For nylig kunne vi offentligøre, at fem spillere i Aarhus Fremad er blevet tilbudt en kontrakt. Det er første gang i over 10 år, at spillere i Aarhus Fremad kommer på kontrakt, og det er noget, som er med til at understrege ambitionerne for næste sæson.
Marvin Laursen er en af de fem spillere, som for nylig kunne glæde sig over at få en aftale i Aarhus Fremad. Den 22-årige offensivspiller beskriver, hvad det fortæller ham at være blandt de første fem, som skriver med klubben.
“Det betyder rigtig meget for mig. Det viser, at de i Fremad tror på og ser potentiale i en, ved at man er en af de første fem, der har fået kontrakt på holdet. Det beviser, at man har gjort det godt, og man har arbejdet hårdt. Både til træning og til kamp. Det betyder virkelig meget. Man kommer ikke sovende til tingene. Det er hårdt arbejde, og så er det dejligt, at det har belønnet sig.”
Marvin har spillet i Aarhus Fremad i ca. et halvandet år. Han kom til klubben, da vores tidligere træner Morten Mølkjær tilbød Marvin en chance.
“Inden jeg kom til klubben, havde jeg selvfølgelig hørt meget om Aarhus Fremad. Jeg havde spillet et par gange imod klubben også. Min ungdomstræner fra da jeg spillede i AGF, Morten Mølkjær, spurgte, om jeg havde lyst til at komme og prøve at være med efter vinterpausen sidste år, og det sagde jeg pænt ja tak til. Det var bl.a. med intentionen at skulle udvikle mig mere, at jeg kom til klubben, og det har kun været positivt. Fra første gang jeg var med, kunne jeg se, at det var højt niveau, og det er bl.a. det, som er med til at rykke en”, fortæller Marvin om, hvordan han endte i Aarhus Fremad.
Holdet havde i mandags første træning, selvom det ikke er længe siden, de havde sidste kamp i oprykningsspillet. I den nye sæson er der udsigt til tre nedrykkere fra 1. division, hvilket godt kan virke skræmmende for det gennemsnitlige 2. divisionshold. For Marvin er det dog underordnet. Han stoler på holdets egenskaber og kunnen:
“Jeg tror ikke det kommer til at spille en rolle. Med det hold og den trup vi har, tror jeg virkelig, at vi kan gå ud og slå alle. Hvis man bare kigger på vores målscore fra de sidste seks kampe, og det, at vi slår Helsingør, kan man se, hvor godt spillende vi er. Så jeg er faktisk ikke bange for næste sæson, men glæder mig tværtimod til at komme igang. Især med den trup vi har. Det kan kun blive godt, fordi vi har så meget potentiale. Vi skal ud og bygge videre på det projekt, vi har gang i.”
Stort tillykke til Marvin med kontrakten.
#forzafremad