nyheder:

Vi har skrevet kontrakt med vores keeper og nuværende lejesvend fra Vejle, Thomas Hagelskjær. Aftalen med vores nr. 1 træder i kraft til sommer og vil strække sig frem til sommeren 2022, når hans lejeophold fra Vejle BK slutter.

Det er en nyhed, som vi ikke kun er glade for i Aarhus Fremad, men noget som også vækker begejstring i Thomas selv:

”Jeg er glad for at få fremtiden på plads. Nu har jeg været her i lidt over et halvt år, og det har været alt, hvad jeg har håbet på og så lidt mere til. Det er også derfor, jeg gerne vil blive her. Jeg kan se mig selv udvikle mig i det her miljø, samtidigt med at jeg synes, det er fedt at komme til træning og fedt at spille kampe her. Det har givet sig selv, at Fremad er det, jeg vil,” fortæller vores målmand.

Thomas Hagelskjær kom til Aarhus Fremad i september i efteråret med et mål om at få nogle minutter i benene igen. Målet er blevet til en realitet, men der er andre faktorer som ligeså vel er faldet i så god jord ved Thomas, at han har valgt at binde sig til os:

”Det første halve år har været alt, hvad jeg har håbet på. Det har været fedt at få lov til at spille en masse fodbold igen efter lang tid uden så mange kampe. Derudover er Fremad bare et fantastisk sted at være. Der er fedt miljø, folk kommer, fordi de gerne vil være her, og så har man også en fornemmelse af, at folk nyder at være sammen og bruge tid på hinanden. Det er et kanon miljø at være i.”

Truppen og trænerstaben er allerede god i gang med at arbejde videre på efterårets erfaringer. Holdet startede op igen med træning tidligt i 2021, og selvom spillerne lige skal slå rusten af, ser opstarten lovende ud:

”Jeg kan mærke, vi skal op i tempo igen efter en relativ lang ferie, men vi har god tid, og folk er kommet tilbage i god grundform, så vi bare kan begynde at bygge på både det tekniske, spillemæssige og taktiske. Vi har gode forudsætninger for at få en god opstart og er allerede kommet godt i gang med nogle gode træningspas. Så har resultaterne ikke været ligeså gode, som man kunne håbe på i træningskampene, men det er ikke det, som er det vigtigste lige nu – det er at få en masse minutter i benene, og så at vi forsøger at gøre de rigtige ting og lykkes med så meget som muligt. Det har været to gode uger indtil videre,” fortæller Hagelskjær.

Opstarten har allerede budt på nogle store udfordringer i form af to træningskampe mod Superliga-holdene Sønderjyske og Vejle, som ikke har ført til årets første sejr, men så sandelig har kickstartet opstarten for Fremad. Kampen mod Sønderjyske endte i et ærgerligt nederlag, og i weekenden måtte Fremad igen se sig slået, denne gang af Vejle. Den seneste kamp mod Vejle, var måske Hagelskjærs sidste møde med sin snart tidligere arbejdsgiver, og selvom vores keeper ærgrer sig over, at det ikke kunne blive til en sejr, er der naturligvis altid noget ved at møde sine gamle holdkammerater.

”Det er altid sjovt at møde sine gamle holdkammerater. Jeg prøvede det også, da jeg var i Vejle, at spille mod AGF. Nu mod Vejle som Aarhus Fremad spiller, er det jo sindssygt sjovt at se mange af de holdkammerater, man ikke ser så meget i dag. Selvfølgelig ærgerligt vi ikke kunne få en sejr med mod dem, så man havde håneretten, men vi må også erkende, at der trods alt er et lille stykke for os op til Superliga-niveau, selvom vi gør mange ting godt.”

Der venter yderligere svære kampe i vores opstartsprogram. Vi har Viborg, Esbjerg, Silkeborg og Middelfart på programmet, inden vi starter turneringen op igen. De store modstandere, er dog ikke noget, som skræmmer Hagelskjær:

”Det er virkelig godt for os at møde nogle, der er vant til at spille i et højere tempo end os, fordi det presser os op i tempo. Det tror jeg, vil komme os til gavn, når vi starter turneringen op igen i marts.”

Træningskampene skal forhåbentligt bidrage til, at vi er klar til at tage foråret med storm. Der er stadig forskellige aspekter at arbejde videre på, og Thomas er ikke i tvivl om, at den nødvendige læring nok skal komme. Han sætter ord på, hvad vi kan forvente os i foråret 2021:

”At vi bygger på det, vi har været i gang med i efteråret. Jeg synes, det er blevet bedre og bedre, både for mig personligt, men også for holdet, som efteråret er skredet frem. Det skal vi bare fortsætte med at bygge videre på. Som sagt har vi to måneder til at udvikle vores spillestil og den måde, vi gør tingene på, og det skal vi udnytte maksimalt, og så tror jeg vi kan tage et stort ryk. Også i forhold til nogle af vores konkurrenter, tror jeg vi kan flytte os mere, end de kan, på de to måneder her.”

#forzafremad

2020 har været et år for sig. Som det kunne læses i går, fortalte vores cheftræner om en masse af de ting, vi især sportsligt har gennemgået i 2020. Men der er også et andet perspektiv, og det er nemlig vores direktørs, Lars Kruse.

Der er sket meget i klubben. Et turbulent forår, kontrakter i klubben for første gang i over 10 år, samtlige udsolgte hjemmebanekampe i efteråret og en masse nye samarbejder på plads på sponsorfronten. Da Lars skal se tilbage på 2020, er der dog ét minde, som skinner igennem:

”Den oplevelse vi har, hvor vi tror Jammerbugt har scoret. Den følelse kan stadigvæk nu give mig kuldegysninger. Da jeg putter min ældste søn om aftenen, fortæller han mig, at han aldrig har set mig så glad, da vi troede, Jammerbugt havde scoret. Og det er lige præcis, hvad fodbold handler om, det er dén følelse der,” fortæller Lars Kruse.

Dén følelse mindes vi nok mange, når vi kigger tilbage på 2020, men det står ikke klart som det eneste. Vi startede 2020 af med at få ny træner, Morten Dahm Kjærgaard. Morten Mølkjær drog videre på sin fodboldrejse til Kolding, og der skulle findes ny træner. Det blev der, og med en ny Morten ved roret, er vi stadig godt på vej i den retning, som vi skal være som klub.

En ting, som har bidraget yderligere til den rejse, vi er på, er de nye kontrakter. Det kommer som et stort højdepunkt for 2020. Lars understreger en vigtig pointe og effekt ved de nye kontrakter i Fremad:

”De her kontrakter er en investering i kontinuitet mere end et ønske om noget andet. Det er et spørgsmål om at give os noget ro.”

Som Morten kom ind på i går, er det en kontinuitet i forhold til både det udviklings- og spilmæssige. Jo længere spillerne er på samme hold og lærer hinanden bedre at kende, jo jævnere udvikling vil der også være på holdet. Lars koger det ned til, hvad klubben har oplevet så mange gange før, men i år vil være foruden.

”Det er helt vildt rart at kunne gå på juleferie uden at skulle kigge efter erstatninger, og hvor man ved, at hovedparten af spillerne i hvert fald vender tilbage.”

Det er en betryggende faktor, og den er især betryggende, fordi holdet ser stærkt ud. Det pointerer Lars selv:

”Vi har fået sammensat et rigtig godt team. Vi har to kriterier, vi rater spillere udfra: hvad de kan formå på banen, og så kigger vi også efter karakter. Dem vi har fundet, de er Fremad-drenge. De var bare ikke klar over det, før de kom. Jeg oplever en godt fasttømret trup, på trods af de forskelligheder der nu er.”

Det er ikke kun spillere, som der er samlet et godt team af. Det er også på sponsorfronten. Vi har i år fået en masse nye fede samarbejder, og så har vi holdt fast på mange af dem, vi har været glade for. Vores nye hjemmebanetrøje er blandt andet blevet pyntet op af Blue Water Shipping, BDO, Middelfart Sparekasse, WILS A/S og JDH-Byg. Det er dog ikke kun det udadtil på trøjerne, som virkelig har været suverænt i Lars’ øjne.

”Vi har fået et sindssygt godt kammeratskab i erhvervsnetværket. Jeg føler, folk får noget ud af det – både personligt, men også professionelt. Modsat alle mulige andre netværk vi har, handler det her om at bygge relationer og kendskab, og så det der forretning, må man lave i sin fritid. Vi kan konstatere, at vi har haft en periode, hvor sponsorerne måske ikke har været så meget på besøg i Fremad, fordi de har haft for travlt med andre ting. Nu kan vi konstatere, at langt hovedparten af sponsorerne er tilstede hver eneste lørdag.”

Apropos tilstedeværelsen af sponsorerne hver lørdag, understreger Lars, hvor fed opbakning, der har været i 2020:

”Så skal vi ikke glemme det her med, at vi har haft 10 kampe udsolgt i streg. Kæmpe præstation af alle omkring klubben, og fansene især.”

2021 står på bedding, og det må siges at være en spændende tid, vi går i møde. Det teaser Lars, da han bliver spurgt ind til det nye år.

”Vi har nogle spændende projekter i støbeskabet, som vi glæder os til at arbejde videre med. Vi kigger på at opgradere faciliteterne omkring Riisvangen og andre spændende ting. Det er alt sammen dog post corona. Det bliver en super spændende sportslig sæson at følge. Der plejer at være sådan en lang periode, vi går i møde nu her efter efterårshalvsæsonen slutter. Der er lang tid til den 13. marts, men jeg synes det program, der er lavet med opgørene i træningskampene er noget at glæde sig til.”

I mandags offentliggjorde vi træningskampprogrammet for opstarten i 2021. Det er et program, som byder på modstanderene Sønderjyske, Vejle, Viborg, Esbjerg, Silkeborg og Middelfart. Vi møder allerede Sønderjyske den 9. januar, så det er ikke længe, vi skal være foruden Fremad-kampe.

Til sidst tilføjer Lars:

”Der skal lyde et kæmpe tak til de frivillige og vores supportere, som altid vender tilbage. Bawlers, Fremad folket, hjørnebanden – alle sammen. Det er en fornøjelse at være en del af og et kæmpe privilegium.”

#forzafremad

2020 kogt ned til ét ord ifølge vores cheftræner?
Begejstring.

”Det er den følelse, som vi har haft mange gange, og som vi søger efter. Vores egen begejstring for at være dygtige, viljen til at blive dygtigere og give begejstringen videre via den måde, vi spiller på, og den måde, vi er sammen på. Den begejstring vi både har sammen, men også har med vores fans og vores omgivelser,” forklarer Morten.

2020 har været et begivenhedsrigt år for Fremad. Det har været et år fyldt med op- og nedture, men overordnet også en kæmpe udvikling i klubben. En udvikling som vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, har haft stor del i. Morten kom til klubben i januar 2020, og der må siges at være sket en del, siden han kom til.

Et turbulent forår kulminerer i en følelseskarrusel
Opstarten i foråret 2020 bragte en ubehagelig overraskelse; corona. Det resulterede i, at sæsonen blev indstillet, og hele fodboldverdenen måtte vente i spænding på, at vi skulle i gang igen. Det kom vi heldigvis. Vi fik seks kampe, hvilket betød, at der skulle arbejdes rigtig hårdt op til det amputerede, resterende program, som blev skåret ned til seks kampe fra 16. Holdet var toptunet og klar, hvilket så sandeligt kom til udtryk i de seks kampe, som Fremad gik ubesejret igennem med blot én uafgjort kamp. Det kulminerede på sidste spilledag den 4. juli på Riisvangen mod BK Frem. En kamp som endte 7-0, men hvor en Jammerbugt sejr mod Helsingør var nødvendig for oprykning.

”Vi havde været underdog og hentet dem, som ikke nogen havde regnet med, vi kunne hente. Vi kommer så tæt på, som vi næsten overhovedet kunne komme, og i 14 sekunder regnede vi jo faktisk med, at vi var gået forbi dem. Der var følelser af eufori, begejstring og uforståelig glæde over det var lykkedes og kunne lade sig gøre. ’Jammerbugt havde scoret!’, og så havde bolden ramt indersiden af stolpen og ikke gået ind alligevel. Så kommer følelserne af ærgrelse og skuffelse, over det lige nøjagtigt ikke var lykkedes.”

Det var dog alligevel de gode følelser, som stod tilbage på den anden side af sommeren 2020. Holdet viste, hvad det er i stand til. En bekræftelse i, hvad Fremad kan opnå.  

Kontrakter resulterer i kontinuitet
Kort efter slutningen på 19/20-sæsonen kom en overraskelse, som kun kunne glæde alle omkring klubben. Der kom kontrakter på bordet for første gang i over 10 år. Vigtigheden af kontrakterne er stor. Fremad har altid haft det problem, at spillere, som præsterer rigtig godt, let kan ryge til andre klubber. Det sætter kontrakter blandt andet en stopper for, men der er endnu et vigtigt aspekt:

”Det betyder noget for både udviklingen, men også præstationsniveauet man kan gå efter. Det højner ens præstationer jo længere tid, man har været sammen. Det fundament, der har været, og som er blevet bygget op, qua at spillerne har taget så stor ejerskab og fået så stor en forståelse for måden, vi spiller på, og den fodboldfaglige del. Det giver et rigtigt godt udgangspunkt for at blive ved med at flytte os. Først i en god opstart, hvor vi har mulighed for at blive endnu bedre, uden resultatmæssigt at være presset, og så i turneringens øjemål, hvor vi kan vise, hvor dygtigere vi er blevet, hvor meget vi kan, tør, og hvor stor tro og tillid, vi har til hinanden. Så må vi se, hvad det munder ud i.”

Kontinuiteten, kontrakterne medfører, er med til at styrke den udvikling, holdet gennemgår. Netop udviklingen er et helt centralt mål for Morten i Fremad.

”Jeg er af den opfattelse af, at der altid pågår en udvikling. Det gælder alle mennesker og fodboldklubber – der sker altid noget. Det er så interessant at tage hånd om den udvikling. At forsøge at vide hvornår vi er heldige, dygtige, uheldige og så holde fast i, hvad vi gør godt, finde et udbytte og en strategi for, hvordan vi vil gøre tingene, og så skabe klarhed over det, så den her udviklingsbetydning får de rette tiltag. Vi vil gerne som klub, hold, træner, spillere være dygtige til at lave nogle gode præstationer. Vi skal spille med om resultatet i alle de kampe, vi pågår. Om så det er en sponsorkamp, træningskamp eller turneringskamp, skal vi være dygtige. Det gør vi ved at sikre os, at vi bliver bedre, og ved at vide hvorfor og hvordan, vi bliver bedre. Vi leder ikke efter det, at det hele bare er lyserødt og perfekt, og der ikke er nogle bump på vejen. Vi er fuldstændig klar over, at de udfordringer, som vi støder på, er dem, som er med til at vise, hvor langt vores udvikling er og derfra optimere den. Vi er godt klar over at fodboldliv, og et liv i det hele taget, ikke er på lige linje frem mod evig lykke. Det er fyldt med en masse udfordringer, og det er det, vi er interesserede i at være gode til at tage hånd om. Derfor har den her udvikling både i klubben og i holdet, ned i vores spillestil til alle detaljer, været rigtig, rigtig vigtig, og er det stadigvæk. Vi er langtfra færdige. Vi er i gang med at lægge yderligere på og være endnu mere beviste om, hvad vores egen rolle er i den udvikling.”

Pokalrejsen
Efteråret har bragt mange oplevelser. Modgang, medgang og en stor udvikling i klubben og på holdet. Nogle nævneværdige højdepunkter er vores pokalrejse, som både bød på Vendsyssel og Randers.

”Vi har de her to pokalkampe, hvor vi fik mulighed for at spille opad på niveauet, hvor vi mod Vendssyssel leverer en god præstation sammen, ikke fordi vi udelukkende var det heldigste hold – heldige var vi også – men også fordi vi på dagen var det dygtigste hold, og at vi så får sat streg under det ved at vinde så stort i så svær en kamp. Det var en begejstring, der var til at føle på. Vi leverer igen en rigtig god præstation mod Randers, hvor vi får skabt en rigtig interessant fodboldkamp og igen får givet os selv et løft og en begejstring i den måde, vi spiller fodbold på.”

Netop de gode præstationer, er noget, som Morten gennemgående pointerer vigtigheden af. Men de gode præstationer indebærer et vigtigt aspekt. De gode præstationer skal munde ud i gode resultater, og det er noget, som Morten er bevidst om, når han understreger:

”Vi skal sikre gode præstationer, som skal sikre os gode resultater.”

Mortens egen rejse
Morten kom som sagt til Fremad i januar 2020. Hans første professionelle cheftrænertjans. Det er altså ikke kun holdet, der har gennemgået en udvikling, det er også Morten selv. Det kan være svært at vurdere, hvad et rigtigt valg i en given situation er, som det valg Morten tog, da han valgte at gå fra at være assistent til cheftræner, efter han sluttede sin 7-årige periode som assistent i FC Fredericia og drog nordpå til Fremad med sin nye titel. Morten kunne dog hurtigt komme frem til en konklusion:

”Det har været det rigtige valg. Jeg har været top motiveret og tændt. Det at skulle have overblikket og styringen på et helt holds udvikling, medindflydelse på en klubs udvikling og skulle arbejde sammen med et rigtig dygtigt trænerteam og fodboldspillere og forsøge at sætte en retning. Det har været så rigtigt for mig, og det har motiveret og inspireret mig til at lægge rigtig mange timer i det og gøre det uden stort set at opdage, hvor meget og hvor lidt det nu har været. Det er blevet en del af mig.”

Det er dog ikke alene tjansen og ansvaret, som har passet perfekt til Morten:

”Jeg er kommet til en klub, som har passet super godt til mig. Jeg har mødt en klub, der har været åben, begejstret, vist mig fuld tillid og tryghed i den måde, jeg gerne vil være med til at styre det her på. En direktør, bestyrelse, et super godt samarbejde med Andreas på kontoret. Det er helt særligt, fordi der virkelig har været en tålmodig, åben tilgang med masser af tillid. Der har været et længere perspektiv på udviklingen, og det synes jeg er grundlaget for, at vi alle sammen kan være dygtige i vores job. Jeg er kommet til en helt særlig klub med nogle helt særlige mennesker, som er godt for mig ift. den måde, jeg arbejder på.”

Modgang er vigtig læring
Mortens første år i Aarhus Fremad har medført en række begivenheder, hvilket ultimativt har resulteret i en stor læring. Starten på cheftrænerkarrieren var flyvende. Morten og Fremad vandt 7 ud af 8 af deres kampe i foråret og spillede den sidste uafgjort. Efteråret har derimod bragt hårdere perioder, og det er for Morten ligeså vigtig læring, som når det går godt:

”Der ligger en læring i det hele, hvilket jeg er blevet bekræftet i den her periode i efteråret, hvor der gik fire kampe, hvor vi ikke vandt. Det forventningspres, vi er begyndt at spille under, har vi virkelig fundet ud af, er interessant. Det har lært mig meget om måden at gøre tingene på både som træner og klub. Det at have et længere perspektiv og strategi for, hvordan vi vil gøre tingene. Forbedre og dygtiggøre træningen og spillestilen hele tiden. Det har bare gjort, vi som klub og i trænerteamet og truppen har været overraskende upåvirket af resultater på den korte bane og gjort, at vi kan udvikle os og blive bedre, selvom vi ikke har haft en resultatmæssig selvtillid, som man godt kan opleve kan spille en afgørende faktor for, hvor hurtigt vi bliver dygtigere. Vi har formået stadigvæk at kunne skabe en god og positiv udvikling, og det er nok noget, jeg har lært mest af. Både selv at være i og være rolig omkring. Men jeg er ikke mindst blevet bekræftet i, at den måde vi gør tingene på virker, og det virker godt. Det har alle fra bestyrelsen til ansatte, trænerteam, fodboldspillere, holdledere og frivillige ikke mindst bidraget til.”

Coronaens indtog
En stor del af 2020 har ikke kun været op-, nedture og udvikling. Det har også budt på en verdensomspændende pandemi. Corona har taget meget fra os. Og ikke bare de 10 kampe, som måske kunne have givet os chancen for at rykke op. Det mest interessante, som det har taget fra os, og som de fleste er opmærksomme på, er at spille foran en masse mennesker:

”I den tid jeg har været i Fremad, har vi ikke spillet foran mere end de her 300 tilskuere. Det har været fantastisk og fortryllende med det antal, men vi husker alle sammen det at spille foran flere tilskuere. Så vi har fundet ud af, at fodbold ikke kun handler om at skulle gøre en stor karriere ud af det eller tjene en masse penge, de ydre faktorer. Det er også for at vise sig frem, begejstre andre og dele den glæde, som der er i en sport som fodbold. Sammenlignet med det alvorlige corona har gjort, er det fuldstændig ubetydeligt, men ift. den glæde fodbold kan give i modsætning til det, corona har gået ind og gjort, så kan det pludselig have en kæmpe betydning. Jeg tror, alle, der arbejder i og omkring fodbold, har fundet ud af, hvad vi har manglet, og hvad der er taget fra os. Vi glæder os til at kunne kigge frem til en tid, hvor vi på en mere åben måde kan få alle vores følelser i frit spil ift. spillet, konkurrencen og måden at udøve sin drøm på.”

Nye tider i vente
Forhåbentligt går vi snart en coronafri tid i møde. Indtil da må vi holde ud. 2021 bringer forhåbentligt også andet end en tid uden en pandemi til stede:

”Vi kommer forhåbentligt til at se et hold, der er blevet dygtigere og bedre til at sætte præstationer sammen, der skal være med til at give bedre resultater, og som så skal give os mulighed for at spille med i toppen og skabe en spændende afslutning på den igangværende sæson. Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at spille med om det til det sidste og få skabt en masse spænding til det allersidste i den halve sæson, som står for døren. Vi skal være klar på det.”

#forzafremad

Jacob Eichner forsætter som DS cheftræner i 2021. 

Det er med stor glæde at vi kan fortælle, at vi forlænger samarbejdet med vores nuværende cheftræner for andetholdet i Danmarksserien Jacob Eichner. 

Du kan her læse hans bevæg grunde for forlængelsen

Jacob Eichner: ‘Jeg forlænger aftalen, fordi klubben er kommet til at betyde meget for mig. Vi har over en længere periode rykket os i en god retning, sammen. Der bliver hele tiden bygget på, både på og udenfor banen, og der er mange dygtige og ambitiøse mennesker i Aarhus Fremad, som skal have en stor del af æren for det. Klubben tør være nytænkende og leder hele tiden efter nye muligheder for at forbedre sig, uden at gå på kompromis med den stærke kultur, som kendetegner Aarhus Fremad. Den udvikling vil jeg gerne fortsat være en del af, da jeg føler jeg fortsat kan gøre en forskel. Personligt har jeg et stort ønske om, at udvikle mig og have følelsen af, netop at gøre en forskel. Lige siden jeg kom til klubben har jeg mærket en stor opbakning, forståelse og tillid, hvilket, jeg tror, er afgørende for alle mennesker når de skal udvikle sig og præstere på et højt niveau.

Hvem havde indflydelse på dit valg?
Først og fremmest den opbakning jeg mærker hjemmefra, hvor min kæreste Anne, har udvist stor forståelse for og støtter mig i, at jeg har en stor passion for fodbolden. Der er ingen tvivl om, at hun engang imellem må ofre nogle ting, for at jeg kan udleve et personligt behov.
Og så har hele spillergruppen været meget afgørende. Vi har en meget stærk kultur i Aarhus Fremad, hvor alle, uanset om man spiller for 2. Division eller DS, respekterer og behandler hinanden ordenligt. Hos spillerne har jeg mærket en stor opbakning til, at jeg skulle fortsætte, hvilket betyder meget for mig. Den samme opbakning har jeg mærket hos mine dygtige kolleger i trænerteamet omkring 2. Division, Morten, Martin og Damme, og omkring DS, hvor Kasper Hjørngaard, giver mig et stærkt modspil i dagligdagen og løfter nogle opgaver, som gør, at jeg kan have en god balance i min tilværelse. Og så nyder jeg, at være en del af ledergruppen i Aarhus Fremad. Udover at alle er ambitiøse og vil klubben det bedste, mærker jeg en stor anerkendelse af hinandens arbejde. Lige fra holdledere, fysser og trænere til direktør og bestyrelse.

Hvad forventer du af fremtiden?
Jeg forventer, at vi bliver endnu dygtigere i vores præstationer på banen og fortsætter udviklingen af vores spillestil. Vi skulle lige bruge de første kampe efter sommerpausen på, at komme tilbage i turneringsmode (DS spillede ingen turneringskampe i foråret). Vi satte egentlig nogle fine præstationer sammen, men vi lavede nogle personlige fejl, som, i min optik, var udtryk for manglende skarphed og koncentration pga. den lange pause fra turneringskampe. Siden har vi løftet vores niveau og vi har set, at vi, når vi gør de ting vi træner på og har aftalt, leverer på et godt niveau. Som DS-hold i Aarhus Fremad har vi også en fornem opgave i, at forberede nogle spillere til 2. Divisionsholdet, og det forventer jeg, at vi kan fortsætte med, så vi bidrager til at løfte niveauet i hele klubben og dermed kommer tættere på, at indfri drømmen om 1. Division i Aarhus Fremad.

Vi glæder os til at følge DS holdet i 2021 under Eichners ledelse

#dsng #forzafremad

Hvem: Middelfart BK
Placering: 8. pladsen (16 point i 12 kampe)
Hvor: MG & BK’s anlæg – kunstgræsbane
Hvornår: Lørdag d. 21/11, 13:00

Vi skal forsøge at tage de sidste point med fra efteråret, når vi i morgen skal en tur over Lillebæltsbroen for at spille mod Middelfart. Middelfart har haft lidt op- og nedture her i efteråret, men ligger stabilt i midten af tabellen med 16 point i 12 kampe. Vi har selv indtil videre formået at hente 19 point i 12 kampe, og en sejr i morgen vil betyde, at vi nærmer os toppen.

På vores nuværende hold har vi hele to spillere og en spillende assistent, som har en fortid i Middelfart. Sidstnævnte, Mathias Damgaard, spillede i Middelfart i to et halvt år, og han ser frem til at skulle spille mod sit gamle hold:
”Jeg havde en super tid i mine tre år i klubben, så det bliver selvfølgelig specielt at komme tilbage til Middelfart og være på modstanderholdet. Klubben har da i den grad været en del af den rejse, som har bragt mig hertil som spillende assistenttræner, og det kan jeg kun takke dem for.”

Vores angriber Søren Andreasen har også en længere fortid i Middelfart. Han spillede nemlig som Damgaard også to et halvt år i klubben. Om en sejr i morgen vil betyde lidt ekstra for Andreasen, er der ikke tvivl om:
“Alle sejrer betyder noget, men selvfølgelig vil en sejr over Middelfart være lidt ekstra sjovt. Jeg er sikker på, at begge hold gerne vil vinde, da folk kender hinanden lidt på kryds og tværs. Så mon ikke det bliver en sjov og underholdende kamp.”

Lukas From var i Middelfart i 6 måneder på et lejeophold i starten af 2019. Han fortæller lidt, om hans forventninger til at skulle møde sin gamle klub i morgen:
”Jeg tænker egentlig ikke på kampen som en anderledes kamp, end alle de andre vi har spillet. Den skiller sig selvfølgelig ud, fordi jeg kender en del af spillerne på deres hold, men det glemmer man hurtigt i kampens hede.”

Mathias Damgaard er også bevidst om, at han skal spille mod sine gamle holdkammerater i morgen. Det håber han at kunne bringe i spil:
”Jeg vil altid slå de modstandere, vi møder, og når jeg nu kender nogle af dem og deres kvaliteter, håber jeg på, at jeg kan være behjælpelig med at sætte disse kvaliteter ud af spil. Jeg håber, vi kan slå dem ved at spille vores spil med en masse afleveringer i holdet, så det er os, der har kontrollen over bolden, og at vi så ikke vinder på tilfældigheder, men simpelthen fordi vi på dagen spiller bedre end Middelfart.”

Søren Andreasen tilføjer, at det naturligvis vil være rart med en sejr i morgen, når han møder sine gamle holdkammerater:
“Jeg vil selvfølgelig gerne have håneretten overfor de kammerater, jeg har i Middelfart. Så jeg satser selvfølgelig på en sejr og forhåbentlig en solid kasse eller to.”

 

Damgaard, Andreasen og From er dog ikke de eneste på vores hold med relation til Middelfart. Emil Hauge er fra lokalområdet og har tilmed en svigerfar, som er formand i Middelfarts amatørafdeling, og som plejede at speake til nogle af deres hjemmebanekampe. Han tilføjer:
”Det vil helt sikkert betyde lidt ekstra med en sejr i morgen. En kamp mod Middelfart betyder altid lidt mere både på grund af svigerfar, men også fordi jeg kommer fra en af nabobyerne til Middelfart, så jeg har spillet en del lokalopgør mod dem.” 

#forzafremad

Kære netværk, Selvom vi snart står overfor en vinterpause, hvor der ikke bliver spillet så meget bold på Vangen, fløjter vi alligevel op til kamp!

Gennem et tæt samarbejde med Jobcenter Aarhus vil vi hjælpe udsatte borgere i job under overskriften: Samarbejde om lokal jobskabelse.



Sammen med jer og igennem dialoger vil vi afprøve en model, hvor ansættelse af ledige, der har vanskeligt ved at komme i job, tænkes sammen med fleksibel rekruttering og vækst i virksomhederne.

Målet er, at de ledige bliver en del af arbejdsfællesskabet, opnår selvforsørgelse og at klubbens netværks- og sponsorvirksomheder herigennem får løst meningsfulde arbejdsopgaver.


Vi i Aarhus Fremad er klar til at løfte denne vigtige opgave, men vi selvsagt har brug for jeres hjælp.

Derfor vil vi kraftigt opfordre jer til at booke et uforpligtende møde, hvor vi kan fortælle mere om projektet og hvor vi sammen kan få afdækket jeres mulige behov for arbejdskraft.

Forza Fremad!
#DSNG

Hvem: Dalum IF
Placering: 4. pladsen (19 point i 11 kampe)
Hvor: ASA’s kunstanlæg (Robotize Park)
Hvornår: Lørdag d. 14/11, 14:00

I morgen spiller vi vores sidste hjemmebanekamp i efteråret, og i den anledning får vi besøg af fynboerne fra Dalum. Selvom det er vores sidste kamp på hjemmebane, er det desværre ikke Riisvangen, vi spiller på, men ASA’s kunstgræsanlæg på Frederikbjerg. Grunden til det er, at vi ifølge kommunen kun må spille én kamp på græs i november, da der ellers frygtes, at vi ødelægger banen på Vangen. Det faktum, at vi spiller på ASA’s anlæg og ikke Riisvangen, ændrer dog ikke på, at holdet er indstillet på at skulle tage 3 point i morgen. Vi har snakket med Marcus Kirchheiner, som sætter nogle ord på vores modstander og udfordringen i morgen:

”Vi skal spille på kunst, hvilket forhåbentligt er godt for vores spil. Først og fremmest fordi vi kan flytte bolden hurtigere, og så er det generelt bedst for hold som os, der gerne vil have bolden. Det burde være positivt for os, selvom vi ikke spiller på vores rigtige hjemmebane. Dalum har gjort det godt og ligger godt i tabellen. Jeg tænker, de kommer med mere end sidst, vi mødte dem, qua deres selvtillid og gode stime. De har skrabet mange point sammen, så vi må ikke undervurdere dem, og vi skal spille op til vores bedste. De kommer helt sikkert også med power og vil helt sikkert gerne udfordre os. Vi skal bare kunne stå imod og bygge videre på vores ting. Vi har spillet godt de sidste par kampe med tre rigtig gode præstationer efter B93-kampen. Jeg synes, vi har fået lagt et godt fundament og spillet godt, så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne levere en god præstation i morgen.”

Vores forsvarsspiler, Kirch, lægger vægt på nogle af de positive aspekter, der er i, at vi skal spille på kunstgræs i morgen. Selvom en kunstgræsbane kommer til at blive en positiv faktor for boldens gang, så er det dog på bekostning af, at Riisvangen må vente til foråret:

”Vi er selvfølgelig ikke i vores vante omgivelser, selvom vi har spillet på ASA før, kender det og har trænet der i går. Det er selvfølgelig uden tvivl fedest at spille hjemme på Riisvangen foran vores fans. Det spiller en rolle, men så snart vi er i gang, så kommer det ikke til at betyde det store.”

Tre point i sidste hjemmekamp i efteråret, vil naturligvis betyde meget:
”Det er meget vigtigt for os at skrabe nogle point sammen, så vi kan nærme os toppen og ikke sætte os længere væk, end vi har gjort. Selvom vi har haft gode perioder, har vi brug for at få nogle point ud af det. Vi har spillet rigtig godt i mange kampe i den her sæson, men det har bare ikke givet så mange point, som vi har håbet. Det håber vi, det gør i morgen, og at vi kan sætte mere pres på de andre hold, som Thisted og Jammerbugt, der ikke spiller. Dalum ligger også selv over os, så det er en sekspointskamp, vi skal spille, og det gør det endnu vigtigere i forhold til at slå dem. Så vil vi selvfølgelig også slutte godt af på hjemmebane, selvom det ikke er vores helt rigtige. Vi er klar til at gøre alt for at vinde.”

#forzafremad

Vi er glade for at kunne offentliggøre, at Lasse Hauge har skrevet kontrakt med klubben. Den 22-årige midtbanespiller har spillet meget i efteråret og har sammen med sin bror, Emil Hauge, udgjort en god duo på midten af banen. Det har resulteret i en kontrakt på halvandet år, der strækker sig frem til sommeren 2022. Lasse sætter selv ord på, hvad det betyder for ham at skrive med klubben:

”Det betyder meget for mig. Jeg ser det som et skulderklap og et signal på, at man har gjort det godt.  Det er mest anerkendelsesværdien, der betyder noget for mig, fremfor det økonomiske. Selvfølgelig er det da dejligt at tjene lidt penge på fodbold, men jeg ville spille i Fremad alligevel og bruge ligeså meget tid på det, fordi jeg elsker at spille fodbold.”

Det er til stor tilfredshed for vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, at Lasse er kommet på kontrakt. Men Morten er i særdeleshed også tilfreds med Danmarksserietruppen, og den tur Lasse har haft igennem klubben.

”Der er en stor anerkendelse af klubben som helhed. Vores DS-trænere, Jacob Eichner og Kasper Hjørngaard, og ikke mindst hele miljøet og alle spillerne omkring DS har spillet en stor rolle. Træningsmiljøet, måden man er sammen på og opbakningen, de giver til unge spillere, som kommer ind i truppen, har i både Lasses og andres tilfælde haft en virkelig positivt indvikling på den måde, spillerne bliver integreret på. Der er selvfølgelig også en stor anerkendelse til Lasse selv, som faktisk var med i den første træningskamp, jeg havde med klubben i Horsens, hvor han blev skiftet ind det sidste kvarter, og hvor han senere så endte med at få debut i oprykningsspillet hjemme mod Brønshøj. Under Corona tog vi ham op, han trænede fast med 2. division derfra, og så har han officielt været en del af truppen efterfølgende,” fortæller Morten.

Han tilføjer desuden:
”I forhold til Lasses udvikling, fik man for øje, da han kom op, at han havde god tid og var meget tålmodig. Men samtidig med at Lasse har været tålmodig og rolig omkring det, har han virkelig været dygtig og god både til træning og i kamp. Han har ikke sat nogle grænser for ham selv og har taget enormt store skridt. Han er meget hurtigt blevet en vigtig spiller på den måde, vi gerne vil spille på. Han tager det meget roligt stadigvæk, og hans ydmyg tilgang udenfor banen og til sig selv står i skærende kontrast til hans på ingen måde ydmyg fodboldspil, fordi han spiller med stort mod. Lasse har virkelig en frigjorthed i sit spil, hvor han tør vise, hvor god han er. Vi så det sidst mod Randers, hvor han også turde spille på den måde, han er bedst til, selvom modstanderen selvfølgelig var en ekstra kvalitet den dag.”

Lasse gik i sommer fra at være en del af Danmarksserie-truppen, hvor han i løbet af foråret havde fået en række indhop på 2. divisionsholdet, til at være en fast bestanddel af 2. divisionstruppen, og det er siden da gået rigtig hurtigt.

”Da vi stod inden sæsonen i sommer, havde jeg overhovedet ikke regnet med, at jeg skulle have en kontrakt, da de skrev med alle de andre. Det er gået stærkt. Jeg fik chancen de første par kampe, da vi havde nogle skader, og så har jeg bare grebet den og spillet mig mere og mere ind på holdet. Det var selvfølgelig en udfordring i starten at skulle vende sig til tempoet osv., for det er noget andet at spille 2. division. Det er bare gået godt, og jeg kan også mærke, at jeg har gennemgået en større udvikling personligt. Så er jeg bare blevet hjulpet godt på vej ved at spille på et godt hold, og så kendte jeg jo også alle mand i forvejen,” fortæller Lasse.

Information 

Aarhus Fremad – Dalum
Lørdag kl. 14.00

OBS!!! KAMPFLYTNING  Vores kamp mod Dalum IF er blevet flyttet fra Riisvangen til ASA’s anlæg på Frederiksbjerg. 

Dette skyldes at vi ikke har tilladelse til at spille to kampe i november måned på Riisvangen. Vores stadion bliver desværre ikke prioriteret højere end andre baner i kommunen. 

Vi råder dog kun over 200 pladser til kampen. Derfor beder vi alle sæsonkortholdere tilmelde sig kampen, da vi ellers sælger de stole til anden vis, som ASA  stiller op til kampen.

Der er 67 tilmeldte på nuværende tidspunkt, hvilket vi er meget glade for. Du kan se om du er tilmeldt her – Sæsonkort til Dalum

Hvis sæsonkortholdere og sponsorer ikke fylder pladserne ud, begynder vi et billetsalg torsdag eftermiddag. 

TIlMELDINGSDEADLINE ER ONSDAG 11/11-20 kl 16.00 og skal ske på info@aarhus-fremad.dk, hvor navn, antal og boldbilletordre ID skal oplyses. 

#Forzafremad #dsng

Hvem: SfB Oure
Placering: 13. pladsen (7 point efter 10 kampe)
Hvor: Fynske Bank Arena Høje Bøge
Hvornår: Lørdag d. 7/11, 13:00

Endnu en udfordring venter, og denne gang er det fynboerne fra Oure, som vi gæster i morgen. Efter en tæt, velspillet kamp i sidste weekend mod rækkens nuværende bedste hold og nr. 1, Jammerbugt, er holdet klar til at få tre vigtige point med hjem i morgen. Christian Bech er i denne uge med i optakten, og han er overbevist om, at der skal leveres i morgen:

”Vi har set, at Oure er et rigtig godt hold offensivt. De kan godt lide at have bolden og spiller med stor kreativitet i deres offensiv, angriber med mange folk og ligner et meget spændende hold. Defensivt har de nogle mangler, som vi forhåbentligt kan udnytte. Vi har ikke selv været inde i en resultatmæssig god periode, så vi ved, det ikke har nogen betydning, hvor de ligger i tabellen. Jeg ved, fra hvad vi har set, at det er et rigtig godt hold. Så selvom de ikke har vundet de sidste par kampe, har det ikke noget at sige. Vi undervurderer ikke vores modstandere, men vi tror samtidigt på os selv. Det bliver en spændende kamp.” fortæller Bech om modstanderen i morgen.

Sidste uge bød som nævnt på Jammerbugt, hvor holdet ifølge Bech leverede en ganske god præstation, og det medfører naturligvis, at der er ting, som skal føres videre til kampen i morgen:

”Jeg synes, vi spillede en utrolig god kamp set over 90 minutter. Vi lykkedes med de ting, vi gerne vil. Vi får etableret vores spil højt på deres bane og får produceret nogle okay store chancer. Så det er noget af det, vi skal tage med fra kampen, og som vi har arbejdet med. Vi vil gerne sætte spillet højt på deres bane, presse højt, tage styringen i kampen og få præmisserne over på vores side.”

Det er ingen hemmelighed, at resultaterne ikke har været dem, som vi har ønsket os. Det er dog ikke ensbetydende med, at der mangler gejst eller målrettighed ifølge Bech:

”Vi gør stadig de samme ting, som vi plejer, fordi vi ved, det på sigt flytter os som hold og som spillere. Så vi har stadig en stor tro på, at de principper, trænerstaben bringer, nok skal give resultater. Hvis vi ændrer på det nu, så mister vi det koncept, som har virket utroligt godt for os, både i sidste sæson, men også i store dele af denne sæson. Det er lige den sidste skarphed, vi føler, der mangler. Både på den sidste tredjedel, og så også det med at få tippet marginalerne over på vores side. Når det kommer, så tror jeg, det her vender rimelig hurtigt. Jeg synes stemningen er god. Der er ingen, der hænger med hovedet eller har ondt af sig selv. Det skal vi heller ikke have, for så bliver det bare værre. Vi tror på os selv, og jeg er sikker på, det nok skal give afkast her de sidste 3-4 kampe, vi har, inden vinterpausen.”

En sejr vil naturligvis betyde meget i morgen:
”Hvis vi kan få tre point mod et god hold som Oure, så giver det selvfølgelig noget selvtillid og en yderligere bekræftelse i, at tingene kan lade sig gøre. Tre point vil betyde utroligt meget, og det skal vi også ud og have i morgen.”

#forzafremad

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

14:00

Aarhus Fremad vs Middelfart

Seneste kamp:

14:00

Aarhus Fremad vs Middelfart

Stillingen:

Standings provided by Sofascore

ShoP