På torsdag har spillerne indkaldt til første træningsaften i det nye år og dermed forberedelserne til et spændende forår, hvor der venter de sidste 5 kampe i grundspillet i 2. division i bestræbelserne på at opnå en placering i top 6 og dermed oprykningspillet.
I Danmarksserien handler det om at andetholdet skal besvare sin gode placering og få så mange spillere som muligt gjort endnu mere klar til vores 2. divisionshold.
Cheftræner Morten Dahm Kjærgaard har indtil videre planlagt følgende træningskampe for 2. division:
Lørdag den 15/1 – AC Horsens (1. div) ude – Kick Off 10.30
Fredag den 21/1 – Vendsyssel (1. div) ude – Kick Off 18.30
Tirsdag den 25/1 – Lyseng (3. div) ude – Kick Off 18.30
Onsdag den 2/2 – Brabrand (2. div) ude – Kick Off xx.xx
Onsdag den 16/2 – Esbjerg fB (1. div) ude – Kick Off 19.00
Første turneringskamp er den 12. marts, når vi på ASA’s anlæg tager imod Middelfart kl. 14.00
Danmarksserien og cheftræner Jacob Eichner har planlagt følgende træningskampe indtil videre
Lørdag den 19/2 – Holstebro (DS) hjemme
Lørdag den 26/2 – Ringkøbing (DS) hjemme
Lørdag den 5/3 – Odder (DS) ude
Lørdag den 12/3 – VRI (DS) ude
Lørdag den 19/3 – ASA (DS) ude
DS indleder deres forårssæson den 26/3, når TPI venter på hjemmebane.
Følg med løbende på vores SoMe kanaler omkring kampene, når tiden nærmer sig.
Det er med stolthed og store forventninger, at vi pr. 1. januar 2022 skal spille sammen med Adidas, som trøjeleverandør i samarbejde med Sportmaster, som leverandør.
Det betyder, at vi går tilbage til ’striberne’. Et tema, som også vil præge det første stykke tid i samarbejdet i form af den nye trøje. Det er klar i løbet af februar måned, hvilket vi glæder os rigtig meget til.
Udover en ny spilletrøje fra Adidas vil der også komme nye merchandise artikler på shoppen i løbet af det nye år.
Mike Vallentin Hansen, Team Sales Specialist, Adidas:
– Vi i Adidas er glade for at have indgået en beklædningsaftale med Aarhus Fremad og Sportmaster for de kommende sæsoner. Et spændende samarbejde som vi ser meget frem til at realisere fra årsskiftet. Sammen med Aarhus Fremad håber vi at skabe en fantastisk fodboldoplevelse bundet sammen af klubbens traditioner og store passion, på en nye og kreativ måde. Samtidig håber vi at samarbejdet kan smitte af igennem hele klubben fra 2. division til børnefodbold. Det er derfor med stor glæde og stolthed at vi kan byde Fremad tilbage til striberne og Adidas familien.
Luca Imperatore Sørensen & Daniel Høeg Nygaard Rasmussen, Sportmaster Storcenter Nord
– Sportmaster er utrolig glade for at fortsat være en del af Fremad familien og den rejse vi har været på sammen i mange år nu. Der er ingen tvivl om at Fremad er en klub med en masse hjerte, sammenhold og ikke mindst stor fanopbakning. Det vil Sportmaster meget gerne være en del af. Vi ser gode muligheder for at udvikle samarbejdet yderligere og især med en række special kollektioner til Fremad’s fans og ikke mindst fremad selv. Vi håber på at i samarbejde med Fremad & Adidas, så kan vi få skabt en masse hype omkring nogle nye fede produkter.
Andreas Damgaard, Administrations- & Sponsoransvarlig Aarhus Fremad
– Vi forsøger hele tiden at hæve baren for aftaler i Aarhus Fremad og det har vi også formået med denne nye aftale fra 2022. Vi er stolte over at et brand som Adidas ser muligheder i Aarhus Fremad og vi glæder os til at aktivere samarbejdet endnu mere, så vi kan gøre Fremad endnu mere unikke i dansk divisionsfodbold på og uden for banen. Vi kommer tilbage til ’striberne’ efter nogle gode år hos Select og Ove Sass, som vi også gerne vil takke rigtig mange gange. Senest den succesfulde solskinstrøje, som vi har solgt rigtig mange eksemplar af. Det glæder vi os til at Adidas og Sportmaster kan løfte endnu mere.
Der vil løbende komme opdateringer, når trøjen kommer frem og selvfølgelig også når der lander nye artikler i shoppen.
Vi er ikke helt færdig med kontrakterne endnu. Jacob Eichner, cheftræner for vores Danmarksserie-hold, har nemlig forlænget sin nuværende aftale halvandet år, så den rækker frem til sommeren 2023.
”Jeg har det godt med forlængelsen. Jeg føler, jeg har gjort mig fortjent til det, men ser det også som et privilegium at være med på rejsen i Aarhus Fremad med et ambitiøst projekt og en masse gode mennesker både i og omkring klubben. Det gælder hele klubben, fra ledelse og stab til spillere, omkring både 2. division og DS. Der er god sammenhæng i det, vi laver, og der ambitiøse ledere samt spillere, som både har lyst til at give noget af sig selv som mennesker, samt udfolde sig som fodboldspillere. Og det fællesskab, vi har, er ret unikt. Den rejse vi er på med Aarhus Fremad, synes jeg, er så fed at være en del af og jeg glæder mig til at bidrage til udfoldelsen af vores potentiale yderligere. Men det handler ikke kun om mig. Alle i Fremad har en vigtig rolle i, at klubben fortsætter sin udvikling. Og så længe jeg kan bidrage til at fortsætte den udvikling, er jeg glad. Det havde dog ikke været muligt uden en meget forstående kæreste, som har accepteret, at jeg nogle dage er meget væk, fordi hun kan se, hvor glad jeg er for Aarhus Fremad.”
Vores direktør, Lars Kruse, er som Eichner rigtig glad for at få en forlængelse i hus. Vores Danmarksseriehold spiller nemlig en ekstrem vigtig rolle i klubben, og positionen som træner er en rolle, Eichner passer som fod i hose i.
”Eichner er en af dem, som har en længere historik i klubben og har været en gennemgående person i det her skifte i forhold til vores trænermæssige opbygning og den organisation, vi har nu. Han befinder sig rigtig fint i den her rolle – det er lidt en speciel trænerposition, fordi Danmarksserien er på et niveau, der i sig selv godt kunne bære en klub. Jeg er ked af at bruge udtrykket første- og andethold, men at kunne drive et hold på et så højt niveau samtidigt med, at du er underlagt noget andet, er en udfordring i sig selv. Den opgave har Eichner formået at løfte. En bagvedlæggende præmis for den her forlængelse er, at han er en vigtig del af vores setup, og at han dedikerer sig til at køre det videre sammen med os andre. Det er super væsentligt. Det her Danmarksseriehold er et kæmpe aktiv for Aarhus Fremad, som mange ikke tænker på i forhold til blandt andet at tiltrække spillere, der kan få lov til at spille på et højt niveau, såfremt de ikke får så meget tid i 2. division. Det er dybest set Danmarks bedste andethold,” fortæller Lars.
Da Eichner overtog cheftrænerposten for 3 år siden, var 2. Divisions- og Danmarksserie-truppen som to klubber i én. Men sammen med den daværende cheftræner for 2. divisionsholdet Morten Mølkjær, etablerede Eichner et stærkere samarbejde mellem de to hold, så det var tættere på én trup med to hold, som spillede i hver deres række. Det har over tiden udviklet sig mere og mere.
”Selvfølgelig var og er der nogle naturlige opdelinger i truppen, men det var egentlig starten på, hvor vi er i dag, da vi rykkede tingene mere sammen. Så kom Morten Dahm Kjærgaard til. Naturligvis har Morten og jeg skulle lære hinanden at kende, og vi er nu et godt sted med stor respekt for hinanden på et personligt plan og samtidigt hinandens arbejde. Vi har et fælles syn på, hvordan vi driver tingene videre herfra. Det er et fedt sted, vi er nået til. Vi har holdt fast i klubbens kultur med hyggebold på topplan, men er også ambitiøse i forhold til at bygge lag på, så vi kan udfolde det potentiale, vi mener, der er i klubben. Siden jeg overtog cheftrænerposten for DS, er der egentlig bare blevet lagt lag på hele tiden. Da jeg overtog ansvaret, lå vi til nedrykning i DS, og nu har vi efter min bedste overbevisning et top 4-hold i Danmarksserien. Det er vores resultater de seneste år også bevis på. I år er DS endnu stærkere, og derfor skal vi også fortsat udvikle os for at bevare den position. Den udvikling har og er fed at være en del af. Men igen, det handler ikke kun om mig. Jeg har i Kasper Hjørngaard en dygtig assistent, som hver gang møder op med et enormt engagement og løfter et stort ansvar. Samtidig har vi et godt samarbejde i trænerteamet med Morten, Martin og Mathias omkring 2. div samt alle de øvrige mennesker i staben, som alle gør en forskel på rejsen mod at blive så gode så muligt. Og vi har i Fremad en flok spillere, som holder sig selv og hinanden op på, at vi ikke er tilfredse, men hele tiden søger at blive endnu bedre. Det har vi også set på vores 2. divisionshold, hvor vi har leveret nogle rigtig gode, ja nærmest uhørte, resultater, hvis vi måler på vores setup i forhold til de modstandere, vi møder,” siger Eichner.
For Lars er Eichners kvaliteter essentielle for forlængelsen, og derfor har vores direktør også en stor ros til vores DS-træner. Det er især den gode kemi og samarbejdet hele vejen igennem klubben, som Eichner i særdeleshed lever op til.
”Vi er sikret at have en træner, som vi ved har et niveau, og som vi også ved køber ind i den overliggende præmis, der blandt andet handler om, hvordan vi spiller. Han anerkender den rolle, han har i det store billede. Vi kan ikke have en Danmarksserietræner, der er egenrådig, eftersom det er en del af et større økosystem. Eichner er super dygtig til at samarbejde, vi holder af hinanden, og der er god kemi mellem ham og Morten, og i særdeleshed mellem mig selv og Eichner. Så det betyder meget for os alle sammen, at der også er ro på den front, fordi det er en kæmpe rolle at have i klubben. Den er bare ikke så tydelig som andre. Eichner er desuden en del af sponsorkræsen, så det er også fantastisk, at han ikke alene er fremtrædende på træningsbanen, men også til vores netværksmøder. Han er en Fremad-dreng. Med stort F.”
Da Eichner overtog cheftrænerrollen for vores Danmarksseriehold, havde han mere eller mindre kun været træner i et halvt år. Eichner var assistenttræner for 2. Divisionsholdet i et halvt år, og havde inden det været lidt spillende assistent. Derfor har Eichners tid som cheftræner også medført en stor personlig udvikling.
”Det er ret tidligt, jeg får det ansvar at skulle træffe de sidste beslutninger i forhold til holdet. I starten var det klart, at jeg skulle vænne mig til at have det ansvar, have hånden på kogepladen og træffe de beslutninger og så acceptere at tage fejl og komme i tvivl, fordi det kommer man til at gøre. Og det gør jeg stadigvæk. Men jeg føler, jeg er blevet stærkere i, hvem jeg selv er, men også hvem jeg gerne vil være som leder. Jeg er blevet mere afklaret med, hvad jeg tror på i forhold til selve fodboldspillet, som både er attraktivt at se på, men også producerer de bedste resultater. Og ikke mindst synes jeg, jeg har udviklet min evne til at se udover fodbolden. Det vil sige at være opmærksom på, at de mennesker, vi har med at gøre, også er nogle, som skal præstere og udvikle sig i andre arenaer end fodboldens. Det nyder jeg virkelig at være en del af. At være med til at udvikle nogle af de her mennesker i Fremad, så de også bliver rigtig dygtige studerende, erhvervsfolk, ja mennesker, som kender sig selv. Jeg synes, jeg har udviklet min evne til at forstå forskellige mennesker og den motivation, den enkelte har. I øvrigt er det også noget, jeg beskæftiger mig med i mit daglige arbejde som rekrutteringskonsulent i Sensu. Her handler det også om at være med til at udfolde både virksomheder og menneskers potentialer via indsigt i mennesker.”
På Riisvangen er der sket meget for Eichner, men også hjemme i det private er der sket ting, som har været med til at forme hans syn på tilværelsen. Det har naturligvis også sat sit præg på det fodboldmæssige.
”Derudover er der sket den personlige udvikling for mig, at jeg i mellemtiden er blevet far, og lige om lidt bliver det for anden gang. Det lyder lidt kliché-agtigt, men der sker et eller andet, når man bliver far. Fodbolden kan godt virke som liv og død, når man er i det, og sådan skal det også være, fordi det er med til at drive os til at blive så gode som muligt. Men omvendt er det trods alt ’bare’ er fodbold. Min søn kigger på mig på samme måde uanset, om vi har vundet eller tabt, og synes stadig jeg er hans far. Og jeg elsker, når han kommer løbende hen til mig efter en kamp, uanset om vi har vundet eller tabt. Det giver en eller anden distanceret vinkel til det at lykkes som fodboldtræner – man har andet, der er vigtigt i sin tilværelse.”
Eichner er ikke meget for fremtidsprognoser, men han fortæller, at der er et vigtigt aspekt i klubben, som han især har fokus på at vil bevare.
”Jeg håber på, vi kan flytte endnu flere spillere rent individuelt til at tage et skridt op. Vi har mange gode eksempler på det i klubben nu. Jeg vil gerne være med til at producere endnu flere af de eksempler. Men derudover vil jeg gerne være med til at bevare Aarhus Fremads DNA i klubben. Selv når vi laver udviklingsmæssige vigtige trin, såsom at indføre kontrakter, skal vi stadig huske, hvem vi er og værne om vores kultur. Det vil jeg bidrage til med alt, hvad jeg har. Jeg kommer til at blive ved med at være opmærksom på, hvad Aarhus Fremad også er, udover bare en fodboldklub. Jeg synes, det er vigtigt, at når vi interagerer med mange mennesker i mange forskellige sociale lag, at vi så også er opmærksomme på, hvilke signaler vi sender. Både når vi er ude som hold og skal efterlade et omklædningsrum, der skal se ordentligt ud, men også når vi møder mennesker ude på vores ture, at vi faktisk viser os som ordentlige, respektfulde mennesker. Det, synes jeg, er væsentligt, og det vil jeg gerne bidrage til, at vi bliver ved med.”
Personligt sigter Eichner naturligvis også efter at fortsætte sin udvikling. ”Rent personligt håber jeg på, at min udvikling fortsætter med udgangspunkt i, hvem jeg er som leder, således at jeg bidrager til at udfolde både mit eget, klubbens og de individuelle spilleres potentialer. Jeg har en tro på, at så længe jeg gør alt, hvad jeg kan og virkelig arbejder grundigt, ordentligt og nysgerrigt med tingene, så skal det nok gå godt. Så kan jeg også stå på mål for det, jeg gør. Hvis man skal tænke resultater, er det åbenlyse, at vi skal forblive i Danmarksserien i hele perioden. For mig at se skal vi også lægge endnu et lag på, så vi får endnu flere konsistente præstationer, som gør, at vi kontinuerligt kan blive konkurrencedygtige i toppen af DS”.
Fredag sluttede auktionen på vores spillertrøjer til fordel for Skyggebørn. Beløbet endte på kr. 52.187,- og vi er virkelig glade og stolte over, at det lykkes os at indsamle så mange penge til et godt formål, som Skyggebørn er.
Kæmpe stor tak til alle, der endte som vindere, men så sandelig også alle, der har budt på trøjerne i løbet af perioden. I har alle gjort en forskel.
Alle, der har vundet en trøje i auktionen kan henvende sig til Andreas Damgaard på ad@aarhus-fremad.dk for nærmere aftale omkring udlevering.
Lidt mere data baseret kan vi sige, at vi på Facebook nåede ud til over 12.500 og på Twitter fik vi mere end 34.000 eksponeringer. Dette er virkelige flotte tal for vores fodboldklubs størrelse. Tak for alle likes og delinger.
Derudover har BT Aarhus over flere gange lavet artikler på vores auktion og senest denne artikel, hvor stifter af Skyggebørn, Jes Dige udtaler sig:
Derudover laver vi også 10 spilletrøjer yderligere, som kan købes for kr. 1.500,- pr stk. De penge vil også gå ubeskåret til Skyggebørn. Trøjerne sælges via henvendelse til Andreas på ad@aarhus-fremad.dk
Vi har over den seneste tid lavet aftaler med en håndfuld af vores spillere. Nogle har fået forlænget deres kontrakt, andre er kommet på kontrakt for første gang. Det er dog en endnu vigtig aktør i Fremad, der har gjort sig fortjent til en forlængelse, og det er vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, der forlænger kontrakten frem til sommeren 2023. Morten kom til i vinterpausen i 19/20-sæsonen, og siden da har han ikke kigget sig tilbage. En masse spillere er kommet til og fra klubben. Der er kommet et hav af stabsmedlemmer til, og så har udviklingen over de seneste halvandet år været positiv og til at mærke. Morten selv er naturligvis glad for at have bundet sig et år yderligere, end hvad hans oprindelige aftale rakte til.
”Forlængelsen betyder rigtig meget. Jeg er rigtig glad og stolt over at være træner for Aarhus Fremad. Jeg nyder min hverdag og synes, det er spændende. Jeg selv og klubben er inde i en god udvikling, og det er sgu en fornøjelse. Jeg føler mig privilegeret over at stå i mit første cheftrænerjob i Aarhus Fremad. Der er flere faktorer, der gør sig gældende. Hele klubbens kultur og stemning sætter et aftryk i os alle sammen. Naturligvis i mig, men selvfølgelig også i de mennesker, som jeg har arbejdet sammen med, og dem der stadig er her. I forhold til den nærmeste ledelse med blandt andet Lars Kruse har vi ramt en enighed, og der er mange ting, vi ser ens, som måden at gøre det på. Der er en ordentlighed i tingene og den måde, vi har skullet bygget det op på. Der har vi bare ramt hinanden rigtig godt både personligt, men også på et strategisk plan, og det har været rigtig vigtigt. Det er selvfølgelig også sammen med Andreas Damgaard, trænerteamet og folk omkring, som bare har vokset i den tid, jeg har været her.”
Morten er ikke den eneste i klubben, der glæder sig over forlængelsen. Vores direktør, Lars Kruse, er såvel glad, og beslutningen om at forlænge med Morten har ligget lige til højrebenet, fortæller han. Her er det blandt andet også den gensidige tillid og enighed i tingene, Lars som Morten understreger som værende en afgørende faktor i beslutningen om at holde Morten minimum et år mere på Vangen.
”Vi har flyttet os og virkelig gjort Fremad til en spændende udviklingscase. Vi har taget nogle fodboldspillere og gjort dem meget dygtigere, og det er Morten rigtig god til. Så har vi fået opbygget en kemi og tillid til hinanden, der gør, vi kan drive den her klub ud fra samme principper. Det tager lang tid at tune sig ind på hinanden, så vi ønsker egentlig bare at fortsætte det arbejde, der har været i gang, og vi er godt tilfredse med det arbejde, der allerede er blevet lavet – det er det her selvfølgelig også et tegn på. Så vi holder snuderne i sporet, og så tænker jeg, vi skal trække det her så langt, vi kan,” fortæller Lars.
Udover at både Morten og Lars byder Mortens forlængelse til med åbne arme, så er det også, hvad vores anfører, Emil Hauge, fortæller.
”Jeg synes, det er rigtig fedt, Morten har forlænget, fordi der er sket rigtig meget positivt oppe i klubben, siden jeg startede, og især også efter Morten er kommet til. Der er kommet et rigtig godt setup med nogle dygtige assistenttrænere, fysser på til alle vores træninger, og der er blandt andet også kommet læge indover. Morten er meget ambitiøs på klubbens vegne, så jeg tror, han er med til at drive tilgangen om, at der hele tiden skal forbedres. Derudover har Morten sammen med de andre trænere skabt en god spillestil i klubben. Udover at jeg tænker, det er den bedste måde at spille fodbold på, fordi man bør vinde mest muligt på den måde, så er det også en attraktiv måde at spille på. Man er glad for at komme til træning og spille kampe, og det er med til at bidrage til, at jeg i hvert fald er utroligt glad for at være i klubben.”
Da Morten kom til gik han fra at være assistenttræner i FC Fredericia til selv at stå ved roret som cheftræner. Det har naturligvis betydet, at Morten har skullet lære en ny rolle at kende, og han fortæller, han er gennemgået en stor udvikling, siden han kom til i fjor.
”Jeg har virkelig lært meget omkring mig selv. Jeg var motiveret for at blive cheftræner og lære noget omkring netop mig selv i den rolle, og det har gjort, jeg er blevet bedre og dygtigere. Det er selvfølgelig alle dem omkring mig, der har været med til at løfte det. Jeg har lært om, hvad det vil sige at være en del af en klub og dens strategi og at udvikle både den, spillestil, koncept og være med til at bygge noget, som kan stå tilbage som et indhak i en klubs historie og være med til at flytte noget positivt. Jeg har nydt at være i klubben i snart to år, hvor vi har taget gode skridt sammen. Perioden har haft stor værdi for mig og givet mig stor motivation og inspiration af at overvære truppen og trænerteamets udvikling. Herunder Martin og Mathias jeg har arbejdet allertættest med. De er fantastisk dygtige, og de giver alt, hvad de har af sig selv. De har flyttet mig enormt. Vi har flyttet hinanden og klubben hver dag i samarbejde med både Lars og Andreas især. I alt det har jeg virkelig lært meget og fundet ud af, hvor meget det egentlig betyder, og hvor vigtigt et grundlag det er både for at blive dygtig, men også for at opretholde en god energi, motivation og at være inspireret i hverdagen, ” fortæller Morten.
”Jeg har virkelig oplevet måske for første gang i min trænerkarriere virkelig at finde mig tilrette. Det er både i rollen som cheftræner i sig selv, hvor jeg har været meget tydelig på, hvordan vi skal spille og udvikle staben. Vi har fået kompetente mennesker tilknyttet, der virkelig vil noget med deres karriere, og fået dem ind i et godt miljø. Vi har virkelig taget nogle gode skridt henad vejen, og det har jeg virkelig fundet en stor, stor glæde ved. Udviklingen har været fantastisk, bekræftende, og den har givet et indhold, som passer til den person, jeg er og gerne vil være. Jeg har fundet nogle ting i mig selv ved at være i Aarhus Fremad. Jeg har lært meget omkring det her med at have én trup og to hold i både 2. division og Danmarksserien, hvor vi virkelig har dannet et godt samarbejde med Eichner og Hjørne. Der har været mange helhedsting, som betyder meget for mig og har givet mig noget helt særligt i min fodboldtilværelse.”
Forlængelsen med Morten, fortæller Lars, hører med til en strategi om, at klubben gerne vil binde spillere og stab, så vi kan forsætte de takter og den udvikling, vi har set udfolde sig over de sidste par år.
”Bag beslutningen om forlængelsen ligger et overordnet ønske om at have en langstrakt plan for klubben og de folk, der står bag. Det har været en præmis i Fremad i mange år, at man er gået på sommer- og juleferie med ondt i maven, fordi man ikke har vidst, om spillerne kom tilbage igen, og om nogle var blevet snuppet. Vi har arbejdet meget på at få spillere på plads, og så er Morten naturligvis en meget stor og vigtig brik i det puslespil. Vi har en trup og et sportsligt setup, som vi ved er på plads den her og næste sæson, medmindre der kommer et vanvittigt bud udefra, som vi dog selv kan styre. Det giver noget ro. Og så kan vi jo slappe af i julen,” siger Lars
En af de ting, der har gjort, Morten har følt sig så tilpas i klubben, er, at han trives med kulturen og folkene omkring.
”Jeg trives i flere ting, der er faldet i hak her i klubben. Jeg trives i, der er en udvikling og en optimisme. Så kan man spørge sig selv, hvor optimismen ligger i ’det skal nok gå’. Den ligger i ukueligheden i sloganet. Der er hele tiden en optimisme, fremgang og noget, vi nok skal nå. Det ligger også i den måde, jeg tænker, vi skal spille på. Vi skal gå efter at begejstre vores tilskuere. Der er et positivt syn på, vi kan gøre det godt, og vi gør, hvad vi kan. Så vi passer godt sammen, når det kommer til optimismen og begejstringen i klubben i forhold til mit sindelag, og hvad jeg tror på vi kan opnå sammen,” fortæller Morten.
Men at kulturen passer Morten, er ikke nok i sig selv. Samarbejdet mellem ledende i klubben er en vigtig faktor for, at tingene spiller.
”Jeg passer godt med Lars og klubben, når det kommer til måden at gøre ting på. Vi skal gøre det ordentligt. Et eksempel på det er da vi fik kontrakter. Vi kunne starte med at få 10 kontrakter, hvor alle ville få 4000. Nu er vi oppe på 16-17 kontrakter, men alle får stadig 4000. Vi flytter klubben på en tålmodig måde, ligger et godt grundlag og arbejder benhårdt på, hvilke spillere vi skal have ind, hvilke vi skal fortsætte med, hvordan vi træner og udvikler spillestilen, hvordan vi får flere ressourcer ind i holdet, hvordan vi kan være bevidste og videreudvikle kulturen i klubben, og hvordan vi husker at få alle med. Vi prøver ikke at bruge alle pengene ét sted. Vi ved, at det, der skal bygges op, skal ske med kvalitet over tid, fordi så holder det. Hverken klubben eller jeg er interesseret i at lave et luftkastel, som skal blomstre op i to sæsoner og så forsvinde igen. Det er ikke interessant eller motiverende for klubben eller mig.”
Morten har ikke mindst ros til spillerne. Mentaliteten og træningskulturen er noget, vores cheftræner er stolt af.
”I forhold til den generelle kultur og træningskulturen har vi samlet en god gruppe af spillere, som træner rigtig godt. De kan både træne på et højt niveau og et fagligt, taktisk højt niveau og samtidigt indædt brænder de for at blive dygtige og vinde fodboldkampe. Men vi prøver også at udvide den fodboldfaglige horisont for spillerne. Vi vil gerne have reflekterende fodboldspillere, som er i stand til at ville kunne arbejde på den lange bane såvel som den korte, så vi er i stand til at udvikle os. Vi kan godt lide følelser. Dem skal vi bruge, være i, leve af, men vi vil gerne opnå en stor fornuft, hvilket taler ind i de stoiske principper. Vi vil gerne træffe mange valg ud fra vores fornuft og ikke lade følelser og øjeblikke styre os alene. Vi vil være i mange følelsesladet øjeblikke, men der skal vi sammen som gruppe i spillertruppen, ledelsesteamet eller trænerstaben kunne holde vores overordnede retning på et længere perspektiv, og så skal vi kunne kontrollere vores følelser og styre det hen mod det, at vi stadig kan blive bedre. Og der har vi altså en spændende, interessant gruppe af fodboldspillere, som virkelig kan træne godt og ikke vil lade deres træning og kampe blive styret af resultater. Det er noget, vi tror på, kan gøres os dygtigere på den lange bane som klub, hold, trænere og spillere. Det er den måde, vi gør det på med en stoisk tanke om at kunne styre følelserne så godt som muligt og så bruge fornuften, være rolige og holde retning. Det ligger i vejen, hvor vi skal hen, hvad vi kan løfte på, hvad vi skal opnå. Vi er positivt begejstret for, hvor gode vi kan blive. ”
Og hvad kan vi så vente de næste to år? Det eksemplificerer vores cheftræner med kampen mod Brabrand.
”Der var over 1000 tilskuere, en rigtig god stemning og to hold, der gjorde, hvad de kunne. Der kunne man se, et Aarhus Fremad-hold spille med et stort mod, modenhed og en måde at vise sig frem på og være i kampen på med en stor ro. Det gjorde, at publikum kunne se nogle spillere, der hele tiden forsøgte at være de bedste og opnå noget i kampen. Det, vi kan garantere, er, at vores fans vil opleve et hold, der vil forsøge at være de bedste, at lave mål, og som ikke bliver bange for at lave fejl. Selvom det kan være svært, og man kan være nervøs, og der kan være pres på, så vil vi gøre alt, hvad vi kan for at være en gruppe af spillere og stab, der arbejder på at vise os frem på en positiv måde, når vi spiller fodboldkampe. Det, synes jeg, vi så i den Brabrand-kamp, hvor vi kæmpede alt, hvad vi kunne i første halvleg, hvor Brabrand ellers var gode og gjorde det svært for os, men hvor vi holdt så godt fast og gav alt, hvad vi have. Vi insisterede og blev ved, og det, der så skete i anden halvleg, var, at vi igennem den tro turde tage fat i spillet. Så fik vi det overskud og overtag, der gav os en 3-0 føring, der afgjorde kampen. Den indsats af de spillere er noget af det, som vi som spillere, trænere, ledelse, tilskuere skal forvente, omfavne, tage imod og hylde. Noget af det fedeste er, når spiller ikke gemmer sig, men virkelig vil komme og vise, hvad de kan og ikke begrænser sig på kampdagen. Det er en udvikling, vi er på, og vi vil gerne blive endnu bedre og dygtigere til det. Og vi vil selvfølgelig også gerne blive ved med at møde endnu dygtigere hold, og den her 2. division er et rigtigt spændende sted lige nu, fordi der er så mange gode hold lige nu.”
I forbindelse med vores hjemmekamp mod Kolding IF den 6. november arrangerer vi i samarbejde med Øst for Paradis en kombination af det bedste fra to verdener, når vi sammen inviterer i biografen og til fodboldkamp i hyggelige omgivelser
Temaet: Kærlighedslørdag – lær at forstå din partner på under seks timer
Det hele starter Kl. 10.00 i Øst for Paradis med morgenkaffe, oplæg til dagens film fra Thomas Ballegaard, en hardcore Arsenal supporter og visningen af filmen: Fever Pitch (fodboldens svar på Notting Hill)
Kl. 13.15 forsætter vi på Riisvangen Stadion, hvor vi byder på Chili con carne og en fadøl/vand, oplæg til dagens kamp og så selvfølgelig Aarhus Fremad vs Kolding i årets sidste hjemmekamp på Riisvangen.
Så tag din kæreste, ven eller elsker/inde) med. Det koster kr. 150,- pr person og er åben for alle.
Åh Bugge, Bugge, Bugge, hey! Bugge har bundet sig til klubben i to år frem til sommeren 2023, og det er en aftale, som for både Bugge og Fremad er kærkommen.
”Jeg er glad for at komme på kontrakt. Det er en anerkendelse, et klap på skulderen, der fortæller, at jeg gør noget rigtigt og gør det godt, så det er dejligt. Men det er jo ikke, fordi det kommer til at ændre så meget andet, end at man har mere ro på i forhold til, hvor man skal være de næste par år. Det giver en god ro, og det gør, jeg kan arbejde fokuseret med nogle ting og udvikle mig og mit spil endnu mere.”
Sidste sommer kom en håndfuld spillere på kontrakt for første gang i en lang årrække i Fremad. Bugge var ikke i blandt, og selvom man som fodboldspiller naturligvis sigter efter og gerne vil være på kontrakt, var det ikke verdens undergang, men gav tværtimod vores 21-årige kulturbærer noget at hige efter. Nu er Bugge nået i mål med at få netop den kontrakt, men det ændrer ikke Bugges forpligtigelse til sig selv eller klubben, fortæller han.
”Jeg har været på kontrakt før i AGF, og jeg har prøvet ikke at være på kontrakt, så jeg har været på begge sider, og det har aldrig ændret noget. Lige meget hvad, giver jeg 100 procent og vil altid gå efter at udvikle mig og gøre mit bedste. At jeg er kommet på kontrakt giver mig måske mere ansvar, som helt sikkert følger med, og det gør bare, jeg kan udvikle mig endnu mere, fordi der måske er større forventninger til mig. Jeg ser det kun som en positiv ting.”
Bugge kom til Aarhus Fremad direkte efter, han var færdig med at være U-spiller i AGF’s ungdomsrækker for to år siden. Det har været en omvæltning, der var anderledes, end hvad Bugge havde forestillet sig, men det har samtidigt resulteret i en udvikling, der kun har kommet ham til gode.
”Jeg har gennemgået en stor udvikling. Seniorfodbold overraskede mig på, hvor højt niveauet egentlig er. Jeg havde måske nogle forventninger og tanker om sig selv, da jeg kom fra AGF’s U19-hold og troede, at jeg nu helt sikkert gik ind og erobrede hele 2. division, hvilket jeg måske bare ikke gjorde. Det har helt sikkert gjort, jeg har været nødt til at arbejde ekstra for det og vende mig til senior- og 2.divisionsfodbold. Det er mere fysisk, og det er nogle erfarne herrer, der er i divisionen. Jeg synes helt sikkert, jeg er gennemgået en udvikling, hvor jeg er begyndt at vende mig mere til 2. division og føler mig mere tryg på banen. Mere konkret så har jeg udviklet meget af mit offensive spil – især det seneste år under Morten, hvor jeg er kommet i flere offensive positioner, som helt sikkert har bygget på mit spil, hvorimod jeg før i tiden ofte mere var en klassisk defensiv midt. Det hænger også sammen med den spilfilosofi, vi har, hvor vi gerne vil have bolden meget, og det er jeg utroligt glad for.”
Modgang er en tilstand, de fleste fodboldspillere kommer til at være i på et tidspunkt i deres karriere. I mange tilfælde kan modgangen dog have en positiv effekt, og det må Bugge erkende, det har haft for sin egen udvikling både som spiller, men også som menneske.
”Jeg er sikker på, det har haft en stor betydning for min udvikling. Før i tiden var jeg vant til, at der ikke var sindssyg meget kamp om pladserne, og det må man bare sige, der er i vores trup. Vi har en fantastisk trup, hvor der er kamp om alle pladser. Det har gjort, jeg har været nødt til at bygge på og kæmpe for det, træne, spille godt og udvikle nogle områder i mit spil, jeg måske ikke havde fokus på før. Så jeg ser det kun som en positiv ting at få den her modgang. Det har medført, man har skullet kræve noget mere af sig selv.”
”Derudover har jeg fået oparbejdet en større modenhed. Både som menneske, men også som spiller. Den modgang, jeg har haft, har givet anledning til refleksion over, hvad jeg skal bygge på, hvor jeg måske mangler noget i forhold til andre og divisionen. De to ting, tror jeg, hænger godt sammen. Det tror jeg ikke, jeg havde fået på samme måde, hvis jeg var gået direkte ind i start 11-eren og blevet en bærende kraft fra start af. Jeg har haft mange snakke med både min tidligere træner Morten Mølkjær, men selvfølgelig også Morten Dahm Kjærgaard om nogle mentale ting, jeg har skullet arbejde med, som jeg føler, jeg er ved at have godt styr på og fået udbygget meget.”
Nu gælder det for Bugge om at knokle på og videre udvikle sig, så han kan blive den bærende kraft, han havde en forestilling om, han skulle gå direkte ind og være, da han kom til Fremad.
”Mit mål er at bide mig 100 procent fast i startopstillingen og samtidigt få mere og mere ansvar. Men også bare at tage mere ansvar både på og udenfor banen. Inde på banen kunne det fx være kommunikativt, kræve mere af mine medspillere, men også udenfor banen hvor det handler om at bære kulturen og være med til at bibeholde og skabe et godt træningsmiljø, som jeg i forvejen synes, vi har. Men at bringe de værdier, som Fremad står for, videre. Værdier, som tiltaler mig meget og betyder meget for klubben, folk omkring og vores fans. Danmarks bedste fans.”
Bugge har spillet 51 kampe i Fremad og scoret et enkelt mål. Han garanterer dog, at der kommer flere mål på kontoen.
Der er den seneste tid sket meget bag kulisserne, og nu er endnu en Fremad-spiller kommet på kontrakt i klubben. Emil Junge har nemlig skrevet to år med Fremad, og han bliver derfor den seneste spiller sammen med Emil Obitsø, der er ny på kontrakt i klubben.
”Det betyder helt vildt meget for mig, og det var også et af de mål, jeg satte mig selv, da jeg kom til klubben – at jeg ville være kontraktspiller i Aarhus Fremad og være endnu mere en del af det projekt, jeg blev en del af i februar. Det her med at være på kontrakt handler ikke så meget om pengene, men om at man føler sig endnu mere en del af det projekt, som er i gang i klubben.”
Junge kom til Aarhus Fremad i februar, og der er ikke gået lang tid, inden han har fået tilbuddet om en kontrakt.
”Det er et bevis for mig selv om, at jeg har taget nogle skridt i den rigtige retning, siden jeg kom til klubben, og at jeg så sammen med trænerne og holdkammeraterne har ledt mig selv på rette kurs i forhold til min udvikling. Det er ting som spil med bolden, men også spillestilen som Aarhus Fremad har. Den har jeg hurtigt kunne tilegne mig, og det er et kæmpe skulderklap, at man får at vide, det er de rigtige ting, man gør.”
Junge kom til fra Silkeborgs U19-hold, og det er altså første gang, han prøver kræfter med seniorfodbold. Det har naturligvis betydet, at han har skullet vende sig til den anden slags fodbold, der bliver spillet i de voksenes rækker.
”Det har været en sindssyg fed og lærerig overgang fra ungdoms- til seniorspiller, især i forhold til aspekter som det fysiske, som i højere grad er en del af det at være seniorspiller. Det er helt klart en anden slags fodbold, der bliver spillet. Det er en mere professionel form for fodbold, hvor der måske ikke generelt er den store forskel på, hvor meget man prioriterer resultatfodbold, men hvor det trods alt spiller en vigtigere rolle end som ungdomsspiller. Det er klart, der er en overgang, hvor man lige skal vende sig til de forskellige ting, men jeg synes ikke, det har været svært, selvom der selvfølgelig har været nogle ting, man har skullet tilegne sig – også i forhold til spillet.”
Det er nu et halvt år siden, 19-årige Junge kom til Fremad, og det har på trods af den seneste tid været en god første periode i klubben, fortæller han.
”Jeg har haft en sindssyg fed første tid i klubben. Hele truppen, spillerene, trænerstaben og alle omkring holdet har taget virkelig godt imod mig. Man føler sig meget velkommen, og det er et sted, man har lyst til at komme. Selvom jeg nu engang er blevet skadet, så kommer jeg stadig i klubben, selvom der ikke er så meget jeg kan lave, fordi sammenholdet på holdet er så vigtigt. Man føler sig stadig en del af det.”
Emil Junge har siden, han kom til i februar, spillet 17 kampe i Fremad.
Emil Obitsø har skrevet en etårig kontrakt med klubben, der som minimum holder ham på Riisvangen til sommeren 2022. 25-årige Obitsø kom til Fremad i februar 2020 fra Kolding IF og har siden da været en stærk, stabil force i venstre side af forsvaret.
”Det er noget, jeg har kæmpet for i halvandet års tid, så det betyder meget, og at jeg bliver anerkendt for det arbejde, jeg leverer. De ser stadig potentiale og tror på en, og så er jeg bare inde i en god udvikling. Min tid i klubben er sådan set bare blevet bedre og bedre. Det startede lidt med, at jeg ikke fik helt så meget spilletid, men så er det kommet mere og mere med tiden, efter jeg er kommet bedre ind i den måde, Morten og trænerstaben gerne vil spille på. Det kommer lige pludselig meget naturligt det hele.”
Da Obitsø kom til klubben, forklarer han, at det var en nem overgang i omklædningsrummet og udenfor banen. Indenfor kridtstregerne skulle der dog arbejdes mere med omvæltningen.
”Der er en mere klar filosofi og én måde, man vil spille på, i Fremad. Det var en udfordring til at starte med, men der er sket meget siden da. Jeg er blevet meget bedre på bolden, og så er jeg blevet bedre til præcis at vide, hvad jeg skal gøre i bestemte situationer. Det er blevet lidt mere klargjort, og det har også været nemmere at se selv, fordi vi har videosessioner, hvor man kan se præcis, hvornår man måske kunne gøre tingene anderledes. Så er det noget, man kommer til at tænke over på banen også.”
Det er ikke kun personligt, Obitsø har kunnet mærke en udvikling.
”Jeg synes også, udviklingen i klubben går den rigtige vej. Nu får vi også bundet flere spillere, og det er jo med til at gøre det hele mere kontinuerligt i truppen, så vi hele tiden kan bygge på relationerne også. Når Lars smider i, er det ambitiøst, men sker i et stille og roligt tempo, så det ikke bliver sådan, at det stikker af, og man giver det et skud i en kort periode, og så når det ikke lykkes, droppes det. Hvorimod vi prøver at bygge noget op over en længere periode, og det, tænker jeg, er den helt fornuftige måde at gøre det på.”
Obitsø har efter Brabrand-kampen 41 kampe i Fremad.