nyheder:

Til trods for at det meste af efterårssæsonen blev tilbragt på bænken, er Can Dursun begejstret for at være kommet til Aarhus Fremad. Så begejstret, at han nu har forlænget sin aftale med klubben, så den løber sæsonen ud.

Af Mathias Dueholm
Foto: FotoTrine

I ellevte time af sommertransfervinduet inden denne sæson blev Can Dursun hentet til Aarhus Fremad fra bysbørnene Brabrand. Den garvede målvogter har siden ageret sidste skanse i de gulstribedes pokalkampe, og har derudover været en god sparringspartner til førstevalget Thomas Hagelskjær.

Selvom han gerne ville have spillet mere, levede efterårssæsonen dog mere end rigeligt op til Can Dursuns forventninger, hvorfor han også er mere end glad for udsigten til at skulle blive på Riisvangen, i hvert fald et halvt år mere.

”Overordnet set, har det her halve år været fantastisk, og jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg skiftede til Fremad. Ambitionerne, spillestilen og hele setup’et i klubben tiltaler mig rigtig meget, og det samarbejde jeg har haft med Thomas og Frederik har været fantastisk. Egentlig var præmissen, da jeg kom, at jeg skulle gå ind og have et målmandstræneransvar på sigt, men jeg har fundet ud af, at det er for tidligt for mig. Derfor går jeg ind til forårssæsonen med fuldt fokus på at være spiller, og for at skærpe konkurrencen på målmandsposten,” siger Can Dursun.

At den nye aftale kun binder Can Dursun til Fremad i et halvt år yderligere, bekommer keeperen ganske fint, da der også er et civilt arbejds- og familieliv, der skal passes ved siden af fodbolden.

”I modsætning til mange af de andre unge drenge, der har forlænget, har jeg en familie derhjemme. Så det har hele været planen at forlænge med et halvt år ad gangen. Skulle der ske noget familiemæssigt eller lignende, er det også rart at kunne komme ud af aftalen, og derfor var vi enige om, at vi starter med det halve år,” siger Can Dursun, der ved siden af fodbolden passer et arbejde hos Tryg.

Morten Dahm Kjærgaard, cheftræner i Fremad, glæder sig også over at have landet en forlængelse med Can Dursun.

”Vi hentet Can ind sidst i sommervinduet, og det har været rigtig godt for os. Vi har været rigtig godt tilfredse med Cans første halve år, og vi glæder os til at udvikle ham endnu mere, og gøre ham skarpere til den kommende forårssæson,” siger Morten Dahm Kjærgaard.

Forårssæsonen, hvor Fremad både ser ud til at skulle spille om oprykning og kan se frem til et dobbeltopgør i Pokalturneringens kvartfinale mod FC Nordsjælland, er da også noget Can Dursun ser frem mod med spænding:

”Det er måske et af de vigtigste halvår i klubbens historie. Vi ligger nummer et i rækken og vi står over for en pokalkvartfinale. Så det bliver jo en finale hver eneste gang vi skal spille, og det kan jeg bare ikke lade være med at være en del af. Alle er ekstatiske over det, men har samtidigt fødderne plantet solidt på jorden.”

Aarhus Fremad og Marcus Kirchheiner har sat pen til papir på en ny aftale, så den nu gælder til januar 2024. En aftale som begge parter er yderst tilfredse med.

Af Mathias Thomsen // Foto af FotoTrine

I dag er en god dag for alle i og omkring Aarhus Fremad, eftersom vi kan offentliggøre at Marcus Kirchheiner har forlænget sin kontrakt. En forlængelse som har været utrolig højt på prioriteringslisten. Ifølge cheftræner Morten Dahm Kjærgaard er den 26-årige højre back nemlig en af klubbens allerstørste profiler.

”Marcus har været en af vores bedste spillere i den tid, jeg har været i klubben, og det niveau har han ikke bare holdt, men også forbedret. Marcus er både intern på vores hold og i rækken en stor profil, der har sat sit aftryk på kampene”, siger cheftræneren.

Marcus Kirchheiner har siden, han kom til klubben i 2019 fra Odder IGF, været en markant skikkelse i truppen, hvor det er blevet til 91 kampe. På blot 13 kampe har højre backen lavet fem målgivne afleveringer i indeværende sæson, hvor både hans eget- og holdets niveau er blevet hævet til nye højder.

Hovedpersonen selv udtaler, at han er utrolig glad for at have forlænget med Aarhus Fremad, da han nyder at være- og spille i klubben. Muligheden for at rykke op til den kommende sæson har samtidig også haft indflydelse:

”Det ultimative mål er helt klart, at vi rykker op til sommer, hvilket også er hovedårsagen til, at jeg har forlænget. Vi har haft et rigtig godt efterår, hvor vi har spillet god- og sjov fodbold, som jeg nyder”, siger Marcus Kirchheiner

Mathias Kubel, der har haft et strålende efterår på Riisvangen, har forlænget sin kontrakt med Aarhus Fremad, så den løber til sommeren 2024. Den unge kantspiller føler sig godt tilpas i klubben og ser frem mod et spændende forår.

Af Mathias Dueholm
Foto: FotoTrine

Mathias Kubel har igen og igen reddet sine modstandere som en mare med sit hurtige antrit, og det er noget hans klub har nydt godt af. Nu har en af de helt store profiler på Aarhus Fremad-mandskabet forlænget sin kontrakt med klubben indtil sommeren 2024.

”Fremad er en klub, jeg er rigtig glad for at være i. Jeg føler mig godt tilpas, og jeg glad for at komme her hver dag,” forklarer Mathias Kubel som bevæggrund for forlængelsen. Han fortsætter:

”Og så synes jeg fremtiden i Aarhus Fremad ser rigtig spændende ud. Specielt det næste halvår, og det vil jeg rigtig gerne være en del af.”

21-årige Mathias Kubel har som nævnt været stærkt kørende i efterårssæsonen, hvor det er blevet til fem scoringer i 2. Division. Dermed er kantspilleren den tredjemest scorende Fremad-spiller. Derudover har han brilleret mod både Brøndby og Fremad Amager, der begge blev elimineret i Pokalturneringen – blandt andet takket være Kubels målgivende aktioner.

Cheftræner i Fremad, Morten Dahm Kjærgaard, er da heller ikke sen til at fejre forlængelsen med den rapfodet kantspiller.

”Mathias er jo en af de spillere i truppen med det allerstørste potentiale. Han har haft nogle fantastiske øjeblikke i løbet af det første år i klubben. Der har selvfølgelig været nogle udsving i hans præstationer, også på grund af nogle skader, der har bremset ham lidt engang imellem. Men især i den her sæson har han virkelig været gennem en god udvikling,” siger Morten Dahm Kjærgaard, der deler flere roser ud:

”Det er en spiller vi selvfølgelig forventer os meget af, men som også har en god tilgang til tingene og er rolig i forhold til sin egen udvikling. Han er her i Fremad og er tålmodig. Han ved godt, at det er et koncentreret stykke arbejde, der skal gøre, at han bliver ved med at løfte sit niveau.”

Selv har Mathias Kubel, der kom til Aarhus Fremad fra barndomsklubben Hedensted, fokus stift rettet mod en forårssæson, der tegner til at blive mere spændende end vanligt.

”Jeg håber, vi kan blive ved med at bygge på og fortsætte den gode stime. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi går og drømmer stort om det her forår. Vi kommer til at spille de her ”6-points-kampe” næsten hver gang, og vi ved, at det kommer til at kræve en masse af os,” siger Mathias Kubel.

Julius Fechtenburg, der har spillet en større og større rolle for Fremad-mandskabet i efteråret, har forlænget sin aftale med klubben indtil sommeren 2024. En forlængelse, der ikke krævede lange overvejelser for fynboen.

Af Mathias Dueholm
Foto: FotoTrine

Følger man blot sporadisk med i, hvad der foregår i Aarhus Fremad og på Riisvangen, så vil man næsten i søvne kunne nævne de fire målscorere fra pokalbraget mod Brøndby IF i oktober måned. Én af de store aktører i det opgør var Julius Fechtenburg, der godt en halv time inde i opgøret gjorde det til 2-0.

Det var indtil da ikke nogen voldsomt stor figur, som Julius Fechtenburg havde spillet for Aarhus Fremad, siden han i sommeren 2021 blev en del af klubben. Årsagen var en uheldig og grim skadeshistorik. Siden han begyndte at få minutter i efterårssæsonen, har Julius Fechtenburg dog igen og igen vist eksempler på, hvorfor han i første omgang var interessant for Aarhus-klubben.

Med kontraktudløb til sommer, var det oplagt at benytte vinterpausen til at se på, om der skulle en forlængelse til, og de gode indsatser kastede såmænd en interesse fra Fremad ad sig.

”Klubben kontaktede mig og ville gerne forlænge vores aftale. Jeg var ret hurtigt med på idéen, så det var meget gensidigt, må man sige,” siger Julius Fechtenburg, inden han uddyber:

”Det er et rigtig godt sted for mig lige nu, især over på så lang en skade. Jeg føler jeg først nu er ved for alvor at komme tilbage her frem mod forårssæsonen.”

Hos cheftræner Morten Dahm Kjærgaard er der også glæde at spore, oven på kontraktforlængelsen, der binder Julius Fechtenburg til Riisvangen indtil sommeren 2024.

”Julius er jo en rigtig spændende historie. Han kom til klubben inden sidste sæson, hvor han startede rigtig godt, men hvor han så var så uheldig at få en korsbåndsskade. Så forlængede vi sidste år hans kontrakt til og med den her sæson, fordi vi stadig syntes han var en spændende spiller,” siger Morten Dahm Kjærgaard.

Fremad-træneren lovpriser i samme ombæring Julius Fechtenburg for sin håndtering af den komplicerede skade:

”Han har været fænomenal i forhold til at træne sig tilbage, være vedholdende og være koncentreret. Vi er sikre på, at vi stadig kan løfte hans niveau, og jeg er sikker på, at vi stadig har det bedste fra Julius i vente.”

Fremads midtbaneanker Lasse Hauge har sat sin underskrift på en ny kontrakt, så den nu gælder til 2024.

Af Mathias Thomsen

76 kampe er det indtil videre blevet til for 24-årige Lasse Hauge, og det bliver formentlig langt fra de sidste, eftersom det unge midtbaneanker har forlænget sin aftale, så den nu gælder til januar 2024.

Da Lasse Hauge kom til klubben i 2018 fra Nørre Åby IK, spillede han i første omgang på Aarhus Fremads Danmarksseriehold. Men der gik ikke mere end halvandet år, før han blev rykket op i 2. Divisionstruppen, hvor han sidenhen er blevet en af holdets helt store profiler, ifølge cheftræner Morten Dahm Kjærgaard.

”Lasse er en vigtig spiller i måden vi spiller på, samt måden vi skaber dominans på i kampe. Han er en af de spillere, der er mest på bolden på vores hold og trives godt i det, hvor han hele tiden har formået at lægge på både sin spilforståelse – som er høj i forvejen – men også hans generelle niveau”, siger Morten Dahm Kjærgaard.

Hovedpersonen selv ser meget frem til at være en del af Fremads projekt på længere sigt. I denne sæson er det blevet til 13 kampe med 2 mål til følge i en yderst godkendt 2. Divisionshalvsæson. Holdets nuværende form har dog heller ikke gjort en allerede nem beslutning sværere:

”Det har selvfølgelig spillet ind, at det går så godt, som det går sportsligt. Men jeg havde nok forlænget alligevel, fordi jeg synes, det er så fedt at være i klubben. Det er mit liv, som er deroppe, og jeg har så mange gode kammerater i klubben, at der ikke rigtig er andre klubber, som vil give mening for mig at spille i”, siger Lasse Hauge.

Frederik Rieper har bundet sig til Aarhus Fremad til udgangen af 2024. En forlængelse som ifølge hovedpersonen selv var en nem beslutning

Af Mathias Thomsen

I dag skinner solen ekstra meget på Vangen, eftersom klubben har forlænget med den unge forsvarsklippe, Frederik Rieper. 23-årige Rieper kom til klubben fra Lyseng IF i sommeren 2021, og er sidenhen blevet en fast bestanddel af Morten Dahm Kjærgaards forsvar. 47 kampe og 3 mål er det ind til videre blevet til for forsvarsspilleren.

Cheftræner Morten Dahm Kjærgaard udtaler:

”Lige fra Frederik startede i klubben, gik han hurtigt ind og tog en plads i startopstillingen, og har spillet stort set lige siden. Han kom til fra Lyseng, som havde gjort et flot stykke arbejde med ham, men han skulle i starten lige vende sig til en ny spillestil, hvilket han har gjort på flotteste vis. Gennem hans korte tid i klubben har han virkelig flyttet sig, og har udviklet sig til at blive en af lederne på holdet”, siger Morten Dahm Kjærgaard.

Spørger man hovedpersonen selv, var det alt andet end en svær beslutning, hvor både det sportslige og selve miljøet i klubben har spillet en stor rolle.

”Jeg er super glad for at have forlænget. Det var lidt en ’No-brainer’. Jeg synes, at vi har et fedt projekt i gang, med en god trup, hvor det i øjeblikket kører sportsligt. Derudover har vi et mega fedt miljø”, siger Frederik Rieper, og uddyber samtidig, hvorfor miljøet i klubben er specielt:

”Nu har jeg været her i halvandet år, og jeg har virkelig nydt det. Vi er mange studerende i klubben, som er de samme steder i livet, Der er plads til både at udvikle sig indenfor fodbold, men også udenfor fodbold, hvilket giver et godt miljø”

I øjeblikket er det sjovt at være Aarhus Fremad fan, da klubben ligger på førstepladsen i 2. Division. Det gør det dog også sjovt at være Fremad spiller, siger Frederik Rieper. Ifølge forsvarsspilleren er en oprykning også den helt store målsætning bag forlængelsen.

”Når vi ligger som vi gør, så skal man jo gå efter at rykke op. Jeg synes også, at vi har både holdet og kvaliteten til at kunne gøre det, som vi også fik vist i efteråret. Så det er klart en oprykning til 1. Division som er det helt store mål”.

Vores allesammens anfører, Emil Hauge, har valgt at forlænge sin aftale, så den nu gælder til 2024. Noget som både klubben og hovedpersonen selv er meget tilfredse med.

Af Mathias Thomsen

Aarhus Fremad har forlænget aftalen med Emil Hauge, med yderligere halvandet år, så den nu gælder til januar 2024, hvilket er til stor glæde for midtbaneprofilen.

”Jeg er sindssygt stolt af at være en del af det projekt, som vi har gang i, hvor vi har løftet vores niveau både på og udenfor banen de seneste år. Og så nyder jeg bare at spille fodbold i klubben for tiden”, siger Emil Hauge, og henviser til det stærke efterår, klubben har haft.

Siden Hauge kom til Fremad i 2018, har den 26-årige anfører spillet 134 kampe i alt, hvilket gør ham til en af de mest rutinerede spillere i truppen, og samtidig en af kulturbærende. En kultur som Emil Hauge vægter højt.

”Den kultur vi har i klubben, både i omklædningsrummet og hos- og med vores fans er bare helt unik. Den får du ikke andre steder”, siger Emil Hauge og fortæller, at der i Fremad både er plads til at udvikle sig som fodboldspiller, men også som menneske.

”Der er mange gode værdier i klubben, som man fra stabens side forsøger at implementere i vores hverdag og den måde vi spiller på. Det er bare mega fedt at være en del af”.

Cheftræner Morten Dahm Kjærgaard lægger heller ikke skjul på, at det har været utrolig vigtigt for klubben at forlænge aftalen med Emil Hauge, som han kalder for ’en af de absolut vigtigste spillere for klubben’. Anføreren er derudover et symbol på Fremads kultur.

”Emil Hauge er anfører og foregangsmand for måden at være på i vores kultur, og måden at tilgå sin fodbold på – både til træning og til kamp. Derudover er han samtidig en spiller, der hele tiden sætter nye standarder for hans eget niveau”, siger Morten Dahm Kjærgaard.

Som så mange andre, ser Emil Hauge utrolig meget frem til det kommende forår. Første tællende kamp for Aarhus Fremads vedkommende er d. 28. februar, hvor holdet endnu en gang skal forsøge at lave en overrasskelse i Sydbank Pokalen. Modstanderen er Superligaens førerhold, FC Nordsjælland.

Udvikling er overskriften på meget af det, der foregår i Aarhus Fremad. Ikke bare inden for kridtstregerne, men også uden for dem. Sundhedssektoren har netop sendt en ung fysioterapeut videre til en af dansk fodbolds største klubber.

Af Mathias Dueholm
Foto af vildmedfoto.dk

Det er velkendt, at gennemsnitsalderen i Fremad-truppen er relativt lav, men det er bestemt ikke kun fodboldspillere, som klubben agter at udvikle på. Det er nemlig også et fokus, når det kommer til trænerstaben og i særdeleshed også sundhedsstaben.

Holdlæge Søren Jensen Rahbek, der leder klubbens korps af fysioterapeuter og fysiske trænere, er derfor også stolt over, at Aarhus Fremad netop har løftet en af de unge fysioterapeuter til et niveau, der har gjort ham attraktiv for ingen ringere end FC Midtjylland.

”Marcus, der er vores kombineret fysioterapeut og fysiske træner, er blevet tilbudt en fuldtidsstilling i FC Midtjylland, og det har han sagt ja til. Det er vi selvfølgelig rigtig kede af, men vi er også meget glade og stolte på hans vegne,” siger Søren Rahbek Jensen.

Der er tale om Marcus Gjesse, der i en alder af 25 altså fortsætter fysioterapeutkarrieren på den jyske hede fra 1. januar. Han kom til Aarhus Fremad da han stadig studerede, i sommeren 2021, og indtil han blev færdiguddannet, bød han sig til som en hjælpende hånd.

”Jeg havde i længere tid, under min uddannelse, tænkt, at sportsfysioterapi var spændende, og så så min kæreste, at Fremad søgte nogle studerende til at hjælpe med behandlingen til træning og i nogle kampe. Så da muligheden bød sig, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve,” siger Marcus Gjesse.

Selvom Marcus Gjesse ikke kendte meget til Aarhus Fremad før han meldte sig under fanerne, blomstrede samlivet mellem klub og fysioterapeut hurtigt.

”Jeg blev hurtigt ret vild med den kultur, der er i klubben og den måde, man gør tingene på. Jeg fik hurtigt opbygget et godt forhold til spillerne, og de var trygge ved at komme til et nyt ansigt med problemer, skader eller behov for at blive tapet op. Det var meget nemt at føle sig velkommen i klubben,” fortæller Marcus Gjesse, inden han kommer med et konkret eksempel:

”Bare sådan en lille ting som når spillerne møder ind til træning, så hilser alle pænt, og derfor vidste jeg det første lange stykke tid ikke, hvem der spillede på Danmarksserie-holdet, og hvem der spillede på Divisionsholdet. Man kan simpelthen ikke mærke forskel.”

Søren Jensen Rahbek er holdlæge i Aarhus Fremad. Her på bænken til en hjemmekamp.

Ofre for egen succes

Det er ifølge Søren Jensen Rahbek en helt bevidst strategi at tage unge og uerfarne folk ind for at lære dem op. Vel vidende, at de en dag måske får et mere lukrativt tilbud fra anden side.

”Vi tager folk ind, som er på et tidligt stadie i deres karriere, og så gør vi dem pissedygtige. Vi vil jo gerne have, at de bliver, men vi er jo ekstremt stolte, når der er nogle af de store, etablerede klubber, der kan se den værdi vi har skabt. Og at Marcus nu er blevet så dygtig, at han skal arbejde for FC Midtjylland, er jo helt vildt,” siger Søren Jensen Rahbek.

Med andre ord bliver sundhedssektoren i Aarhus Fremad en gang imellem ofre for egen succes, når større klubber håndplukker de modne frugter, der hænger lavt på Riisvangen.

”Sådan er det jo, når man har succes, og det gælder også spillerne på banen,” forklarer Søren Jensen Rahbek, inden han også redegør for fordelene ved strategien:

”Det handler jo om, at når nu vi skal ud at rekruttere på ny nu her, så kan vi fortælle, at det her er et godt springbræt til noget mere. Her kan man gøre sig lækker, og vi har en masse rigtig gode kontakter og et godt renommé.”

Søren Jensen Rahbek understreger, at man i Aarhus Fremads sundhedsstab har et stort fokus på talentudvikling. Her behøver man ikke have erfaring for at komme i stald. Til gengæld er der andre vigtige parametre, som kommer i betragtning.

”Vi går meget op i, at man har den rigtige karakter, så andre også ved, at får de fat i nogle fra Fremad, er der tale om gode mennesker,” siger Søren Jensen Rahbek.

Marcus Gjesse, der fremover primært skal arbejde med akademispillerne i FC Midtjylland, har været glad for de muligheder han har haft i Aarhus Fremad. Det er noget han også ynder at fortælle hans kommende stedfortræder om.

”I Aarhus Fremad er mulighederne for at udvikle sig næsten grænseløse. Hvis man ellers vil lægge energi og tid i det, kan man være sikker på, at man får det tilbage tifoldigt. Så jeg vil helt klart sige, at den udvikling man kan få, den skaber man selv, takket være de dygtige folk, der er i klubben. Derudover er det bare en fantastisk klub at være en del af, både på grund af kulturen inde i klubben, men også på grund af de gode mennesker uden om klubben, for eksempel de fantastiske fans,” slutter Marcus Gjesse af.

Skulle muligheden for at blive en del af sundhedssektoren i Aarhus Fremad lyde tiltalende, er man velkommen til at kontakte klubbens holdlæge Søren Jensen Rahbek på hans mail: kamp@aarhus-fremad.dk.

Vores hjemmekamp mod FC Nordsjælland i kvartfinalen i Pokalturneringen er fastsat til den 28. februar klokken 18.30 på Riisvangen.


Vi forventer dog ikke at kunne spille kampen på Riisvangen, så vi er i dialog omkring at finde et alternativt spillested.


Kvartfinalerne spilles over to kampe og returopgøret i Farum er endnu ikke fastsat.

De øvrige kvartfinaler står mellem henholdsvis

F.C. København og Vejle Boldklub

AaB og Viborg

SønderjyskE og Silkeborg IF.

Finalen i Parken i København er fastlagt til at blive spillet torsdag den 18. maj.

Alle efterårets kampe i 2. Division er blevet afviklet, og det efterlader Aarhus Fremad på rækkens dukseplads. Holdets anfører, Emil Hauge, ser med stolthed tilbage på en god halvsæson.

Af Mathias Thomsen & Mathias Dueholm
Foto af vildmedfoto.dk

På den kølige lørdag eftermiddag, den 19. november, fløjtede Benjamin Seferovic opgøret mellem HIK og Aarhus Fremad af. Ud over at have tilendebragt kampen, der i øvrigt sluttede med en 3-1-sejr til det gæstende Fremad-hold, var det også afslutningen på efterårssæsonen for aarhusianernes vedkommende. En halvsæson, der har budt på mange stærke præstationer af Riisvangens helte, og som endda efterlader Aarhus Fremad på førstepladsen inden foråret byder på de sidste seks kampe i grundspillet og selvfølgelig det spændende slutspil, hvor Fremad er tæt på at være matematisk sikret en plads i det gode selskab.

På den travle midtbane hos Aarhus Fremad har anfører Emil Hauge troligt svunget taktstokken. Han er naturligvis godt tilfreds med sæsonens forløb indtil videre, men først vil han rose den imponerende opbakning, holdet fik i den sidste kamp i Hellerup mod HIK.

”Det var sindssygt fedt. Vi blev overrasket, da vi så, hvor mange Fremad-trøjer der var, det var jo næsten som at være på hjemmebane,” siger Emil Hauge.

Sejren over HIK var den syvende i træk i betydende kampe, og det er da også nye toner hos Aarhus Fremad, at man formår at præstere så stabilt.

”Vi har formået at ramme det niveau, vi hele har vidst, at vi havde. Men vi har tidligere ikke lykkedes med at ramme det over så lang en periode. Førhen har vi kunnet levere det i et par kampe i træk, hvis vi var rigtig gode, men at vi har været så gode i så lang tid – det er første gang i min tid i klubben,” siger Emil Hauge.

Når kaptajnen skal knytte et par ord på efterårssæsonen som helhed, er det med en slet skjult begejstring.

”Det har været mere end godkendt, må man sige. Alt i alt har det været et super efterår med meget få dårlige præstationer,” fortæller Emil Hauge, inden han prompte beretter om efterårets højdepunkt:

”Det må være Brøndby-kampen. Den var sindssygt fed at være en del af. At der var så god stemning på ”Vangen”, at vi spillede en god kamp, og at vi fik et godt resultat, det er svært at toppe.”

Stillingen i 2. Division ved vinterpausen. Grafik er taget fra bold.dk

2. Divisions sidste halvdel indledes lørdag den 11. marts, når akademikerne fra AB kommer til Riisvangen. Inden da er sæsonen dog allerede skudt i gang for Fremads vedkommende med en særdeles interessant pokalkamp.

Det er som bekendt ingen ringere end Superligaens tophold, FC Nordsjælland, der kommer til det nordlige Aarhus for at dyste i pokalturneringens kvartfinale. Formentlig i april finder returopgøret sted i Farum.

Aarhus Fremads vej til kvartfinalen har været brolagt med AIA/Tranbjerg, Varde, Brøndby og Fremad Amager, som alle er blevet elimineret, og Aarhus Fremad kan derfor bryste sig af at være nået længere i turneringen, end klubben nogensinde før har været.

Emil Hauge ser frem til et spændende forår, hvor det for Aarhus Fremad handler om at holde snuden i sporet.

”Vi skal fortsætte med det, som vi har gjort indtil nu. Op til HIK-kampen blev der lagt vægt på, at det her ikke er slutningen, men at vi efter jul skal fortsætte med meget af det samme. Jeg tror, at hvis vi kan det, er vi også med i kampen om oprykning, men jeg tror det bliver svært. Selvom vi har vundet fem kampe i streg (i 2. Division, red.) kan man se, at det stadig er helt tæt i toppen. Målet er selvfølgelig, at vi skal ud og levere lige så gode præstationer som hidtil, og så må vi se, hvad det kan føre til.”

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

18:00

Aarhus Fremad vs Middelfart

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP