nyheder:

Selvom slutresultatet forblev 0-0 på Middelfart Stadion, så var der flere positive takter i især anden halvleg, som cheftræneren tager med sig videre.

Fremad kunne sætte ét point ind på kontoen, efter at det endte uafgjort i topopgøret mod Middelfart.

Selvom målene udeblev på Middelfart Stadion, så var der store muligheder for de tre point for Fremad. Især i slutminutterne havde Fremad chancen, men både et straffespark blev reddet, og en friløber blev sendt tæt forbi stolpen.

Derfor var det naturligvis en ærgerlig cheftræner kort efter slutfløjt.

– Det er jo altid ærgrelse, når man har et straffespark og en friløber til sidst. Jeg synes, Middelfart gør det godt i første halvleg, og vi vidste, vi skulle være tålmodige i den her kamp, og få dem til at arbejde hårdt, lyder det fra Morten Kjærgaard.

Men på trods af, at Fremad må rejse fra Middelfart med ét point i bagagen, så var der også mange plusser i cheftrænerens bog. Især efter pausen, hvor Fremad satte sig på kampens begivenheder.

– Vi justerede lidt i pausen, og så er jeg superglad for at se, at vi sætter os på dem, og får dem trykket ned. Vi har en anden halvleg, som vi er godt tilfredse med og på et højt niveau – stor ros til Middelfart, stor ros til 2. Division. Det var virkelig et højt niveau, kunne cheftræneren fortælle med et smil på læben.

Præstationen gør derfor, at Aarhus Fremad går ind til anden halvdel af oprykningsspillet på en førsteplads. Førerpositionen er bevaret, så der nu er tre point ned til netop Middelfart på andenpladsen, og fem point ned til Fremad Amager på trejdepladsen.

Vi må tage til takke med et enkelt point mod Middelfart, selvom det i slutminutter lignede, at Fremad skulle tage alle tre point.

– VELKOMMEN TIL KAMPEN OM FØRSTEPLADSEN, stod der i Middelfarts kampprogram.

Rækkens nummer ét drog nemlig mod Middelfart for at møde nummer to i en kamp, der forblev målløs.

Resultatet afspejler derfor også en jævnbyrdig første halvleg på et velbesøgt Middelfart Stadion. De gule og sorte trøjer pyntede blandt de 1327 fremmødte, hvor mange havde taget turen til topkamp i det fynske.

De gulsorte på grønsværen noterede sig også for kampens første mulighed, da Martin Agnarsson dukkede op ved bagerste stolpe, og han flugtede bolden mod målet men uden gevinst.

I den anden ende måtte også Kasper Kiilerich finde et par store redninger frem i løbet af kampens første 45 minutter. Først måtte den unge keeper ud i fuld længde på et direkte frispark uden for boksen, mens han få momenter senere stod i vejen på en friløber.

Til anden halvleg startede udeholdet bedst, og havde flere forsøg inden for det første kvarter. Bashar Beluli, der var valgt på toppen til dagens topopgør, var tæt på flere gange, men det forblev målløst på lystavlen i Middelfart.

I kampens sidste minutter fik Fremad dog to af de helt store muligheder for at hente alle tre point. Efter 85 minutter tilegnede Fremad sig et straffespark, men sparket blev misbrugt da Middelfart-keeperen vandt den duel. Få minutter senere var det så en friløber til indskiftede Kubel, der sneg sig forbi fjerneste stolpe.

Derfor slutter det målløst i Middelfart.

Det ene point betyder, at Fremad holder Middelfart bag sig i tabellen og forsvarer titlen som nummer ét i 2. Division.

Næste opgave er allerede i weekenden, hvor turen går til Næstved. Det sker søndag d. 18. maj, og der er kampstart kl. 13.00.

Startopstillingen:

1. Kasper Kiilerich, 14. Marcus De Claville, 29. Oluwasegun, 4. Andreas Pisani, 6. Frederik Grube, 3. Martin Agnarsson, 27. Magnus Kirchheiner, 28. Elias Egerton, 8. Simon Bækgård, 11. Kasper Lunding, 70. Jashar Beluli.

Efter nederlaget til Skive fredag aften var cheftræneren skuffet over antallet af chancer, og så under han i øvrigt sin tidligere spiller Gustav Calløs succes som målscorer.

Efter seks sejre i streg tabte førsteholdet fredag aften med 2-1 på hjemmebane mod Skive.

For cheftræner Morten Dahm Kjærgaard var det naturligvis et skuffende resultat, hvor især evnen til at skabe chancer nok ikke levede helt op til normal standard.

– Det nok den største ærgrelse i dag, at vi ikke går herfra med mere. Vi er ikke forfærdeligt dårlige i dag, men jeg synes heller ikke, vi er forfærdelig gode, sagde cheftræneren efter kampen, hvor han måtte se sin tidligere spiller Gustav Callø score de to Skive-mål, der kostede point.

I vinter skiftede Callø nemlig væk fra Riisvangen.

– Han er en god fyr, og han skal jo spille op til sit potentiale, så der er vi ikke så små, at vi ikke kan unde ham det, lyder det fra Kjærgaard.

Næste kamp er på udebane mod Middelfart på onsdag.

Fredag aften blev ikke helt den indledning på weekenden, som vi havde håbet på. Se målene her.

Fredag aften tabte vi til Skive IK hjemme på Vangen.

Efter at være kommet foran med 1-0 i midten af første halvleg på mål af Elias Egerton, indkasserede vi desværre to mål og tabte 2-1.

Begge scoringer blev sat ind af vores tidligere spiller Gustav Callø.

Du kan se alle målene herunder, og så kan du støtte drengene igen allerede på onsdag, hvor vi spiller ude mod Middelfart.

Læs mere om muligheden for at tage med Fremad Folket her.

Der var på den anden side af 2.000 tilskuere på Riisvangen fredag aften, som desværre blev vidne til et skuffende resultat.

Starten var rolig, men helt efter planen kom Fremad foran 1-0.

Marcus de Claville bragede et frispark på overliggeren, hvorefter Elias Egerton fulgte op og sikrede føringen efter 32 minutters spil, og optimismen blomstrede i solen på Riivangen. Men stemningen blev hurtigt vendt.

For bare fem minutter senere udlignede Skive IK på et flot langskudsmål af den tidligere Aarhus Fremad-spiller Gustav Callø, og derfra blev det en meget mere lige kamp, hvor gæsterne blev svære at nedbryde.

Skive rendte, ligesom sidste vi mødte skibonitterne på udebane, med alle tre point, og igen var det Gustav Callø, der gjorde det onde sine tidligere holdkammerater.

10 minutter inde i anden halvleg headede han tæt under mål bolden i nettet på et indlæg, og føringen holdt hele vejen hjem, selvom drengene formåede at skabe et pres i de sidste minutter af kampen.

Men gevinsten af presset kom aldrig, og dermed taber vi med 2-1 til Skive.

Startopstillingen:

1. Kasper Kiilerich, 14. Marcus De Claville, 4. Andreas Pisani, 5. Erik Nissen, 6. Frederik Grube, 3. Martin Agnarsson, 27. Magnus Kirchheiner, 28. Elias Egerton, 11. Kasper Lunding, 16. Anders Holvad, 17. Mathias Kubel.

    Lørdagen blev én lang målfest, da vi sejrede med 7-0 over Næstved Boldklub. Se målene her.

    Hvis du ikke var på Vangen lørdag, håber vi, du havde noget vigtigt på programmet.

    For du gik nemlig glip af en ekstraordinær underholdende kamp.

    På flotteste vis forsvarede drengene førstepladsen i 2. division, og der var både straffespark, frispark og gennemspillede angreb i løbet af de 90 minutter.

    Du kan se alle målene her…

    … og så ses vi nok på Vangen på fredag mod Skive… ik?

    Fremads unge målmand kunne notere sig for endnu et clean sheet efter sejren over Næstved.

    Kasper Kiilerich kunne se sine markspillere score hele syv gange.

    Samtidigt gjorde han, hvad han kunne for at bidrage til sejren. Selvom der var dømt målfest i den anden ende af banen, så måtte han alligevel ved flere tilfælde diske op med redninger.

    – Det går stærkt ved en situation i første halvleg, hvor der står 1-0. Der kommer et indlæg til bagerste stolpe, der bliver headet på tværs, og så gælder det om bare at komme ind at stå rigtigt. Jeg er heldig med, at jeg bliver ramt, og så er det bare en fed redning på et fedt tidspunkt, så det er jeg glad for, fortalte Kasper Kiilerich efter kampen.

    Kampen mod Næstved blev syvende gang i ni kampe, at den 19-årige Aarhus Fremad-keeper kunne forlade banen uden at have lukket et mål ind.

    – Min tid i Aarhus Fremad har været rigtig god. Jeg er kommet hertil for at spille, og det har jeg gjort, og det nyder jeg. Men der var ikke nogen, der kunne have forudset, at jeg ville holde så mange clean sheets. Så det er kun positivt, og jeg nyder at spille, lyder det fra Fremads sidste skanse.

    Kasper Kiilerich har været Aarhus Fremad-spiller siden januar måned, hvor han kom til klubben på en lejeaftale fra Viborg FF, der gælder for resten af sæsonen.

    Marcus De Claville kom på måltavlen to gange, da Aarhus Fremad slog Næstved med hele 7-0.

    Det var et smilende hjemmebanepublikum, der kunne forlade Riisvangen lørdag eftermiddag.

    7-0 viste måltavlen, da kampens dommer blæste i fløjten for sidste gang, og det var blandt andet takket være Aarhus Fremads Marcus De Claville, der garnede to gange.

    – Det var en forløsning, at man selv får hul på bylden, fordi det har ventet lidt, med den sparketeknik man nu har. Så det var dejligt at vise den lidt frem, fortalte den dobbelte målskytte efter kampen.

    Fremads nummer 14 åbnede scoringsballet, da han allerede efter seks minutter omsatte et straffespark til dagens første scoring.

    Senere i første halvleg var han igen på pletten ved en ny standardsituation. Denne gang var det et frispark udenfor feltet, som De Claville sendte i netmaskerne.

    – Vi står lidt og griner af, at det var næsten en hundrede procent chance. Så det var dejligt at se den gå ind, fortæller Marcus De Claville.

    Se Marcus De Clavilles to scoringer, og hør, hvordan han så kampen i videoen herunder.

    Det var selv sagt en tilfreds cheftræner, der kunne se sit hold snuppe tredje ud af tre mulige sejre i oprykningsspillet med en 7-0 sejr hjemme på Riisvangen.

    Der var grund til smil i regnvejret, da Aarhus Fremad hev sig sejrrigt ud af opgøret mod Næstved med en storsejr på hele 7-0.

    Cheftræner, Morten D. Kjærgaard, kunne derfor smile bredt efter slutfløjt.

    – Syv mål er selvfølgelig mange mål i én fodboldkamp, så der er lidt et smil på læben over det. Vi er glade for, at vi kunne præstere det. Især starten af kampen, hvor vi både er dygtige men også var effektive, og vi fik sat os på det, fortæller cheftræneren.

    Foto: vildmedfoto.dk

    Da kampens dommer fløjtede til pause, stod der 4-0 på måltavlen i Fremads favør, og det gav plads til udskiftninger og hvil til nogle af de startende. Ikke for at spare, men for at kunne fortsætte med at angribe, fortæller han.

    – Det var for at angribe den næste halvleg og for at komme ud at sætte os på det, så der ikke var nogen tvivl. Det er helt sikkert sket før, at et hold er kommet tilbage fra 0-4. Ikke fordi vi var bange for det, men vi havde respekt både for vores modstander og os selv.

    – Vi håber på ingenting

    Med sejren bevarer Fremad sin førsteplads i 2. division. Tager man et kig på tabellen, så vil man opdage, at forspringet til de nærmeste forfølgere er øget. Men det er ikke noget, man skal hænge sig i, fortæller han.

    – Vi prøvede nogle ting sidste år, og det som vi har taget med, det er, at vi håber på ingenting. Vi håber ikke på, hverken dem vi spiller mod på dagen eller i de andre kampe, bliver noget bestemt. Det bliver, som det bliver, og så har vi fokus på at gøre vores ting ordentlige, lyder det fra Morten D. Kjærgaard.

    Efter kampen mod Næstved resterer der nu syv kampe af oprykningsspillet for Aarhus Fremad.

    Næste opgave er hjemme på Riisvangen, hvor Skive IK kommer på besøg. Det sker allerede på fredag d. 9. maj klokken 18.00.

    En velbesøgt hjemmebane dannede rammen for en sand Fremad-målfest, hvor end ikke silende regnvejr kunne stoppe hjemmeholdet fra at snuppe en storsejr og endnu et clean sheet.

    Efter to udekampe var Aarhus Fremad tilbage på Riisvangen til oprykningsspillets første hjemmekamp. Selvom det var en våd fornøjelse, kunne de fremmødte tilskuere lune sig på hele fire Aarhus Fremad scoringer på den første halve time.

    Hjemmeholdet lagde godt fra land, og efter bare få minutter i regnen fremtvang Elias Egerton et straffespark, som Marcus De Claville omsatte sikkert til en Fremad-føring. Vi skulle se mere til de to senere senere.

    Inden da var det Mathias Kubels tur til at komme på måtavlen. Et hurtigt taget frispark endte for fødderne af den formstærke målskytte, og han kunne sætte endnu en fuldtræffer i netmaskerne med et resolut spark efter bare et kvarter af første halvleg.

    Fremad fortsatte ufortrødent, og da viseren på måltavlen stod ud det 24. minut, var det Elias Egertons tur til at komme på tavlen, da han havde sidste fod på et fladt indlæg i feltet.

    Marcus De Claville, der tidligere på kampen havde scoret fra 11-meterpletten, skulle igen vise sig farlig på standardsituationerne. Et frispark udenfor Næstved-boksen kanonerede han i nettet, og de fremmødte tilhængere kunne hæve armene i jubel for fjerde gang på samme halvleg.

    I løbet af anden halvleg blev der plads til nye ansigter, da Fremad nok engang gjorde brug af bredden i truppen ved at skifte fem gange i løbet af halvlegen.

    I kampens slutfase var der igen mål at varme sig på for de 1072 fremmødte tilskuere. Efter 73 minutter var det Magnus Kircheiner der garnede, på en aflsutning der tog stolpen, inden den strøg over stregen. Få minutter senere tog også indskiftede Jashar Beluli del i målfesten med en scoring til 6-0.

    Målfesten fik Simon Bækgård, der ligeledes blev bragt i spil i løbet af anden halvleg, lov at lukke af. Få minutter før slutfløjt scorede han kampens syvende og sidste mål.

    Dermed har Aarhus Fremad fortsat fuld plade i oprykningsspillet, hvor rækkens tophold har hentet ni point i de første tre kampe af oprykningsspillet.

    Næste opgave for Aarhus Fremad venter på fredag d. 9. maj, når Skive IK slår vejen forbi Riisvangen. Der er kampstart klokken 18.00.

    Målscorere:

    1-0, Marcus De Claville (6′)

    2-0, Mathias Kubel (17′)

    3-0, Elias Egerton (24′)

    4-0, Marcus De Claville (30′)

    5-0, Magnus Kirchener (73′)

    6-0, Jashar Beluli (78′)

    7-0, Simon Bækgård (85′)

    Startopstillingen:

    1. Kasper Kiilerich, 14. Marcus De Claville, 29. Oluwasegun, 5. Erik Nissen, 6. Frederik Grube, 3. Martin Agnarsson, 27. Magnus Kirchheiner, 28. Elias Egerton, 11. Kasper Lunding, 16. Anders Holvad, 17. Mathias Kubel.

    All articles loaded
    No more articles to load

    Næste kamp:

    15:00

    B 93 vs Aarhus Fremad

    Seneste kamp:

    15:00

    B 93 vs Aarhus Fremad

    Stillingen:

    Resultaterne er leveret af Sofascore

    ShoP