Den 19-årige forsvarsspiller Frederik Jørgensen er ny mand i truppen. Frederik stoppede før jul i AC Horsens og har trænet med holdet siden. Han blev på den anden side af jul tilbudt at være med i vores opstart, hvilket har resulteret i, at Frederik nu bliver en fast del af holdet.
”Jeg ser utroligt meget frem til at være Aarhus Fremad-spiller og komme igang med seniorfodbold for første gang. Det har været et mega fedt træningsmiljø i Fremad, og det er blandt andet noget af det, der har talt for, at jeg skal herop.”
Vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, har nu set Frederik an i to måneders tid, og det er pæne ord, han har at sige om vores nye forsvarsspiller:
”Frederik har været en stærk spiller i træning og har givet alt hver eneste gang. Frederiks personlighed gør, at han spiller med stort mod. Han tør at sætte sig selv i scene, har en god taktisk forståelse, en god teknik og fornemmelse for rum, han kan spille i. Han er en kontant spiller, som ikke er bange for at slå sig og stå imod. Det har han vist og formået at løfte fra uge til uge, uagtet at han er en ung og ny spiller.”
Frederik har spillet i AC Horsens ungdom, siden han var 10 år gammel. Før sit stop i klubben trænede han meget med deres Superliga-trup og fik også debut i pokalturneringen. Frederik besluttede sig dog før jul, at han havde brug for at prøve noget nyt, blandt andet med flere seniorfodbold minutter. Derfor tog han fat i vores cheftræner.
Siden har Frederik både trænet og været med i vores træningskampe i opstarten, senest mod Middelfart, hvor han spillede en halvleg.
”Frederik startede den første træningskamp med ikke at komme ind. Det er altid hårdt ikke at komme ind i træningskampe, men der var ikke noget at mærke på ham. Han trænede videre og hårdt på. Han har de seneste måneder i den grad overbevist os og sig selv, at han kan være med på det her niveau, og at han har noget at bidrage med. Det er en spiller, vi har været rigtig interesseret i at få tilknyttet,” fortæller Morten.
Frederik går en spændende tid i møde med sit nye skifte, og han har dog også gjort sig nogle tanker om, hvad han gerne vil opnå med det:
”Jeg vil naturligvis gerne have så mange minutter og kampe som muligt. Jeg vil gerne prøve at spille seniorbold og vise, hvad jeg kan. Derudover er et af mine mål at udvikle mig mest muligt. Det kunne være utroligt fedt, hvis vi kunne ligge i toppen og kæmpe med om oprykning. Det ville være det ultimative mål.”
Når spillere rekrutteres i Fremad er det ikke ene og alene de fodboldmæssige kvaliteter, som en spiller skal besidde. Morten kommer ind på, hvilke andre kvaliteter Frederik har vist, forud for hans officielle tilknytning til holdet:
”Hans karakter, som vi vægter meget højt, er rigtig stærk. Hans forståelse af et koncept og måden at spille på har været rigtig god. Det er nogle af de to parametre, vi kigger rigtig meget på i forhold til at tage unge spillere ind, som vi gerne vil være med til at gøre dygtige. Der scorer han rigtig højt på begge punkter, og hele trænerteamet har været meget begejstret for hans indsats igennem de her to måneder i træning og selvfølgelig også for det, vi har set i kamp. Senest mod Middelfart bekræftede han igen, at han har det, der skal til, for at starte en god videre udvikling her i klubben.”
#forzafremad