nyheder:

Aarhus Fremad var i går aftes i kamp i årets pokalturnering og holdet gik videre efter et sandt pokaldrama.
Divisionskollegerne fra Vejgaard bød op til dans på Soffy Road.

Fremad startede opgøret klart bedst og havde indenfor de første 20 minutter tre gode afslutninger fra distancen, herefter kom Vejgaard bedre med og var tæt på at score efter en omstilling. Manglende skarphed fra skarphed fra begge mandskaber, gjorde at 0-0 holdt til pausen.

Efter pausen kom Fremad igen bedst ud og fuldt fortjent kom holdet foran efter 64. minutters spil ved Mathias Nygaard, der lige var kommet på banen. 1-0. Denne stilling så længe ud til at holde hjem, men i 93. minut brændte Fremad en friløber og i det umiddelbare modforsøg fra Vejgaard, fik de udlignet. 4 minutter og 30 sekunder inde i dommerens tillægstid. Et under hvor dommeren havde fundet de minutter, mon ikke han var inspireret af sommerens VM slutrunde?

Forlænget spilletid ventede – og denne ørkenvandring springer vi hurtigt og elegant over – der skete nemlig ikke det helt store udover at begge mandskaber kæmpede forbilledligt.

Straffekonkurrencen blev vundet da alle 5 Fremad skytter scorede uden at Vejgaards keeper var i nærheden af bolden. Samtidig med at keeper Rasmus Henningsen fik hånden eller foden på 3 af vejgaard sparkene og en af deres blev presset til at overplacere sparket. Flot arbejde af den unge keeper.

Valdemar Høgh, Mathias Nyggard, Martin Thomsen, Andreas Damgaard og Arfan Habibi scorede i straffesparkskonkurrencen og dermed er Fremad med i bowlen, når der trækkes lod til næste runde, der spilles d. 4/5 september. læs mere om pokalturnering her

Aleksandar Stankovic skifter fra Skive IK til Aarhus Fremad.

I bestræbelserne på at skabe yderligere konkurrence på målmandsposten i den kommende sæson har Aleksandar Stankovic valgt at skifte til Fremad. Han skal konkurrere på lige fod med de øvrige keepere i truppen.

“Aleksandar har trænet med et par gange på egen foranledning og har efter disse træninger vurderet at vores setup er det rigtige for ham. Han har allerede markeret sig stærkt i træning både via sit gode spil med fødderne og sin tydelige kommunikation. Aleksandar bliver en god konkurrent i buret til de øvrige keepere i truppen, det skaber en konkurrencesituation, der er nødvendighed for at sætte baren højere for vores keepere” Fortæller cheftræner Morten Mølkjær

Foruden tilgangen af Stankovic råder Fremad over Rasmus Henningsen, André Christiansen og Peter Ravn. Sidstnævnte døjer dog med store rygproblemer.

Stankovic startede sin karriere i AC Horsens, hvor han har været på fuldtidskontrakt, siden er vejen gået over FC Fredericia, Jammerbugt, Odder og senest Skive IK.

 

Det vil være muligt at se Stankovic og holdkammeraterne i aktion i morgen kl. 18.30 på Riisvangen hvor Vibys DS kommer på besøg.

 

Velkommen til Fremad, Stanko!

Det er lykkedes Aarhus Fremad at få fat i den unge stopper, der kommer til fra AGFs U19 hold. Christian Bech, der har spillet 13 u-landskampe, herunder bla. et U17 EM, startede op med sammen med resten af truppen i går.

“Christian er venstrebenet og har sine forcer i opbygningsspillet. Både i det korte spil og på diagonalerne er han rigtig stærk. Han skal nu i mesterlære hos vores gode, erfarne stoppere, for at finde ud af hvad det vil sige at forsvare på seniorniveau. Christian har den rette indstilling for at udvikle sig og Jeg håber at han kan gå ind og konkurrere om divisionsspilletid indenfor en overskuelig tidshorisont.” Fortæller Cheftræner Morten Mølkjær

Christian har tidligere prøvet lidt kræfter med seniorspillet på AGFs reservehold, hvor han har spillet 10 kampe. Christian læser til dagligt HF i Grenaa, hvor han også trådte sine barndomstøvler i Aastrup/Hammelev inden turen gik til AGF.

Christian overtager kamptrøje nummer 41 fra Asger Hausted, der tager til USA.

Velkommen til Fremad, Christian!

 

Forza Fremad

Truppen starter træningen igen i morgen, torsdag kl. 17.30 og til den kommende sæson er der foretaget enkelte justeringer i trænergruppen, der dog bæger stort præg af kontinuitet.

I bestræbelserne for at optimere det sportslige setup i klubben, er der blevet oprettet en ny angrebstrænerrolle. Som vores mange trofaste tilskuere har bemærket i løbet af sæsonen, har vi misset mange chancer, derfor indtræder Frank Krogsdal i en ny rolle som angrebstræner. Der vil være tale om regulær scoringstræning to gange om ugen af en times varighed.
”Vi har oprettet denne rolle, for at kunne optimere og dygtiggøre vores angribere. Frank har indgående kendskab til truppen, ved hvordan der skal arbejdes med hver enkelt angriber og brænder for dette område. Vi ved, ligesom med målmændene, hvor vigtigt det er at spillerne kommer i de samme situationer igen og igen, for at det ligger på rygraden og bliver til vane” fortæller cheftræner Morten Mølkjær

Assistenttrænerposten bliver som i år besat af to trænere. En ny mand, Rune Dall Jensen samt den nu tidligere DS-assistent, Jacob Eichner.
Rune, der til dagligt er PhD, adjunkt i Region Midtjylland, har en trænerfortid som ungdomstræner i AGF, hvor han har arbejdet som assistent for holdene fra U15 til U19, trænerudvikler samt hjulpet til omkring reserveholdet. Rune har ydermere forsket i talentudvikling.
Jacob, er netop stoppet som spillende assistent på Danmarksserieholdet. Til dagligt er ”Eichner” kandidatstuderende på Idræt i Aarhus og arbejder hos Nordea. Han har en fortid som ungdomskontrakt spiller hos SønderjyskE samt hos FC Sønderborg, VSK og Aarhus Fremad.
”Rune og Jacob er gode supplementer til vores trænergruppe. Rune er udover at være meget analytisk og strategisk stærk person, en yderst kompetent fodboldtræner. Eichner, er stort set helt grøn som træner og med en alder på kun 26, kan der være folk, der stiller spørgsmålstegn ved dette valg. Men hans personlighed, engagement og villighed til at lære, gør at vi som klub, tror meget på ham som træner” slutter Morten Mølkjær

Michael G. Pedersen fortsætter med at være løst tilknyttet trænergruppen. Arbejdet hos Danbolig sætter sine begrænsninger, derfor kan “GP” kun hjælpe til i et begrænset omfang.

Jens Gjesing vil ligesom i år stå i spidsen for vores dygtige DS hold, der er kommet i en dynamitpujle med mange andre Aarhus hold i den kommende sæson.

Henrik Bundgaard fortsætter som målmandstræner. Som noget nyt vil der være en kobling mellem angrebstræningen og målmandstræningen for at gøre træningen endnu mere kamprelateret.

Vores 3 holdledere Figo, PH og Marc Kewin fortsætter deres utrættelige arbejde. Derudover Jesper Andersen tilknyttet som er stand-in og hjælper til når der er brug for dette.

Jens Thyrri Møller fortsætter som fysioterapeut og Jón Gregersen stadigvæk tilknyttet som mentaltræner.

Forza Fremad

foto af vildmedfoto.dk

Efter fire år som direktør for Aarhus Fremad har Nicolaj Wittendorff valgt at opsige sin stilling. Han stopper i klubben med udgangen af august 2018.
Igennem de seneste år har han været med til at opbygge en stærk og alternativ fodboldkultur omkring Aarhus Fremad. Med fokus på kultur, sport og mangfoldighed har klubben vist en alternativ vej i en sport, der kan være lukket og konservativ.

Nicolaj har gjort klubbens hjemmekampe til en stor oplevelse for både Riisvangens beboere og fodboldfans. Han har søsat fællesskabet Fremad Folket, været primusmotor på opførelsen af klubbens nye tribune samt opstart denne sommer af isboden ”Hansens Is” ved Bassin 7 på Aarhus Ø. Derudover står Nicolaj står bag ”Fremads Stærke”, der blev kåret som landets bedste stadion-pølse i 2015!

På samme tid har klubben formået at bevare et stærkt sportsligt setup, og klubben er godt rustet til at jagte en topplacering i den kommende sæson i 2. division under ledelse af cheftræner Morten Mølkjær.

Nicolaj Wittendorff føler, at det er tid til at give depechen videre.
»Jeg har været rigtig glad for min tid i klubben, og det bliver svært at sige farvel. Jeg føler, at vi er lykkedes med at opbygge et stærkt fællesskab og skabe nogle gode oplevelser for tilskuere, spillere, sponsorer, klubbens ejerkreds og de frivillige. Men nu er det tid til, at der kommer ny energi ind i klubben. Jeg er overbevist om, at der er skabt et rigtig godt fundament, der kan bygges videre på,« udtaler Nicolaj Wittendorff.

I bestyrelsen for Aarhus Fremad ApS vil bestyrelsesformand, Chris Kroer Jensen, gerne takke Nicolaj Wittendorff for sin store indsats.

”Nicolaj har været primus motor for Fremads udvikling over de seneste år, så klubben i dag fremstår med en stærk identitet, et stærkt brand og som en alternativ fodboldklub, og det skylder vi Nicolaj en stor tak for.

Direktørens afgang giver os mulighed for i løbet af de kommende måneder at sammensætte en ny stærk ledelse, der kan bringe klubben fremad mod nye mål. Vi håber at tilknytte Nicolaj til hjemmekampene i en overgangsfase, og jeg ved at vi kommer til at se ham på Vangen, når den nye sæson starter.” Udtaler bestyrelsesformand Chris Kroer Jensen.

Yderligere information:
Nicolaj Wittendorff, direktør: 27577904
Chris Kroer Jensen, formand, Aarhus Fremad ApS: 60861717

I går havde Aarhus Fremad besøg af en af sine helt store helte, Søren Hermansen. Hermansen, der havde sin daglige gang på vangen i 90’erne, lagde vejen forbi i anledning af sit nuværende virke som U-landstræner og supervisor på Pro-træner uddannelsen.

Netop Pro-træner uddannelsen, den højeste uddannelse i UEFA regi, er vores cheftræner Morten Mølkjær er i gang med. Derfor havde vi i går besøg af Hermansen til at overvære gårsdagens træning. En træning hvor de offensive relationer og mellemrumsspillet blev terpet.

Der var efterfølgende roser fra Hermansen til Mølkjær for en rigtig god træning samt et godt træningsmiljø, hvor der var god kommunikation og gensidig respekt mellem spillere og trænere. Også spillernes færdigheder gik ikke Hermansen næse forbi, der var meget positiv over spillernes høje tekniske niveau.

Sådan foregår en supervision på Pro-træner uddannelsen:
3 dage før sendes træningsprogram til supervisor
På dagen:
1,5 time før træning mødes træner og supervisor for at gennemgå træning og sparre omkring eksamens opgave.
Træning gennemføres af træner og observeres af supervisor
Efter træning gives feedback på træningen og stil diskuteres i et par timer

Som spiller var Hermansen aktiv for AGF og IK Skovbakken inden han var med til at rykke op i Superligaen med Aarhus Fremad. Han skiftede efter Fremads nedrykning til Lyngby FC. I 2000 rykkede han til belgiske KV Mechelen og Club Brügge i 2003 til islandske Throttur Reykjavik. I 2005 stoppede han karrieren. Hermansen nåede at score 75 mål i de danske divisioner. Hermansen scorede blandt andet i klubbens superligadebut, hvor bysbørnene fra AGF blev besejret med 2-1 foran over 15.000 mennesker på Aarhus Stadion. Hermansen blev det samme år nummer 2 på topscorerlisten med 19 mål, kun overgået af en vis Ebbe Sand.

Hermansen kigger forbi to gange mere indenfor det næste år, en gang i efteråret og en gang til foråret.

Forza Fremad

Fremad vandt endnu engang på Riisvangen Stadion, da Hillerød i lørdags kom på besøg.
Specielt alderspræsidenten, Kasper Hjørngaard var i hopla med to flotte hovedstødsmål.

Lørdag var Hillerød på visit på vangen og det var faktisk de hvidklædte gæster, der startede opgøret bedst. Hillerød kom aggressivt ud i de første 10 minutter, men fik ikke holdt deres momentum, derfor kom hjemmeholdet bedre med og satte sig tungt på opgøret indtil de sidste 5 minutter, hvor der blev taget lidt for let på tingene.

Efter et længerevarende Fremad-pres med mange hjørnspark i streg kom forløsningen. Kasper Hjørngaard kom først på et indlæg fra Esben Lauridsen. Herefter skulle vi helt frem til 80. minut før Hjørne igen ville blande sig i tingenes tilstand og på samme recept som det første mål, med hovedet efter et hjørnespark.
Topscorer Høgh, ville dog heller ikke fra banen uden at have scoret, så da han sendte bolden over stregen, kunne han passende sende flere highfives til holdkammeraterne, for de kreerede målet for ham via mange flotte kombinationer i venstresiden.

De sidste 5 minutter blev der taget alt for nemt på tingene og Hillerød, fik faktisk skabt lidt spænding i tingene, men var dog aldrig tæt på at få udlignet, men 3-2 sluttede årets sidste hjemmekamp.
Nu mangler blot en kamp og det er på lørdag på Østerbro Stadion hvor B93 venter.

1-0 Kasper Hjørngaard
2-0 Kasper Hjørngaard
3-0 Frederik Høgh

Foto: Gert Medom Photo

5 minutter omkring pausen blev dyre for Fremad.

Det hele så meget godt ud i de første ca. 40 minutter af opgøret i Brønshøj. Kampen bølgede frem og tilbage, begge hold var nærgående og der var godt gang i tilskuerne på Tingbjerg Idrætspark.
Men i det 39. minut, blev Kasper Hjørngaard i den grad underløbet af en Brønshøj-angriber, alle på stadion troede der ville blive dømt frispark, men dommeren havde åbenbart set situation anderledes. Dette til stor frustration for Fremadspillerne, der ikke kunne lade situationen passerer og i stedet fik Brønshøj for nemt spil i feltet og kunne sikkert bringe sig foran 1-0.
Allerede 4 minutter efter smed Fremad en bold i opspillet, der blev konverteret til en omstilling og et efterfølgende frispark på feltkanten, der kynisk blev sat ind – 2-0 og en kold spand vand i hovedet på de rødklædte fra Fremad.
30 sekunder inde i anden halvleg, så vores ven med fløjten igen anderledes end alle andre på stadion, da han dømte et noget tyndt straffespark til Brønshøj, dette blev sikkert eksekveret til en 3-0 føring.

Dette slog dog ikke drengene ud, Fremad var stærke på bolden og fik presset Brønshøj tilbage. Især Esben Lauridsen var nærgående fra distancen af flere omgange. Vi skulle dog helt hen i det 80. minut, før netop Esben fandt Arfan med en flot stikning og den lille teknikker svigtede ikke. 3-1 – se målet her
Kort efter reduceringen blev Frederik Høgh væltet omkuld i Brønshøjfeltet og fik korrekt tildelt et straffespark som han selv scorede på, 3-2 – se målet her
Det var dog som om at kræfterne slap op her, og Brønshøj kunne spille klogt til slut og trække sig sejrrigt ud af opgøret.

Tak for support til de medrejste Fremad-fans, der sammen med Brønshøjs ditto skabte en fælles fanfest på tribunen.
De to grupper endte med at feste sammen under kampen, i stedet for at være i mod hinanden. Det er fodbold, det er følelser, det er Fremad!

Foto venligst udlånt af Simon Meyer

Fremad fik i fredags revanche mod Dalum.
For en lille måneds tid siden tabte Fremad 1-0 i Dalum, fredag aften fik Fremad revanche, da man vandt med netop 1-0, Mike Vestergaard scorede kampen enlige mål efter 55 minutters spil.

Det var et revanchelystent Fremadhold, der gik på banen og det kunne ses i spillet på banen, hvor der blev kreeret mange chancer i åbent spil og på standardsituationer.
Kampens enlige mål, kom efter en flot gennemgående pasning fra Martin Frandsen til Mathias Valentin, der spillede bolden skråt tilbage til Mike Vestergaard, der sikkert scorede.

En god weekend med Fremadbriller, da Danmarksserieholdet også vandt med 3-0 i B1909. I dette foråret har Danmarkserieholdet slået nr. 1,2 og 3 samt spillet uafgjort med nr. 4 i rækken. Stærkt arbejde drenge. Lige pt. indtager holdet derfor en 7. plads i rækken.

Næste opgave for 2. divisionsholdet er Brønshøj på udebane på lørdag kl. 15.00 og for DS er det hjemme på lørdag mod VSK kl. 13.30

Forza Fremad

En flot start blev hurtigt afløst af passivitet og sjusk.
Allerede efter 30 sekunder kunne Frederik Høgh bringe Fremad foran 1-0, men allerede i 6 minut kombinerede Næsby sig igennem venstresiden og udlignede. Efter 20 minutter bragte Martin Lund Næsby for 2-1, efter en dårlig clearing på et hjørnespark.
20 sekunder inde i anden halveg gjorde Martin Lund det onde ved fremad. En bold blev spillet fladt ind foran feltet, herfra kunne André Christiansen i Fremadmålet sprælle forgæves, bolden sad helt oppe i hjørnet.
I 70. minut lukkede Marcus Bertelsen kampen, da han sparkede et frispark i fremadmuren, blev den rettet så meget af, at André i målet var chanceløs.

Med til historien af denne kamp, hører sig at Fremad ramte stolpen og overliggeren 3 gange i første halvleg, samt Næsby havde markspillere på stregen ad to omgange, der reddede bolden.
Men ikke en god nok præstation at lukke 4 mål ind på den måde samt at brænde så store chancer!

Forza Fremad

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

2 - 2

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP