Studerende får gratis entré på Riisvangen

Hvis du er studerende, har vi en glædelig nyhed til dig. Fremover kan du og dine studievenner nemlig komme gratis til fodbold på Riisvangen ved fremvisning af studiekort i døren. Det nye tiltag træder allerede i kraft i morgen, når vi tager imod Thisted, så der er ingen undskyldning for at tage fat i kraven på dine kammerater og sætte kurs mod Vangen.

Vores direktør, Lars Kruse, fortæller, at det nye tiltag ikke bare skal komme de studerende til gode. Det gavner naturligvis også os selv, da vi gerne vil have så mange på Riisvangen og støtte holdet som muligt. Men også de samarbejdspartnere, vi har, kan få stor gavn af, at der kommer flere studerende på Vangen. Med flere spirende studerende, får vores partnere nemlig også bedre kår for potentielt at møde fremtidige ansatte.

”Vi vil gerne være erhvervslivets kanal ud i det pulserende studieliv. Vi har jo mange tilflyttere her i Aarhus, så der er måske også mange, som mangler en lokal klub at komme i. Dem vil vi selvfølgelig gerne have på Vangen. En ting er, at vi har de her venskabsklubber fra forskellige studier, men den helt store krølle på halen her er, at vi kan begynde at give de studerende gratis entré og fortælle dem, at de er mere end velkommen på Vangen,” fortæller Lars.

Studierabatten vil måske ikke slå igennem for de fodboldinteresserede, der allerede har Fremad på radaren. Men Lars fortæller, at det måske kan lokke et segment til, der ellers ikke bruger meget tid på at se fodbold.

”Vi prøver at fjerne de barrierer, der kan være, for ikke at komme herop. For den studerende, der nødvendigvis ikke interesserer sig for fodbold, gør den gratis entré måske, at de kan mødes med de kammerater, der gør. Så det handler egentlig om at gøre det til en happening rent socialt, hvor man kan mødes lørdag klokken 14, inden man skal noget andet. Både efter- og forfest kan ligeså godt starte hos os.”

”Det er en super privilegeret flok i forvejen, så vi er oppe imod mange ting. Det gør måske, man kigger i vores retning og faktisk bliver opmærksom på, at der er et fodboldhold i Aarhus, der spiller om lørdagen, hvor der også er kolde øl og god, underholdende fodbold på et hyggeligt stadion.”

Vi glæder os til at se flere af jer studerende på Riisvangen – allerede fra i morgen, når Thisted kommer forbi Riisvangen klokken 14.

Flere nyheder

Næste kamp

Seneste kamp

14:00

Aarhus Fremad - Kolding IF

Stillingen

ShoP