nyheder:

Klubhæftet logo

Køb Klubhæftet og støt Aarhus Fremad med kr. 100 pr. hæfte.

Vi har lavet et samarbejde mellem Aarhus Fremad og Klubhæftet, så fans af Aarhus Fremad kan købe Klubhæftet til en god pris og samtidig støtte Aarhus Fremad.

Hvad er Klubhæftet?

Klubhæftet er et nyt koncept i Aarhus, der tilbyder idrætsforeninger en unik mulighed for at tjene penge. Det indeholder 186 tilbud til ca. 90 steder i Aarhus og omegn med rabatter for cirka kr. 26.000.
Man kan f.eks. gå gratis i teatret og på museum, spise 2 for 1, få 40 – 50 % rabat på en klipning/massage eller 20 % rabat på en vare i en butik. Tilbuddene gælder et halvt år og hæftet koster kr. 200, hvoraf halvdelen går til Aarhus Fremad.

Eksklusivt tilbud til Aarhus Fremad’s sponsornetværk – få to udgaver af Klubhæftet for kr. 200,-

Hvis man køber Klubhæftet nu, får man næste udgave med uden beregning. Næste udgave gælder fra d. 1/3 – 31/8 og indeholder mange flere tilbud! (Tilbuddet gælder indtil d. 1/2-2012)

Klubhæftet er den perfekte medarbejdergave!

Giv en anderledes og attraktiv gave til jeres medarbejdere, så de kan opleve Aarhus billigere. Klubhæftet er også velegnet som præmie eller bare som tak for god en arbejdsindsats.
Lad os stå sammen og støtte Aarhus Fremad ved at købe Klubhæftet allerede i dag – bestil på info@klubhaeftet.dk / 20 86 22 09.

Se online version af Klubhæftet på www.klubhaeftet.dk/klubhaeftetaarhus2011

Klubhæftet

Hos Aarhus Fremad Fodbold er vi i gang med udviklingen og genrejsningen af Aarhus Fremad Fodbold A/S som Byens nr. 2

Vi bygger vores fundament på rentable sponsorater og netværksgrupper. Nu er vi parat til at etablere Netværksgruppe 3.

Derfor inviteres østjyske virksomheder til Netværkskick off:

Torsdag d. 24. november 2011 kl. 7.30 hos Restaurant 16|Sechzehn.

Adressen er Europaplads 16, 8000 Aarhus C (den sorte bygning)

Dagsorden:

1)   Velkommen

2)   Præsentation af Byens nr. 2 projektet

3)   Netværksstrategi og samarbejdskrav

4)   Kort præsentation af de tilstedeværende – 30 sek. til hver

5)   Næste skridt og uformel networking

Restaurant 16|Sechzehn vil være vært for lidt morgenmad og kaffe.

Grib chancen for at udvide dit salgsmæssige, faglige og personlige netværk og tilmeld dig

senest fredag d. 18. november pr. mail til sos@aarhus-fremad.dk (husk visitkort)

Vi glæder os til at præsentere vores projekt og minder om at alle er velkomne til at tilmelde gæster fra eget netværk.

 

Forza Fremad,

Søren Østergaard

Direktør

Aarhus Fremad Fodbold A/S

Efter sidste uges storsejr over Viby IF venter der senere i dag endnu et lokalopgør, når Byens Nr. 2 gæster Brabrand, som i øjeblikket ligger og kæmper under nedrykningsstregen.

Trods Brabrands dårlige placering, lykkedes det dem i sidste weekend at hente tre point ude mod Skjold, så det kan meget vel være et Brabrandhold med fornyet tro på tingene, der venter.

Det ændrer dog ikke på, at der er en nødvendighed med 3 streger i dagens kamp, hvis Aarhus Fremad vil gøre sig forhåbninger om at hænge på i toppen, hvor FC Fyn er stukket af med 29 point med syv point ned til Thisted på andenpladsen og 12 ned til Aarhus Fremad, der befinder sig på sjettepladsen i 2. Division Vest.

Statistikken taler for en spændende kamp. De sidste tre indbyrdes opgør har budt på en sejr til hvert hold og en enkelt uafgjort. Derfor bliver det ikke en let opgave, der venter i Brabrand.

Kom og støt de gule og sorte tropper til sejr klokken 14.00!

 

 

 

Hvis man bruger udtrykket Dehli-kat fodbold om lørdagens kamp mod bysbørnene fra Viby, så er det mere en sprogblomst, end det er fakta. Men at Aarhus Fremads Rasmus Dehli blev Man of the Match – og kampens positive oplevelse, kan der vist ikke være to meninger om.

Aarhus Fremad – Viby IF 5-1 (3-0)

14: 1-0 Peter Rask Jensen

42: 2-0 Rasmus Dehli

43: 3-0 Rasmus Dehli

49: 3-1 Jacob Schober

65: 4-1 Thomas Ransborg (selvmål)

85: 5-1 Jesper Sehested (selvmål)

 

Opstilling: Peter Ravn – Anders Nissen, Michael G. Pedersen (46: Johan Troest), Alexander Jackson Møller, Rune Nielsen – Peter Rask Jensen (62: Brian Johansen), Mathias Valentin (62: Anders Brøchner), Kasper Vinding, Rune Friis – Mark Jensen, Rasmus Dehli

 

Viby startede kampen bedst og kunne med lidt held have bragt sig foran efter 10 minutter, da Thomas Ransborg sendte bolden over mål fra ganske kort afstand. Aarhus Fremad kom sig hurtigt over chokket og i det 14. minut sendte Peter Rask hjemmeholdet på sejrskurs, da han sendte bolden i mål efter et hjørnespark var headet videre til ham.

Fremad var efterfølgende meget på bolden, men formåede ikke at spille sig til de store chancer før i halvlegens sidste minutter. Fire minutter før pausen var Rasmus Dehli – der denne gang var foretrukket i angrebet sammen med Mark Jensen – på rette sted, da en indøvet frisparksdetalje efterlod ham i helt fri position foran Vibys mål. Dehli svigtede ikke og sendte bolden i mål bag et målløst forsvar.

Minuttet efter afgjorde samme Dehli reelt klampen, da han opfangede riposten efter en afslutning på Vibys målmand. Fra kort afstand gjorde han det til 3-0, som også blev pauseføringen.

Fra starten af anden halvleg havde Viby tilsyneladende spottet, at midterforsvareren Michael GP var blevet udskiftet pga. den skade, han pådrog sig tidligt i kampen. I hvert fald lagde Henrik Gudmandsens tropper et voldsomt pres på hjemmeholdet, og allerede efter fire minutter scorede Jacob Schober kampens flotteste mål, da han sendte et drøn af et langskud ind bag Peter Ravn i målet. De følgende minutter lå kampen på vippen og hjemmepublikummet frygtede yderligere en reducering, som kunne give de frygtede gummiben til hjemmeholdet.

Men reduceringen udeblev og i stedet blev Aarhus Fremad igen spilstyrende og havde en afslutning, der blev reddet på målstregen. Også tomålsskytten Dehli missede en stor chance, da han blev spillet fri i dybden.

Midt i halvlegen kom forløsningen for hjemmeholdet, da gæsterne fra Viby meldte sig ind i aktiveringen af stadionspeaker og måltavlepasser Erik Louw. Rune Friis afsluttede en flot solotur på højrekanten med et ufarligt indlæg, som Vibys Thomas Ransborg med en kattepote sendte over sin egen målmand til 4-1.

I kampens sidste fase var der store chancer til både Mark Jensen og indskiftede Brian Johansen, men det var igen en Viby-spiller, der viste sig at være den største trussel – mod Viby. Fem minutter før tid gik målmand Jesper Sehested ud for at bokse bolden væk efter et hjørnespark. På mystisk vis fik han helt upresset bokset bolden over hovedet på sig selv og i mål til 5-1, der blev kampens slutresultat. For 11. gang i lige så mange kampe måtte Viby forlade banen uden point.

 

Analyse: Bortset fra 10 minutter var Aarhus Fremad totalt spilstyrende mod et tamt Viby-hold. Og set i det lys, kan man ikke sætte en finger på sejrens størrelse. Det kan imidlertid undre, at et hold kan være så meget i boldbesiddelse i første halvleg uden at producere ret mange chancer. De tre mål, der bliver scoret, tangerer en 100%’s udnyttelse. Måske endda mere!? Det er flot – og det har vi savnet.

Alligevel bliver kampen en neglebidende affære i starten af anden halvleg, hvor Viby kommer med alt, hvad de har. Heldigvis rider vi stormen af – og med en større skarphed i kampens sidste tredjedel putter vi selv 3-4 kasser ind uden hjælp fra Viby. Men 5-1 havde jeg gerne solgt kampen for på forhånd, og det må give selvtillid til de kommende kampe.

Til trænerteamet er der kun at sige: Det er befriende at se to nye spillere i front, når de hidtidige angribere har vist sig ikke at slå til. Rasmus Dehli fik i hvert fald bevist sin kandidatur til en plads i startopstillingen. Ud over de to scoringer viste han både teknisk kunnen og taktisk forståelse.

 

Så er der dækket op til sæsonens andet lokalopgør for Aarhus Fremad.

Lad det være sagt med det samme. Lokalopgør er altid en speciel størrelse og kampene er fuldstændigt uforudsigelige, uanset hvor de to hold befinder sig i tabellen. Årsagen er naturligt nok, at der står langt mere end tre point på spil – nemlig æren og håneretten i månederne indtil man mødes på grønsværen igen.

Denne gang kan vi ikke frasige os favoritværdigheden. Vi er et etableret hold i 2. Division Vest, mens Viby er oprykkere og knapt har fundet fodfæste på dette niveau efter en tredjedel af turneringen er afviklet. En målscore på 5-30 og lutter nederlag taler sit tydelige sprog.

Det må imidlertid ikke blive en sovepude for Aarhus Fremad. Der er mange faktorer, der taler for, at vi vil blive vidne til en jævnbyrdig kamp lørdag eftermiddag. Viby tørster efter point og ingen tror vel på, at de går gennem turneringen uden point eller sejre? Trods 10 nederlag i lige så mange kampe, har der været mange jævnbyrdige opgør mod vores nærmeste rivaler i tabellen – og endelig er det den gamle Fremad-dreng Henrik Gudmansen (bedre kendt som Manse), der står i spidsen for gæsterne fra sydbyen. Manse kender Aarhus Fremad ud og ind, både klubben og holdet. Han er en flittig gæst på Riisvangen til hjemmekampene, og han giver sig helt sikkert ikke frivilligt i kampen om magten og æren – og de tre point …

Vi ses lørdag kl. 15:00 på Riisvangen Stadion!

 

Med en særpræget blanding af sprudlende fodbold og manglende indstilling blev Aarhus Fremad sendt hjem fra Fyn med et pinligt nederlag. Oprykkerne fra Marienlyst vandt med 3-2 i en kamp, hvor gæsterne fra Riisvangen flere gange faldt ud af kampen.

Marienlyst – Aarhus Fremad 3-2 (2-0)

24: 1-0 Claus Nielsen

32: 2-0 Jakob Udesen

46: 2-1 Michael G. Pedersen (straffe)

52: 2-2 Mathias Valentin

85: 3-2 Chris Käehne

 

Opstilling: Peter Ravn – Anders Nissen (82: Michael Nørgaard), Michael G. Pedersen, Alexander Jackson Møller, Johan Troest (46: Rune Nielsen) – Peter Rask Jensen, Mathias Valentin, Kasper Vinding, Rune Friis – Mark Jensen , Lennart Kruse (63: Brian Johansen)

 

Aarhus Fremad starter kampen udmærket, men allerede efter 10 minutter falder århusianernes spil helt fra hinanden. Hverken første- eller andenboldene bliver vundet, og det ser ud som om tacklinger er forbudt, når man spiller på Fyn. To århusianske øjenvidner beskriver uafhængigt af hinanden den følgende halve time som det dårligste Aarhus Fremads førstehold har spillet i mange år. Vi kan blot konstatere, at fynboerne uden problemer bringer sig fortjent foran med 2-0 i denne periode.

Cheftræner Krzysztof Popczynski havde karantæne til kampen efter et rødt kort mod Otterup sidste weekend, så det var assistenttræner Christian Byskov, der måtte stå for peptalken i pausen. En tydeligt påvirket Byskov fortæller, at der blev talt med store bogstaver i pausen. Så store, at jeg ikke føler, der hverken er plads eller at de overhovedet egner sig til denne hjemmeside…

Opsangen hjælper, og Fremad får tilkendt et straffe et lille minut inde i anden halvleg. Michael G. Pedersen omsætter sparket fra pletten til en reducering. Godt fem minutter senere sætter Mathias Valentin sidste fod på et flot opbygget angreb, hvor Rune Friis og Mark Jensen er kreatørerne.

Udligningen sætter gang i en Fremad-dominans af dimensioner. I tyve minutter spiller gæsterne Olé-bold – stort set uden hjemmeholdet rører bolden. Der produceres chancer på stribe, dog uden at der scores. Især Varde-duoen Lennart Kruse og Peter Rask Jensen brænder chancer, som puslingespillere kunne have omsat i mål.

Fremad overlader igen initiativet til Marienlyst og fem minutter før tid sker det, der absolut ikke måske ske. Hjemmeholdet bringer sig foran og trods et sidste behjertet forsøg fra århusianerne, lykkes det Marienlyst at holde Fremad fra fadet.

Analyse: Når vi kigger på klubbens trup, må vi konstatere, at der spillemæssigt er et stort potentiale. Halvdelen af holdet spillede i klubben før sommerferien. Dem ved vi hvad indeholder. Den anden halvdel er så ligningens ubekendte, men os, der har fulgt efterårets kampe, har set, at Michael GP, Alexander Jackson Møller, Kasper Vinding, Mathias Valentin, Rasmus Dehli m.fl. er fuldgode erstatninger for dem, vi har mistet i pausen.

Hvis bentøjet ikke fejler noget, må det være i hovedet, det er galt. Altså den mentale indstilling, som er så vigtig en brik i fodbold. Jeg er ikke psykolog og har ikke svaret på, hvad der skal og kan gøres for at løse denne udfordring. Men et er sikkert. På lørdag gæster det suveræne bundhold, Viby, Riisvangen Stadion. Viby er af mange udset til at være rækkens prügelknabe, men kigger man på deres resultater, vil man se, at de resultatmæssigt har spillet næsten lige op med de hold, vi omgiver os med i tabellen. Når Viby så oveni købet stiller med en gammel Fremad-dreng, Henrik Gudmandsen, som cheftræner – så kan vi være sikre på, at de er topmotiverede.

Mit budskab er derfor, at hver enkelt spiller bruger ugen til at kigge indad – og på den måde finder ud af, hvad der skal til for at styrke holdet. Fight, vilje, koncentration, skarphed kan være nogle af nøgleordene.

Find de kvaliteter frem, så vi undgår en ydmygelse på lørdag!

I morgen, lørdag d. 8. oktober, rejser Byens Nummer 2 til Odense for at sænke oprykkerne fra Marienlyst.

Lørdagens kamp er en vigtig kamp for begge hold. Marienlyst ligger under nedrykningsstregen og kæmper for at overleve mere end en enkelt sæson i 2. Division.
For Aarhus Fremad skal der point på kontoen, hvis denne sæson ikke skal blive en middelmådig en af slagsen.

Marienlyst har hentet 8 point i de sidste fire kampe og er dermed kun i marginalt bedre form end Aarhus Fremad, der har hentet 7 point henover de sidste fire kampe.
Det tegner altså til at blive en tæt kamp, hvor de to hold er i nogenlunde samme form.

Med 6 runder tilbage i efterårssæsonen skal der point på kontoen, hvis Byens Nummer 2 skal op og overvintre i den ende af tabellen, hvor vi retmæssigt hører til.
Så vend snuden mod Marienlyst i morgen klokken 15 og bak drengene op, når de drager østover for at skaffe sejr og point

Forza Fremad!

Sikkerhed Fremad for alt

Selvom Aarhus Fremads spiller i 2. Division, går klubben ikke på kompromis med sikkerheden. Klubben er som divisionshold underlagt et fast regelsæt fra DBU, der kan medføre sanktioner, hvis sikkerhedsforanstaltningerne ikke bliver overholdt.

Af Jesper Bo Pedersen

Når Aarhus Fremad spiller hjemmekampe på Riisvangen  i 2. Division Vest, er uniformerede kontrollører en fast del af inventaret. Kontrollørerne er uddannede og er sikkerhedsgodkendt af Rigspolitiet. Sådan har det været, siden DBU for fire år siden fastlagde et regelsæt for klubberne i landets tre bedste rækker.

Den nye struktur blev fastlagt efter en række episoder, hvor hooligans havde skabt problemer rundt omkring på de danske fodboldstadions. I dag har klubberne i langt højere grad mulighed for at gribe ind, hvis der er problemer med tilskuere. Derudover er der blevet oprettet et såkaldt hooliganregister.Det giver klubberne mulighed for at samarbejde på tværs af rækker og landsdele og nægte folk med forkerte intentioner adgang. Samtidig er det blevet et krav, at klubberne har en sikkerhedschef, som er ansvarlig for sikkerheden under de respektive klubbers hjemmekampe. I Aarhus Fremad hedder sikkerhedschefen Jan Nielsen. Han opfatter ikke tilskueruroligheder som et stort problem på Riisvangen.

”Vi kender de fleste af vores fans og tilskuere, og hvis udeholdet har tilskuere med, går vi over og siger pænt goddag og tager bestik af situationen. Vurderer vi, at der er optakt til ballade, griber vi ind, men  det er kun sket i yderst sjældne tilfælde,” siger han.

Jan Nielsen har dog tidligere været med til at bortvise tilskuere fra Riisvangen efter episoder med kasteskyts, ulovligt fyrværkeri og upassende tilråb til dommere og spillere. Derfor er han positiv overfor initiativet med øget sikkerhed.

”Førhen havde vi også kontrollører på stadion og faktisk flere, end vi har nu, men dengang var alle frivillige. I dag har vi professionelle folk, der er uddannet i at håndtere optøjer på fodboldstadions, og det giver mere tryghed,” siger han

Kontrollørerne på Riisvangen er ansat hos firmaet Arosdk.

Der er for alvor lagt i kakkelovnen til en herrefight, når Byens Nr. 2 i morgen, lørdag d. 1. oktober 2011, tager imod fynboerne fra Otterup på Riisvangen.

Hvor Aarhus Fremad har hårdt brug for point for at hænge på i toppen af 2. Division Vest, kæmper Otterupspillerne for at bide sig fast i midterfeltet efter en svigende sæsonstart med tre sejre, tre nederlag og tre uafgjorte kampe.

Fynboerne, der i skrivende stund ligger nummer ni i rækken kæmper ligeledes for at undgå en gentagelse af sidste sæsons drama, hvor de med nød og næppe sikrede sig forbliven i 2. Division Vest i sidste spillerunde.

Aarhus Fremad, derimod, kæmper for en gentagelse af sidste sæsons sprudlende spil og resultater på hjemmebanen, der næsten gjorde Riisvangen til en uindtageligt fort. Hidtil har især resultaterne ikke levet op til sidste sæsons standarder, men i morgen skal Fremadspillerne forsøge at bygge videre på sidste weekends lovende takter fra kampen i Aarup, hvor de kunne rejse hjem fra med en 3-1 sejr i bagagen.

En hjemmesejr i morgendagens kamp samtidig nødvendig, hvis Aarhus Fremad om få uger skal gå til vinterpause som et tophold.

Vel mødt til en spændende dyst i morgen klokken 15.00 på Riisvangen!

Mod oprykkerne fra Aarup fik Aarhus Fremad vist, at der er forskel på et etableret mandskab og et af de nye hold i 2. Division Vest. Bortset fra starten af kampen var der klasseforskel på de to hold og Fremads sejr var aldrig i fare.

Aarup – Aarhus Fremad 1-3 (0-1)

25: 0-1 Lennart Kruse

55: 0-2 Kasper Vinding

84: 0-3 Kasper Vinding

90: 1-3 Chadi Dalal

 

Opstilling: Peter Ravn – Anders Nissen, Michael G. Pedersen, Alexander Jackson Møller, Kasper Hjørngaard (73: Rune Nielsen) – Peter Rask Jensen, Mathias Valentin, Kasper Vinding, Rune Friis (62: Rasmus Dehli) – Lennart Kruse (67: Mark Jensen), Brian Johansen

 

Aarup startede kampen bedst og tilspillede sig et par store chancer, inden Fremad fik styr på organisationen og overtog taktstokken. Midt i første halvleg resulterede en indøvet hjørnesparksdetalje i en scoring. Lennart Kruse var manden bag det flotte hovedstødsmål.

Trods stor overvægt i spillet, lykkedes det ikke Aarhus Fremad at bringe sig yderligere foran inden pausen.

10 minutter inde i anden halvleg scorede Fremad sit andet mål efter en dødbold – og endnu engang var detaljen kreeret af dødboldenes mester, Christian Byskov. Eller er det ikke Viggo Jensen? Kasper Vinding var denne gang afslutteren med et flot spark i målhjørnet.

Efter scoringen til 2-0 var kampen reelt afgjort, men Kasper Vinding kronede endnu en god kamp med en flot scoring til 3-0 kort før tid. Denne gang direkte på frispark fra ca. 25 meters afstand.

I allersidste minut fik Aarup pyntet på resultatet med deres scoring til 1-3. En kosmetisk scoring i en kamp hvor der aldrig var tvivl om udfaldet, og hvor gæsterne fra Aarhus Fremad havde tre afslutninger på stængerne.

På papiret tilhører sejren over Aarup kategorien pligtsejr, og jeg har derfor spurgt assistenttræner Christian Byskov, hvad vi positivt kan bruge lørdagens kamp til i det videre arbejde mod en bedre placering i tabellen?

Byskov fremhæver fight over hele linien, og at spillet for anden kamp i træk viser, at vi er på rette vej, da vi er spilstyrende i hovedparten af kampen. Individuelt fremhæver han Mathias Valentin, der tidligere kun har spillet få minutter mod Skovbakken. Mathias fik en hel kamp mod Aarup, og hans indsats var meget opløftende. Endvidere står han for to af de afslutninger, der preller af på det fynske træværk.

Vi håber, optimismen er intakt, når vi på lørdag møder endnu et fynsk hold – Otterup – på Riisvangen.

Vel mødt! 

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

2 - 2

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP