nyheder:

Tilskuerinformation til Aarhus Fremad – FC Helsingør

Billetter sælges på dette link: https://boldbillet.dk/show/event/aarhus-fremad-3-kampe-1-billet

Der sælges ikke billetter i indgangen – du skal have billet på forhånd.

INDGANGEN VED KLUBHUSET ER KUN FOR SPILLERE, STAB, DOMMERE, SPONSORER, FRIVILLIGE & PRESSE.

ALLE BILLETKØBERE SKAL IND VIA BETHESDAVEJ. 

Første kamp er mod FC Helsingør, det er på lørdag den 20. juni kl. 15.00 og grundet COVID-19 må vi max være 500 tilskuere i alt på anlægget. 

Praktisk info til kampen er som følger. Tjek gerne kortoversigt – kan gøres større ved at klikke på billedet over overskriften øverst. 

Alle tilskuere skal sidde ned under hele kampen medmindre der købes i kiosken, grillen eller ved toiletbesøg.

• Det betyder, at der ekstraordinært tillades at medbringe din egen klapstol til kampen. Ellers skal du sidde på jorden rundt på stadion under kampen. Det er IKKE tilladt at stå op. Derfor opfordrer vi også til at tage et tæppe eller pude med, som I kan sidde på, hvis ikke I har en klapstol.

• Du/I skal ind via de to indgange via Bethesdavej, hvor jeres billet scannes i indgangen.

• Der vil kun være mulighed for MobilePay i boderne og ved grillen.

Derudover har divisionsforeningen lavet følgende Code of Conduct for tilskueradfærd for fodboldkampe i 2. division:

Til fodboldtilskuere på dansk fodboldstadions

Vi har alle glædet os til at komme på stadion og se fodbold i 2. divison igen. Under COVID-19 situationen er der nogle særlige ting vi skal være opmærksomme på for at det bliver en god og sikker oplevelse. Her er en række anbefalinger til hvordan vi tager hensyn og gennem vores adfærd ikke bidrager til smittespredning.

• Begynd din planlægning af stadionturen ved først at orientere dig på din fodboldklubs hjemmeside, app, osv. om de konkrete forhold, som er gældende på din fodboldklubs stadion.

• Planlæg din transport til stadion, så du undgår tæt kontakt med mange mennesker

• Ankom i god tid og find det sted, du har valgt på forhånd ved hjælp af vedhæftet oversigtskort.

• Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang

• Bliv så vidt muligt på den siddeplads du har valgt før og under kampen.

• Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din plads

• Orienter dig om ruten til toiletter, boder m.m.

• Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere m.v.

• Undgå kram, highfives og tæt kontakt med personer, der ikke er nærtstående

• Hvis du er sammen med andre i en gruppe, så vær opmærksom ikke at blande jer med andre grupper

• Vær opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb

Sidst men ikke mindst opfordrer vi til at følge de almindelige COVID-19 anbefalinger: https://www.sst.dk/da/corona

Vi glæder os til at tage imod jer og gøre det til en god oplevelse for alle.

#forzafremad #dsng

Information vedrørende billetsalg til vores 3 sidste kampe i denne her sæsons oprykningsspil. 

Grundet COVID-19 må vi kun lukke 500 mennesker ind på Riisvangen under kampene. Her tæller både spillere, trænere, dommere også med. 

Derfor har vi valgt en løsning, hvor vi sælger vores kampe mod FC Helsingør den 20. juni, Brønshøj den 24. juni og Frem den 4. juli, som en 3-kampspakke til kr. 150,- pr. pakke.

Pakkerne sælger vi i alt 300 af, så vi på den måde kan styre antallet og ikke overstige de 500 mennesker og samtidig leve op til reglerne og anbefalinger.

Du kan købe billetter via dette link: https://boldbillet.dk/show/event/aarhus-fremad-3-kampe-1-billet

Alle tilskuere skal sidde ind under kampene og holde afstand og følge disse anbefalinger: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/SST_Corona_A4_print-V2.ashx?la=da&hash=8FF9E998D9C156DCEA3FB4813408321D1304C4C6

Vi sender løbende info til dem, som køber billetterne. 

Hvem: Vanløse IF

Placering i 2. division Grp. 1 inden slutspillet: 2. pladsen med 30 point

Hvor: Vanløse Idrætspark

Hvornår: Søndag d. 14/6, 14:00

Vi har glædet os afsindigt til at starte op igen, og vores første kamp tilbage er lige rundt om hjørnet. Kampen står på Vanløse ude, hvor drengene skal formå at sikre en sejr i den første kamp tilbage efter coronavirusens indtog.

Vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, ser frem til kampen: “Vi er klar. Vi synes, vi har brugt den tid, vi har fået givet, rigtig godt. Vi synes, vi er, hvor vi skal være formmæssigt. Alle kunne tænke sig mere tid til at gøre sig klar, men det ser godt ud, og vi er godt med på vores principper og aftaler på banen. Det har været positivt, og vi har glædet os til at komme igang igen. Alle ser frem til kampen.

Indtil i mandags måtte spillerne kun træne i grupper af 10, og det har naturligvis skabt nogle udfordringer i forhold til at kunne forberede sig til opstarten bedst muligt. I forbindelse med det siger Morten: “Alle kunne ønske sig andre forhold. Men i forhold til det, der er givet, har vi forholdt os til hvad vi kunne, og hvad vi ikke kunne. Vi har forholdt os til reglerne og ventet på at give den gas med de ting, der har manglet og været savnet. Men der har klart været et savn til at flytte sig og dygtiggøre os bedst muligt med alle samlet på træningsbanen.”

I forhold til modstanderen Vanløse IF, som Fremad ikke har mødt siden juni sidste år, siger Morten: “Vi kommer til at møde et hold, der spiller med god energi. Et hold der til tider kan spille meget direkte og med meget fart i deres spil, samt er gode i deres omstillinger. Så jeg tror, det bliver en kamp med meget energi og fysik. Vi er klar til både at yde den behørige modstand, der skal til, og sætte vores præg på tingene.”

Efter kampen mod Helsingør i næste weekend, bliver der er ikke lang tid mellem kampene. Det bliver weekendkampe efterfulgt af en kamp i midtugen de sidste fire kampe, men det bekymrer ikke vores cheftræner det store: “Den fysiske forfatning kommer til at være i spil, men vi har en stærk og bred trup, der er klar.”

Lige nu er der 6 point op til Helsingør, og alle kampe kommer til at have en stor betydning for, hvordan tingene kommer til at se ud om tre uger. Tilspurgt om forventningerne til slutspillet svarer Morten: “De største forventninger, vi har, er, at vi fortsætter den udvikling, vi er inde i og dygtigører os. Det står ikke og falder på, om vi rykker op eller ej. Vi vil naturligvis rigtig gerne rykke op, men det lægger ikke i vores egne hænder, så vores fokus er ikke entydigt. Vi går efter at vinde alle kampe, og det bliver en ultimativ kamp om at bringe os i spil til sejren, og det er rigtig interessant. Jeg er egentlig mest ærgerlig over, at vi har miste 10 kampe i forhold til at blive dygtigere. Men vi tager, hvad vi kan få, og gør vores bedste for at fortsætte den udvikling, der har været indtil videre.”

HUSK

Se kampen på EB+, hvor det, som tidligere meldt ud, er muligt at få en måneds gratis adgang via følgende link: https://quiz.ekstrabladet.dk/2-division-2020-slutspil?utm_id=1915997021

Vi har modtaget kampprogrammet for det kommende oprykningsspil. 

Det er dog under den betingelse, at 2. division er med i fase 3 genåbningen og at forsamlingsforbuddet hæves. Kampene bliver, som udgangspunkt, også uden tilskuere. 

Vi vil dog komme med løbende infomation på dette. 

Spillerunde 1

Søndag den 14. juni kl. 15.00: Vanløse-Aarhus Fremad

Spillerunde 2

Lørdag den 20. juni kl 15.00: Aarhus Fremad-FC Helsingør  

Spillerunde 3

Onsdag den 24. juni kl. 19.00: Aarhus Fremad-Brønshøj     

Spillerunde 4

Lørdag den 27. juni kl. 15.00: Avarta-Aarhus Fremad 

Spillerunde 5

Onsdag den 1. juli kl. 19.00: HIK-Aarhus Fremad   

Spillerunde 6

Lørdag den 4. juli kl. 15.00: Aarhus Fremad-Frem    

Dermed er kampprogrammet klar til vores mål om at hente FC Helsingør, som pt er 6 point og 18 mål foran os i stillingen.       

Desværre må vi indrømme, at gårsdagens store nyhed om, at Jakob Poulsen skifter til Aarhus Fremad, var en aprilsnar. Vi har derfor Njord Gin i overskud, da vi ikke skal op med en sign-on-fee. Fremad Folket og Aarhus Fremad er derfor gået sammen om at sikre, at du kan nyde Fremad Stærke og Njord Gin i påsken, selvom der ikke spilles fodbold på Riisvangen. Så du stadig kan drømme lidt om, hvordan det er på Riisvangen, når bolden igen kan rulle.

Vi har således sammensat følgende tilbud, der skal bestilles via Fremad Folket på ff@aarhus-fremad.dk og hentes på Riisvangen:

1 Fremad Stærke kr. 25,-.

5 Fremad Stærke kr. 100,-.

1 Njord Gin: kr. 500,-.

Redningspakken til Påsken (1 gin og 5 Fremad Stærke): kr. 500,-.

Ved bestillingen skal du angive, hvilket af nedenstående to tidspunkter, du ønsker at afhente din bestilling:

Lørdag den 4. april kl. 12-13

Onsdag den 8. april kl. 16-17

Det er selvfølgelig også muligt at lave en bestilling til begge dage. Betaling skal foretages inden afhentningen enten via Mobile Pay til 115994 eller kontooverførsel til Danske Bank – Regnr.: 3627 / Kontonr.: 10354358. Alt overskud ved salget går direkte til Aarhus Fremad.

Vi vil på forhånd have pakket din bestilling. Afhentning sker uden for lågen på Riisvangen. Vi sørger desuden for at tage alle nødvendige forholdsregler for at mindske smitterisikoen i disse tider. Hvis der bliver flere tilstede til afhentning på samme tid, beder vi jer derfor holde afstand til hinanden. I vil få en bekræftelse, når bestillingen er modtaget og pengene er overført.

Aarhus Fremad henter stor profil hjem fra udlandet.

Vi kan med stolthed sige, at vi henter Jakob Poulsen hjem fra Australien. Jakob bliver spillende assistenttræner og ser frem til udfordringen. 

‘Aarhus Fremad er en klub, som jeg altid har holdt øje med. En klub, der har nogle gode sunde værdier og har altid været en form for kultklub. Det projekt, som jeg er blevet præsenteret for, er super og så glæder jeg mig til, at jeg fremover kan cykle til træning og ikke mindst en sign-on-fee på 2 flasker Fremad Gin’ udtaler Jakob Poulsen. 

Aarhus Fremad meddeler, at klubbens økonomi vil blive yderlig presset af denne transfer, men muligheden for at tilknytte Jakob Poulsen var en no-brainer. 

Direktør Lars Kruse: Det presser økonomien voldsomt, men som vores fans synger ‘Nietzsche sagde det: Vi skal alle dø’, men omvendt trøster jeg mig med, at de også synger: ‘Det skal nok gå’. Så beslutningen var ikke så svær, da den lå lige til højrebenet.’

Jakob starter som sportslig konsulent pr. 1/4 indtil han er helt fri i Australien og får nummer 14.

Status fra DBU og Divisionsforeningen omkring afvikling af kampene i dansk fodbold. Vi følger deres anbefalinger og vil løbende informere på vores medier omkring udviklingen.

Du kan læse mere her:

https://www.dbu.dk/nyheder/2020/marts/dansk-fodbold-lukker-ned-i-de-naeste-to-uger

 

 

Hvem: Næsby 

Placering: 9. pladsen

Hvor: ASA fodboldanlæg, Frederiksbjerg Idrætscenter

Hvornår: Lørdag d. 14/3, 14:00

Sidste opgør: 0-3, 1. spillerunde 

Anden udgave af vores optakt byder på første ‘hjemmebanekamp’ i foråret mod Næsby. Det er, som nævnt, dog ikke Riisvangen vi inviterer til kamp på, men ASA’s anlæg på Frederiksbjerg. Da vores egen kunstgræsbane ikke lever op til DBU’s krav, spiller vi som sidste år på ASA’s anlæg. I denne uge har vi fanget Jacob Torp til en lille snak om forventningerne til returopgøret mod oprykkerne fra Næsby, som vi slog i 1. spillerunde i efteråret med hele 3-0. Tilspurgt om succesen fra sidste kamp mod Dalum gentager sig på lørdag, svarer Torp: “Ja, det tænker jeg. Det bliver nok lidt samme kamp som sidst mod Dalum. Jeg tror, vi kommer til at være meget boldbesiddende, og at vi skal ud og skabe kampen. Men det er 2. division, og alle kampe er som regel svære. Der kan ske alt muligt, men vi har trænet godt op til kampen. De fynske hold plejer gerne at prøve at spille med, så det er vigtigt, at vi fortsat har godt styr på defensiven.

Kampen mod Dalum vidner om, at drengene er i topform og klar på foråret. En af de ting, som gik godt mod Dalum, var den boldbesiddende del af spillet, og det er noget, som skal være en fortsat tendens mod Næsby: “Vi har været gode til at turde spille bolden, få den flyttet hurtigt og forsøge at strække modstanderholdet, og det betyder at vi senere i kampen, som mod Dalum, får meget plads at arbejde med. Vi havde godt nok lidt problemer i de første 20-30 minutter i weekenden, men som kampen skred frem, fik vi overtaget. Vi skal være helt klar fra start mod Næsby.”, siger Torp

Torp er Fremads sædvanlige frisparksskytte og i forbindelse med det, har der floreret en del rygter i klubben. Rygterne lyder på, at Torp aldrig kommer til at score på frispark, og det bliver han naturligvis spurgt ind til. “Der foregår en intern debat mellem Stig og mig, og vi har indgået et væddemål om en pizza, der lyder på, at jeg mindst scorer to gange på frispark i foråret.”, siger Torp som svar på rygterne. 

Det bliver spændende at se om Torp får scoret på frispark på lørdag, og om Fremad tager de 3 point endnu engang. Vi håber på begge dele. 

Forudsigelse: Torps forudsigelser lyder på en gentagelse af det forrige opgør. Han vurderer, at drengene på lørdag vinder 3-0 igen. Torp er lige ved at melde sig selv som målscorer på frispark, men trækker i land, og ender med at satse på, at Hauge, Marvin og Nissen scorer.

Når vi på lørdag den 14. marts klokken 14 møder Næsby hjemme, er det alligevel ikke helt vores vante hjemmebane vi spiller på. Græsset på Riisvangen må ifølge kommunen ikke betrædes før 1. april, og da kunstgræsbanen bag Riisvangen ikke lever op til sikkerhedskravene for spillerne, har vi været nødsaget til at leje banen på ASA’s anlæg inde i Aarhus C. Det betyder, at vi vil tage entré, det vil koste 23 kroner at komme ind og se os spille bold, de to gange vi spiller på ASA’s bane. De 20 kroner af det skæve beløb går naturligvis først og fremmest til, at vi kan betale for den lejede bane og som kompensensation for manglende indkomst bl.a. i forhold til salg af øl og pølser, som ASA selv kommer til at stå for. De resterende 3 kroner går til nogen, som er i samme situation som os. Vi er ikke de eneste, som er hjemløse i Aarhus eller i Danmark for den sags skyld. Det er der mange andre som også er. Derfor har vi i Aarhus Fremad besluttet, at vi donerer de 3 ekstra kroner til ‘Sand – De hjemløses landsorganisation’.

Så kom endelig og hjælp drengene til yderligere 3 point og støt samtidigt et godt formål. Både i forhold til at vi kan få spillet bold i ordentlige forhold for vores spillere og jer tilskuere, men også i forhold til de hjemløse i Aarhus og Danmark, som virkelig har brug for en hånd. Børn og unge under 15 år har gratis adgang.

Derudover skal der på lørdag tages forbehold for coronaepidemien, som hersker i Danmark for tiden. Som de fleste nok ved, så afvikles alle Superliga- og 1. divisionskampe uden tilskuere. Vi er så heldige, at det stadig er muligt at se 2. divisionskampe i marts, men der skal selvfølgelig stadig tages forbehold for den smitterisiko, der er i større forsamlinger. Sørg derfor for, som du normalt vil gøre, at have god hygiejne ifht. vask af hænder, nys i ærmet og så vidt muligt undgå at give hånd. Vi satser ikke på, at kampen på lørdag kommer til at bidrage til smitten, men vi har alligevel i Fremad en pligt til at gøre opmærksom på, at det kan være et reelt problem i større forsamlinger.

Så vask dine hænder, tag fat i dine nærmeste og kom på ASA’s anlæg d. 14 marts klokken 14 og nyd vores første hjemmekamp i foråret. Der tages både imod kontanter og mobilepay ved ASA’s anlæg for entré. Der kommer senere på ugen nærmere praktisk information vedrørende indgang, parkering, mv.

Aarhus Fremads første kamp i foråret bød på Dalum IF ude. Drengene har haft en lang række træningskampe under forberedelserne til forårssæsonen, og det var klart at se i kampen mod Dalum, hvor Christian Nissen og Emil Hauge begge scorede og sammen med resten af holdet sikrede de første 3 point. Det var ikke meget Dalum kom med, og Nicklas Ullum var godt tilfreds med præstationen: “De kom med det, vi havde indstillet os på, et lavstående og kompakt hold. Vi vidste de ville være svære at bryde op. Vi havde lidt svært ved at gøre det i starten, og de første 20 minutter havde vi lidt problemer med at ramme hinanden. De lukkede rimelig godt ned, men som kampen skred frem, og vi kom over premierenerverne, lykkedes vi med at få spillet højere op på banen og komme i de rum vi ville.”, siger Ullum.

Det taktiske både offensivt og defensivt spillede, og især den defensive præstation var til punkt og prikke. Det var ikke mange gange Dalum testede Elias i målet, og det er noget man som midterforsvar godt kan være ekstra tilfreds med: “Vi holder dem fra rigtig meget. Vi vil gerne være boldbesiddende og være aggressive i vores genpres højt på banen, og det lykkedes vi med. Vi var aflklarede og konsekvente i forsvaret, og vi fik brudt bolden, inden der kom optræk til det helt store. Det er altid en fed følelse at have overskud og et godt fundament. Det gør det lidt nemmere at fokusere på det offensive.”, siger Ullum om den defensive præstation. 

Ullums forudsigelse op til kampen lød på 0-2 og Christian Nissen som den ene målscorer. Det må man bare sige, at Ullum ramte rimelig godt, og det bliver spænende at se, om der er nogen, som kan matche Ullums forudsigelse i de kommende optakte. 

Vores næste kamp byder på Næsby hjemme. Vi spiller som nævnt på ASA’s anlæg lørdag d. 14. marts klokken 14:00. Der vil komme yderligere information om kampen i løbet af ugen. 

 

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

2 - 2

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP