nyheder:

Vi er glade for at kunne melde ud, at vi har sikret os Marcus Kirch et år yderligere, end hvad hans oprindelige aftale med Fremad rakte til. Det betyder, at Kirch nu er på kontrakt med os indtil sommeren 2023. Og ligesom os er Kirch heldigvis glad for at have sat sin underskrift på en aftale to år frem fra nu.

”Jeg er selvfølgelig glad for, jeg er en af dem, der får forlænget. Jeg føler en tillid fra trænerne – at de tror på og gerne vil beholde én. Det er i hvert fald, hvad de viser, når de gerne vil forlænge med mig, selvom jeg egentlig havde kontrakt et år endnu. Så det er jeg bare glad for og tager som et skulderklap.”

Kirch fortæller, at hans udvikling er i fuld gang, og det derfor også giver god mening for ham at binde sig et år yderligere. Det var heller ikke lang tid, han skulle bruge på at træffe beslutningen, fortæller han.

”Det var en forholdsvis nem beslutning, for jeg er mega glad for at være heroppe. Jeg har det rigtig godt med gutterne og er glad for den måde, vi spiller på, fordi den også gavner mig. Jeg tror aldrig, jeg har spillet på det niveau her før. Mit personlige niveau er også vokset og udviklet sig meget de sidste halvanden, to år. Så det er virkelig godt personligt for mig. Derfor var det også en nem beslutning. Jeg vil gerne noget med min fodbold og gad godt noget mere i fremtiden. For nu lukker det jo ingen muligheder for mig fremadrettet. De tror på mig, så jeg skal bare knokle på og give den fuld smadrer.”

Kampen spiller lørdag den 2. Oktober kl. 14.00. Indgange åbner 13.15

Billetter købes på dette link: https://tickets.eventbilletten.dk/events?distributionId=179488

Den første kamp i lang tid uden nogle former for restriktioner. Vi holder dog fast i følgende:

  • Billetter skal købes på forhånd, da det er nemmest for dig og os som klub.
  • Priserne er kr. 50,- + gebyr for Voksne og kr. 30,- + gebyr for børn/pensionister.
  • Du må gerne tage en stol med, men du må også gerne stå op. Du bestemmer selv.
  • Vi forsætter med at dele indgange op, så alle med sæsonkort eller billetter skal gå ind via indgangen SORT

Udebanefans er igen tilladt og de køber også bare plads via sort indgang.

Vi glæder os til at se dig/jer på Riisvangen

#dsng #forzafremad #altidfremad

Vi har fået ny offensiv profil til Fremad. Sebastian Buch er kommet til på en aftale, der strækker sig frem til udgangen af 2021. Buch har senest været i Norge og spille, hvor han var lejet til IK Start fra FC Midtjylland. Efter 22-årige Sebastian Buch og Midtjylland gik hvert til sit, skulle Sebastian ud og finde ny klub. Det blev heldigvis Fremad, og det er klart, at Buch er godt tilfreds med at kunne kalde sig Aarhus Fremad-spiller.

”Jeg har det godt med at blive Fremad-spiller. Jeg havde et tilbud i Norge – også med en væsentlig højere løn, der ville svare til en fuldtidskontrakt – men jeg kunne ikke se mig selv i det. Der, hvor jeg ser mig selv nu efter en del lejeophold, er et sted, hvor jeg skal ud og genfinde glæden ved fodbolden og føle mig som en del af noget. Nu kender jeg en del i Fremad, så det har klart også gjort det nemmere for mig i forhold til at skulle et helt nyt sted hen. Jeg vil helt sikkert nemt kunne falde til her, og så bor jeg i Aarhus. Jeg følte bare, det hele gik op i en højere enhed ved at skrive med Fremad. Nu var jeg ude og træne lidt med i januar, og jeg ser det som en klub med et højt ambitionsniveau. Fodboldniveauet er også helt vildt højt, så det var naturligvis også med til at gøre, jeg valgte Fremad.”

Sebastian Buch har allerede som 22-årig god erfaring i bagagen. Han er opdraget i AC Horsens og FC Midtjyllands ungdom og kommer senest fra norske IK Start. Han har tidligere også været på lejeophold i både FC Fredericia og Skive. Derudover står han noteret for 33 ungdomslandskampe, så der er ikke tvivl om, at vi får en spiller ind, som har noget ekstra at byde på i form af talent, men også erfaring på trods af hans unge alder. Og som desuden allerede har vist, han kan indgå i et topprofessionelt, ambitiøst setup.

”Min tid i de forskellige klubber har været med til at give mig mere hård på brystet. Nu har jeg været i to forskellige 1. divisionsklubber herhjemme og så i en ret stor klub i Norge, og det har bare gjort det klart for mig, at det fedeste man kan lave er at spille fodbold. Selvom jeg i en alder af 22 år har spillet mange 1. divisionskampe i Danmark, så var det i starten meget nyt at gå fra at være U19-spiller til at lige pludselig ikke kun skulle spille med dem på sin egen alder. Men det har jeg ligesom vendt mig til, og jeg er sikker på, det har gjort mig til et bedre menneske og fodboldsspiller, at jeg har været rundt omkring og få den her erfaring så tidligt.”

Det er ikke rent tilfældigt, at Buch er endt i Fremad. Som han nævnte, trænede Buch med i januar, og har derfor et kendskab til mange i truppen. Desuden kender han en række af vores spillere fra sine ungdomsår, hvor han stiftede bekendtskab med en række på det danske ungdomslandshold. Men også cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, kender Buch fra sin tid i Fredericia.

”Jeg fik ophævet med Midtjylland, og så tænkte jeg, at jeg skal et sted hen, hvor der blandt andet er udsigt til spilletid. Jeg har været vant til i mine ungdomsår at være en vigtig spiller og være med til at bidrage med mål og være afgørende. Jeg kender Morten fra Fredericia og ved, hvordan han gerne vil spille. Det, synes jeg, passer godt til mig, så jeg tog egentlig bare fat i ham og spurgte, om jeg kunne få lov til at komme ud og træne med, så de kunne se mig an. Så jeg valgte egentlig selv at tage kontakt til Fremad, fordi jeg ser det som det bedste for mig.”

Og det er vi glad for Buch gjorde.

Velkommen til Fremad!

#forzafremad

Læs kampprogrammet til Aarhus Fremad – Thisted FC her

Hvis du er studerende, har vi en glædelig nyhed til dig. Fremover kan du og dine studievenner nemlig komme gratis til fodbold på Riisvangen ved fremvisning af studiekort i døren. Det nye tiltag træder allerede i kraft i morgen, når vi tager imod Thisted, så der er ingen undskyldning for at tage fat i kraven på dine kammerater og sætte kurs mod Vangen.

Vores direktør, Lars Kruse, fortæller, at det nye tiltag ikke bare skal komme de studerende til gode. Det gavner naturligvis også os selv, da vi gerne vil have så mange på Riisvangen og støtte holdet som muligt. Men også de samarbejdspartnere, vi har, kan få stor gavn af, at der kommer flere studerende på Vangen. Med flere spirende studerende, får vores partnere nemlig også bedre kår for potentielt at møde fremtidige ansatte.

”Vi vil gerne være erhvervslivets kanal ud i det pulserende studieliv. Vi har jo mange tilflyttere her i Aarhus, så der er måske også mange, som mangler en lokal klub at komme i. Dem vil vi selvfølgelig gerne have på Vangen. En ting er, at vi har de her venskabsklubber fra forskellige studier, men den helt store krølle på halen her er, at vi kan begynde at give de studerende gratis entré og fortælle dem, at de er mere end velkommen på Vangen,” fortæller Lars.

Studierabatten vil måske ikke slå igennem for de fodboldinteresserede, der allerede har Fremad på radaren. Men Lars fortæller, at det måske kan lokke et segment til, der ellers ikke bruger meget tid på at se fodbold.

”Vi prøver at fjerne de barrierer, der kan være, for ikke at komme herop. For den studerende, der nødvendigvis ikke interesserer sig for fodbold, gør den gratis entré måske, at de kan mødes med de kammerater, der gør. Så det handler egentlig om at gøre det til en happening rent socialt, hvor man kan mødes lørdag klokken 14, inden man skal noget andet. Både efter- og forfest kan ligeså godt starte hos os.”

”Det er en super privilegeret flok i forvejen, så vi er oppe imod mange ting. Det gør måske, man kigger i vores retning og faktisk bliver opmærksom på, at der er et fodboldhold i Aarhus, der spiller om lørdagen, hvor der også er kolde øl og god, underholdende fodbold på et hyggeligt stadion.”

Vi glæder os til at se flere af jer studerende på Riisvangen – allerede fra i morgen, når Thisted kommer forbi Riisvangen klokken 14.

Vi kan løfte sløret for, at vores angriber Søren Andreasen har forlænget med os i et år. Det betyder, at Søren kommer til at være på kontrakt i Aarhus Fremad indtil sommeren 2023. Søren er naturligvis selv glad for at binde sig et år yderligere, end hvad hans oprindelige aftale rakte til.

”Jeg er meget godt tilfreds med forlængelsen. Jeg nyder at være i Fremad og kan se mig selv i det – også i fremtiden. Det er et super spændende projekt, vi har gang i, så det var egentlig ikke så svær en beslutning.”

Søren kom til Fremad i vinterpausen 2020 fra Middelfart og var en af cheftræner, Morten Dahm Kjærgaards, første signings i klubben. Da vi i sommeren 2020 fik kontrakter på bordet, var det også klart, at Søren havde gjort sig fortjent til en af slagsen. Det er efterhånden godt over et halvandet år siden, at Søren blev Fremad-spiller, og heldigvis har han nydt at være en del af holdet på Riisvangen. (Forsættes under billedet)

”Det har været godt. Da jeg skiftede, manglede jeg lidt fodboldglæden. Den fik jeg tilbage i Fremad, og så har det egentlig bare fortsat. Det er et sted, man udvikler sig både inden- og udenfor banen. Det er fedt at være med og en del af. Jeg har det sådan, at de ting, man laver, skal være sjove, og man skal være glad for dem. Det kan jeg mærke, jeg er i Fremad.”

Søren har siden sin ankomst til Fremad vist sig at blive en vigtig del af vores offensiv. Hans arbejdsomhed og offensive kvaliteter har ofte givet pote, og i den igangværende sæson har han allerede nettet tre gange. Selvom pointene måske ikke afspejler det, føler Søren ikke kun, at det er ham selv, der er kommet godt fra start.

”Nu skal der til at ske lidt mere. Det tror jeg godt, vi kan forvente. Det har været en fin start for mig selv, men også for holdet, selvom vi ikke har fået de point, vi føler, vi har været berettiget til. Vi har spillet godt og fortjent bedre, men jeg er slet ikke nervøs for, det nok skal komme. Jeg har selv før prøvet som angriber, at man for eksempel ikke har haft nogen afslutninger på mål, og at det bare ikke kørte. Men sådan er det ikke her. Vi får skabt chancer, så det handler bare om at få det sidste til at spille, så vi får sejrene i hus.”

Ved siden af fodbolden er Søren i lære ved vores samarbejdspartner og rygsponsor JDH-byg (se billedet af Andreasens ryg herunder), hvor han har to år tilbage af sin samlede uddannelse.

#forzafremad

Kampen spiller lørdag den 18. september kl. 14.00. Indgange åbner 13.15

Billetter købes på dette link: https://tickets.eventbilletten.dk/events/360885/info?distributionId=179488

Den første kamp i lang tid uden nogle former for restriktioner. Vi holder dog fast i følgende:

  • Billetter skal købes på forhånd, da det er nemmest for dig og os som klub.
  • Priserne er kr. 50,- + gebyr for Voksne og kr. 30,- + gebyr for børn/pensionister.
  • Du må gerne tage en stol med, men du må også gerne stå op. Du bestemmer selv.
  • Vi forsætter med at dele indgange op, så alle med sæsonkort eller billetter skal gå ind via indgangen SORT

Udebanefans er igen tilladt, hvilket vi ser frem til

Der vil blive sendt information rundt til billetkøber og sæsonkortholdere sidst på ugen med yderligere information.

Vi glæder os til at se dig/jer på Riisvangen

#dsng #forzafremad #altidfremad

Læs kampprogrammet til Aarhus Fremad – Næstved Boldklub her

Vi har atter udvidet i staben og fået endnu en stor kompetence til klubben. Fremad har fået en af landets bedste sportspsykologiske konsulenter tilknyttet i form af Nicklas Pyrdol, som er blevet ’Chief of Staff’ i Fremad. Titlen indebærer, at han skal arbejde i tæt dialog som sparringspartner med staben. Nicklas skal fungere som et kritisk værktøj, der hele tiden skal forsøge at holde trit med vores trænerstab og udfordre dem til at blive bedre og skarpere på alt, hvad de laver.

Nicklas har været i Team Danmark, DBU, forbi Ajax og arbejder med adskillige ind- og udlandsprofessionelle fodboldspillere. Derudover har Nicklas været ekstern lektor på SDU og har ovenikøbet været forbi Stanford University. I dag arbejder Nicklas hovedsageligt indenfor erhvervslivet, hvor han er selvstændig konsulent. Nicklas har i 10 år arbejdet som sportspsykologisk coach, og han er ikke bleg for at melde, at Fremad spiller en stor rolle for ham.

”Aarhus Fremad bliver min hovedsagelige beskæftigelse,” fortæller han med et smil på læben.

Nicklas’ rolle i Fremad kommer ikke kun til at bestå i at agere sparringspartner og djævlens advokat overfor trænerstaben. Selvom Nicklas i første omgang kommer til at bruge det meste af sin tid på kontoret med de andre i staben, får han også andre opgaver at se til.

”Jeg bliver også mentor og superviser for et dygtigt, ungt talent på området, nemlig Qvick, som kommer til at arbejde med truppen. At han arbejder med truppen, er der flere årsager til. Den første er mere praktisk. Qvick kan være i klubben mere fysisk og derfor håndtere spillerne bedre på daglig basis. Men det er ligeså meget for at lave en opdeling, så spillerne ved, at når de snakker med Qvick, så er det fuld fortroligt. Selvom man kan opbygge en stor tillid med spillerne, så vil der altid være en følelse af, at visse ting kan være ømme, hvis vedkommende, man snakker med, er en del af staben – som jeg kommer til at være.”

”Derudover ønsker Morten, at staben har én, som udfordrer dem. Normalvis kan staben få lov til at gå rundt og hvile i deres egne værdier og ledelsesfilosofi, men der er måske ikke nogen, som er den person, der udfordrer dem. Jeg kommer til at være vedkommende, der kan udfordre dem på ledelse og på deres måde at være stab omkring truppen på.”

Men hvordan kan det være, at Nicklas’ nye projekt skal finde sted i Fremad? Det er der gode grunde til.

”Der er en filosofi omkring miljøet, man vil bygge op, som jeg 100 procent kan stå inde for. Selv nogle af de store miljøer i Danmark, vil jeg ikke nødvendigvis med min faglighed kigge på og tænke, ’det er vejen frem’. Det fungerer sikkert for dem, men der er noget her på stedet omkring filosofien med de spillere, man gerne vil have, måden man vil spille fodbold og udvikle spillerne og truppen som mennesker på, som jeg bare synes er for fed.”

”Den filosofi, der er her, er gennemsyret. Der er opbakning fra øverste ledelse, trænere og stab. Alle er enige i at eksekvere på den. Spillertruppen er sammensat for at udleve den. Det findes ikke andre steder på det niveau her. Det er det, der er interessant for mig at se – nu gør man alt det rigtige, hvad mit fagfelt vil sige, man burde. Hvad skal der til for at omsætte det til sportslig succes? Når det lykkes, kan det få den anerkendelse, det fortjener. Det bliver ikke bare en sød filosofi, og ’hvor er det fedt i Fremad, de har en stærk kultur’ – så vil der aldrig være nogen, der tager imod det og tør lade det smitte af på dem. Hvis flere steder turde gøre det samme, så tror jeg på, fodbolden ville få en anden plads i samfundet – et andet ry, end bare et kompetitivt sted, hvor man bliver elitær meget tidligt, og folk bliver sorteret fra, når de træder ved siden af.”

Nicklas har arbejdet med vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, som sparringspartner de sidste 10 år, men helt centralt for Nicklas er, at Aarhus Fremad arbejder med kultur, filosofi og principper, der er urokkelige. Og så er det sportslige setup noget lignende, man kun ser i Superligaen, fortæller han.

Men endnu et vitalt aspekt for Nicklas er, at der er en opbakning fra ledelsen, der ikke findes andre steder.

”Jeg har mødtes med Lars Kruse, og man har en ledelse, som bakker op om en langsigtet strategi, og som siger, at vi skal gøre tingene på en måde, så det bliver et sted, man har lyst til at være, blive og tage til. Det vil alle andre klubber sige, men reelt ikke gøre. De vil fyre cheftræneren efter tre nederlag, de vil ret hurtigt give de tre spillere, som scorer mange mål og brokker sig over en dårlig kontrakt, nye og store kontrakter, og så ikke give en skid til de andre. Det er så nemt at sige, men her er der nogle mennesker, som faktisk gør det og står ved deres principper.”

Det, som der arbejdes på i Aarhus Fremad, er noget, som Nicklas fortæller, man har set før i dansk fodbold. Men dog kun med succes til en hvis grad.

”Den egoistiske grund til, jeg er her, er, at jeg gerne vil se, om man kan tage Aarhus Fremad og give dem den samme udfordring, som man før har set andre danske klubber med lignende setup have. En stærk kultur og fællesskab, som bygger på nogle sunde værdier. Så kommer der en sportslig succes og en helt masse penge, og det, der skete, var, at det krakelerede og smuldrede under fødderne på dem. Jeg vil gerne se, om man kan give Aarhus Fremad den samme udfordring og så bibeholde de her ting, holde fast i principperne, filosofien osv., når der begynder at komme penge og spillere med flotte CV’er, der prøver at komme ind i truppen. Hvis det kan lade sig gøre, har vi skabt noget unikt. Så er det beviset på, at det er kultur, klub og ideologi før kortsigtede resultater.”

Selvom Nicklas er kommet til nu og vil være en del af Fremad på fast basis, fortæller han, at hans arbejde for alvor begynder, når Fremad tager skridtet op fra 2. division.

”Hvis resultaterne kommer, hvilket vi har set før andre steder med lignende koncept, så er det fantastisk – men vi skal holde fast i det. Jeg er i det her på lang sigtet, fordi det bliver rigtig spændende den dag, vi rykker op i 1. division. Når vi begynder at spille 1. division og får tv-kampe og møder Superliga-spillere, så bliver hele kulturen udfordret. Jeg vil gerne være med hele vejen, fordi hvis staben og kulturen ikke er klar til den udfordring, der kommer, er det russisk roulette. Så jeg er med nu, fordi vi gør klar til den dag, hvor det sker. Og ja, så starter mit arbejde for real.”

Byd Nicklas Pyrdol velkommen i Fremad.

#forzafremad

Kampen spiller søndag den 12. september kl. 14.00. Indgange åbner 13.15

Billetter købes på dette linkhttps://tickets.eventbilletten.dk/events?distributionId=179488

Den første kamp i lang tid uden nogle former for restriktioner. Vi holder dog fast i følgende:

  • Billetter skal købes på forhånd, da det er nemmest for dig og os som klub.
  • Priserne er kr. 50,- + gebyr for Voksne og kr. 30,- + gebyr for børn/pensionister.
  • Du må gerne tage en stol med, men du må også gerne stå op. Du bestemmer selv.
  • Vi forsætter med at dele indgange op, så alle med sæsonkort eller billetter skal gå ind via indgangen SORT

Udebanefans er igen tilladt, hvilket vi ser frem til

Der vil blive sendt information rundt til billetkøber og sæsonkortholdere sidst på ugen med yderligere information.

Vi glæder os til at se dig/jer på Riisvangen

#dsng #forzafremad #altidfremad

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

15:00

B 93 vs Aarhus Fremad

Seneste kamp:

15:00

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP