nyheder:

Der venter Aarhus Fremad en særdeles svær opgave, når de i dag tager til vestkysten og møder Ringkøbing. Hjemmeholdet ligger alene i toppen af 2. division Vest, hvor man efter fire kampe har fået maksimalt udbytte.

Fremad har derimod fået en lidt blandet start på sæsonen, hvor det er blevet til en sejr, to uafgjorte og et nederlag. Det kan måske forklares med Fremads målscore, der viser, at holdet kun har scoret tre mål, men samtidig kun lukket tre mål ind. Ringkøbing har derimod scoret hele 14 mål, mens de har lukket syv mål ind.

De to hold mødte hinanden to gange i sidste sæson, hvor Fremad først vandt 4-1 på Riisvangen og senere fik 1-1 på udebane. Holdene kender også hinanden fra sidste sæsons DBU Pokal, hvor Fremad slog Ringkøbing ud ved at slå dem 2-1.

Fremad skal forsøge at få revanche, efter man i tirsdags tabte 4-3 til Serie 1-mandskabet fra Aalborg Chang i DBU Pokalen. Ringkøbing røg ud af turneringen allerede i første runde, da de tabte hele 5-0 til AC Horsens, der til daglig spiller i 1. division.

Fremads forsvar skal i dag forsøge at holde Brian Johansen fra at score. Brian spillede sidste sæson i Aarhus Fremad og har fået en forrygende start i sin nye klub, hvor han er topscorer med fire mål.

Kampen starter kl. 13.30.

Der var lagt op til en af de nemmere kampe, da Aarhus Fremad tirsdag aften drog til det aalborgensiske, hvor man skulle møde 1-serie-holdet fra Aalborg Chang.

Det skulle dog vise sig at være for stor en mundfuld for Aarhus-mandskabet, der måtte vende hjem med et 4-3-nederlag i bagagen. Dermed er Aarhus Fremad ude af årets pokalturnering. 

I weekenden spillede Fremad mod Middelfart B&K, og der var kun fundet plads til en enkelt fra den startopstilling til dagens kamp. Derfor overrasker resultatet heller ikke assistenttræner Christian Byskov.

“Størstedelen af spillerne var fra Danmarksserie-holdet, og de havde spillet kamp i søndags, så de var trætte. Det er selvfølgelig vores ansvar, fordi vi prioriterede divisionen så højt, men vi havde regnet med at vinde kampen alligevel,” siger han.

Fremads næste kamp er i Ringkøbing på søndag kl. 13.30.

Der var høj sol og optimisme over Riisvang Stadion frem mod dagens kamp mod Middelfart. Før dagens kamp lå fynboerne og Fremad henholdsvis nummer 7 og 9, hver med 4 point efter tre kampe spillet.

Der var højt pres allerede fra start af. Fremads ny-tilkommer fra Kjellerup, Christopher Mannie, scorede efter blot syv minutters spil, ovenpå et stort målmandsdrop fra Middelfarts side.

Efter målet overtog Middelfart kampen, og pressede godt på, dog uden de store chancer. Men tyve minutter efter første mål kom det andet, denne gang Middelfarts Bakary Bojang der headede bolden ind på et hjørnespark.

Intensiteten voksede i 2. halvleg med mange dødbolde og nærkampe. Temperamentet kogte både på og uden for banen, blandt andet var træner Jesper Tollefsens frustration ikke til at tage fejl af. Spillet bølgede frem og tilbage, men målchancerne var få. Kampen endte derfor 1-1, hvilket næsten giver status quo for drengene i tabellen.

Oven på kampen ligger Fremad nummer 8, lige bag Middelfart, begge med 5 point i bagagen. Dagens resultat var klubbens anden uafgjorte kamp i sæsonen. Næste kamp er søndag d. 1. september, hvor Fremad møder Ringkøbing på udebane.

På lørdag har Aarhus Fremad muligheden for at kravle længere op af tabellen, når Middelfart besøger Riisvangen i sæsonens anden hjemmekamp.

Fremad vil forsøge at rejse sig efter sidste rundes kamp mod Jammerbugten, hvor det blev til et knebent 1-0 nederlag.

Oddsene er da også med byens nummer 2, da de sidste fire indbyrdes opgør er endt med fire århusianske sejre og en målscore på 15-3. Seneste opgør endte med en 2-0-triumf til Fremad i juni måned.

Forhåbentligt får Fremad gang i målscoreren. Det er nemlig kun blevet til to mål i tre kampe.

Begge hold har 4 point på kontoen, så der er derfor lagt i kakkelovnen til en spændende og tæt affære, der forhåbentlig ender med sejr til Aarhus Fremad.

Kampen bliver spillet på lørdag klokken 15.00, og der er som altid gratis entré med forevisning af studiekort.

Forza Fremad.

Aarhus Fremad drager lørdag til Nordjylland, hvor de skal møde Jammerbugt FC, der tidligere er kendt som Blokhus FC.

Jammerbugt har lagt fint fra land i 2. division Vest, hvor man i to kampe har fået en sejr og et nederlag. Sidste sæson sluttede de på en flot fjerdeplads , efter de rykkede ned fra 1. division.

Det er Aarhus Fremad, der har de bedste minder fra de to holds indbyrdes opgør. Kun en enkelt gang i de seneste 10 opgør er Jammerbugt gået fra banen med  tre point. Fem gange er det blevet til uafgjort, mens Fremad har vundet fire gange. Seneste opgør mellem de to hold var tilbage i maj, hvor Fremad kom hjem med en sejr på 1-0.

Aarhus Fremad er kommet godt fra start med fire point i to kampe og er dermed fortsat ubesejrede inden opgøret.

Kampen bliver spillet kl. 15.00 på Jetsmark Stadion.

DBU Pokalens første runde bliver afviklet d. 13. og 14. august, og på sidstnævnte dato skal Aarhus Fremad en tur til Kjellerup for at sikre avancement.

Kjellerup har med Thomas Røll Larsen på banen og Ralf P. på sidelinjen et par velklingende navne, der dog ikke kunne forhindre, at holdet sidste sæson rykkede ned fra 2. division vest. Det var blandt andet Aarhus Fremads fortjeneste, da man slog Kjellerup med hele 5-0 i deres første interne møde. Anden kamp mellem de to hold endte målløs.

Aarhus Fremad har fået en god start på sæsonen med fire point i to kampe. Senest slog man oprykkerne fra FC Djursland med 2-1 på Riisvangen. Kjellerup har derimod fået en skidt start på deres sæson i Danmarksseriens Pulje 3, hvor deres eneste kamp endte med et nederlag i en ellers målrig affære. AaB II slog Kjellerup 5-4. 

Kampen spilles på Kjellerups stadion, Bjerget, d. 14. august kl. 18.30

Den nye Aarhus Fremad træner, Jesper Tollefsen, fik den perfekte hjemmebanedebut, da det blev til en sikker 2-1 sejr over oprykkerne fra FC Djursland.

For første gang i den nye sæson skulle der igen spilles smuk fodbold på græstæppet på Riisvangen. Sidste sæsons missede oprykning er glemt, ny cheftræner i Jesper Tollefsen er kommet til, og et nyt kapital skal skrives i Aarhus Fremads snart tykke historie bog.

Og hvilken hjemmebanestart for Tolle og co. Efter 10 minutters energisk fight fik Fremad tilkendt et frispark lidt ude for feltet. Det tog Mads Amstrup sig af og sendte bolden ind mod mål, hvor ingen fik ram på den, og i stedet sejlede kuglen hele vejen over i det lange hjørne. 1-0 til Fremad og hvilken herlig måde at få Riisvangen op i omdrejninger igen.

Efter scoringen blev FC Djursland beordret længere frem på banen, og det gav gode chancer i begge ender. Det resulterede desværre i en udligning for udeholdet, da Djursland angriberen Danny Lauridsen bankede til bolden lidt ude for feltet og op i hjørnet uden chance for den nye Fremad-målmand, Victor Krøyer. 1-1 og en lille bekymret mine kunne spores på Fremad-bænken.

Efter Peter Rasks skade har angriber Khaled Paikar fået chancen i front, og han leverede et sandt arbejdsraseri i alle 90 minutter som targetmand. Målscorer og magiker skulle han også vise at besidde, da han fem efter udligningen opsnappede bolden i højre side af feltet.  Djursland målmanden kom ud i mod ham, men i stedet for at spille bolden videre til en fri Fremad-mand, valgte centerforwarden elegant at chippe bolden hen over hovedet på Djursland målmanden og i mål til stor begejstring for alle på Riisvangen. 2-1 til Fremad og Tollefsen og Byskov kunne ånden lettet op.

Anden halvleg forløb uden de helt store chancer. Alexander Jackson Møller spillede en fremragende kamp som krumtap i forsvaret, og sammen med resten af bagkæden fik de afvist FC Djursland gang på gang. Khaled Paikar fungerede som en fremragende opspilsstation og afretter, og det var tydeligt, at det var recepten for resten af halvegen. Samtlige hovedstød blev vundet, og FC Djursland havde svært ved at dæmme op for den store angriber. Det kastede også et par hovedstødschancer af sig, men uden den fornødne skarphed og held.

Ude på bænken viste Jesper Tollefsen enorm energi. Den tidligere AGF-træner må i den grad være hæs i morgen, da der blevet givet strikse dessiner til samtlige af spillerne i alle 90 minutter. Aarhus Fremad formåede at køre sejren sikkert hjem, og Aarhus-klubben kan nu glæde sig over at komme op på 4. pladsen i tabellen, kun to point fra 1. pladsen.

Forza Fremad 

Efter en lang og tør sommer, skal der endelig trylles på banen, drikkes fadøl på lægterne og skråles hos ”Hjørne-banden” på Riisvangen igen. Oprykkerne FC Djursland er modstanderen, som skal give Fremad sæsonens første sejr, og sejr skal der til, hvis vi skal følge med de andre topklubber.

Fusionsklubben FC Djursland tabte deres første kamp i Djursland mod Næsby med 2-0, men det er ikke et hold, som skal undervurderes. De har oprustet sig med tre kontraktspillere inden sæsonstart, og deres mål er at rykke op i 1. Division inden for de næste par år.

Aarhus Fremad har aldrig tabt til FC Djursland, og sidst de to hold mødtes var tilbage i 2010/2011 sæsonen, hvor Fremad begge gange triumferede med en 2-1 sejr.

Recepten er da også klar for Fremad, til hvordan de skal vinde.

”Vi skal bare få bolden ind i kassen. Vi vandt skudstatistikken 14-4 mod Thisted sidste weekend, så vi gør tingene rigtigt. Nu skal vi bare score,” siger assistenttræner Christian Byskov.

Der er ingen ændringer i truppen i forhold til sidste kamp, så nu er der ikke andet for, end at håbe på Tollefsens og co.’s første tre point og en dejlig eftermiddag på Riisvangen

Forza Fremad.

Aarhus Fremad Fodbold A/S kan i dag offentliggøre, at Claus Mortensen bliver ny træner for Aarhus Fremads Danmarksseriehold. Claus har en lang fortid indenfor fodboldens verden og har senest været førsteholdstræner i TST, hvor han sidste år hjalp holdet med at rykke op i Serie 2. 

Claus startede sin fodboldkarriere som spiller i Hasle Boldklub og har mere end hundrede kampe i Danmarks- og Jyllandsserien. Senere spillede han otte sæsoner i Brabrand (fem af dem som anfører), inden han blev spillende træner i klubben. Siden 2005 har han været træner i TST, men nu er turen kommet til Aarhus Fremad, og Claus har kun rosende ord om klubben.

“Jeg har altid synes godt om klubben. Det er et fantastisk samlested for spillere med gode omgivelser. Sammenlignet med TST er det helt klart et skridt op ad stigen både sportsligt og socialt,” siger han.

Det er dog for tidligt at tale om, hvilken spillestil man kan forvente fra Claus. Han peger nemlig på, at mange spillere er flyttet fra Fremads førstehold, og der derfor er mange, der rykker op.

“Jeg skal ikke ændre alt for meget på holdet. Vi skal bevare de gode aspekter fra oprykningen fra Jyllandsserien til Danmarksserien, og vi vil rigtig gerne spille fodbold,” siger han.

Claus mener, det kan blive problematisk med den faste spillerstamme, der bliver rykket ved, men glæder sig til første træning med holdet i aften.

Holdet skal næste sæson spille i Danmarkssseriens Pulje 3 efter oprykning fra Jyllandsserien.

Første kamp er d. 11. august kl. 14.00 mod Vejgaard.

Ny træner på Riisvangen, Jesper Tollefsen, mener, at 2. division vest bliver stærkere og dermed sværere for Aarhus Fremad i den kommende sæson. 

Ny træner i Fremad spår en svær sæson. (Foto: Anders Knudsen/Folketidende.dk)
Ny træner i Fremad spår en svær sæson. (Foto: Anders Knudsen/Folketidende.dk)

Af Simon E. Jørgensen

Det var lige ved og næsten, da Aarhus Fremad sluttede sæsonen 2012/2013 på en flot andenplads. Det lignede langt hen ad vejen, at Fremad ville rykke op i 1. divisionen, men de måtte til sidst se sig overhalet af Marienlyst.

Næste sæson står nu for døren, men Jesper Tollefsen tror ikke, at Aarhus Fremad får det let.

“Der er en håndfuld stærke spillere, som ikke er at finde på Riisvangen næste sæson. Udover det er der rigtig mange gode hold om buddet i denne sæson. Skive er rykket ned fra 1. division, men beholder deres set-up og ambition om at rykke op igen,” siger han.

Jesper Tollefsen nævner også HIK og Rishøj, der plejer at spille i 2. division øst, men næste sæson spiller i vest. Begge hold sluttede sidste sæson i top 5.

Oprykning er urealistisk

Der er flere spillere, der fra næste sæson ikke kan ses i Fremad-trøjen. Thomas Nørgaard, Rune Nielsen, Anders Brøchner og Rune Friis stopper alle i klubben, mens Kasper Winding, Rasmus Østenkær og Lennart Kruse kun træner halvt med. Udover disse bøvler Malte Færge Nielsen og Michael Sten med længerevarende skader, mens Brian Johansen spiller næste sæson i Ringkøbing.

“Det er et halvt hold, der er væk, og derfor er det for tidligt at sige, hvor stærke vi er. Vi ved jo heller ikke, hvor stærke modstanderne er endnu. Vi skal bygge holdet op på ny, og det tager lidt tid. Som det ser ud nu, er oprykning urealistisk,” siger Jesper Tollefsen.

Han peger også på, at stemningen er lidt hektisk i starten med ny træner og mange ændringer i truppen, men er fortrøstningsfuld omkring sæsonstarten.

“Aarhus Fremad er en rigtig god klub med et godt socialt samvær, og jeg er sikker på, vi nok skal komme godt fra land i første kamp,” siger han.

Første kamp for Aarhus Fremad bliver mod lokalrivalerne fra Brabrand d. 3. august kl. 14.00 på Brabrand Stadion.

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

2 - 2

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP