niveau, og som vi også ved køber ind i den overliggende præmis, der blandt andet handler om, hvordan vi spiller. Han anerkender den rolle, han har i det store billede. Vi kan ikke have en Danmarksserietræner, der er egenrådig, eftersom det er en del af et større økosystem. Eichner er super dygtig til at samarbejde, vi holder af hinanden, og der er god kemi mellem ham og Morten, og i særdeleshed mellem mig selv og Eichner. Så det betyder meget for os alle sammen, at der også er ro på den front, fordi det er en kæmpe rolle at have i klubben. Den er bare ikke så tydelig som andre. Eichner er desuden en del af sponsorkræsen, så det er også fantastisk, at han ikke alene er fremtrædende på træningsbanen, men også til vores netværksmøder. Han er en Fremad-dreng. Med stort F.”

Da Eichner overtog cheftrænerrollen for vores Danmarksseriehold, havde han mere eller mindre kun været træner i et halvt år. Eichner var assistenttræner for 2. Divisionsholdet i et halvt år, og havde inden det været lidt spillende assistent. Derfor har Eichners tid som cheftræner også medført en stor personlig udvikling.

”Det er ret tidligt, jeg får det ansvar at skulle træffe de sidste beslutninger i forhold til holdet. I starten var det klart, at jeg skulle vænne mig til at have det ansvar, have hånden på kogepladen og træffe de beslutninger og så acceptere at tage fejl og komme i tvivl, fordi det kommer man til at gøre. Og det gør jeg stadigvæk. Men jeg føler, jeg er blevet stærkere i, hvem jeg selv er, men også hvem jeg gerne vil være som leder. Jeg er blevet mere afklaret med, hvad jeg tror på i forhold til selve fodboldspillet, som både er attraktivt at se på, men også producerer de bedste resultater. Og ikke mindst synes jeg, jeg har udviklet min evne til at se udover fodbolden. Det vil sige at være opmærksom på, at de mennesker, vi har med at gøre, også er nogle, som skal præstere og udvikle sig i andre arenaer end fodboldens. Det nyder jeg virkelig at være en del af. At være med til at udvikle nogle af de her mennesker i Fremad, så de også bliver rigtig dygtige studerende, erhvervsfolk, ja mennesker, som kender sig selv. Jeg synes, jeg har udviklet min evne til at forstå forskellige mennesker og den motivation, den enkelte har. I øvrigt er det også noget, jeg beskæftiger mig med i mit daglige arbejde som rekrutteringskonsulent i Sensu. Her handler det også om at være med til at udfolde både virksomheder og menneskers potentialer via indsigt i mennesker.”

På Riisvangen er der sket meget for Eichner, men også hjemme i det private er der sket ting, som har været med til at forme hans syn på tilværelsen. Det har naturligvis også sat sit præg på det fodboldmæssige.

”Derudover er der sket den personlige udvikling for mig, at jeg i mellemtiden er blevet far, og lige om lidt bliver det for anden gang. Det lyder lidt kliché-agtigt, men der sker et eller andet, når man bliver far. Fodbolden kan godt virke som liv og død, når man er i det, og sådan skal det også være, fordi det er med til at drive os til at blive så gode som muligt. Men omvendt er det trods alt ’bare’ er fodbold. Min søn kigger på mig på samme måde uanset, om vi har vundet eller tabt, og synes stadig jeg er hans far. Og jeg elsker, når han kommer løbende hen til mig efter en kamp, uanset om vi har vundet eller tabt. Det giver en eller anden distanceret vinkel til det at lykkes som fodboldtræner – man har andet, der er vigtigt i sin tilværelse.”

Eichner er ikke meget for fremtidsprognoser, men han fortæller, at der er et vigtigt aspekt i klubben, som han især har fokus på at vil bevare.

”Jeg håber på, vi kan flytte endnu flere spillere rent individuelt til at tage et skridt op. Vi har mange gode eksempler på det i klubben nu. Jeg vil gerne være med til at producere endnu flere af de eksempler. Men derudover vil jeg gerne være med til at bevare Aarhus Fremads DNA i klubben. Selv når vi laver udviklingsmæssige vigtige trin, såsom at indføre kontrakter, skal vi stadig huske, hvem vi er og værne om vores kultur. Det vil jeg bidrage til med alt, hvad jeg har. Jeg kommer til at blive ved med at være opmærksom på, hvad Aarhus Fremad også er, udover bare en fodboldklub. Jeg synes, det er vigtigt, at når vi interagerer med mange mennesker i mange forskellige sociale lag, at vi så også er opmærksomme på, hvilke signaler vi sender. Både når vi er ude som hold og skal efterlade et omklædningsrum, der skal se ordentligt ud, men også når vi møder mennesker ude på vores ture, at vi faktisk viser os som ordentlige, respektfulde mennesker. Det, synes jeg, er væsentligt, og det vil jeg gerne bidrage til, at vi bliver ved med.”

Personligt sigter Eichner naturligvis også efter at fortsætte sin udvikling. ”Rent personligt håber jeg på, at min udvikling fortsætter med udgangspunkt i, hvem jeg er som leder, således at jeg bidrager til at udfolde både mit eget, klubbens og de individuelle spilleres potentialer. Jeg har en tro på, at så længe jeg gør alt, hvad jeg kan og virkelig arbejder grundigt, ordentligt og nysgerrigt med tingene, så skal det nok gå godt. Så kan jeg også stå på mål for det, jeg gør. Hvis man skal tænke resultater, er det åbenlyse, at vi skal forblive i Danmarksserien i hele perioden. For mig at se skal vi også lægge endnu et lag på, så vi får endnu flere konsistente præstationer, som gør, at vi kontinuerligt kan blive konkurrencedygtige i toppen af DS”.

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Middelfart

Seneste kamp

0 - 2

Nykøbing FC vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP