Efter at oprykningsdrømmene for alvor led et knæk på mælkebøttebanen i Brabrand i onsdags, er det nu tid til genoprejsning for Aarhus Fremad. Der er fortsat ni point at spille om, og ni point skal der også hentes, hvis miraklet i Aarhus skal leveres. Marienlyst har to udekampe mod henholdsvis Skovbakken (nr. 8) og Næsby (nr. 5), så de kan stadig nå at smide de famøse fem point.
Lørdagens opgør er imod Kjellerup IF, som mildest talt er skidt spillende for tiden. I ni kampe i streg er det endnu ikke blevet til sejr, og de har tabt de seneste fire på stribe. Sidst mod Thisted 3-0. Kjellerup, som ledes af trænerne med de velklingende navne, Ralf Pedersen og Thomas Røll, ligger derfor også til nedrykning pt. Oprykkerklubben fra forrige sæson, ser dermed ud til at skulle ned og vende i Danmarksserien igen. Den midtjyske klub er det andet lavest scorende hold i 2. division, og det hold der har lukket tredje flest mål ind.
Sidst Fremad tog imod Kjellerup på Riisvangen, blev kampen overraskende 2-2, men sidst de to hold mødtes i divisionen vandt Aarhusklubben komfortabelt med 5-0.
Der er frit valg på alle hylder for Fremadtræner Krzysztof og assistenttræner Byskov, når de skal sammensætte truppen, da alle mand har afsonet karantæne og er klar til kamp.
Vejrudsigten melder 19 grader og sol, så kom ud og støt Fremaddrengene til anden sidste hjemmekamp, og bed til, at miraklernes tid ikke er ovre endnu.
Forza Fremad