nyheder:

En ny aftale er blevet indgået mellem Mathias Kubel og Aarhus Fremad, der forlænger kontrakten frem til 2027.

En vigtig underskrift er fredag blevet sat på Riisvangen.

Mathias Kubel og Aarhus Fremad er nået til enighed om en ny aftale, der forlænger Kubels kontrakt frem til 2027.

– Jeg er utrolig glad for at forlænge med Fremad. Det føles helt naturligt.

– Jeg glæder mig til spille flere kampe på Riisvangen og fortsætte den positive udvikling, vi er i gang med – både som hold og personligt, siger Mathias Kubel om forlængelsen.

Cheftræner Morten Dahm Kjærgaard ser frem til at arbejde videre med Mathias Kubell

– Jeg er super glad for forlængelsen, både på egne vegne og på Kubels vegne. Vi er et godt sted, Kubel storpræsterer og er en vigtig del af holdet. Han sætter et godt aftryk i hver eneste kamp, er en stor trussel, giver holdet meget og er på sit klart bedste niveau i den tid, han har været i klubben.

– Han bliver bedre og bedre hele tiden. Vi synes stadig, at vi kan se, at potentialet er endnu større, og det glæder vi os til at være med til at udfolde yderligere, siger Morten Dahm Kjærgaard.

Den nye aftale glæder direktør Jesper Blicher. Kubel har haft stor betydning for Fremads sportslige succes, og nu kan de gode takter fortsætte.

– Vores trup har vist, at vi har niveauet og styrken til at være med i 1. division. Mathias Kubel viste stærke takter i forårets slutspil og bidrog til oprykningen.

– Han har vist yderligere x-faktor og løftet sit niveau ind i 1. division. Vi er meget glade for, at han vil fortsætte sin fodboldmæssige udvikling i Aarhus Fremad, siger Fremad direktør, Jesper Blicher.

Den 23-årige offensivspiller har spillet 10 kampe denne sæson og scoret tre mål.

Lær Kubel bedre at kende i indslaget herunder:

Òlafur Hjaltason og Aarhus Fremad har forlænget kontrakten, så den 19-årige islænding er en del af klubben frem til 2028.

På kort tid har Òlafur Hjaltason taget Aarhus Fremad med storm.

Siden han forrige sommer kom til Riisvangen fra IF Lyseng, har han bevæget sig fra Danmarksseriefodbold til 1. Division på kun et år.

Nu kan den 19-årige islænding se frem til endnu mere fodbold i Aarhus Fremad med en kontrakt, der gør ham til Fremad-spiller indtil 2028.

– Jeg er utrolig glad for at forlænge her i klubben. Det har været et fedt sted at være, mens jeg har været her, og nu glæder jeg mig til at være her i endnu længere tid.

– De tror på, at jeg kan udvikle mig meget over de næste par år, så de vil gerne have mig i et længere stykke tid. Det er jeg rigtig glad for, siger Òlafur Hjaltason om forlængelsen.

I Fremad er der også stor begejstring over at forlænge med en spiller, der har bevist sig på ungdomsniveau og taget en succesfuld tur op på førsteholdet.

Det understreger det gode arbejde, der bliver lavet med de unge talenter i Aarhus Fremad, hvor Òlafur Hjaltasons relativt hurtige rejse mod toppen viser, at det er muligt for ungdomsspillerne at gøre sig gældende i dansk topfodbold.

– Olafur er et godt billede på den talentudvikling, vi laver i Aarhus Fremad. Han kom til klubben som 19-årig sidste sommer, fik en plads i vores U23 set-up, hvor han hurtigt gjorde opmærksom på sig selv, begyndte at træne med divisionholdet og i foråret fik han debut på samme hold. Olafur har vist, at talentarbejdet omkring vores U23 hold i Danmarksserien virker, siger Aarhus Fremads direktør, Jesper Blicher.

En af hovedaktørerne i Fremads talentarbejde er Mads Østergård. Han er cheftræner for U23-holdet, hvor Òlafur Hjaltason startede forrige sommer.

Han beskriver en hårdtarbejdende spiller, der først ikke kunne gøre sig gældende på det bedste ungdomshold, men som hurtigt viste sit talent og eksekverede på det.

– Det er gået super hurtigt for ham. Det har også noget med hans modenhed og hans type, at han fra start rent fysisk og rent mental og hans modenhed har været god til at omstille sig fra ungdomsfodbold til seniorfodbold. Det er tit det, der er det helt store skel for de unge spillere-

– Det er det fedeste, fordi det er det, vi gerne vil. For mig er det super fedt, for det er også en form for anerkendelse af, at det vi gør, det har betydning for klubben. Han er et super eksempel, siger Mads Østergård.

Òlafur Hjaltason har foreløbigt spillet 21 kampe for førsteholdet, heraf otte kampe i 1. Division.

https://youtu.be/5UCJm_yLnhI

Fremads cheftræner så en kamp med chancer til begge hold, men også et modstanderhold der gjorde det godt.

Ovenpå nederlaget var cheftræner Morten Dahm Kjærgaard ærgerlig over at tabe og ryge ud af pokalturneringen, men samtidig var der også fine ting at tage med.

Der blev kampminutter til flere af de spillere, der ikke har spillet lige så meget i 1. Division, og det var der en særlig grund til.

– Stemningen er, at det er træls at tabe. Det var en kamp, hvor vi kunne score flere mål, end vi gjorde, men det kunne Hobro også.

– Vi skifter i dag en del af spillerne, fordi vi har en bred og stærk trup, og vi kunne skabe en kamp, der var gode muligheder i, og det synes jeg også, at der var. Mange gange, når man skifter, så er det ikke, fordi de enkelte spilleres kvalitet ikke er lige så gode som de andre, men så kan der være noget omkring nogle nye mekanismer, siger Morten Dahm Kjærgaard.

Hør hele interviewet herunder:

Efter pokalexitet var Oliver Andreasen ærgerlig over ikke at gå videre ovenpå en ellers god Fremad-kamp.

I tredje runde af pokalturneringen blev det et exit for Aarhus Fremad efter et nederlag til Hobro IK.

Det var ellers et opgør, hvor chancerne til flere Fremad-scoringer var til stede, og derfor ærgrede det Oliver Andreasen, der spillede alle 93 minutter, at det nu er slut med pokalfodbold i denne sæson.

– Følelsen er selvfølgelig skuffet over ikke at gå videre i pokalen. Jeg synes, at vi har nogle hårde 5-10 minutter, hvor de er inde i kampen, men jeg synes, vi kommer stærkt tilbage.

– Nu må vi se frem mod ligaen og tage tre point på søndag, og så tror jeg på, at det går godt igen, siger Oliver Andreasen.

Se det fulde interview herunder:

Se målene fra pokalkampen på Riisvangen onsdag den 24. september.

Fremad spiller tre kampe på Ceres Park Vejlby efter aftale med AGF.

Vi flytter midlertidigt ind på Ceres Park Vejlby til tre kampe – en i efteråret, to i foråret – på AGF’s midlertidige hjemmebane. Første gang bliver den søndag den 23. november, når vi tager mod HB Køge.

Det er desværre ikke muligt at spille på Riisvangen Stadion på de tre terminer af hensyn til banens beskaffenhed, samt manglende varme i banen.

Vi er glade for, at AGF har vist samarbejdsvillighed i denne situation, så vi trods alt kan fortsætte med at spille vores hjemmekampe i Aarhus, selvom vi helst ville blive på Riisvangen:

– Det er positivt for fodbolden i Aarhus, at vi kan hjælpes ad med at finde løsninger. Vi har et godt samarbejde med AGF på mange områder og senest en god dialog på spillersiden omkring lejeaftalen med Luka Callø.

– Vi vil selvfølgelig allerhelst spille alle vores hjemmekampe på Riisvangen, men uden banevarme vil skaderne på banen være uoprettelige, såfremt vi bruger banen i vintermånederne. Vi arbejder målrettet på, at der fra næste sæson kan spilles fodbold på Riisvangen hele året rundt til gavn for både fans og klubbens økonomi. Indtil da ser vi frem til at spille kampene i Vejlby, og vi sætter stor pris på den gode dialog med AGF”, siger direktør Jesper Blicher.

AGF’s direktør Jacob Nielsen er glad for, at AGF kan være med til at finde en løsning for Aarhus Fremad:

– Vi vil gerne hjælpe Aarhus Fremad ved at udvise den nødvendige fleksibilitet og give mulighed for, at de kan afvikle kampene på Ceres Park Vejlby på rimelige vilkår.

– Det underbygger den gode relation mellem fodboldklubberne i kommunen, og vi har jo også samarbejdet med Aarhus Fremad i forhold til at sælge deres trøjer i vores shop og i forbindelse med lejeaftalen omkring Luka Callø. Så vi kan samarbejde om både store ting som stadion og spillere, men har også en god dialog på andre områder som banepleje, kampafvikling osv.” siger Jacob Nielsen

De endelige datoer for de to sidste kampe mod Middelfart og Horsens er ikke fundet, men det er fastlagt, at det ikke er samme weekender som AGF’s kampe i Superligaen.

Efter Fremad i weekenden sejrede i 1. Division mod Hobro IK, så kunne gæsterne i onsdagens pokalkamp avancere i pokalen.

Riisvangen lagde atter græs til et møde med Hobro IK. Vores andet møde med nordjyderne på fire dage.

Et revanchelystent Hobro-hold havde i sinde at revanchere det 3-0-nederlag, Fremad serverede for dem i lørdags. Det lykkedes desværre for gæsterne at spille sig videre i pokalen, da vi på Riisvangen måtte indkassere et nederlag på 1-2. Det første i over en måned.

Grubes kongemål gav pausehåb

Både Fremad og Hobro gik ind til pokalkampen med flere nye ansigter i startopstillingerne sammenlignet med lørdagens opgør i 1. Division.

I det forrige opgør kom nordjyderne slet ikke på måltavlen, men det ændrede en af de nye startende spillere på for gæsterne. Hobros Marco Bruhn scorede kampens første mål efter 16 minutters spil.

Dernæst satte Fremad sig på spillet og var flere gange tæt på at udligne.

Udligningen kom også, dog på noget overraskende vis. Kort før pausen afsluttede Fremad-anfører Frederik Grube fra distancen og sendte bolden helt op i det ene målhjørne. Et vaskeægte kongemål.

Mulighederne manglede ikke

Grubes mål faldt på et godt tidspunkt, så Fremad kunne gå til pause med 1-1.

I 2. halvleg fortsatte takterne fra 1. halvleg. Muligheder i begge ender, og flere farlige optræk fra Fremads side.

Desværre var det Hobro, der formåede at udnytte en chance og tage føringen. Det skete efter 66. minutters spil på en scoring af indskiftede Villads Rasmussen.

Fremad-bænken satsede og gik mere offensivt til værks, og det var også tæt på at lykkes af flere omgange.

Den udlignende scoring udeblev dog, og derfor må Aarhus Fremad forlade pokalturneringen efter tre runder.

Heldigvis er der ikke længe, til Fremad igen skal i kamp. På søndag går turen til Esbjerg og Blue Water Arena. Der er stadig plads på Fremad-bussen til vestkysten. Køb billet her.

Aarhus Fremad vandt lørdag for 100. gang med Morten Dahm Kjærgaard ved roret.

Morten Dahm Kjærgaard har været cheftræner for Aarhus Fremad siden 2020, og meget er sket siden den i dag 41-årige træner tog over.

Højdepunkter er der masser af, såsom overraskelsen i Pokalturneringen mod Brøndby IF og oprykningen i sidste sæson, men i lørdagens sejr mod Hobro IK rundede Morten Dahm Kjærgaard en personlig milepæl.

Sejren var nemlig hans nummer 100 som Aarhus Fremad-cheftræner.

– Det føles godt. Man skal jo altid sætte sådan et tal i kontekst i forhold til, hvor mange kamp det er, der er blevet spillet.

– Vi er glade for dagens sejr. Vi har måske spillet bedre kampe som helhed, men det udtryk og den adfærd, vi viser, det beviser hvilket fint niveau, vi er kommet op på, fortæller Dahm Kjærgaard.

Du kan se det fulde interview herunder:

Aarhus Fremad vandt for 100. gang under Morten Dahm Kjærgaards ledelse, da Hobro IK blev nedlagt på Riisvangen med cifrene 3-0.

Aarhus Fremad er en velsmurt maskine for tiden.

Lørdag vandt de gul-sorte-krigere for fjerde gang i træk – på tværs af både liga og Pokalen – da Hobro IK kom til Riisvangen Stadion i solskinnet og tabte med 3-0. I alt er Morten Dahm Kjærgaards mandskab inde i en stime på seks ubesejrede kampe.

Med sejren befinder Fremad sig på fjerdepladsen i 1. division. Lyngby BK på femtepladsen har dog én kamp i hånden.

Lørdagens sejr var det første af to møder med Hobro inden for få dage. Onsdag kommer Hobro igen på besøg, denne gang i Pokalturneringen.

Frisparkperle af Kaastrup gav Fremad en drømmestart

Aarhus Fremad kom lynhurtigt i lørdagens kamp på sejrskurs, da Magnus Kaastrup hamrede bolden op i hjørnet direkte på frispark.

Fremad fik en drømmestart på kampen, og små 20 minutter blev føringen fordoblet, da Martin Agnarsson trak et straffespark efter en duel i feltet.

Mathias Kubel fik ansvaret for at sparke den ind fra 11-meter-pletten, og den lynhurtige kantspiller leverede. 2-0 til Fremad efter 23 minutter.

I pausen foretog Hobro tre ændringer, og fra anden halvlegs start blev gæsterne farlige. Men Hobro manglede det sidste, før de alvor var farlige – og Fremads sidste skanse, Kasper Kiilerich, leverede nok en flot præstation inde mellem stængerne.

Efter 74 minutter blev kampen afgjort, da målscoren til 2-0, Mathias Kubel, tonsede forbi Hobro-defensiven og kunne spille den på tværs til Kasper Andersen, der scorede sit ottende mål i sæsonen. Nummer to på topscorerlisten er Hillerøds Adrian Justinussen med fem scoringer.

Sejren betyder, at Aarhus Fremad i skrivende stund befinder sig på fjerdepladsen i 1. division med 15 point.

Onsdagens pokalkamp mod Hobro sættes i gang klokken 16:00.

Du kan se highlights fra 3-0 sejren herunder:

Aarhus Fremad vandt for tredje kamp i træk i 1. division, da Hobro med slået med 3-0. Her er højdepunkterne fra braget på Vangen.

Foto: Foto Trine

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

15:00

B 93 vs Aarhus Fremad

Seneste kamp:

15:00

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP