OPTAKT: AARHUS FREMAD – IF LYSENG

På lørdag skal Aarhus Fremad igen i ilden, når alle rævehulens beboere fra IF Lyseng gæster Riisvangen. Der er således tale om et sandt lokalbrag af galaktiske dimensioner, og selvom alle kampe er vigtige, så er der altid ekstra ost på kampene, når der spilles mod et af de andre Aarhus-hold. Vi kommer ikke udenom, at Fremad har tabt sine seneste tre kampe, og at der derfor snart skal tankes op på pointkontoen, hvis håbet om oprykningsspillet skal holdes i live. IF Lyseng fik sidst point for tre kampe siden, da de fik 1-1 ude mod Ringkøbing, mens det i de seneste to kampe er blevet til to nederlag mod henholdsvis VHS Aarhus og Odder. Lyseng befinder sig på 7. pladsen med 7 point. Fremad indtager puljens 5. plads med 12 point. Cheftræner Morten Mølkjær sætter her nogle ord på lørdagens modstander.

– Vi skal op mod en modstander fra Lyseng, der kun har fået et point de seneste 6 kampe, til gengæld har det ikke været store nederlag, de har indkasseret. Lyseng har en god organisation og har god fart i omstillingerne. Derudover har Lyseng nogle gode individualister fremme på banen, og de kæmper godt for hinanden. Derfor har Lyseng fortjent respekt fra alle hold i rækken, understreger Mølkjær.

Marginalerne har ikke været på Fremads side i de seneste kampe og pilen har i den grad peget nedad, men Cheftræneren nægter at dvæle ved den resultatmæssige dårlige periode, holdet har befundet sig i på det seneste.    

– Vi skal ikke, og vi må ikke hænge os i de seneste ugers resultater. Vi skal blive ved med at kigge, tænke og bevæge os FREMAD, både som hold og som klub. Troen på tingene og gå-på-modet er meget tydeligt i truppen. Alle mand arbejder hårdt og koncentreret til træningerne i ugen og forsøger at lægge lag på ift. de aftaler, vi har i holdet, afslutter Mølkjær.

Kampen sparkes i gang kl. 15 og kan streames via vores facebookside, hvor kampen vil blive embedded. Der er som altid gratis adgang på Riisvangen og man kan købe lækre pølser og dejlige øl. I kampprogrammet til lørdagens kamp, findes der en lille quiz, som man kan tage alene eller sammen med sin sidemakker. Her er en lille teaser.

Gæsterne fra Lyseng har en ræv som klublogo… Ja, sådan er det. Nu til spørgsmålet: hvis en ræv ikke er bange for mennesker, kan det være et tegn på … 

a. At den kommer direkte ude fra Lyseng.

b. At den har hundegalskab.

c. At ræven har hørt Oasis hele dagen og nu er lidt for kæphøj.

God fornøjelse med kampen!

 

ALTID FREMAD – AARHUS FREMAD

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Thisted FC

Seneste kamp

0 - 0

Brabrand vs Aarhus Fremad

Stillingen

ShoP