nyheder:

Det blev desværre til et smalt 3-2 nederlag i eftermiddagens testkamp i Brabrand. Det var Brabrand 3. testkamp og Fremads første, hvilket godt kunne ses i perioder af kampen.

Allerede efter 2 minutters spil havde BIF en afslutning i sidenettet og efter 5 minutter var Emil Hauge Mortensen tæt på at bringe Fremad i front med et lille chip. Vi skulle dog hen til det 15. minut før kampens første mål faldt. Godt bagspil lokkede BIF højt op på fremads halvdel, herfra spillede anfører Andreas Damgaard en sukkerbold, der splittede BIF-holdet fuldstændig ad, Kirchheiner var strøget afsted på højrekanten og kunne herfra angribe BIF-målet. Keeperen fik blokeret afslutningen, men faren var ikke ovre her for hjemmeholdet, da Marvin Laursen var første over bolden og sikkert scorede. 1-0 Fremad.

I den efterfølgende periode sad Brabrand på spillet med bolden og fik en lille håndfuld hjørnespark, dog uden at for alvor blive farlige. Omvendt havde Esben Lauridsen en rigtigt god mulighed efter 27 minutters spil, han mislykkedes desværre også med sit chip.
Igen i det 35. minut opstod endnu en god Fremad mulighed, en omstilling blev udført flot og kun det sidste manglede før Martin Thomsen kunne udnytte det gode forarbejde fra Emil Hauge Mortensen. I stedet blev det værterne, der bragte balance i regnskabet efter endnu en standardsituation. Martin Thomsen blev oversprunget på bagerste stolpe og inde foran målet kunne BIFs Issa Kharoub nemt scorer til 1-1.

Efter pausen var Martinus Mandal opsat på at vise sine færdigheder, allerede efter 3 minutter af 2. halvleg blev han spillet flot fri igennem og med et følt lob ramte han overliggeren. I det 54. minut fik BIF scoret til 2-1 på en anden bold efter et hjørnespark, igen kunne Fremad have gjort mere for at undgå scoring i mod.

Som 2. halvleg skred frem, blev trykket mod BIF målet tungere og tungere, både Frederik Høgh, Morten Bundgaard og igen Martinus Mandal var tæt på, men BIF forsvaret stod stand. Derfor var det ekstra ærgeligt at der var en mindre kollektiv nedsmeltning i det 89. minut, en BIF spiller vendte midt inde på Fremads halvdel og fik frit løb ned i midten inden han ugeneret kunne sparke bolden fladt ind fra feltkanten. Dette ekstra ærgerligt, fordi Martinus Mandal lavede en rigtig flot aktion minuttet efter og udplacerede BIF keeperen med en flot kontrolleret afslutning et par meter udenfor feltet – 3-2 sluttede denne fine testkamp.

Desværre frygtes Christian Bech alvorligt skadet efter et solouheld, hvor hans ene fod hang i kunstgræsset og han fik alt sin vægt ned over knæet. Status er lige nu at der er for meget væske i knæet til at foretage scanning.
God bedring Christian!

Kampfakta:
15′ 0-1 Marvin Laursen
40′ 1-1 Issa Kharoub
54′ 2-1 Michael Pedersen
89′ 3-1 Mike Kaljo
90′ 3-2 Martinus Mandal

Fremad i første halvleg:
Jannik Toft Friis – Anders Nissen, Andreas Damgaard, Christian Bech (28′ Qouc Minh Truong – 40′ Valdemar Høgh) – Marcus Kirchheiner, Mathias Nygaard, Simon Andersen, Martin Thomsen – Emil Hauge Mortensen, Marvin Laursen, Esben Lauridsen

Fremad i anden halvleg:
Jannik Toft Friis – Anders Nissen (60′ Mathias Nygaard), Valdemar Høgh, Kasper Hjørngaard – Quoc Minh Truong, Jeppe Carstensen, Nicklas Ullum, Jacob Torp – Morten Bundgaard, Frederik Høgh, Martinus Mandal

(billedet: Christian Bech – vildmedfoto.dk)

Årets første rigtige testkamp spilles i eftermiddag mod divisionsrivalerne fra Brabrand IF. Kampen spilles i Brabrand på deres spritnye kunstgræsbane.

I lørdags spillede 1. og 2. holdet intern kamp i 3 halvlege af 30 minutter, en kamp der indikerede en god grundform og viste meget flot spil samt mange flotte mål. Hele 8 mål blev der scoret i lørdags. Heriblandt 2 af den afghanske landsholdspiller Arfan Habibi, han sidder dog over i dagens kamp. Det samme gør Martin Frandsen og Christian Nissen.

Til gengæld vil der være mulighed for at se et par nye ansigter i Fremad-trøjen i eftermiddag. Angriberen Mathias Laursen Christensen (kaldet Marvin), backen Marcus Kirchheiner og allrounderen Martinus Mandal. Holdet er stadig på jagt efter et par målmænd, men heldigvis hjælper vores tidligere divisionskeeper Jannik Toft Friis til i dag.

I eftermiddag kl. 16.50 skal holdet så følge op på de fine takter fra weekenden, følgende spillere udgør dagens kamptrup:

Anders Nissen, Andreas Damgaard, Christian Bech, Emil Hauge Mortensen, Esben Lauridsen, Frederik Høgh, Jacob Torp, Jannik Toft Friis, Jeppe Carstensen, Kasper Hjørngaard, Marcus Kirchheiner, Martin Thomsen, Martinus Mandal, Mathias “Marvin” Laursen, Mathias Nygaard, Morten Bundgaard, Nicklas Ullum, Simon Andersen, Valdemar Høgh og Quoc Minh Truong.

 

Der er gratis entré til opgøret

 

 

(billedet: Mathias Laursen, Martinus Mandal & Marcus Kirchheiner)

Fremads sikre sidste skanse Aleksandar Stankovic fortsætter fodboldkarrieren i Norge, hvor han igen kan kalde sig fuldtidsprofessionel fodboldspiller. Det bliver den norske 2. divisionsklub Brattvag IL, der de næste 2 år får glæden af den dygtige målmand.

Stankovic har været en stor del af den stærke Fremad defensiv, der er den stærkeste i hele 2. division. Holdet har nemlig kun lukket 10 mål ind i de første 16 kampe, heraf hele 8 cleansheets.

Cheftræner Morten Mølkjær udtaler:

Det er først og fremmest et kæmpe tab for os. Det er meget ærgerligt for os som klub at dette sker lige nu, hvor vi står foran et spændene forår. Det er den bedste målmand i vores divisionspulje, der forsvinder. Men vi har en suverænt stærk defensiv, som vi nu skal finde nye hænder til.

Aleksandar har været en fornøjelse at arbejde med fra dag 1. Han har sat krav og udfordret holdet og staben i en positiv karakter. Han spiller med en enorm karakter og modenhed, det er Jeg sikker på at nordmændene nu bliver ligeså glade for som vi har været.

Vi har prøvet det før. Ligesom vi sendte to spillere i 1. division sidste år, kender vi præmissen og vores plads i fødekæden lige nu. Men det er også derfor at mange dygtige spillere tilvælger os. Vi kan, i vores gode træningsmiljø, flytte spillerne til næste niveau.

Hovedpersonen selv udtaler:

Jeg har været rigtigt glad fra første dag i Fremad. Det har nok været det bedste sted og min bedste tid udviklingsmæssigt. Alle holdkammerater, trænere og holdledere har hjulpet mig til at få denne mulighed, det skal de have tak for.

Muligheden for at kunne koncentrere sig om kun at spille fodbold, kunne Jeg ikke sige nej til. Jeg har været på besøg deroppe i et par dage og har fået et rigtigt godt indtryk af klubben deroppe slutter Stankovic.

 

Fremad skal nu på jagt efter i hvert fald 2 nye keepere, da DS målmand Rasmus Henningsen også er stoppet.

Jacob Eichner og Mads Østergaard bliver nye frontfigurer for Fremads Danmarksseriehold.

Efter Jens Gjesing er taget til VSK Aarhus for at stå i spidsen for deres DS-hold, har Fremad nu fundet den nye trænerduo for DS mandskabet. Der skal lyde en stor tak til Jens Gjesing for indsatsen i Fremad – held og lykke i dit nye virke.

Cheftræner for holdet bliver Jacob Eichner og assistent bliver Mads Østergaard. Eichner kommer fra en rolle som assistent for divisionsholdet og Østergaard er langtidskadet og derfor er det en ideel løsning at kunne holde Mads tæt på klubben og truppen på denne måde. Mads har sideløbende med spillerkarrieren opnået trænererfaring fra morgentræningerne på Randers Realskole.

Planen er at spillestilen og udtrykket på divisionsholdet og DS skal være den samme. Dette gøres for at lette overgangen fra det ene holdet til det andet, når en spiller rammer en formtop eller et formdyk. Her bliver Eichner en nøglefigur for impletmenteringen, da han kender stilen fra divisionsholdet.

Forza Fremad

Aarhus Fremad har fået tilgang fra Odder. Mathias Laursen Christensen – bedre kendt som Marvin – skifter til Fremad. 20-årige Marvin blev topscorer for Odder i sidste sæson med 13 sæsonmål. Han beskrives af trænerstaben som en hårdtarbejdende angriber med en god målnæse i feltet.

“Vi kender Marvin indgående fra hans ungdomstid i AGF og på U-landsholdene. Han er garant for hårdt arbejde og en evig opportunistisk tro og søgen på at bolden lander for hans fødder” siger Cheftræner Morten Mølkjær

“Med tilgangen af Marvin får vi øget konkurrencen i angrebet, hvilket er en nødvendighed for at kunne leverer et flot forår, hvor vi skal med i toppen af 2. division” fortæller Morten Mølkjær yderligere.

 

Off-season er en god periode for unge Arfan Habibi. Først blev han udtaget til det danske futsal landshold og netop nu er der indløbet en mail i cheftræner Morten Mølkjærs mailboks – denne en invitation fra det Afghanske fodbold landshold.

Det er derfor med stor stolthed at vi kan fortælle at Arfan Habibi er udtaget til træningssamling og testkamp i Antalya, Tyrkiet d. 22.-29. december.

Afghanistan skal møde Turkmenistan i testkampen.

Stort tillykke med udtagelsen Arfan – vi er stolte af dig

 

#forzafremad

 

 

 

Foto: vildmedfoto.dk / FotoTrine

Der er dog ikke tale om konflikt og 2. divisionsspillere, der skal ud og repræsentere Danmark i fodboldeuropa, men derimod om futsal.

Det er første gang at 21-årige Arfan Habibi er udtaget til det danske futsal landshold, hvorimod jævnaldrende Mike Vestergaard har spillet 4 kampe i rødt og hvidt. Mike var faktisk også udtaget til futsal-landsholdets tur til Spanien tidligere på året men måtte melde fra med en skade, hvorfor har også var væk fra divisionsmandskabet i en periode i efteråret. De to fremad-drenge er de to yngste spillere i landsholdstruppen.

Landsholdet deltager i Nordic Futsal Cup, der afvikles i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter i Skjern, i perioden d. 4. december – 8. december.

Program:

d. 4. dec. kl. 19.00 Danmark – Sverige

d. 6. dec. kl. 19.00 Danmark – Norge

d. 7. dec. kl. 19.00 Danmark – Grønland

d. 8. dec. kl. 19.00 Danmark – Finland

Læs mere her

Arfan spiller futsal for Hjørring Futsal Klub, mens Mike spiller for Lystrup Futsal.

Tillykke med udtagelsen drenge

Årets sidste kamp blev lørdag spillet i Odense, da Fremad gæstede TPI. Fremad vandt opgøret 4-0, samme resultat som da TPI gæstede Riisvangen. Mathias Nygaard blev dobbelt målscorer.

Kampen startede meget jævnt og det var også først i den 41. minut scoringskontoen blev åbnet. Morten Bundgaard og Emil Hauge indsatte et aggressivt genpres og bolden endte hos førstnævnte, der strøg mod mål og afsluttede forbi TPI keeperen, men ind på en glidende forsvarspiller, der tog bolden med i mål.

Hauge/Nygaard time

Efter pausen stod der Fremad på det hele og efter 67. minutters spil kunne Mathias Nygaard udbygge føringen ved at banke læderet op i nettaget efter en flot assist fra Emil Hauge. Kort efter var det samme navne på assisten og målscoren. Et indkast i venstre side blev kastet ind på Christian Nissen, der lagde bolden videre til Hauge, der gik mod mål og tiltrak et par forsvarsspillere, og lige i rette tid spillede han bolden til Nygaard, der var koldere end jordbæris, da han var alene med TPI-keeperen. 3-0.

Det sidste mål har stort set samme opskrift som de to foregående. Bolden blev erobret udenfor eget felt, hvor Valdemar Høgh og Christian Bech fikst spillede ud af pres og ud til Hauge, der på sin første berøring lavede tunnel på en TPI spiller og derefter drev bolden over 60 meter inden timingen igen var ret, videre til Nygaard, der spillede bolden på tværs til indskiftede Frederik Høgh, der fik sin første afslutning reddet på stregen, men bolden hoppede ud til ham igen og denne gang svigtede højrepoten ikke.

 

En flot og velfortjent sejr i årets sidste kamp, der gør at Fremad går på vinterferie ubesejret i de seneste 9 opgør, hvor hele 7 af disse er vundet.

 

Forza Fremad

 

(billedet: Fynboen Emil Hauge var indblandet i alle 4 scoringer)

Lørdag blev det desværre ikke til 3 point for Nordbyens helte, da man besøgte Odder. “Odder-komplekset” viste sig nemlig fra sin vanlige side, da de 90 minutter var spillet. 1-1 blev slutresultatet. Det var 7 gang af de seneste 10 indbyrdes opgør, der endte uden vinder.

Fremad bedst gennem hele kampen

Allerede efter 30 sekunders spil var Fremad tæt på at bringe sig i front efter et mønster angreb. Efter 8 minutters spil ramte Fremad for første af 3! gange overliggeren i kampen. Alt lignede en sikker Fremad sejr. Men efter 17 minutters spil koksede en simpel beslutning desværre for vores ellers så suveræne keeper Aleksandar Stankovic. Han burde have sparket bolden frem, men ville i stedet tage bolden med ind i feltet ude i højre side, for at samle denne op. Dette nåede han dog ikke inden Odders Marvin Laursen kom imellem. Derfor korrekt straffespark til Odder, det omsatte Jeppe Pedersen til Odder føring.

Kampbilledet fortsatte

Normalt kan man snakke om to forskellige halvlege, men dette var ikke tilfældet i lørdags. Efter Odders scoring og til dommerens sidste fløjt var Fremad bedst. Drengene spillede fortsat god flydende fodbold og kreerede gode store chancer, hvor de to små angribere, Arfan Habibi og Emil Hauge, begge var tæt på at bringe balance i regnskabet, det samme var Kasper Hjørngaard i to omgange, først på overliggeren og dernæst et klasse redning af Odders unge keeper, Peter Flyvholm. Et meget sigende efternavn og hans præstation i lørdagens kamp. Suverænt banens bedste. Vi skulle næste helt til enden for at forløsningen kom, den store angriber, Christian Nissen kunne for anden kamp i streg score med hovedet i det 83. minut.

Cheftræner Morten Mølkjær havde denne kommentar til Aarhus Stiftstidende efter kampen:

Egentligt spiller vi meget godt, også bedre end i sejrene mod Dalum og Brabrand, men vi brænder bare for mange chancer. Jeg synes vi havde fortjent sejren, men det kluntede straffespark, gør at Odder får scoret. Vi kunne godt have vundet med både 3 og 4 mål uden at nogen kunne komme med indvendinger i mod dette. Vi har vel 15 hjørnespark og 3 på træværket udover de chancer i åbent spil. Men som Bent Christensen (Odder træner, red.) sagde, så plejer de at stjæle point mod os og det fik han desværre ret i.

Derfor kunne drengene desværre ikke tage alle 3 point med hjem fra Odder, vi må rejse os igen på lørdag, hvor det er revanchetid, når Ringkøbing kommer på besøg på Riisvangen kl. 14.00

Mange tak til de mange Fremad tilhængere, der havde taget turen til Odder – I er for seje!

Ovenpå sidste uges flotte 2-0 sejr i lokalopgøret mod Brabrand, venter der lørdag endnu et lokalopgør. Her er det Odder, der ligger græs til kampen. Kigger man i statistikken mellem de klubber, er 6 ud af de seneste 9 indbyrdes kampe end uafgjort, Odder har vundet 2 og Fremad kun 1 enkelt.

Inden morgendagens opgør ligger Fremad på en 5. plads i rækken med 23 point, mens Odder frister en tilværelse i den tunge ende på en 10. plads i rækken med 10 point.  Det første opgør mellem de to hold endte 0-0 på Riisvangen.

“Odder har vi haft det svært med i gennem en længere periode, ligesom vi havde det med Dalum og Brabrand inden de opgør, men de kampe har vist at vi lige nu har momentum i holdet og det skal vi gøre alt hvad vi kan for at holde fast i” fortæller cheftræner Morten Mølkjær.

Hvordan ser du på kampen i morgen?

“Vi går ind til opgaven med tro på tingene og troen på en sejr. Vores erfaring med Odder, er at de arbejder hårdt og godt som hold. Så vi skal spille godt og hurtigt for at bryde dem ned. Vi skal være på forkant i vores restforsvar for at lukke deres omstillinger ned.” slutter Morten Mølkjær

Fremad er til morgendagens opgør uden Quoc Minh Truong, der er i karantæne ovenpå de to gule kort fra Brabrand kampen samt de skadede spillere; Mike Vestergaard, Sebastian Skouboe, Esben Lauridsen og Jacob Torp, derudover er både Martin Frandsen og Frederik Høgh tvivlsomme til kampen.

Hjørnebanden arrangerer tur til Odder, så vi håber at se mange Fremadfolk på lægterne i Odder, kampen starter kl. 14.00.

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

2 - 2

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP