Lørdag kom DS holdet tilbage på sporet efter sidste weekends nederlag til Lindholm. Holdet vandt 3-1 i Brabrand efter 1-1 ved pausen. Der var store spillemæssige forbedringer og det går den rette vej og holdet har nu 13 point efter 6 kampe, så det er godkendt.
Vi startede kampen godt og havde valgt at starte lidt længere tilbage på banen, så vi kunne være farlige på omstillinger og vi havde god kontrol med kampen. Der skulle dog en stor forsvarsfejl til før vi kom foran efter 22 min. Mathias Schjødt opsnappede bolden og satte den køligt i kassen til en 1-0 føring til os. Desværre faldt vi lidt i niveau og Brabrand fik lidt ufortjent udlignet da vi ikke fik fat i en returbold. Lasse Nørdam fik en kæmpe chance kort før pausen men deres keeper reddede flot, så 1-1 ved pausen.
2. halvleg sad vi tungt på og kom flot foran efter et flot hovedstødsmål af Morten Bundgaard iøvrigt hans første i Fremadtrøjen. Kasper Hjørnegaard kom godt til baglinien og ved bagerste stang kom Bundgaard flyvende så 2-1 til os. Denne gang holdt vi fast i kampen og efter 70 min. kunne Morten Bundgaard øge til 3-1 med et fladt skud. Derefter trak vi os lidt tilbage og spillede mere på kontra og kunne have udbygget føringen, men Brabrand havde også et par farlige forsøg, men dem tog keeper Jannik Friis sig af.
Efter 90 min. kunne dommeren fløjte af og vi kom tilbage på sporet.
Der var flere gode præstationer men Mathias Schjødt og Morten Bundgaard især i 2. halvleg lyste op.
Næste kamp er på onsdag, hvor vi møder Fredericia fra 1. division i pokalen og kampen starter allerede kl. 16.30 på Riisvangen.
JS holdet vandt i dag 4-1 over Brædstrup og fører nu JS. Der er flere der banker på 1. holdet, så det er godt med den skærpede konkurrence.
Næste kamp i turerningen for DS er på lørdag, hvor Vorup gæster Riisvangen kl. 15.00 og vi håber der på stor opbakning.
Claus Christiansen
Cheftræner