Der venter et neglebidende drama i morgen. Riisvangen lægger græs til et vaskeægte topopgør, når Aarhus Fremad tager imod Marienlyst.
Holdet ligger i øjeblikket på en førsteplads i ligaen, som de overtog fra netop Fremad for et par runder tilbage. Holdet ligger tre point foran Byens Nr. 2, men på grund af en bedre målscore på 9 mål kan Fremad med en sejr sikre sig en tilbageerobring af førtepladsen.
Der er ikke meget kamphistorie mellem de to klubber. Tre gange har holdene mødt hinanden, som har budt på to sejre til Marienlyst og den seneste kamp i efteråret, der endte 1-1 i Marienlyst.
Efter en periode på tre kampe uden sejr har aarhusianerne fundet kampgejsten tilbage og vundet deres seneste to opgør. Marienlyst havde en imponerende stime på 8 sejre i træk, som Thisted satte en stopper for med et uafgjort resultat i sidste runde.
Det åbner som sagt muligheden for en tilbagevenden til førstepladsen for Aarhus Fremad, og derfor har gutterne brug for al den opbakning, der kan være plads til på Riisvangen.
Brian Johansen har stadig karantæne efter hans røde kort mod Næsby. Også Malte Færge Nielsen og Anders Brøchner er ude med skader, selvom sidstnævnte så småt er begyndt at træne med igen.
DMI satser på 20 grader, og vi satser på en underholdende kamp og en sejr til Byens Nr. 2.
Forza Fremad!