I starten af marts var Aarhus Fremads besøg på Aalborg Portland Park et yderst positivt et af slagsen.
Morten Dahm Kjærgaards tropper kom fra Norden Paris med en 0-1-sejr mod AaB efter en vild afslutning, hvor Anders Holvad blev matchvinder.
Lørdag aften var Fremad tilbage på Aalborg Portland Park, men denne gang måtte de gul- og sortstribede krigere vende hjem til Aarhus ovenpå et ærgerligt 3-1-nederlag.
AaB tog de tre point til den tætte 1. division, men Aarhus Fremad sad i store dele af kampen på det meste af spillet og dominerede desuden i statistikkerne.
I sidste måned skulle tilskuerne vente længe på at se nettet blafre, men lørdag skulle der blot gå otte minutter, før Nicklas Helenius på straffe bragte hjemmeholdet foran.
Aarhus Fremad fik tidligt ryggen mod muren, men bare fire minutter skulle der gå, før der blev udlignet. Magnus Kaastrup viste akkurat ligesom senest mod B.93, at han er en god afslutter. Den driblestærke kantspiller trykkede af uden for feltet og lavede endnu et flot langskudsmål.

Fremad fortsatte med at komme frem til chancer, men hen mod første halvlegs afslutning var værterne kyniske og scorede to gange.
Aarhus Fremad gik til pause nede med 3-1, men holdet var ingenlunde slået ud af kurs. I anden halvleg fortsatte det aarhusianske chancehav, og 20 minutter før tid fik Fremad tilkendt et straffespark, som Kasper Andersen tog sig af.
Men topscoreren blev læst af en velspillende Bertil Grønkjær i AaB-målet, der også reddede den efterfølgende ripost.
Aarhus Fremad blev ved med at jagte comebacket, men målene udeblev. Kampen endte 3-1 til AaB.
Nu venter en uge, hvor Aarhus Fremad skal i aktion to gange – begge gange på hjemmebane. Onsdag kommer Middelfart på besøg, mens Hobro søndag slår vej forbi Riisvangen.

