Når vi på lørdag den 14. marts klokken 14 møder Næsby hjemme, er det alligevel ikke helt vores vante hjemmebane vi spiller på. Græsset på Riisvangen må ifølge kommunen ikke betrædes før 1. april, og da kunstgræsbanen bag Riisvangen ikke lever op til sikkerhedskravene for spillerne, har vi været nødsaget til at leje banen på ASA’s anlæg inde i Aarhus C. Det betyder, at vi vil tage entré, det vil koste 23 kroner at komme ind og se os spille bold, de to gange vi spiller på ASA’s bane. De 20 kroner af det skæve beløb går naturligvis først og fremmest til, at vi kan betale for den lejede bane og som kompensensation for manglende indkomst bl.a. i forhold til salg af øl og pølser, som ASA selv kommer til at stå for. De resterende 3 kroner går til nogen, som er i samme situation som os. Vi er ikke de eneste, som er hjemløse i Aarhus eller i Danmark for den sags skyld. Det er der mange andre som også er. Derfor har vi i Aarhus Fremad besluttet, at vi donerer de 3 ekstra kroner til ‘Sand – De hjemløses landsorganisation’.
Så kom endelig og hjælp drengene til yderligere 3 point og støt samtidigt et godt formål. Både i forhold til at vi kan få spillet bold i ordentlige forhold for vores spillere og jer tilskuere, men også i forhold til de hjemløse i Aarhus og Danmark, som virkelig har brug for en hånd. Børn og unge under 15 år har gratis adgang.
Derudover skal der på lørdag tages forbehold for coronaepidemien, som hersker i Danmark for tiden. Som de fleste nok ved, så afvikles alle Superliga- og 1. divisionskampe uden tilskuere. Vi er så heldige, at det stadig er muligt at se 2. divisionskampe i marts, men der skal selvfølgelig stadig tages forbehold for den smitterisiko, der er i større forsamlinger. Sørg derfor for, som du normalt vil gøre, at have god hygiejne ifht. vask af hænder, nys i ærmet og så vidt muligt undgå at give hånd. Vi satser ikke på, at kampen på lørdag kommer til at bidrage til smitten, men vi har alligevel i Fremad en pligt til at gøre opmærksom på, at det kan være et reelt problem i større forsamlinger.
Så vask dine hænder, tag fat i dine nærmeste og kom på ASA’s anlæg d. 14 marts klokken 14 og nyd vores første hjemmekamp i foråret. Der tages både imod kontanter og mobilepay ved ASA’s anlæg for entré. Der kommer senere på ugen nærmere praktisk information vedrørende indgang, parkering, mv.