nyheder:

Kampen spilles lørdag den 23. april kl. 14.00 på Riisvangen. Indgange åbner 13.15

Billetter købes på dette link: Ticket shop (eventbilletten.dk)

Billetpriserne er:

Billetpriserne via onlinesalg til de enkelte kampe er kr. 50,- plus gebyr for voksen (18-65) og kr. 30,- plus gebyr for pensionister (+65). Prisen i indgangen er kr. 65,- uanset om det er voksen eller pensionist.

NB: Studerende har gratis adgang mod fremvisning af studiekort samt børn under 18.

Dog dog dog – så kan du også købe sæsonkort til foråret fem hjemmekampe.

 Priserne er kr. 200,- + gebyr for et voksensæsonkort (18-65) og kr. 120,- plus gebyr for et pensionistkort (+65).

Alle børn under 18 år har gratis adgang, mens også alle studerende, mod fremvisning af studiekort, har gratis adgang til vores kampe.

Vi glæder os til at se dig/jer på Riisvangen igen

#dsng #forzafremad #altidfremad

Slutspillet i kampen om at forblive i 2. division starter i påsken. Vi skal en tur til Middelfart, hvor en spændende kamp venter.

Den 23. april venter forårets første kamp hjemme mod FA2000. Det er den første af i alt fem hjemmekampe her i foråret 22 – kamprogrammet ser således ud

Du kan nu købe sæsonkort og billetter til kampene i foråret 22. Priserne er kr. 200,- + gebyr for et voksensæsonkort (18-65) og kr. 120,- plus gebyr for et pensionistkort (+65).

Alle børn under 18 år har gratis adgang, mens også alle studerende, mod fremvisning af studiekort, har gratis adgang til vores kampe.

Billetpriserne via onlinesalg til de enkelte kampe er kr. 50,- plus gebyr for voksen (18-65) og kr. 30,- plus gebyr for pensionister (+65). Prisen i indgangen er kr. 65,- uanset om det er voksen eller pensionist.

Du sparer derfor en del penge ved sæsonkortet og ikke mindst at købe billetterne online.

Vi ser frem til at tage i mod dog på Riisvangen. Vi håber og tror på min 500 tilskuere til alle kampe, så vi kan skabe en fantastisk ramme for spillerne i bestræbelserne på at forblive i 2. division.

Link til sæsonkort og billetsalg findes her: Ticket shop (eventbilletten.dk)

#dsng #forzafremad #altidfremad

Kom med på holdet i en fodboldklub med en stærk historie og stort potentiale

Er du studerende og brænder du for at udvikle og afholde fede events, som gør mennesker glade?
Så er det dig, vi leder efter som Event Manager hos Aarhus Fremad.


Kom med på holdet i en fodboldklub med en stærk historie og stort potentiale

I Aarhus Fremad er vi i konstant udvikling og altid på udkig efter udviklingsmuligheder. Dette gælder også den oplevelse vi tilbyder vores interessenter, som vi ønsker at tage til næste niveau. Vores events er fodboldkampe og afviklingen af disse er helt afgørende for os som fodboldklub. Vi brænder for at vores fans, tilskuere, sponsorer og spillere altid får en god oplevelse på Riisvangen, når vi spiller vores hjemmekampe i 2. division. Vores mål er at ramme 1.000 mennesker hver gang vi spiller hjemme og her er det afgørende at serviceniveauet er i top. Det er her du kommer ind i billedet.

Du bliver omdrejningspunktet for udviklingsaktiviteter vedrørende vores kampafvikling

Vi søger en studerende der brænder for eventudvikling, -planlægning og afholdelse. Du bliver øverste ansvarlige for afviklingen af vores kampdage og har ansvaret for at kampdagen spiller, også udenfor banen. Dine ansvarsområder består, foruden kreativ udvikling af events, af indkøb af varer, salg i boderne, og rekrutteringen af frivillige for at give tilskuerne den bedst mulige oplevelse når de besøger Riisvangen.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • at udvikle, planlægge og afvikle events
  • at gøre en masse folk glade
  • at arbejde med frivillige
  • at have ansvar for en proces fra start til slut
  • at tage ansvar og tage fat, hvis det brænder på
  • at være iderig, så du kan være med til at præge udviklingen.

Du er studerende, har flair for events, tager naturligt ansvar og ønsker at gøre en forskel

Det er et krav, at du er studerende. Hvilket studie du har valgt, er ikke afgørende, men det er en fordel, hvis du har erfaring med eventafvikling og ved, hvad det kræver for at afvikle events, når der er plus 500 mennesker. Som fodboldklub lever vi af, at holdet præsterer og her forventer vi, at du går forrest, når holdet udenfor banen sørger for at alt spiller fra start til slut på kampdage. Desuden forventer vi at du er stabil, da du får en vigtig rolle, som ikke kan undværes. Vi forventer ikke at du nødvendigvis interesserer dig for fodbold, så længe du brænder for at skabe nogle fede events.

Arbejdstiden vil primært være i uger med hjemmekampe og dermed 16-18 uger afhængig af kampprogrammet. Arbejdstiden i disse uger vil forventeligt være på +15 timer, mens du i uger uden hjemmekampe vil arbejde ca. 5 timer.

Vi ønsker i første omgang at skrive kontrakt for ét år. Du vil få fast løn pr. måned.

Så ønsker du at skrive kontrakt med en fodboldklub og blive en del af en kultur med højt til loftet, stor passion og gode oplevelser i højsædet, så søg jobbet hos os.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Ansøgningen skal sendes til Andreas Damgaard på ad@aarhus-fremad.dk. Vi holder løbende samtaler, da vi helst vil have ansat en pr. 1 maj, så vedkommende kan være med i vores 3-4 sidste hjemmekampe i denne her sæson.

Frederik Bonde er skiftet til Fremad med en ambition om at bryde igennem

Frederik Bonde kom i januar under vinterpausen til Fremad. Frederik har spillet i Thisted siden 2018, hvor han første år kom til som U19-spiller, men siden har været en fast del af deres 2. Divisionshold. Frederik er 20 år og skal som så mange andre jævnaldrende læse til sommer. Studiebyen skal hedde Aarhus, og derfor besluttede Frederik sig i vinter for at finde en klub i byen. 

Det var dog ikke et svært valg, fortæller vores 20-årige forsvarsspiller, for Frederik havde fra start udset sig Aarhus Fremad som sin nye destination. 

”Jeg har egentlig altid tænkt, jeg gerne ville spille i Fremad, når jeg flytter til Aarhus. Jeg har hørt, klubben er et godt sted at være, og så tiltaler Fremads måde at spille på mig rigtig meget. Jeg vil gerne spille på så højt plan som muligt, samtidigt med jeg skal i gang med at læse. Her er klubbens spil og placering perfekt for mig.”

Frederik har indtil videre været med til samtlige af vores træningskampe i opstarten og fået indhop i langt størstedelen. Han har dog stadig til gode at få sin debut for Fremad i 2. Division. Derfor har Frederik også en klar ambition om at bryde igennem på 2. Divisionsholdet og få sin debut, men indtil den mulighed opstår, er han glad for at spille med Danmarksserieholdet.

”Det har været rigtig fedt at spille med DS. Ligegyldigt hvilket hold jeg er med på, så er det fedt at komme til fodbold, og der er god stemning hele vejen rundt, om man spiller på det ene eller andet hold. Men det er klart med tiden, så stræber jeg efter at komme omkring førsteholdet og forhåbentligt få nogle kampe der – og naturligvis gøre det godt.

I januar tog Behrem Rizvic beslutningen om at skifte sin nu gamle klub, Vejgaard B, ud med Aarhus Fremad. Behrem kom oprindeligt til Fremad som en del af Danmarksserieholdet, men med en ambition om at skulle komme på 2. divisionsholdet og bryde igennem. Allerede et par træningskampe inde i opstarten, begyndte den ambition så småt at blive opfyldt. Tre kampe inde i turneringen, og Behrem har fået indhop i samtlige. Den 23-årige kant og back har altså gjort sig hurtigt bemærket i Fremad, og det glæder Behrem, at det er gået så stærkt.

”Det var mit mål at spille 2. Division på et tidspunkt, så jeg er virkelig glad for, det allerede er sket. Det er dejligt, trænerteamet har anerkendt, at jeg har gjort det godt nok. Selvom jeg egentlig kom ind på Danmarksserieholdet, så har de taget imod mig, troet på mig og ikke bare tænkt, at jeg er en ny DS-spiller og valgt andre af den grund. Det har været helt vildt fedt.”

Behrem er oprindeligt fra Randers, hvor han har været ungdomsspiller i Randers FC. Da han skulle læse medicin på universitetet, flyttede Behrem til Aalborg, hvor han gennem bekendtskaber fik øjnene op for Vejgaard. Behrem har spillet to og et halvt år i Vejgaard, der spillede i 2. Division, da han kom til, men siden da er rykket ned i Danmarksserien. Og det var netop i Danmarksserien, at Behrem stiftede bekendtskab med Aarhus Fremads spillestil.

”Jeg kan huske, Fremad spillede god teknisk fodbold – lige den måde, jeg gerne vil spille på, og som tiltaler mig. En offensiv spillestil, hvor man gerne vil have kontrol, og en anderledes fodboldstil end jeg har været vant til fra tidligere klubber. Trænerteamet går meget op i detaljer og er stringente, i forhold til hvordan tingene skal være, vi gerne vil spille, og fx positioner vi skal tage i bestemte faser af spillet. Det har hjulpet mig, og jeg har lært meget med den struktur, de gerne vil have i spillet.”

Da Behrem fandt ud af, at hans studier skulle fortsætte i Aarhus, blev han gennem sin træner sat i kontakt med Eichner. Eichner kunne fortælle Behrem, at hvis man er god nok, så kommer man på 2. Division. Og det passede Behrem rigtig godt, fortæller han.

”Jeg havde hørt, at Fremad har et rigtig godt 2. hold, og der ikke er særlig langt op til 2. divisionsholdet, fordi de træner tæt sammen, og der er et godt samarbejde. Så jeg tænkte, at det måske var en god vej for mig at tage – og en måde at komme tilbage i 2. Division.”

Selvom Behrem allerede er kommet i spil i 2. Division, er han stadig sulten efter mere.

”Mit primære mål var at komme på 2. div, få så meget spilletid som muligt og naturligvis hjælpe holdet. Jeg føler stadig, jeg skal ind og starte og blive en endnu større del af holdet. Jeg er ikke braget ind, så der er stadig lidt vej endnu.”

#forzafremad

Den observante fan har måske set Mathias Foged stryge frem og tilbage mellem bænken og de opvarmende spillere under kamp. Det må vi være foruden nu, for allerede syv måneder efter, Mathias er kommet til Fremad, har han fået et tilbud, han ikke kunne afslå. Mathias overgår den 1. april til AGF’s U19-hold, hvor han kommer til at arbejde som fysisk træner. I september fik vi Mathias til Fremad som Head of Performance. Han har siden været en vigtig del af staben, der har haft et stort ansvar i at skulle varetage koordinationen mellem trænerstaben, spillerne og fysioterapeuterne med henblik på spillernes fysik.

For Mathias har tiden i Fremad været med til at forberede ham til sit næste step i karrieren, og selvom jobtilbuddet kom lidt tidligere, end Mathias havde forventet, tager han en stor læring med fra sin tid i Fremad.

”Jeg har fået en masse ud af at være i Fremad. Én ting er ansvaret, jeg har fået, med koordinering af det fysiske arbejde, men bare at stå i en lederrolle har været gavnligt. Spillerne har været gode til at håndtere og acceptere min rolle, og jeg har fået lov til at teste min viden af og praktisere noget af det, jeg har haft med fra min skole. Så har Aarhus Fremad sin karakteristiske charme, som alle snakker om. Der er et sindssygt godt fællesskab i klubben, og det har været interessant at være en del af.”

Vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, ser Mathias som et godt eksempel på den overordnede tilgang til at tage folk ind og udvikle dem i klubben. Vi vil gerne opnå store resultater, og det gør vi ved at sikre, der pågår en stor udvikling blandt alle, der er i Fremad.

”Vi er optaget af at tage folk ind, give dem et stort ansvar og lade dem udvikle og udfolde sig i deres position – uagtet om man er spiller eller Head of Performance. Vi er altid stolte over, at vi kan være med til at sende folk videre og bygge drømme op. Man skal ud og have erfaring, og vi vil gerne skabe et miljø, hvor vi står klar til at tage folk ind med den rette karakter og personlighed, og så kommer kompetencerne på,” fortæller Morten og roser videre Mathias for sin indsats i klubben.

”Det er meningsgivende for os alle, at Mathias har haft en god udvikling i sin tid her. Han har fået et stort ledelsesansvar og budt godt ind i forhold til, hvad vi har af muligheder at flytte på. Mathias har været meget realistisk i, hvordan vi kan gøre det i samspil med spillernes interesse og selve fodboldsspillet. I min optik er han en moderne fysisk træner, der har et øje for at få det hele til at hænge sammen til den bedste præstation på banen i et udviklingsøjemål. Det har været en fornøjelse, og nu kan Mathias tage et skridt videre i sin karriere og lære endnu mere. Det er vi glade for. Vi takker for Mathias’ tid i klubben, og vi glæder os til at følge hans karriere videre.”

Under sin uddannelse, inden Mathias kom til Fremad, har han både været forbi Vejle Boldklub og FC Nordsjælland. Her har der været store setups med et stort fokus på data, og Mathias har derfor ofte haft en rolle, hvor han har skullet arbejde meget med data kontra virkelighed. I Fremad har han haft større fokus på at udelukkende arbejde med spillerne og selv mærke sig frem til, hvad de har haft brug for. Derudover har Mathias haft en vigtig rolle i at få maskineriet i klubben til at køre smurt og holde alle i og omkring holdet tilfredse.

”Jeg har helt sikkert fået bygget på min fingerspitzgefühl, hvor jeg fx har skullet aflæse, hvordan spillerne har det, og om de er presset. Helt generelt har jeg fået meget med i forhold til kommunikationen med spillerne og trænerteamet, og fået mulighed for at komme med inputs til forbedringer. Det har været super interessant at indgå i en stab med mange forskellige dagsordener. Fyssernes dagsorden har jeg skullet tage i perspektiv i forhold til, hvad vi laver, og få formidlet det videre til trænerne. Morten har ville opnå bestemte ting i træningerne, og der har jeg skullet vurdere, om det i samspil har givet mening, og koble det hele sammen. Jeg har skullet få det hele til at gå op i en højere enhed og få spillerne til at præstere bedst muligt.”

Nu står et nyt kapitel for døren, og Mathias takker af for sin tid i Fremad.

”Tak for syv gode måneder og held og lykke i fremtiden. Jeg håber alt det bedste for Aarhus Fremad. Det skal nok gå.”

Held og lykke, Mathias.

Kampen spilles lørdag den 2. april kl. 14.00. Indgange åbner 13.30

Ny hjemmekamp på ASA’s anlæg, da Riisvangen desværre ikke er klar til divisionsfodbold.

Billetter købes på dette link: Ticket shop (eventbilletten.dk)

Kampen spilles på ASA’s kunstgræsbane, F. Vestergaardsgade 3, 8000 Aarhus.

Billetpriserne er:

Kr. 33,- plus gebyr for alle pånær studrende og børn under 13 år, der har gratis adgang. Entrepriser i døren er kr. 50,- og er enten kontant eller på Mobilepay 115994.

NB: Studerende har gratis adgang mod fremvisning af studiekort

Vi donerer kr. 3 pr solgt billet til De hjemløses nye foodtruck, da vi selv er hjemløse på dage, da vi jo ikke spiller på Riisvangen. Læs mere om det på Facebook fra på tirsdag den 8/3-22.

Der vil ligeledes være mulighed for køb af øl og pølser tæt på kunstgræsbanen.

Oversigtskort ASA’s anlæg

Vi glæder os til at se dig/jer på ASA’s baner

#dsng #forzafremad #altidfremad

Første turneringskamp i 2022 for DS – Nye trøjer, ny sponsor, nyt system og ny spiller funklede

Vores DS-hold spillede i weekenden første turneringskamp, da Fremad på Asa’s kunstgræsbane var værter for kampen mod TPI. Premierer er altid specielt og der var på forhånd også lagt op til en spændende kamp, da gæsterne før denne runde var to point efter Fremad i tabellen. TPI var tilmed ubesejret i 2022, hvor de har præsteret nogle flotte træningskampe med sejre over hold som Dalum og Marienlyst. Det lavede Fremad om på, da man lørdag besejrede holdet fra Odense med 2-1. Vi har fået en snak med cheftræner Jacob Eichner om kampen:

”Jeg synes vi vinder kampen fortjent. Vi havde forberedt os godt på dem og holdt os til de aftaler vi på forhånd havde lavet. TPI er et godt hold, når de får store rum at løbe i, da de har god fart i deres offensiv og nogle dygtige individualister. Derfor vidste vi, hvor vi skulle give plads og det gjorde, at vi kampen igennem var i god kontrol defensivt. Vi skaber selv 5-6 rigtig store chancer og scorer to rigtig flotte mål. Deres mål kommer efter et godt spark udefra, som er svært at gardere sig mod. Derudover holder vi dem på et minimum af chancer”.

Eichner var derfor overordnet godt tilfreds med præstationen men også opmærksom på, at der er områder hvor holdet gerne vil forbedre sig: ”En premierekamp har altid lidt en speciel nerve, men vi får godt fat fra kampens start og før TPI overhovedet har rørt bolden har vi skabt vores første chance i et angreb, direkte afspejlet i det vi har arbejdet med i opstarten. Vi har arbejdet meget med vores struktur, både med og uden bold og vi får sat nogle rigtig gode angreb sammen de første 30-35 minutter. Herefter mister vi momentum og får ikke holdt godt nok fast i bolden, hvorfor TPI kommer bedre med. I anden halvleg er vi rigtig godt tilfredse med vores defensive struktur og parathed, men vi er ikke tilfredse med vores eget spil på bolden, hvor vi har højere forventninger til os selv. Her mangler vi både fysisk og mentalt overskud til at træffe gode beslutninger på bolden. Det må vi arbejde med. Dog skaber vi i anden halvleg alligevel rigtig store chancer for at lukke kampen, så der er masser af positive ting at tage med, samtidig med at vi også skal lære af kampen”.

DS-holdet har i opstarten fået skærpet konkurrencen i truppen yderligere, hvilket har gjort holdet stærkere. Det var da også én af de nye der fik en hovedrolle denne weekend, da vores nye angriber Tais Hansen, som er kommet fra Fuglebakken, lavede to flotte mål og i det hele taget spillede en rigtig god kamp. Udover Tais er bl.a. kommet Behrem Rizvic fra Vejgaard som startede op ved DS og nu har været med i de første tre turneringskampe for 2. div og Elias Jønsson fra AGF, som også var med 2. div i Hellerup i weekenden. Derudover er Christian Lauenborg vendt hjem fra USA, Jesper Steendahl er kommet til fra Randers Freja og Frederik Buur er kommet i gang igen efter en pause pga. arbejde. Buur startede inde i weekenden og havde en fod med i begge mål. Eichner er da også glad for den øgede konkurrence:

”Jeg synes vi står med en virkelig stærk gruppe af spillere i klubben. Èn ting er, at de er gode fodboldspillere, men mindst lige så vigtigt er det gode mennesker, som vil klubben og hinanden det bedste. Vi er tættere end nogensinde på tanken om én trup og to hold. Til denne kamp havde vi spillere siddende udenfor, som har trænet godt og hårdt og som også spillede kampe i efteråret. Det er spillere der kunne gå ind i rigtig mange DS-trupper og startopstillinger. Det giver os i trænerteamet nogle svære valg, men det er med til at løfte vores niveau. Og så er det op til den enkelte at vise, at de fortjener spilletid”.

DS ligger nu på 5. pladsen med 1 point op til 4. pladsen. Næste weekend spiller DS igen på Asa’s kunstgræsbane, hvor FC Sydvest kommer på besøg.

”Hvem er det, der er alle pengene værd? Det er Thomas Hagelskjær,” har I måske hørt på lægterne til kamp på Riisvangen, og det er blevet cementeret. Hagelskjær har nemlig forlænget i et år med Aarhus Fremad, så hans kontrakt nu strækker sig til sommeren 2023.

Hagelskjær har nu været i Fremad i halvandet år, siden han kom til fra Vejle i sommeren 2020. Og det har været så succesfuld en tid, at det var et naturligt valg, Thomas stod overfor, da forlængelsen skulle på plads.

”Det har langt henad vejen givet sig selv, fordi jeg er så glad for at være her. Alle siger, at det er en fed klub at være i, og det gør sig også gældende for mig. Der har været nogle overvejelser om træning og kamp har kunnet hænge sammen med mit fuldtidsarbejde ved DLA Piper, men de har vist fleksibilitet, som går begge veje. Det har været hårdt i perioder, men over den seneste tid er jeg kommet frem til, at jeg ikke kan undvære det. Der var ikke noget andet, jeg ville, end at blive i Fremad, hvor jeg har det godt og kan udvikle mig – måske endnu mere end jeg har gjort tidligere.”

Cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, ser Hagelskjær som en vigtig karakter i miljøet og knytter rosende ord til vores målmand. Målmandsposten er en vigtig rolle i forhold til måden, vi ønsker at spille på, og derfor er det essentielt at have en mand som Thomas mellem stængerne.

”Thomas er et pragteksempel på, hvor stort fokus vi har på, at vi skal blive dygtigere, men også skal opnå fremfor at undgå. Alle i klubben er meget imponeret over den tilgang, Thomas har til måden at spille på og sin egen udvikling, som har været ekstraordinær. Til hver eneste kamp og træning sætter Thomas sig selv på spil i holdets tjeneste, og selvom han har lavet fejl, så går han sekundet efter ud og forsøger at gøre det rigtige. Thomas er en klippe i den udvikling, vi hele tiden går imod, fordi han sætter sig selv på spil og ikke gemmer sig,” fortæller Morten om Thomas og understreger videre vigtigheden af forlængelsen.

”Vi er meget glade for, at det har kunnet passe med ham at forlænge. Det har været en stor prioritet for os, fordi han indeholder lige præcis det, vi ønsker i forhold til spillet og udvikling. Det er et fokus på den store udvikling af spillerne og spillet, der giver de største præstationer, der videre giver de bedste resultater.”

Det var heller ikke en lang kontraktforhandling, der fandt sted, da Hagelskjær skulle sætte underskrift på en ny aftale. Som vores 27-årige, advokatfuldmægtige målmand fortæller, så har han det godt i klubben, mens hans udvikling nærmest har taget fart, siden han kom til.

”Da jeg valgte Fremad for halvandet år siden, var det spillestilen og miljøet, der tiltrak mig. Når man kommer ind i det, bliver man bekræftet i, at man virkelig arbejder med tingene og forsøger at rykke på alle parametre. Både på banen med den enkelte spiller, hvor vi er mere komfortable i spillestilen og har fået samlet en dygtig trup, men også med hele det setup, der er omkring klubben. Folk kommer ind og bruger meget tid på, at vi har de bedst mulige forudsætninger for at lykkes. Det er så fedt at være en del af og bidrage til på banen, men også ved at udfordre omgivelserne og skubbe det hele i den rigtige retning,” fortæller Hagelskjær.

Vi ser frem til at forsat kunne blive bekræftet i, at Hagelskjær er alle pengene værd.

#forzafremad

I midten af januar begyndte 24-årige Adrian Kvist at træne med i Fremad. Adrian har lige siden været en del af klubben og spillet i flere af vores træningskampe i vinteropstarten.

Adrian er en stor, duelstærk midterforsvar og har senest spillet i FA 2000 i 2. Division. Han har på grund af en flytning til Aarhus måtte sige afsked til københavnerklubben, hvor han har spillet de seneste to år. Derfor stod Adrian og skulle søge nye græsgange i det jyske, og det har han i samarbejde med klubben og staben fundet i Aarhus Fremad.

”Indtil videre har det været en fremragende oplevelse på alle måder. Både det sociale i omklædningsrummet og det spillemæssige på banen. Jeg har følt mig godt tilpas, så jeg er meget glad for at blive Fremad-spiller. Jeg kommer fra et godt sted i FA 2000, men jeg ser også Aarhus Fremad som et skridt op. Så er det også spændende at komme til Aarhus og bo, studere og leve. Det har indtil videre også været en god oplevelse,” fortæller Adrian om sin første tid i klubben og Aarhus.

Adrian kommer fra en god tid i FA 2000, som han beskriver som en klub, der udenfor banen minder om Fremad med et godt miljø og fællesskab. Gennem bekendtskaber, der har været i Fremad, og Adrians egne oplevelser med klubben kom det naturligt til ham at søge mod Fremad.

”Min fornemmelse af hele stemningen efter min første tid er, at den er speciel i Fremad, og at det er skide sjovt at være her. Indenfor banen ser jeg Aarhus Fremad som en klub højt oppe i 2. division – både i forhold til spillestil og den måde, man ønsker at gøre tingene på. Der er ganske enkelt et godt setup i klubben. Jeg vil kunne udvikle mig som spiller og menneske i miljøet og tage nogle skridt. Særligt i forhold til at jeg er midterforsvar og gerne vil udvikle mig endnu mere med bolden. Og jeg føler allerede, at jeg på den korte tid, siden jeg kom til klubben, har lagt meget på netop mit spil med bolden.”

Adrian, der til daglig læser teologi, flyttede i vinter sammen med sin kæreste i Aarhus, og det var også hovedårsagen til, at Aarhus skulle være hans nye by. Nu står et nyt kapitel for døren, og Adrian ser frem til at prøve sine kræfter af i Fremad, selvom der fra start har været en smule modgang.

“Jeg har desværre døjet med lidt tilbagevendende småskavanker her i opstarten, men det burde heldigvis være ovre nu. Så jeg ser frem til at kunne bidrage til holdet og hjælpe til med at løfte Fremad endnu højere op. Jeg vil bide mig fast og blive en central del af holdet – også fordi det er der, jeg er bedst. I holdets tjeneste.”

Velkommen til Fremad, Adrian.

#forzafremad

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

18:00

Aarhus Fremad vs Middelfart

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP