nyheder:

af: Cheftræner, Claus Christiansen

Søndag skulle vi forsøge at få point mod rækkens tophold Fremad Amager, men det gik desværre ikke, og vi måtte rejse hjem fra Amager med et 5-1 nederlag i kufferten efter 2-1 ved pausen. Vi fik i starten af 2. halvleg direkte rødt kort og kom bagud 3-1 på straffesparket og så var det op af bakke.

Kort før start måtte vores keeper Peter Ravn melde forfald. Reservekeeper Jonas Olsen stod derfor mellem stængerne i stedet for. Amager lagde fra start et hårdt tryk på os, og de hældte bolde ind i feltet, hvor de testede vores keeper. Efter 9 min. gav det bonus, da Jonas lavede straffespark, og på det scorede Amager, og dermed  var vi hurtigt i kampen bagud 1-0.
 
Kort derefter blev Khaled nedlagt i feltet. Klart straffespark, men det er åbentbart lidt svært for de jyske hold at få straffespark i Københavnsområdet, da dommeren ikke dømte det!!! Efterfølgende var vi primært farlige på dødbolde, og på et langt indkast fik Nicklas Ullum headet bolden ind til 1-1. Amager fortsatte dog trykket, og efter 30 min. blev det 2-1 til værterne efter et hjørnespark. Vi kunne ikke helt få spillet til at fungere, da Amager pressede os godt.
 
2. halvleg var kun 3 minutter gammel, da vores anfører Andreas Damgaard fik direkte rødt. Samtidig fik hjemmeholdet dagens andet straffespark, og det udnyttede de igen til at bringe sig foran 3-1. Vi valgte herefter at  justere lidt, og foretog en defensiv udskiftning for at stabilisere holdet. En mand i undertal var en for stor mund, og selvom vi fik en chance ved indskiftede Victor Nielsen, hvor han skød ved siden af, så var det nu hjemmeholdet der dominerede, og i det sidste kvarter fik øget til 4-1 og 5-1, hvilket også blev slutfacit.
 
Alt i alt en fortjent sejr til Fremad Amager, der var mere sultne end os, og den sult skal vi have fundet frem for igen at vinde. Vi har set i kampene mod de 2 tophold, at vi stadig mangler lidt for at være med, men det kommer til at gå ud over Brønshøj som gæster Riisvangen på lørdag kl. 15. Til lørdagens kamp bliver der  lidt rokeringer, så vi får friske ben på banen fra start.

Lørdag blev det til en sikker 4-0 sejr over Marienlyst efter 1-0 ved pausen. Sejren var aldrig i fare dertil var der for stor forskel på holdene i lørdags.
 
Kampen startede med at begge hold følte hinanden lidt an, og der var en masse nærkampe midt på banen, men ingen af holdene var dog rigtig farlige. Vi skulle helt hen til det 26. min. før der kom gang i scoringen. Khaled Paikar opfangede en for dårlig tilbagelægning og driblede uden om keeperen og scorede i det tomme mål. Det gav lidt ro på for vores spil, og vi virkede nu mere sikker i vores boldomgang. Marienlyst spillede på meget lange bolde mod deres farlige angriber Sandro, men vores forsvar havde ingen problemer med at dæmme op for det.
 
2. halvleg blev en ensidig affære, da Uffe Troensegaard bragte os foran med 2-0 i det 48. min. Minuttet efter burde Khaled have gjort det til 3-0, men målmanden reddede denne gang. Vi producerede mange chancer mod et modløst hold fra Fyn, der ikke virkede særlig motiverede. 3-0 blev det i det 61. min., da Morten Bundgaard tog et træk ind i banen og sparkede den ind ved fjerneste stolpe. Marienlyst prøvede derefter med en ekstra angriber, men de kom kun til en stor chance i det 88. min., hvor indskiftede Jakob Udesen havde en stor chance efter en dødbold, men han ramte ikke bolden ordentligt. I stedet blev det 4-0, da en tilbagelægning til målmanden fik lov at stryge hele vejen i mål. Derudover havde vi to skud på stolperne, så det kunne sagtens være blevet endnu større.
 
Vi er meget tilfredse med sejren og har nu bidt os fast i det store midterfelt, hvor der kun er 3 point op til 2. pladsen. Det var en generelt god holdindsats og en god attitude fra spillerne.
 
Næste kamp er på søndag, hvor vi gæster Fremad Amager kl. 13.00. Til den kamp håber vi igen på stor opbakning – også fra vores Sjællandske fans.

Aarhus Fremad strøg ind i Oprykningsspillets- og forårets første nederlag, da de tabte 3-0 til topholdet BK Frem i en rodet og fysisk affære. ”Vi taber til et klart bedre hold,” lyder det fra cheftræner Claus Christiansen.

For tredje gang på lidt over en uge drog Aarhus Fremads spillere mod hovedstaden – denne gang for at møde Frem. På forhånd havde mange spået netop denne færd til at blive en af de sværeste ture østpå – og de forudsigelser viste sig sande.

Efter pointhøsten først mod AB og senere mod Hvidovre havde Fremad markeret sig på fin vis over for de resterende modstandere. Frem havde heller ingen intentioner om at undervurdere dagens jyske modstand, og de dominerede kampen fra første fløjt.

Kampens begyndelse havde et højt tempo, og kun ved sjældne lejligheder besøgte Fremad BK Frems banehalvdel. Frem holdt flot fast i bolden og lignede i store perioder af kampen allerede et 1. divisionshold. Efter 18 minutters spil gik den heller ikke længere for Fremad. Frem-anføreren Christian Stokholm krøllede på smuk vis bolden i nettet bag en forsvarsløs Peter Ravn.

Herefter faldt Frem en smule i kadence, hvilket tillod pletvise Fremad besøg i den offensive ende. Kampen forløb med utallige ballonbolde og ukontrollerede pasninger, der sammen med den fysiske magtkamp på midten af banen, bidrog til den rodede affære. Op til pausen formåede Aarhusianerne at spille sig mere ind i kampen – dog uden nogle egentlige målchancer.

Det optimistiske spil fortsatte efter pausen, hvor Fremad nu havde den tiltagende medvind, der måske kunne puste spillet lidt længere frem af banen. En uheldig situation i Fremad-defensiven tillod dog Frems andet mål i kampen. 2-0 til Sydhavnens drenge.

Sporadisk men alligevel romantisk forsøgte de godt 20 dedikerede Aarhus-fans at lokke deres drenge frem ad banen, men et drilsk indlæg i det 70. minut skulle slukke selv den mindste tilbageværende vildskab hos de fremmødte ’tigere’. Peter Ravn gik galt af det afrettede indlæg, og bolden endte lige i fødderne hos Frems Danny Andersen, der let lagde bolden ind i det tomme mål.

I resten af kampen sparede begge hold på nogle kræfter, der måske allerede var brugt. Efter et intenst påskeprogram for begge mandskaber føltes kampen overstået. Fremad forsøgte i de døende minutter at stikke til storklubben. Både Uffe Troensegaard og Michael Sten Jensen havde muligheden for en reducering, men forløsningen udeblev. Til slut i opgøret fik Lasse Nørdam et rødt kort for at hindre end Frem-kontra. Både han og Nicklas Ullum – der fik en advarsel i opgøret – har derfor karantæne i næste runde. Med dagens nederlag indtager Aarhus Fremad rækkens 10. plads – 8 point bag førerholdet Frem.

Efter kampen var det en fattet Claus Christiansen, der sagde:
”Frem var bedre end os i de fleste af spillets facetter. Selvom vi kommer lidt mere med i anden halvleg, så var de skarpere end os og lukkede egentlig kampen med scoringen til 2-0. Derefter var det svært at komme tilbage i opgøret. Selvfølgelig er vi skuffede, men vi må også erkende, at vi tabte til et klassehold i dag.”

”Set i bagklogskabens lys skulle vi måske have valgt medvinden i første halvleg. Så havde vi været med fra kampens start i stedet for, at der skulle gå 45 minutter, før vi kom ind i kampen. Jeg tror faktisk, at det blev udslagsgivende, og så er det ikke sikkert, at vi havde tabt med 3-0. Men der er en masse ting, vi skal have rettet op på, og vi mangler i hvert fald noget ift. topholdene,” sagde cheftræneren.

Efter at have overstået tre ud af otte udebaneture, kan Fremad se frem til forårssæsonens første hjemmebanekamp i næste runde. Her kommer Marienlyst på besøg, og det luner da også hos cheftræneren, at man slipper for den lange bustur denne gang:
”Vi glæder os rigtig meget til at spille hjemmebanekampen på lørdag mod Marienlyst. Det bliver godt at kunne cykle til kamp.”

Kampen mod Marienlyst, der ligger nummer 11 blot et enkelt point bag Fremad, sparkes i gang på Riisvangen Stadion klokken 15 lørdag den 2. april.

For anden gang indenfor en uge stod den på en tur til København, hvor modstanderne var Hvidovre, der i første runde spillede 1-1 hjemme mod rækkens duks, Brabrand. Endnu en gang var det et undertippet Aarhus Fremad mandskab, der løb på en noget knoldet bane mod et ukendt modstanderhold.

(Foto af: Martin Ladegaard, Hvidovre IF)

Efter den flotte præstation og sejr i Gladsaxe mod AB var det et selvtillidsfyldt Aarhus Fremad hold, der gæstede Hvidovre på Kæmpernes Arena. Kampen blev spillet på en meget vanskelig bane, hvilket gjorde at begge hold bragte bolden direkte fremad banen. Første halvleg startede med et lille overtag til hjemmeholdet, der dog aldrig blev farlige. Til gengæld viste Fremad stor styrke i omstillingsspillet, hvor især Khaled var et ubehageligt bekendtskab for hjemmeholdets to midterforsvarer.

Hjemmeholdet havde bolden mest og fik et par chancer på langskud uden dog at ramme målet. I det 37 minut blev Aarhus Fremad for første gang farlige, da et indlæg blev afsluttet tæt over mål af et hovedstød fra Uffe Troensegaard. Fire minutter senere fik Fremad en god mulighed for at komme foran lige inden pauseteen, da Hvidovres målmand halvklarede et frispark fra Malte Færge, og pludselig stod Chris Lind helt fri ved bagerste stolpe. Bolden blev sparket højt over mål fra en lidt spids vinkel, og så endte første halvleg uden scoringer.

Fra begyndelsen af anden halvleg sad gæsterne på spillet. En hårdt arbejdende Khaled Paikar kæmpede sig forbi to Hvidovre forsvarer og fortsatte uden om en fremstormende målmand, hvorefter han serverede bolden for Morten Bundgaard, der kom til på bagerste stolpe. Desværre for Fremad ramte Bundgaard en Hvidovre forsvarer på målstregen, og forspildte hermed en rigtig stor mulighed for at bringe gæsterne i front.

Hvidovre fik efter chancen mere spil og det udmøntede sig i, at hjemmeholdet bragte sig foran på et flot mål i det 62. minut. Ved bagerste stolpe modtog Kenneth Emil Andersen bolden efter et fladt indlæg fra Hvidovres højre side. Han snød Anders Nissen med et flot træk og sparkede bolden op i modsatte målhjørne uden chance for Peter Ravn. Noget af en dukkert for udeholdet.

Fremad kæmpede sig dog tilbage i kampen og efter et langt indkast fra venstre side fik Uffe Troensegaard lavet en tæmning og taget et lille træk i feltet, hvor en Hvidovre forsvarer kom for sent og begik straffespark. Malte Færge eksekverede sikkert og udlignede dermed fortjent hjemmeholdets føring i det 68. minut.

Herefter bølgede spillet frem og tilbage uden nogen af holdene blev rigtig farlige. Kampen sluttede 1-1, og dermed har Aarhus Fremad hentet 4 point i oprykningsspillets to første kampe på udebane. En godkendt præstation, der skal følges op allerede 2. Påskedag, hvor holdet endnu en gang pakker bussen og kører mod København og en svær kamp i Valby mod en af favoritterne i oprykningsspillet; Boldklubben Frem.

Efter en jævnbyrdig kamp på Gladsaxe Stadion fightede Aarhus Fremad sig til en flot 1-0 sejr på mål af Victor Nielsen.
Med sejren overhaler oprykkerne fra Aarhus nedrykkerne fra København i tabellen.

Selvom de fleste faktorer var i ABs favør inden premierekampen i 2. Divisionens Oprykningsspil, snuppede Aarhus Fremad en mindeværdig sejr mod forhåndsfavoritterne. Hverken skader, karantæner eller en lang bustur formåede at ryste Fremads udvalgte, og ikke en gang de mange siddepladser på Gladsaxe Stadion kunne skræmme gæsterne.

Kampen begyndte som en klassisk premierekamp, hvor begge mandskaber skulle banke rusten af og vænne sig til alvoren i spillet igen. Bedst fra land kom Aarhus Fremad, der i de begyndende minutter holdt på bolden og tvang spillet op på ABs banehalvdel. Som kampen skred frem, lagde AB dog alibibolden på hylden og stemplede ind i opgøret. De grønblusede var farlige i deres højre side og fremtvang en række halve chancer i forbindelse med en håndfuld hjørnespark i løbet af 1. halvleg.  

Kampens indtil da farligste mulighed faldt dog ud til Fremads fordel. Morten Bundgaard fløj op ad venstrefløjen og kanonerede det stakkels stykke læder mod AB-målet. Desværre for minoriteten af Fremad-sympatisører smaskede bolden mod overliggeren. Heldigvis var Bundgaard ikke færdig med at terrorisere ABs højre back, og kort efter kom han til en dobbelt afslutning efter nogle kvikke fiksfakserier inde i feltet. AB-keeperen reddede flot i begge omgange, men returen faldt ned til Fremad-spidsen Khaled Paiker, der afsluttede fladt første gang. Kun en AB-forsvarer stod i vejen for det ellers frie mål og en føring.

Resten af 1. halvleg var en forholdsvis jævnbyrdig affære uden de helt store chancer. Begge hold gik til stålet, og især Khaled nød godt af det hårde spil. Han vandt og holdt fast i stort set alle bolde, der blev slået op på ABs banehalvdel. Til tilråb som ”Bonderøve” og ”Lyngby-svin” gik spillerne til pause.

AB begyndte anden halvleg ligeså nervøst, som de havde begyndt 1. halvleg. Hjemmeholdet havde ikke meget kontakt til bolden i de første 10 minutter af halvlegen, og pludselig udnyttede Fremad dominansen. Khaled viste endnu en gang fysisk overlegenhed mod AB-forsvaret, og efter et skønt touch af Mathias Valentin endte bolden i fødderne på Victor Nielsen, der overraskede de fleste ved at trække ind i feltet frem for at vælge afslutningen. Gennem benene på keeperen forsvandt bolden ind i AB-nettet, og så kunne Nielsen fejre Fremads første forårsscoring. 1-0 til de undertippede.

Som den lune forårssol bankede ned på banen, kom Aarhus Fremads nye udebanedragt virkelig til skue. Den rubinrøde heldragt trådte for alvor ind på den store scene, og i resten af kampen skulle dragten og drengene virkelig vise, hvad de var lavet af.

Både mikrofibre og mandsmod holdt i hus på trods af en AB-belejring af Fremads felt i kampens sidste kvarter. Michael Sten Jensen var kommet på banen med godt 20 minutter igen, og han stabiliserede fint Fremads defensiv. AB dominerede i de døende minutter, og utallige skærende indlæg pressede Fremad i bund. Fremad-spillerne forsvarede målet heltemodigt, og et frispark begået på Michael Sten føltes som en befrier i den dybe tillægstid.

Som tillægstiden lakkede mod enden, forsvandt den ellers værdsatte sol bag nogle skyer, og sagte hviskede én AB-fan til en anden: ”Det er næsten symbolsk, som solen går ned nu,”. Ikke længe efter slukkede dommeren for lyset og udnævnte Aarhus Fremad til dagens sejsherrer foran de 602 fremmødte.

Efter kampen var det en stolt Claus Christiansen, der i blandt lykkelige spillere havde følgende at sige:

”Det her, det er fandme en flot sejr! På trods af et svækket hold formår vi at vinde over en så storsatsende klub som AB. Jeg synes, at vi spiller en god 1. halvleg, hvor vi går højt og stresser dem. Vi prøvede at fortsætte det i 2. halvleg, men vi falder lidt for dybt efter scoringen.”

Om en af kampens mest iøjnefaldende spillere, targetman Khaled, sagde cheftræneren:
”Jeg fatter ikke, at han ikke scorer i dag. Han havde en kæmpe chance i 1. halvleg,” mens han grinende tager en tår af den velfortjente sejrs-Sprite. 

Allerede på torsdag, den 24/03 klokken 1500, skal Aarhus Fremad i aktion igen. Denne gang ude mod Hvidovre, der i dag spillede 1-1 mod førerholdet fra Brabrand.

Jomfrurejsen nærmer sig for den nye struktur i den danske 2. Division og dermed også for Aarhus Fremad. Holdet, der på magisk vis undveg, hvad der i efterårssæsonen lignede et tordnende isbjerg i form af Nedrykningsslutspillet, lægger fra land med en tur over Sundet, hvor den tidligere storklub AB venter.

Kursen er sat mod øst og ukendte adresser, når Aarhus Fremad i forårssæsonen får fornøjelsen af at være blandt klassens fineste selskab og kæmpe med om pointene i 2. Divisionens Oprykningsslutspil. Hele seks gange i løbet af foråret skal GPS’en lokalisere Hovedstaden, når holdbussen – ligesom så meget andet – drager mod Købstaden. Derudover venter en smuttur til Marienlyst på Fyn og en enkelt ørkenvandring mod storsatsende Nykøbing FC på Falster.

Utopisk er det at forestille sig, at de nye udfordringer på den anden side af Sundet ikke vil kaste nye eventyr af sig. I det første kapitel af forårssæsonens fortælling venter de påståede akademikere fra Gladsaxe. Blot et stenkast fra den Københavnske bygrænse nær idylliske grønne områder fremstår Gladsaxe Stadion – med plads til mere end 13.000 mennesker – majestætisk. Heldigvis er sandheden en anden. De grønne områder er betonbelagt, og aldrig har stadionet været fyldt.

Akademikerne skal ha’ en lektion eller to

Efter en håndfuld magre år i bunden af 1. Divisionen kulminerede AB’s dårlige præstationer i en nedrykning i sommer. Klubben har formået at holde fast i flere af profilerne, og op til sæsonpremieren er der ikke lagt skjul på forårs-forventningerne. Der er håb i luften, og kun oprykning er godt nok for Uglerne. Med otte point ligger AB nummer seks inden første spillerunde, halsende blot to point efter oprykningspladserne. Aarhus Fremad indtager med seks point tiendepladsen i rækken.

Sidste gang Aarhus Fremad gæstede Akademikerne var tilbage i 2007, hvor Fremad tog fusen på hjemmeholdet og vandt 0-1. Spørger man cheftræner Claus Christiansen, er en lignende præstation langt fra utænkelig:

”Vi tror på et godt resultat, alt kan ske, det er jo en premierekamp. AB er gode og er også store favoritter, det viser oddset også. Vi skal yde vores bedste og så må vi se, hvor langt det rækker. Men vi tror på os selv!” siger han.

Holdet, der skal give Akademikerne en lektion eller to, vil ifølge cheftræneren angribe de grønblusede med en aggressiv indstilling. Med den gode sæsonoptakt med fem sejre ud af syv træningskampe har cheftræneren også god grund til optimisme:

 ”Holdet er sultent, og vi vil fortsætte takterne fra træningskampene og gå efter sejren,” siger han.  

 Holdets anfører, Andreas Damgaard, beretter ligeledes om en tro på tingene på Riisvangen. Træningskampene er overstået, og holdet er klar til at stemple ind for alvor.

”Man kommer aldrig helt op at ringe i træningskampene, og nu glæder vi os sindssygt meget til at skulle spille om point. Nu gælder det, og det er det her, vi trænet i to måneders mørke for. Jeg tror ikke, at det bliver pænt, men jeg er også totalt ligeglad, bare der står tre point på kontoen efter kampen,” udtaler anføreren.

Følg den første færd i Fremads odyssé, når kampen mellem AB og Aarhus Fremad sparkes i gang på Gladsaxe Stadion søndag den 20. marts klokken 15:00. 

Kære Aarhus Fremad og fans

Vi ser frem til at byde Jer velkommen på søndag til årets første kamp på Gladsaxe Stadion! Der er kampstart kl. 15:00, og portene åbnes 1 time før.

Hermed lidt praktisk info:

Billetpriser: 
 – Voksne: 60 kr., 
 – Børn U/15 år samt pensionister: 30 kr.
– Studerende: 30 kr. ved forevisning af gyldigt studiekort.
– Børn under 6 år kommer gratis ind.

– Der kan betales med kontanter og Mobile Pay ved indgangene.

– Der kan også betales med kontanter og MobilePay i boderne, og i nogle enkelte boder er der også Dankort-terminaler Har man brug for at hæve penge kan dette gøres i Høje Gladsaxe Centeret, som forefindes på modsatte side af Gladsaxevej.

– Indgang 4 v/ Badmintonhallen er åben til Ny Tribune og på Gammel Tribune er det indgang 1, som ligger tættest ved Gladsaxevej der er åben.

– Aarhus Fremad fans bedes benytte indgang 1 og vil herefter blive henvist til Sektion A, som er den tættest på indgang 1.

Rigtig god kamp – vi ses på søndag!

Hjemmekampen mod Hvidovre den 24. marts er rykket til Kæmpernes Arena i Hvidovre. Vi starter dermed kampen om oprykning til 1. Division med 3 udekampe. Vi ville rigtig gerne have spillet hjemme i påsken, men vi har vurderet, at banen på Riisvangen desværre ikke bliver klar til at afvikle en fair kamp.

Vi har i samråd med Hvidovre drøftet forskellige muligheder, og vi var enige om, at det var den bedste løsning at bytte kampene mod Hvidovre. Det betyder, at vi spiller i Hvidovre Skærtorsdag, og hjemmekampen mod Hvidovre på Riisvangen bliver spillet lørdag den 4. juni kl. 15.

Kiosken på Riisvangen varmer til lørdagens kamp mod Fredericia en gryde suppe inkl. brød, som man kan varme sig på før/under/efter kampen for et beskedent beløb! Når du har brændt tungen kan du køle den af igen med en kold ØL.

Lørdag gæster FC Fredericia, der er placeret på en 6. plads i 1. Division, Riisvangen. Kampen fløjtes igang kl. 12.20. Danmarksserieholdet skal prøver kræfter med rækkens tophold, når de fredag aften spiller i Kjellerup.

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

2 - 2

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP