Vi har endnu en kontraktforlængelse i hus, og From er nu fjerde spiller, der har fået tilføjet et år til sin kontrakt i Fremad. Det indebærer, at From nu er på kontrakt indtil sommeren 2023.
”Jeg er glad for at få et ekstra år på kontrakten. Jeg har følt mig godt tilpas det sidste år, og føler virkelig jeg udvikler mig. Det er altid hyggeligt at være sammen med den gruppe gutter, der er i Fremad, og derudover synes jeg, forlængelsen fortæller mig, at klubben tror på mig, og jeg er en af dem, der skal være med til at løfte holdet. Så det er helt vildt fedt, man bliver anerkendt for sin præstation.”
From kom til Fremad i august sidste år. I første omgang var det på et halvårigt lejeophold fra sin barndomsklub Vejle, der efterfølgende mundede ud i en kontrakt med Fremad. Da From blev en del af holdet under vores træningslejr sidste år, var han sulten efter spilletid, og det er blevet til en hel del af netop det i Fremad. From har siden sin ankomst været et vigtigt offensivt es for trænerteamet, og som han selv fortæller, har han gennemgået en stor udvikling allerede i sin første tid i klubben.
”Jeg synes mit første år har været kanon. Rent sportsligt har det været et godt år for mig – og nok egentligt det bedste år i min seniorkarriere. I forhold til klubben er det et helt fantastisk sted at være med nogle gode drenge på holdet, og mennesker i og omkring klubben. Da jeg kom til, havde jeg været skadet i et år i Vejle og havde ikke spillet kontinuerligt på noget tidspunkt, så det er klart, i takt med at jeg har spillet mere eller mindre fast det sidste lange stykke tid, så udvikler man sig også som spiller på en helt anden måde. Jeg er blevet mere moden i mit spil.”
Lucas From har i sit første år i Fremad-trøjen spillet 37 kampe og scoret 9 mål, efter han senest lavede to i 4-1 sejren mod HIK.
#forzafremad