nyheder:

Efter en potent præstation i sin debut for Aarhus Fremads førstehold, er der nu endnu en sæson i vente med Gustav Callø iført de sortgule trøjer.

Af Nicolai Yevmenchyk

Hattrickmageren fra seneste kamps 3-1 sejr i Skive har netop skrevet under på sin første kontrakt med Aarhus Fremad. Aftalen løber frem til juni 2024.

“Jeg er rigtig glad for alt omkring klubben. Jeg elsker at være her, så da jeg fik muligheden for at skrive under på kontrakten, var der ikke så meget tvivl om det,” udtaler den 20-årige offensivspiller.

Siden Gustav Callø blev hentet fra Vejle i sommeren 2022, har han tørnet ud for Danmarksserieholdet fra Vangen. Men efter den fremragende debutstart for førsteholdet er der nu ambitioner om at blive en integreret del af oprykningsspillet i 2. Division:

“Jeg håber, at jeg kan blive en fast del af startelleveren, og at vi kan rykke op til sommer og få en god sæson i 1. Division næste år.”

Gustav Callø håber samtidig på at kunne fortsætte sin egen stime og derved spille en bidragende rolle i de afgørende kampe resten af sæsonen. Han vurderer selv, at mulighederne for oprykning er gode.

De dage, hvor kontrakter blev underskrevet med fyldepen under pomp og pragt, er tydeligvis ovre

Nigerianske rytmer på Riisvangen eller det karakteristiske aarhusianske jagthorn, der gjalder ud over Guineabugten. Det er ikke just noget, der rimer, men fremover kan det blive et ganske almindeligt syn. Sporting Lagos og Aarhus Fremad er et nyt umage par, der skal drage nytte af hinanden. Forklaringen er førstnævntes ejer og stifter, der har købt sig ind i Aarhus Fremad.

Af Mathias Dueholm

”Sikke en dag.”

Tirsdag eftermiddag er der brug for at trække vejret dybt for Aarhus Fremad-direktør Lars Kruse. Denne forårsdag har han nemlig indviet omverden i, hvad der er blevet arbejdet på i månedsvis, og som endelig er kulmineret. Aarhus Fremad har fået en ny ejer i nigerianske Shola Akinlade, der har erhvervet sig 55 procent, altså aktiemajoriteten i den aarhusianske traditionsklub.

Udenlandske investorer er ikke længere noget særsyn i dansk fodbold. Med blandet succes har også andre klubber afgivet helt eller delvist ejerskab til investorer af anden nationalitet. Noget, der da også har givet næring til en vis skepsis i nogle kredse efter nyheden om det nye nigerianske ejerskab i Aarhus Fremad.

Lars Kruse forstår godt de forbehold som fans og iagttagere giver udtryk for, men han maner til ro.

”Det man skal huske, er, at det er jo mig, der bor her i byen. Det er jo ikke Shola. Det er mig, der har ansvaret for, at det her foregår ordentligt. Det er mig, der fortsat skal ned i Brugsen og handle ind, og det vil jeg gerne kunne, uden at folk de kigger. Så det betyder meget for mig, at der er styr på det her. Jeg kan jo ikke bare gemme mig i en anden by, hvis det her fejler. Det er derfor vi har lavet den her model,” siger Lars Kruse.

Fremad-direktøren fortæller videre, at selvom den nye investor har overtaget 55 procent af klubbens aktier, vil der ikke blive tale om en egenrådig ejer, der kan gøre, hvad der passer ham med Aarhus Fremad.

”Vi har lavet et minoritetsejerskab med nogle heftige veto-rettigheder. Så Shola kan ikke foretage sig noget med Aarhus Fremad uden, at vi andre siger god for det. Han kan ikke fyre mig, uden at jeg er enig. Og den aftale udløber ikke,” fortæller Lars Kruse.

Store afrikanske ambitioner

Penge i kassen og nyt ejerskab i Aarhus Fremad og dog langt fra hele historien om Shola Akinlades indtog i Smilets By. Aftalen indebærer nemlig en aftale om, at klubben fra Riisvangen skal agere sparringspartner for Shola Akinlades anden fodboldklub Sporting Lagos, der blev etableret i 2022 i den tidligere nigerianske hovedstad.

Tidligere denne tirsdag eftermiddag, blev der afholdt et virtuelt pressemøde med dagens to varme kartofler, Lars Kruse og Shola Akinlade, der fortalte om projektet og derudover stillede op til spørgsmål.

På pressemødet fremstod den nye Aarhus Fremad-medejer udadvendt og sympatisk, men på dejlig udansk manér var han ikke bleg for at lufte sine store ambitioner for både Aarhus Fremad og Sporting Lagos.

”Vi vil være den bedste klub i Afrika og vi vil lave et akademi, der finder og udvikler de bedste spillere i Afrika og giver dem muligheden for at blive de bedste i verden. Jeg håber vi kan gøre Aarhus Fremad til en af de bedste klubber i Danmark,” fortalte en engageret Shola Akinlade på en skrattende videoforbindelse.

For Lars Kruses vedkommende er det et friskt pust med Shola Akinlade og dennes ambitioner på holdet, men han forsikrer om, at der ikke vil blive gjort noget som helst anderledes på den korte bane som følge af den nye investors ankomst.

”Vi kommer ikke til at gøre noget anderledes. Det, som den her aftale betyder for os, er, at vi kan begynde at planlægge langsigtet. Vores drift er sikret de kommende år og vi kan endelig begynde at kigge på, hvordan vi forbedrer oplevelsen på Riisvangen,” siger Lars Kruse.

Direktøren giver kaffe til nysgerrige fans

Oven på den noget usædvanlige nyhed, er der tikket mange reaktioner ind fra trofaste Fremad-fans. Nogle positive, andre mindre positive. Det er forståeligt, ifølge Lars Kruse, men noget, der er faldet ham for brystet er den ordlyd, der visse steder finder frem til kommentarsporet.

”Jeg synes det er helt utilstedeligt med de Nigeria-jokes, der er kommet. Jeg nægter at tro på, at det er Aarhus Fremad-fans, der skriver den slags, det må stoppe. Jeg har kigget på personen Shola og ikke hans identitet, og det synes jeg er i Fremads ånd, hvor vi hylder mangfoldigheden. Det har i øvrigt altid været min tilgang, også i mit forretningsliv. Der findes helt sikkert også dårlige danske investorer rundt omkring i nogle klubber, så jeg har ikke brugt krudt på, hvor han kommer fra,” lyder det fra Lars Kruse, der i stedet fremhæver, at der er tale om en investor, der med succes har drevet forretning rundtomkring i Afrika, hvilket vidner om arbejdsomhed og vilje til at investere knofedt, ifølge den danske Fremad-direktør.

I et forsøg på at imødekomme de mange spørgsmål og kommentarer, der er fulgt i kølvandet på nyheden, inviterer Aarhus Fremad, med Lars Kruse i spidsen, alle interesserede til en kop kaffe og en snak i klubhuset på Riisvangen denne lørdag klokken 10, i forbindelse med kampen mod Brabrand. Den spilles i øvrigt på VSK’s baner.

Og vil de lokale Aarhus Fremad støtter så egentlig komme til at se ”giraffen” Shola Akinlade på Riisvangen nogensinde? Det blev den nye investor faktisk spurgt om på dagen pressemøde, hvortil han med et stort smil svarede:

”Ja, jeg vil komme til Aarhus og se kampene fra tid til anden, og jeg vil være på plads når vi møder FC Roskilde!”

FC Roskilde gæster Riisvangen mandag, anden påskedag, den 10. april.

Aarhus Fremad rekrutterer frivillige til at hjælpe på sommerens NorthSide. Det er muligheden for at få en storstilet festivaloplevelse og samtidigt gavne Fremad.

Af Mathias Dueholm

Ser du også frem til en festivalsommer, der skal byde på dansable hits, håndvarme pilsnere og tvivlsomme sanitære faciliteter, har du nu muligheden for at blive frivillig på den største århusianske festival, nemlig NorthSide 2023. I samarbejde med Aarhus Fremad søger festivalen såkaldte ”Stage hands”, der skal assistere de professionelle scenefolk med at pakke ud og pakke ned.

Det giver dig altså chancen for at få et indblik i livet ”backstage”, når de store kunstnere skal have hjælp til at udfolde sig på Eskelunden.

Som frivillig takker du ja til at være på arbejde på NorthSide én af de tre festivaldage. Det giver dig selvfølgelig fri adgang de to øvrige dage, hvor du kan give den som almindelig festivalgæst. Hvad du ellers får ud af tjansen som frivillig, kan du se her:

  • Sjove, hårde og hyggelige dage sammen med dine cirka 5.000 med-frivillige ude på græsset.
  • Armbånd med adgang til alle tre dage på festivalen fyldt med koncerter, fest og rabat på drikkevarer.
  • En genanvendelig vandflaske, som både kan bruges til vagten og i træningscenteret bagefter.
  • Forplejning, mens du er på vagt.
  • Eventerfaring på CV’et – du kommer til at opleve en af Danmarks største festivaler bag kulissen.

Som frivillig gennem Aarhus Fremad bidrager du i øvrigt til klubkassen, som vi kan bruge på at forbedre oplevelsen på Riisvangen.

Vil du slå et slag for frivilligheden, for Aarhus Fremad og derudover få tre uforglemmelige dage i Eskelunden, så tøv ikke med at rette henvendelse til Fremad på mail: kamp@aarhus-fremad.dk.

Aarhus Fremad har i vinterpausen fået tilgang af Henrik Hykkelbjerg Jensen, der ser frem til at spille på Riisvangen. Et af trækplastrene i Fremad er den opportunistiske spillestil, som Hykkelbjerg forventer kan forløse hans potentiale.

Af Mathias Dueholm
Foto: Aarhus Fremad

Fra ét tophold til et andet. Henrik Hykkelbjerg Jensen er ny mand i Aarhus Fremad-truppen. Midtbanespilleren excellerede i efteråret for Silkeborg-klubben Young Boys i 3. Division, hvor han blandt andet bankede seks mål i kassen. Det er kvaliteter, der godt kan bruges på Riisvangen, og Hykkelbjerg selv ser naturligvis også frem til at få nye udfordringer.

”Fremad var faktisk min foretrukne klub. Jeg synes spillestilen passer mig rigtig godt, det virker som en fed klub at være i, og så har jeg holdt af at komme meget på Riisvangen,” siger Henrik Hykkelbjerg Jensen.

Midtbanedynamoen, der har fået sin fodboldopvækst i Viborg FF, for hvem han også nåede at debutere som senior, har huseret i de danske divisioner i en årrække. Efter at have præsteret på et stabilt højt niveau for Young Boys, ønskede Hykkelbjerg ikke at forlænge sin kontrakt i søhøjlandet. Han ville søge nye udfordringer.

”Det her er et passende skridt for mig efter jeg har leveret godt i 3. Division i lang tid. Jeg tror på, at Fremads måde at spille på kan forløse mig som fodboldspiller,” siger Henrik Hykkelbjerg Jensen inden han fortsætter:

”Jeg har jo allerede et stort kendskab til klubben. Jeg har flere kammerater, der spiller her, og jeg kommer gerne på Riisvangen, når jeg har tid til det. Det er en utroligt harmonisk trup, der næsten er som en familie. Det gør det nemt at falde til.”

At skifte fra en lavere rangeret række til et tophold i 2. Division kan for mange lyde som lidt af en mundfuld. Det er dog ikke noget, der har skræmt Hykkelbjerg, der har været en del af Fremads vinteropstart lige siden den begyndte i starten af januar.

”Niveauet er selvfølgelig højere her i Fremad. Kvaliteten af spillere er bare højere, men jeg føler helt klart, at jeg kan være med. Jeg kan mærke, at det er med til at gøre mig til en bedre spiller at træne og spille med holdkammerater, der har et højere niveau,” siger Hykkelbjerg.

Sammen med resten Aarhus Fremads mandskab kan Henrik Hykkelbjerg Jensen se frem mod et spændende efterår, hvor udgangspunktet ikke kunne være bedre i 2. Division, og ydermere er der en dobbeltkamp i Pokalturneringens kvartfinale mod Superligaens førerhold, FC Nordsjælland.

”Nu skal jeg først og fremmest forsøge at bide mig fast i start-11’eren og få så mange minutter på banen som muligt. Så håber jeg da, at vi kan holde fast i toppen af rækken og være med til at spille om oprykning. Det ville være sjovt at være med på en tur med Fremad op i 1. Division,” siger Hykkelbjerg.

En af kvartfinalerne i Pokalturneringen står som bekendt mellem Aarhus Fremad og FC Nordsjælland. Kampen spilles på Jysk Park i Silkeborg, og nu er der åbnet for billetsalget til alle interesserede.

Af Mathias Dueholm

Der er lagt op til et aldeles fint besøg, når Danmarks i øjeblikket bedste fodboldhold FC Nordsjælland kommer til det jyske for at dyste i det første af to opgør om en billet videre til Pokalturneringens semifinale.

Kampen løber af stablen på Jysk Park i Silkeborg på årstidens sidste dag, nemlig tirsdag den 28. februar. Opgøret fløjtes i gang klokken 18.30.

Der er nu åbnet for billetsalg til kampen, og det er delt op således at Fremad-fans og neutrale tilskuere kan købe deres billet HER, mens FC Nordsjælland-fans skal købe billet til opgøret HER. Alle billetter til kampen, uanset aldersgruppe, koster 150 kroner eksklusive gebyr.

Vi håber på en konvoj af busser med retning mod Dyne-Larsens hjemstavn, så vi kan skabe en kulisse, der er en pokalkvartfinale værdig! Vi ses på Jysk Park til årets første og muligvis største fodboldkamp for Aarhus Fremad.

#DSNG

Fysioterapeut Jakob Bro har valgt at skifte tilværelsen på Riisvangen ud med en fuldtidskontrakt i Nørreskoven. Aarhus Fremad har hermed endnu en gang bevist, at de er et fremragende sted at udvikle sig som sportsfysioterapeut.

Af Mathias Dueholm og Mathias Thomsen

I Aarhus Fremad er det efterhånden gået hen og er blevet lidt af en tradition at have unge talentfulde fysioterapeuter i stalden. Det har de store klubber også fået øjnene op for, hvilket holdlæge Søren Jensen Rahbek både er stolt og trist over. Denne gang er det 27-årige Jakob Bro, som har valgt at skifte klub:

”Det, at jeg er kommet til Vejle Boldklub, er jo helt sikkert en drøm. Det er der ikke nogen tvivl om, da målet hele tiden har været at komme på en fuldtidskontrakt”, siger Jakob Bro, som selv er overrasket over, hvor hurtigt processen er gået.

”Jeg sendte jo bare en ansøgning, og blev derefter indkaldt til en samtale. De kunne jo lide, hvad de hørte åbenbart, og jeg kunne lide det, de fortalte mig. Og så er det gået ret hurtigt derefter. Det hele er nok sket på et par uger”.

Jakob Bro har været i Fremad i lidt mere end et halvt år, hvor han har været tilknyttet klubben en gang om ugen, og været med til en- eller to kampe om måneden. Inden han kom til Aarhus Fremad, havde han i sin uddannelsesperiode været i praktik i Silkeborg IF, og har samtidig arbejdet i AGF’s ungdomsafdeling. Fodboldverdenen var derfor ikke ny for fysioterapeuten. Alligevel har det halve år på Vangen haft betydning.

”Jeg har jo fået noget god viden om, hvordan et samarbejde mellem trænerstab og sundhedsstab fungerer, hvor der har været stor indbyrdes respekt og forståelse.  Derudover har jeg fået mere ansvar, i forhold til at håndtere nogle forskellige skadesituationer, både den akutte del, men også rehabiliteringen”, siger Jakob Bro.

Fra vikar til vigtig mand

Den 27-årige fysioterapeut startede lidt tilfældigt i Fremad, som vikar til de sidste kampe i forrige forårssæson. Holdlæge Søren Jensen Rahbek, så dog et stort potentiale i Jakob Bro, hvorefter han blev tilknyttet fast til klubben fra i sommers. Ifølge Søren Jensen Rahbek er det også ærgerligt, at Jakob har valgt at skifte, men har samtidig stor forståelse for beslutningen.

”Jakob er for det første en utrolig flink fyr. Let til grin og godt humør. Han er ekstremt dygtig fagligt. Ikke kun indenfor fysioterapi, men er også meget inde i personlig træning. Så han har været et kæmpestort aktiv. Altså han er utrolig kompetent og utrolig behagelig at være sammen med. Han er også rigtig god til at snakke med drengene, og indgiver sådan en stor ro og respekt omkring sig. Det har virkelig været en force, synes jeg”, siger Søren Jensen Rahbek, og fortsætter med de rosende ord:

”Han har udfyldt sin rolle rigtig flot, og vi ville selvfølgelig gerne have beholdt ham. Men jeg forstår ham også godt i forhold til at ville videre og komme på fuldtid, fordi han har også en ærgerrighed til at udvikle sig selv”.

Nye ansigter

Foruden Jakob Bro, har fysioterapeut Isaac Rafn også valgt at stoppe samarbejdet med klubben. Det har samtidig givet plads til to helt nye ansigter på Vangen. Trym Larssen og Victor Munksdorf på henholdsvis 25- og 22 år, er begge fysioterapeutstuderende på VIA, og starter per dagsdato i klubben. Søren Jensen Rahbek udtaler:

”Vi har valgt Trym og Victor på deres karakter, deres ihærdighed, og deres entusiasme. Altså de vil det virkelig meget, og det synes jeg er utrolig dejligt. Derudover er de begge nye på tredjesemester (Fysioterapeutstudiet er på 7 semestre i alt), så de kan forhåbentlig blive hos os længe og blive enormt dygtige. Det er målet”.

Trym Larssen
Victor Munksdorf

Aarhus Fremad ønsker al held og lykke med fremtiden til Jakob Bro og Isaac Rafn, og opfordrer samtidig alle til at tage godt imod de to nye fysioterapeuter Trym Larssen og Victor Munksdorf.

Søren Andreasen, der i efteråret nettede hele 16 gange for Aarhus Fremad, er blevet hentet til SønderjyskE, der har lokket topscoreren til Haderslev med en fuldtidskontrakt. Selv er Søren Andreasen glad for den store mulighed, selvom det også er med vemod, at han takker af på Riisvangen.

Af Mathias Dueholm
Foto: FotoTrine

Man kan ikke fortænke diverse stoppere i 2. Division, hvis de drog et lettelsens suk, da nyheden om Søren Andreasens skifte til Sønderjyske blev kendt. Fremad-skarpretteren har nemlig ikke været til at komme udenom i første halvdel af 22/23-sæsonen i 2. Division.

16 scoringer for rækkens tophold, som mod alle odds også har kvalificeret sig til Pokalturneringens kvartfinale, må alt andet lige afføde en vis interesse blandt klubber højere oppe i fødekæden. Som bekendt blev det SønderjyskE, der kunne glæde sig over Søren Andreasens underskrift. En underskrift han selv er meget stolt af at kunne sætte.

”Jeg har haft nogle mål og nogle ting, jeg gerne vil, og det er det skridt jeg er gået med nu,” siger Søren Andreasen, der også ser frem til kun at skulle koncentrere sig om at spille fodbold:

”Det er vigtigt for mig at komme på fuldtid, hvor man virkelig kan nørde fodbolden. Der er rigtig mange gode ting i det tilbud som SønderjyskE har givet mig, og jeg har valgt dem, fordi det er det sted, hvor jeg kan komme videre og udvikle mig.”

Inden Søren Andreasen kunne trække den stribede Fremad-bluse over hovedet, havde han frekventeret flere forskellige danske klubber, været et smut forbi Island, og sågar fået ét minuts Superliga-erfaring for barndomsklubben Esbjerg fB. Den nu tidligere Fremad-spids lægger da heller ikke skjul på, at et comeback i Superligaen er den store drøm.

”Jeg vil selvfølgelig gerne op i Superligaen og spille. Da jeg var i Esbjerg fik jeg et minut mod Brøndby, men mere blev det ikke til. Jeg føler, at jeg nu er klar til at gå efter det igen,” siger Søren Andreasen.

Et vemodigt farvel

Afskeden med Riisvangen og Aarhus Fremad har ikke været nem for Søren Andreasen, der med stort vemod kigger tilbage på tre gode år i de gule og sorte striber.

”Det er selvfølgelig svært at sige farvel. Klubben er helt fantastisk, og det, der er blevet skabt på de tre år jeg har været her, synes jeg virkelig er flot. Man kan mærke, at det går én vej for klubben, og det er opad og det er fremad,” lyder det fra Søren Andreasen, der husker tilbage på en svær tid inden skiftet til det aarhusianske:

”Da jeg kom til – det var faktisk samtidigt med at Morten (Dahm Kjærgaard, cheftræner, red.) kom til – var min fodboldlyst kørt fast i et sort hul. Jeg kom fra noget, hvor jeg ikke syntes jeg fik den spilletid jeg burde få. Men med de trænere og de mange spillere, jeg har arbejdet med her, er min sult virkelig kommet igen.”

En central figur for alle fodboldspillere er selvsagt deres cheftræner. I Aarhus Fremad hedder han Morten Dahm Kjærgaard, og han ankom faktisk til klubben samtidigt med Søren Andreasen. Sidstnævnte er da heller ikke sen til at kreditere Morten Dahm Kjærgaard for den betydning, som han har haft for ham.

”Morten er nørdet, når det handler om fodbold. Det, jeg godt har kunnet lide ved Morten er, at han udvikler sine spillere både på og uden for banen. Det er han dygtig til og det har jeg lært rigtig meget af,” siger Søren Andreasen.

Sidst i interviewet benytter Søren Andreasen lejligheden til at rose og takke dem i og omkring klubben:

”Jeg har været rigtig glad for at være i Aarhus Fremad, og jeg er glad for alt det, den har givet mig. Alle de oplevelser jeg har fået, det har været sindssygt fedt. Og så vil jeg gerne takke fansene og alle de frivillige i klubben, som gør et kæmpestort stykke arbejde. Det er bare en fornøjelse som spiller, at der er styr på tingene.”

Søren Andreasen er i skrivende stund netop landet i Hamborg efter han måtte afbryde sin tur til Tyrkiet med resten af Fremad-truppen. Turen går herefter til Haderslev, hvor kontrakten skal underskrives.

I sin Aarhus Fremad tid har Søren Andreasen spillet 86 kampe med 59 mål og 14 assists til følge, ifølge transfermarkt.com.

Om han nogensinde kommer til at påmønstre på Riisvangen igen? Tja, det skal man ifølge Søren Andreasen selv aldrig afvise. Herfra skal i hvert fald lyde et tillykke med den nye aftale, og så ønskes han naturligvis al held og lykke.

Aarhus Fremad er i disse dage under varmere himmelstrøg. Årets træningslejr er nemlig gået til Tyrkiet, og spillende assistenttræner Mathias Damgaard forventer, at turen får en stor værdi for mandskabet, der har en masse vigtige kampe at se frem til i forårssæsonen.

Af Mathias Dueholm
Foto: FotoTrine

Med en uhyre interessant halvsæson forude, er Aarhus Fremad for længst gået i gang med forberedelserne. Der er allerede spillet to træningskampe, og i skrivende stund er mandskabet ankommet til Tyrkiet, hvor syv dages træningslejr forhåbentlig giver de ekstra procent, der skal sikre en topplacering i 2. Division og to gode præstationer mod topholdet i Superligaen, FC Nordsjælland, der venter i Pokalturneringens kvartfinale.

Mathias Damgaard, der fungerer som spillende assistenttræner, beretter om en trup i en rigtig god forfatning. En trup, der har trænet godt og hårdt i optaktens første uger, og en trup, der har leveret nogle godkendte præstationer mod Young Boys og IF Lyseng, der henholdsvis endte med et 0-1-nederlag og en 4-1-sejr.

Mathias Damgaard ser dog træningslejren til Antalya, Tyrkiet, som en fantastisk mulighed for trænere og spillere for at gå i dybden med tingene på en helt anden måde, end hverdagen tillader.

”Vi skal ned og nørde fodbold. Det bliver en uge med et fuldtids-setup, og det gør, når vi nu har spillerne hele tiden dernede, at vi virkelig kan nørde fodbold på og uden for banen,” siger Mathias Damgaard umiddelbart inden bussen sætter i gear fra Riisvangen mod Billund Lufthavn. Han uddyber:

”Generelt har vi jo ikke spillerne særligt meget her i klubben, de har jo andet end fodbold, som de også bruger tid på, studie og arbejde og så videre. Men nu har vi dem, fra vi kører af sted i bussen og til vi lander i Billund igen. Så vi kommer til at træne en masse og blive endnu mere specifikke i forhold til, hvordan vi gerne vil spille fodbold.”

Turen, der, jævnfør vejrudsigten, kommer til at foregå under en skyfri himmel og knap 20 varmegrader, byder på to træningspas de fleste dage. Torsdag byder så på en træningskamp mod et for den gængse danske fodboldfan noget ubeskrevet blad, nemlig Shaktar Karagandy, der til dagligt frister en tilværelse i bedste kasakhiske liga. Her blev klubben i øvrigt nummer syv i 2022-sæsonen.

Træningslejren er et vigtigt element i de forberedelser, der leder Fremad-mandskabet hen mod en forårssæson, der kommer til at byde på usædvanligt mange interessante opgør. Mathias Damgaard glæder sig naturligvis, lige som resten af truppen og staben til det, der venter:

”Vi står jo over for et forhåbentligt sjovt forår, så optakten og turen her kommer til at handle meget om, hvordan vi skal blive endnu bedre i vores præstationer og endnu skarpere på det taktiske. Så vi skal gerne blive fuldstændig ajour, alle sammen, i forhold til, at vi skal ud og smadre det hele.”

Mads Holten, der kom til Aarhus Fremad i sensommeren 2022, har fristet en tilværelse som indskiftningsspiller det meste af efteråret. Præstationerne og udviklingen har dog været så overbevisende, at Mads Holten har fået forlænget sin kontrakt til sommeren 2023.

Af Mathias Dueholm
Foto: FotoTrine

”Der skulle ikke tænkes meget over det.”

Det er den knastørre melding, der kommer fra Mads Holten, når han skal fortælle, hvorfor han har valgt at forlænge sin kontrakt med Aarhus Fremad.

”Det er en megafed klub, og vi har det rigtig godt sammen på holdet”, siger Mads Holten videre.

Den 20-årige københavner stødte til Aarhus Fremad i september 2022, hvor han kom direkte fra ungdomsafdelingen i Vejle Boldklub. Siden har Mads Holten været en del af stort set alle kampe – ud over to startpladser i Pokalturneringen, har det dog været som indskifter. Spørger man ham selv, har opholdet alligevel været særdeles tilfredsstillende indtil videre.

”Vi har et utroligt stærkt hold, så jeg har hele tiden vidst, at der ville være meget konkurrence om spilletiden. Det var ikke sådan, at jeg forventede, at jeg skulle starte inde med det samme. Jeg føler til gengæld, at jeg hele tiden udvikler mig her,” siger Mads Holten.

Sammen med resten af Fremad-truppen har han sikret klubben et suverænt udgangspunkt frem mod efterårssæsonen, hvor holdet fra Riisvangen er blandt de sidste otte hold i Pokalturneringen. Derudover ser de ud til at skulle kæmpe med om oprykningspladserne i 2. Division. Derfor er det heller ikke så underligt, at Mads Holten ser frem mod foråret med en vis spænding i maven.

”Jeg glæder mig utroligt meget, vi har jo en rigtig god position lige nu, og vi har helt sikkert troen på det,” lyder det fra den unge lærervikar, der pendler til og fra Riisvangen fra sin residens i Vejle.

Morten Dahm Kjærgaard, cheftræner i Aarhus Fremad glæder sig over forlængelsen. Selvom Mads Holten har til gode at bide sig fast i startopstillingen, ser han et stort lys i den centrale midtbanespiller.

”Mads har haft en rigtig stor betydning, især som indskiftningsspiller, hvor han virkelig er kommet ind og har været supergod. Han er en holdspiller, der altid opererer i holdets tjeneste og leverer det, der skal til. Og så træner han på et rigtig højt niveau. Det er en spiller, vi tror, vi kan arbejde videre med og udvikle rigtig godt, så det gav god mening at forlænge den aftale vi lavede i september,” fortæller Morten Dahm Kjærgaard.

En af Aarhus Fremads helt store talenter, Magnus Kirchheiner, har forlænget sin aftale, så den nu gælder til 2024

Af Mathias Thomsen // Foto af FotoTrine

I går kunne vi offentliggøre, at klubben havde forlænget med Marcus Kirchheiner. I dag er vi glade for at kunne fortælle, at Magnus Kirchheiner ligeledes har forlænget sin kontrakt. 62 kampe er det allerede blevet til for den 21-årige alsidige midtbanespiller. Lillebror Kirchheiner ser frem til, at det tal bliver endnu større.

”Jeg er rigtig glad for at have forlænget, så jeg nu har fået muligheden for fortsat at være en del af et super spændende projekt”, siger Magnus Kirchheiner, og fortsætter:

”Jeg føler at klubben og mig selv er inde i en god udvikling, så jeg ser utrolig meget frem til fremtiden”.

Magnus Kirchheiner kom til klubben i sommeren 2020 direkte fra AGF’s U19-hold, og det var allerede dengang tydeligt, at han havde et højt niveau. Ifølge cheftræner Morten Dahm Kjærgaard, kom Magnus Kirchheiner flyvende fra start i den gul-sorte trøje, men har sidenhen været en smule uheldig med skader.

”Magnus er jo en spiller, der kom ind i klubben direkte fra AGF’s ungdomsafdeling, med et rigtig højt niveau, og kom flyvende i gang i Fremad. Så har han været lidt uheldig med nogle forskellige mindre skader på ærgerlige tidspunkter, der har gjort, at han selvfølgelig har haft en forstyrrelse i hans udvikling”, siger cheftræneren. De uheldige skader har dog ikke stoppet den unge Kirchheiner:

”Trods dette har han det seneste år virkelig taget store skridt, hvor han har sat et højt niveau, samtidig med at hans bundniveau og stabilitet er på det højeste niveau i hans tid i Fremad.  Så det er en spiller, der har fart på i hans udvikling, og som ikke ser sig tilbage for tiden”.

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

Seneste kamp:

18:00

Aarhus Fremad vs Middelfart

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP