Venskabsklub og FCK Camp i Aarhus

Fodboldklubben Aarhus Fremad er ny venskabsklub i F.C. København og vil derfor være vært, når sommerens fodboldskole, FCK Camp, for første gang kommer til Aarhus.

F.C. Københavns nyeste venskabsklub er Aarhus Fremad. Løvernes første venskabsklub i Jylland har en stolt historie på både bredde- og eliteplan, hvor det bedste seniorhold skabte overskrifter og respekt, da de gik hele vejen fra serie 2 til Superligaen omkring årtusindeskiftet, og i dag frister en tilværelse i 2. division vest. På ungdoms- og breddeniveau er Aarhus Fremad kendt som en klub med en unik stemning og stor klubånd.

“Vi har kigget os omkring efter en venskabsklub, som kunne give os mulighed for at komme tættere på flere af vores fans, især i Jylland. Og efter møder med Aarhus Fremads ledelse, har vi fået et godt indtryk af dem som klub generelt, og vi synes, de er en perfekt partner til vores forboldskole, FCK Camp, som bliver første samarbejdspunkt mellem os. Og vi kan ikke udelukke, at der kan komme et samarbejde mellem os på andre niveauer også for fremtiden,” siger kommerciel direktør i FCK, Rikke Dræbye Gantzhorn.

FCK Camp har i en årrække været afholdt på KB og B1903’s anlæg på Frederiksberg og i Gentofte med stor succes. Flere andre klubber har ytret ønske om at få F.C. Københavns fodboldskole på besøg, så unge i deres område også kan få muligheden for at deltage, og derfor er Sundby, Karlslunde og altså nu Aarhus kommet med på programmet denne sommer.

“Byens nr. 2 er naturligvis stolte af, at nordens største klub har lagt mærke til vores projekt, og måden vi arbejder på. Vi ser frem til at få afviklet en fantastisk camp, hvor leg og læring går hånd i hånd med den professionalisme, som kendetegner FCK. Vi er sikre på, at børnene får en kæmpe oplevelse, og vi får samtidig mulighed for at suge til os af FCKs knowhow,” siger Søren Østergaard, direktør i Aarhus Fremad.

Nøgleordet for FCK Camp er kvalitet. Deltagerne får et højt antal træningstimer, en god tøjpakke, en fodbold, frokost og allervigtigst: struktureret træning af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser, der er væsentligt lavere end tilsvarende udenlandske og private fodboldskoler i Danmark. Det er også afgørende for F.C. København, at FCK Camp rammer bredt. FCK Camp skal være for alle fra 6 til 14 år og favne flere fodbold-niveauer.

Derfor er der, udover FCK Camp, også FCK Mini Camp og FCK Keeper’s Camp, hvor metoder, øvelser og struktur på hvert alderstrin reflekterer, hvordan der arbejdes med udvikling af fodboldspillerne i F.C. København. I udvælgelsen af trænerne i FCK Camp er F.C. København fokuseret på, at faglige og menneskelige egenskaber kan komme forud for uddannelse.

Disse principper er nu en del af samarbejdet med Aarhus Fremad der, sammen med F.C. København, har ønsket at kunne tilbyde fodboldskole på højt niveau til deres egne medlemmer og unge i området.

“Vi er glade for, at vores fodboldskole er så populær, og at mange klubber ønsker vores besøg med FCK Camp. Vi har haft flere forespørgelser – sågar fra Norge – men vi prioriterer denne sommer at være til stede i Danmark i øst og vest, og her passer Aarhus Fremad rigtig godt ind. Både som venskabsklub og vært”, siger Rikke Dræbye Gantzhorn.

 

Fodboldskolerne vil foregå i ugerne 27, 28 og 32.

For yderligere information kan du besøge fck.dk/fckcamp

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Fremad Amager

Seneste kamp

0 - 0

Frem vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP