Casper Gandrup er fra dags dato ny mand på Riisvangen. Den 20-årige offensive midtbanespiller er kommet til på lån i Aarhus Fremad resten af sæsonen fra Viborg FF. Gandrup har i efteråret spillet fem kampe for Viborg, hvor han har nettet en enkelt gang.
Casper Gandrup har tilsluttet sig Aarhus Fremad det første halve år af det nye årti, for at udvikle sig som spiller, men ikke mindst også for at bidrage til det projekt som Aarhus Fremad er ved at bygge videre på. ”Mine ambitioner er både at bidrage med en masse mål og assists, men også at blive en fast mand for Aarhus Fremad og være med til at tage styringen.” fortæller Casper Gandrup om sine mål og ambitioner i Aarhus Fremad, som også omhandler at udvikle sig til en spiller, der kan tage mere ansvar på banen. Derudover fortæller Gandrup, at han kun har hørt godt om klubben Aarhus Fremad og glæder sig til at blive en del af holdet. I sidste sæson formåede Gandrup som blot 19-årig, at optræde hele 17 gange for Viborg FF i NordicBet Ligaen, hvor han kvitterede med 5 mål.
Om den nye signing havde Aarhus Fremads cheftræner Morten Dahm Kjærgaard følgende at sige: ”Casper Gandrup er en spiller jeg kender godt fra 1. division. Gandrup er en spændende ung spiller med meget kvalitet samt stort potentiale, som har en dejlig aggressiv offensiv spillestil og indstilling. Casper kommer til at passe godt ind i den måde vi kommer til at gribe tingene an i Aarhus Fremad. Vi ser frem til at komme i gang med at arbejde med Casper på træningsbanen og sikre hans videre udvikling sammen med holdets udvikling i toppen af den danske 2. division.”
Casper Gandrup har fra barns ben altid været et varmt emne i Viborg. Gandrup kom til Viborg FF som meget ung, hvor han gjorde sig så bemærket i ungdomsrækkerne, at han blev udtaget til både Danmarks u-17 og u-19 landshold. Gandrup skrev i sommeren 2018 under på sin første professionelle kontrakt med Viborg FF som 18-årig.
Allerede på lørdag har Casper Gandrup mulighed for at gøre uofficiel debut, når Aarhus Fremad møder hans gamle holdkammerater fra Viborg FF i Bjerringbro klokken 11:45 til 3×45 minutters træningskamp.