nyheder:

Din Låsesmed – Åbyhøj Låseservice har mere end 20 års erfaring inden for låsearbejde og adgangskontrol, og de kan løse stort set alle opgaver. De mange års erfaring kommer kunderne til gode i form af høj kvalitet på produkter og i arbejdets udførelse.

Din Låsesmed – Åbyhøj Låseservice har meldt sig ind i Aarhus Fremads netværk, for at støtte op om lokalsamfundet og byens nummer 2. De er desuden, som erhvervspartner, med til at forme fodboldklubben Aarhus Fremad. Som en bonus kan Aarhus Fremads brede netværk også være med til at styrke deres forretning.  

Bestil et gratis sikringscheck på ”Din Låsesmeds” hjemmeside og se trygt kampen på stadion lørdag.

På lørdag kl. 15.00 ligger Riisvang Stadion græs til et uhyre spændende opgør mellem Øst- og Vestjylland. Aarhus Fremad mod Ringkøbing. Efter en skuffende start på foråret med et 5-2 nederlag til lokalrivalerne, er ’Byens nr. 2’ i akut nedrykningsfare. Kun et point adskiller Fremad fra den nedrykningsstregen i 2. division Vest. Den fare er træner Jesper Tollesen opmærksom på. Han håber, at holdet hurtigst muligt kan få lidt luft til bunden, hvilket kræver nogle point. De første kan ifølge cheftræneren godt komme på lørdag mod Ringkøbing. – Ringkøbing er et godt, homogent hold, men hvis vi bliver en anelse skarpere i begge ender af banen i forhold til sidste weekend, så har vi helt klart en chance, siger Tollesen. Træneren for de gul-sort stribede håber, at der kommer masser af tilskuere til lørdagens kamp, der kan bakke hjemmeholdet op og hjælpe dem med at sparke foråret ordentlig i gang.

 

Her kan du se resultaterne af vinterens træningskampe 2014:

 

Aarhus Fremad vs. Skrive 1-0

Aarhus Fremad vs. Hobro 1-1

Aarhus Fremad vs. Kjellerup 2-0

Aarhus Fremad vs. Fredericia 2-3

Aarhus Fremad vs. Odder 2-0

Skanderborg vs. Aarhus Fremad 0-0

Aarhus Fremad vs. AGF 0-0

Aarhus Fremad vs. Silkeborg 0-2

 

Fodboldklubben Aarhus Fremad er ny venskabsklub i F.C. København og vil derfor være vært, når sommerens fodboldskole, FCK Camp, for første gang kommer til Aarhus.

F.C. Københavns nyeste venskabsklub er Aarhus Fremad. Løvernes første venskabsklub i Jylland har en stolt historie på både bredde- og eliteplan, hvor det bedste seniorhold skabte overskrifter og respekt, da de gik hele vejen fra serie 2 til Superligaen omkring årtusindeskiftet, og i dag frister en tilværelse i 2. division vest. På ungdoms- og breddeniveau er Aarhus Fremad kendt som en klub med en unik stemning og stor klubånd.

“Vi har kigget os omkring efter en venskabsklub, som kunne give os mulighed for at komme tættere på flere af vores fans, især i Jylland. Og efter møder med Aarhus Fremads ledelse, har vi fået et godt indtryk af dem som klub generelt, og vi synes, de er en perfekt partner til vores forboldskole, FCK Camp, som bliver første samarbejdspunkt mellem os. Og vi kan ikke udelukke, at der kan komme et samarbejde mellem os på andre niveauer også for fremtiden,” siger kommerciel direktør i FCK, Rikke Dræbye Gantzhorn.

FCK Camp har i en årrække været afholdt på KB og B1903’s anlæg på Frederiksberg og i Gentofte med stor succes. Flere andre klubber har ytret ønske om at få F.C. Københavns fodboldskole på besøg, så unge i deres område også kan få muligheden for at deltage, og derfor er Sundby, Karlslunde og altså nu Aarhus kommet med på programmet denne sommer.

“Byens nr. 2 er naturligvis stolte af, at nordens største klub har lagt mærke til vores projekt, og måden vi arbejder på. Vi ser frem til at få afviklet en fantastisk camp, hvor leg og læring går hånd i hånd med den professionalisme, som kendetegner FCK. Vi er sikre på, at børnene får en kæmpe oplevelse, og vi får samtidig mulighed for at suge til os af FCKs knowhow,” siger Søren Østergaard, direktør i Aarhus Fremad.

Nøgleordet for FCK Camp er kvalitet. Deltagerne får et højt antal træningstimer, en god tøjpakke, en fodbold, frokost og allervigtigst: struktureret træning af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser, der er væsentligt lavere end tilsvarende udenlandske og private fodboldskoler i Danmark. Det er også afgørende for F.C. København, at FCK Camp rammer bredt. FCK Camp skal være for alle fra 6 til 14 år og favne flere fodbold-niveauer.

Derfor er der, udover FCK Camp, også FCK Mini Camp og FCK Keeper’s Camp, hvor metoder, øvelser og struktur på hvert alderstrin reflekterer, hvordan der arbejdes med udvikling af fodboldspillerne i F.C. København. I udvælgelsen af trænerne i FCK Camp er F.C. København fokuseret på, at faglige og menneskelige egenskaber kan komme forud for uddannelse.

Disse principper er nu en del af samarbejdet med Aarhus Fremad der, sammen med F.C. København, har ønsket at kunne tilbyde fodboldskole på højt niveau til deres egne medlemmer og unge i området.

“Vi er glade for, at vores fodboldskole er så populær, og at mange klubber ønsker vores besøg med FCK Camp. Vi har haft flere forespørgelser – sågar fra Norge – men vi prioriterer denne sommer at være til stede i Danmark i øst og vest, og her passer Aarhus Fremad rigtig godt ind. Både som venskabsklub og vært”, siger Rikke Dræbye Gantzhorn.

 

Fodboldskolerne vil foregå i ugerne 27, 28 og 32.

For yderligere information kan du besøge fck.dk/fckcamp

Lørdag d. 1. februar afholdes Aarhus Pre-season Cup med deltagelse af bl.a. AGFs superligahold samt Silkeborg IF og Vejle Boldklub.

Aarhus Pre-season Cup afholdes på Aarhus Fremad og VRIs baner lørdag d. 1. februar fra kl. 10-15. Turneringen er en gylden mulighed, for at fans og fodboldinteresserede kan se de lokale helte i aktion og få testet klappe-tøjet af.

De deltagende klubber er AGF, Aarhus Fremad, Vejle Boldklub, Silkeborg IF, Skovbakken, Vendsyssel FF. Hver kamp varer 45 min. og der gives 3 points for sejr, 1 point for uafgjort og 1 point pr. scoret mål. Der lægges derfor op til offensivt og publikumsvenligt fodbold.

Mad og drikkevarer kan købes på anlæggene, og i løbet af dagen vil der være konkurrencer og aktiviteter for børn og voksne.

Billetter købes her eller på kampdagen.

 

Lørdag eftermiddag skulle Aarhus Fremad forsøge at lukke en svingende efterårssæson ned med et godt resultat hjemme mod Rishøj. Sådan endte det desværre ikke, da Fremad måtte gå hjem med et nederlag på 2-0.

Kampen bølgede frem og tilbage, og i første halvleg havde Fremad alle muligheder for at få bragt sig foran, blandt andet med en friløber, der blev misbrugt på det skammeligste. Det var derfor også en spand kold vand i hovedet, da det i stedet var Rishøj, der kom foran efter 58 minutter. Ved et velspillet angreb fik Rishøj smidt et indlæg ind i feltet, så Martin Vixø Kristensen nemt kunne heade bolden i nettet for få meters afstand.

Derefter indledte Fremad et tungt pres mod Rishøj-målet, der blandt andet var ved at resultere i et mål ved en hjørnesparksituation, der blev reddet på målstregen. Det kom dog ikke tættere på, og kort før slutfløjtet var det igen Martin Vixø Kristensen, der dukkede frem i et kontraløb og lukkede og slukkede. Det var derfor også en skuffet træner efter kampen:

”Vi må bare erkende, at Rishøj er et rigtigt stærkt hold, og det er heller ikke for ingenting, at de er nummer to i divisionen. Jeg synes egentlig, at vi gør en rigtig fin figur, men vi kender ikke vores besøgstid og får ikke scoret på vores chancer,” fortæller Jesper Tollesen.

Aarhus Fremad har generelt haft svært ved at finde vej til målet i de første 15 kampe. Fremad har kun scoret 13 mål og er derfor det hold i 2. division vest, der har scoret færrest mål. 

Efter 15 kampe har Fremad 17 point og får derfor lov til at holde vinterferie på en 11. plads. 

Næste kamp er ude mod Odder IGF og spilles den 29. marts.

Forza Fremad.

Skærmbillede 2013-11-03 kl. 17.41.16

Det var på alle måder en svær kamp, der ventede Fremad søndag på Sparekassen Thy Arena. Hjemmeholdet Thisted lå inden kampen på tredjepladsen i 2. division vest, mens gæsterne fra Fremad lå på 10.pladsen. En kraftig vind var imod Fremad i første halvleg, og det skulle vise sig at blive udslagsgivende. 

Der gik heller ikke længe, før Thisted bragte sig foran i opgøret. Allerede efter to minutter bringer thistedboerne sig foran på mål af Mathias Pedersen. 1-0 viste måltavlen.

“Der var total modvind, og Thisted får et hjørne, hvor bolden blæser ind i bagerste ende af feltet, hvor de kan prikke den ind. Det var meget demotiverende, fordi vores mål var at komme til halvleg med stillingen 0-0,” siger Christian Byskov.

Kort før halvleg får Alexander Jackson Møller gult kort, fordi Byskov beder en anden om at tage frispark. Det ser dommeren som et forsøg på at trække tiden på trods af, at man altså var bagud.

Kort inde i anden halvleg skulle Fremad-nedturen derfor blive endnu større. Der er blot spillet tre minutter, da Alexander Jackson Møller får sit andet gule kort og må gå tidligt i bad.

Det udnytter Thisted, og blot ét minut efter fører hjemmeholdet altså 2-0. Kasper Østervemb hed målscoreren. Fremad var dog ikke parat til at tage hjem uden mål, og det skulle give gevinst. I det 78. minut scorer Christopher Mannie sit tredje sæsonmål og gør det til kampens endelige resultat 2-1.

“Vi gik hele tiden med fornemmelsen af, at vi godt kunne få point. Vi var også tæt på at få endnu et mål til sidst i kampen, men Thisted formår at trække tiden godt, så de får sejren. Havde vi været elleve mod elleve hele kampen, havde vi helt sikkert fået point,” siger Byskov.

Efter 14. spillerunde ligger Fremad fortsat på 10.pladsen i 2. division vest med fem point ned til nedrykningsstregen.

 

Dagens startopstilling:

V. Krøyer
A. Nissen – Bjørn – Jackson Møller – Amstrup
Winther – Nørgaard – GP – Valentin
Breiner – Kempel

Fremad vil forsøge at få revanche, når de på udebane møder nordvestjyderne, nærmere betegnet Thisted. Sidst de to hold tørnede sammen endte det med en 2-0-sejr til Thisted, så vores helte vil gøre alt for at få oprejsning.

Thisted er i øjeblikket at finde på en 3. plads, så det bliver en svær opgave, der venter Fremad. Selvom vi er inde i en god stime med 4 points i 2 kampe, forventer træner Tolle en vanskelig opgave søndag klokken 13.00.

”Det bliver en utrolig svær udekamp. Thisted er traditionelt rigtig svære at spille imod, og i dag har de oveni købet hjemmebanefordel.”

Det er muligt, at Thisted er favoritter til dagens kamp, men hvis man kigger på statistikkerne, er der faktisk meget, der taler for, at Fremad får points med hjem til Aarhus Nord. Af de seneste 10 indbyrdes opgør har Fremad hevet fire sejre og 4 uafgjorte resultater i land, mens Thisted har måtte nøjes med to sejre.

Selvom statistikkerne er i Fremads favør er Thisted dog inde i en god periode og har faktisk ikke tabt siden september, så alle 11 mand skal være på dupperne, hvis Fremad skal gøre sig forhåbninger om point.

 

Kampen spilles klokken 13.00 på Sparekassen Thy Arena

 

Forza Fremad!

På en sjaskvåd fodboldbane spillede Aarhus Fremad 0-0 med fynklubben FC Svendborg.

Vejrudsigten meldte massiv regnvejr over Riisvangen lørdag eftermiddag, og det må man sige, det blev.
Spillerne gled rundt i det mudrede underlag og det påvirkede kampen tydeligt.
Der var dog kun gået 10 minutter af første halvleg, inden Kong Krøyer hev en feberredning op af ærmet og sørgede for, at der ikke var tidlig chok-stemning på Riisvangen.

Kampen fortsatte i et højt tempo, men holdene låste hinanden, så det var småt med store chancer. Fem minutter før tid fik Fremad dog frispark ude på kanten af feltet. Michael Nørgaard krøllede frisparket smukt over muren, men målmanden nåede ned og fik pareret bolden på stregen. Aarhus Fremad-spillerne appellerede for, at den havde krydset linjen, men dommeren vinkede afværgende.

Halvegen endte 0-0, og nu begyndte regnen for alvor at tage fat.

”Kampen blev præget meget af regnen, i sær i anden halveg. Spillerne blev hurtigere trætte, og det påvirkede spillet her til sidst i kampen,” sagde Jesper Tollefsen.

Da spillerne kom ud igen, var det en pløjemark uden lige, der mødte dem. Spillerne gled rundt mellem hinanden, og boldene blev hyppigt lagt ned i bagrummet, hvor den stoppede på grund af de massive vandpøler. Kong Krøyer havde tidligt endnu en fantomredning, men det var Aarhus Fremad, der sad på spillet. Angreb efter angreb bølgede ned mod Svendborg mål, men Svendborg-målmanden stod en pragtkamp. Han kunne dog ikke gøre meget ved Michael Nørgaards skud, der desværre prallede af på overliggeren.  Mathias Valentin spillet ligeledes en god kamp og havde mange gode offensive aktioner, og flere skud, der kunne have gået ind. Khaled Paikar blev også sendt i aktion, og det gav flere muligheder, dog uden forløsning.

I overtiden skete der så noget kontroversielt. Der blev taget et stærkt ryk fra højrekanten, og Svendborgforsvaren fik nedlagt fremad-spilleren, men dommerens fløjte forblev tavs, til trods for store protester hos både trænere og spillere.

Kampen sluttede 0-0, og Fremad ligger med det ene point nu på 9. pladsen.  Jesper Tollefsen var dog tilfreds med pointet.

”Det var en meget lige kamp, så jeg er fint tilfreds med pointet. Banen var svær at spille på, og spillerne var trætte. Med en sejr havde vi ligget på en 5-6 plads, så vi ligget der, hvor vi havde forventet.,” sagde Jesper Tollefsen efter kampen.

Forza Fremad
 

Lørdag eftermiddag klokken 15 på Riisvangen tørner Aarhus Fremad og FC Svendborg sammen i et opgør, der kan give Fremad et afgørende skridt væk fra bunden. Fynboerne ligger i øjeblikket nummer 13 med ét point over bunden og skal derfor have point med hjem for at holde trit med midterholdene.

 

Selvom det noget overraskende kun er blevet til 11 point i 12 kampe for klubben fra Sydfyn vil Fremad ikke hvile på laurbærene ifølge cheftræner Jesper Tollesen:

 

”Det er faktisk et af de hold, der har overrasket mig negativt. På papiret har de en utrolig stærk trup. De kampe jeg har set dem spille har været meget tætte, og det er lige meget, om det har været bund- eller tophold. Derfor forventer jeg også en meget tæt kamp, hvor vi skal være på dupperne.”

 

Træner Tollesen fremhæver især FC Svendborgs midterforsvar, hvor Kasper Kruse og fyrtårnet Jesper Mikkelsen huserer. Begge beskrives som yderst rutineret og meget stærke i luftspillet. Derfor bliver koncentrationen i dødboldsituationerne meget afgørende for kampens udfald.

 

En af nøglerne vil være at få lukket ned for fynboernes midtbanespiller Jacob Rasmussen, der tidligere har spillet i OB og Frederica. Med et stort løbepensum, godt spark og en stor pose rutine spiller han altid en afgørende rolle for FC Svendborg.

 

Forsvaret skal være meget opmærksomme på FC Svendborgs Sandro Spasojevic, der ligger nummer to på topscorerlisten i 2. division Vest med 7 scoringer. Han beskrives som en af de bedste angribere i 2. division ifølge Jesper Tollesen.

 

Tollesen forventer en meget tæt kamp til trods for hjemmebanefordelen. Dagsformen vil blive altafgørende, og alle 11 spillere skal derfor yde sit bedste for at hive 3 points hjem på Riisvangen.

 

Med en sejr kan Aarhus Fremad ryge op på 19 point og ende i den fornuftige ende af tabellen.

Forza Fremad!

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

2 - 2

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP