Lørdag spillede DS holdet den sidste kamp inden vinterpausen og det blev til den 6. sejr i træk, da Djursland blev slået med 3-1 efter 1-0 ved pausen.
Vi startede kampen som lyn og torden og lagde Djursland under et gevaldigt pres, men det kom der desværre ingen mål ud af og vi skulle hen til det 35. min. før scoringen kom. Mathias Schjødt spillede flot Rasmus Breiner fri og han scorede sikkert til 1-0. Djursland havde ikke meget at komme med, så forsvaret havde en rolig 1. halvleg.
2. halvleg var ikke mange minutter gammel før topscorer Khaled Paikar kunne øge til 2-0 efter et hjørnespark. Vi var i fuld kontrol med kampen og ud af ingenting kom Djursland på 1-2 da et frispark fra siden sejlede gennem hele forsvaret og ind ved bagerste stolpe. Djursland kæmpede godt, men kom ikke med mere og derfor var det fuldt fortjent, at Morten Bundgaard kunne øge til 3-1 i slutminutterne. Dermed blev det vores 8. udesejr i træk her i DS. Samtidig tabte Lindholm, så p.t. har vi 8 point ned til det næste hold, der kan rykke op.
Generelt flytter spillerne sig i den rigtige retning og vi ser frem til forårets afgørende kampe, hvor vi har 8 hjemmekampe på Riisvangen. Stor tak skal lyde til alle dem, der var taget til Grenå for at se kampen og støtte holdet.
Efter kampen holdt spillere og ledere en lille afslutningsfest og det gik rigtigt godt, så vidt jeg husker